Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mogens Munch.
Civilingeniør

Signe Toksvig: Emanuel Swedenborg.
H. Hagerups forlag.
Tilsendt fra forlaget.

At anmelde en bog er næsten altid en utaknemmelig opgave, idet den så at sige er prædestineret til at skabe utilfredshed: dels hos forfatteren af bogen, der må opleve at se, at partier, som han selv lægger stor vægt på, kun er flygtigt omtalt, dels for anmelderen selv, der må erkende sin større eller mindre afmagt overfor den opgave: at skrive den samme som forfatteren, men på en hundrededel af den plads, som denne har måttet bruge for at udtrykke sig udtømmende om emnet, og endelig er det utilfredsstillende for læseren, der aldrig føler sig helt sikker på, om ikke anmelderen ser på emnet med helt forkerte øjne, og derfor ikke får trukket netop det frem, der har læserens specielle interesse.

Men alligevel er det et arbejde, der må gøres, af den simple grund, at der i vore dage udkommer en sådan flod af bøger, at det for den enkelte er komplet umuligt at opretholde nogen som helst kontakt med de tanker, der fremsættes på tryk, om der ikke var mulighed for at "snuse til essenser", og derudfra bestemme sig til at smage nærmere på det, man formoder har ens interesse.

Opgaven er i dette specielle tilfælde at give læseren et indtryk af et værk, på 400 tætskrevne sider, og jeg kan lige så godt være ærlig og indrømme, at jeg på forhånd opgiver at give læseren et indtryk af "værket". Men så meget desto mere ligger det mig på sinde at åbne læserens øjne for det menneske, hvorom værket handler, og hvis navn det bærer som sin titel, – med undertitlen: Videnskabsmand og mystiker.

Og lad det så være sagt straks: jeg tør uden vaklen anbefale alle Kosmos læsere at stifte bekendtskab med denne bog og med den mand, hvis liv og arbejde er skildret i den.

Emanuel Swedenborgs tanker vil være en kilde til inspiration, og tillige en stor oplevelse, for de, der gennem studium har gjort sig fortrolig med Martinus verdensbillede, fordi de i Swedenborg vil møde det store menneske, der gennem egne oplevelser og eget arbejde nåede et langt stykke frem imod erkendelsen af det verdensbillede, vi andre har fået foræret igennem Martinus' analyser.

Der skal, som ovenfor nævnt, ikke gøres noget forsøg på at gennemgå bogen, da det uundgåeligt vil føre alt for vidt, men nogle enkelte oplysninger skal dog fremsættes til orientering. Forfatterinden har ved hjælp af et meget omfattende kildemateriale skabt et værk, der ikke blot giver os hele linien i Swedenborgs liv, fra det hjem, hvorfra han kom, gennem hans ungdom og manddoms rejser og arbejder såvel hjemme i Sverige som i de europæiske lande, han opholdt sig i, til han døde i England 29. marts 1772, men som tillige viser os hans videnskabelige arbejde i det relief, det får ved sammenligning med den viden, som vore dages forskere sidder inde med. Der gives herigennem et billede af en mand, der næsten som en Leonardo da Vinci formåede at samle sin tids viden – fra næsten alle videnskabelige discipliner –, til en helhedsopfattelse, der ikke blot rækker frem over århundrederne til vor tid, men endogså et stykke længere, omend dette ikke anerkendes af den videnskab, der i dag begejstres så stærkt for Swedenborgs arbejder indenfor anatomi f. eks., men som søger at bortforklare hans åndelige oplevelser som resultater af psykiske fejlbygninger af de mest fantastiske arter.

Forfatterinden forsvarer Swedenborg herimod ved at citere William James: "Når det gælder naturvidenskabelige og tekniske forhold, falder det aldrig nogen ind at prøve på at gendrive en mands meninger ved at blotte hans neurotiske konstitution. I sådanne tilfælde gennemprøves hans meninger på basis af logik og forsøg uafhængigt af hans eventuelle nervetype. Det burde ikke være anderledes, når det drejer sig om et menneskes religiøse opfattelse." Og hun føjer til for egen regning: "– Swedenborg (kan) i sit liv og i sine værker, dersom man blot gør sig lidt umage for at forstå ham, åbne vide horisonter, der i skønhed og sælsomhed langt overgår andre, der bydes os."

– – –

Emanuel Swedenborg fødtes i 1688 i Stockholm, hvor hans far var præst. Da han var 2 år, flyttede forældrene til Upsala, hvor Emanuel kom til at opleve sin barndom, og hvor han i 1709 tog eksamen. Af faderen, der gennem egen nævenyttighed og ublufærdig smiger nåede fra almindelig præst til biskop i Brunsbooved Skara, giver bogen os et ikke særligt flatterende billede. Han var en mand, om hvem det bedste, man kan sige, er, at han "havde et klart blik for den praktiske side af tilværelsen", men ydmyghed, der ingenlunde var ham ukendt som glose, søgte man forgæves i hans gøren og laden. Moderen hører vi ikke ret meget om, men det synes, som om hun har spillet en ikke uvæsentlig rolle for Swedenborg i hans barneår.

Kort efter sin eksamen rejste Swedenborg ud på den første af sine rejser og ankom i 1710 til London; allerede på denne første tur praktiserede han det, som altid fulgte ham siden, at han tog ophold hos håndværkere i de byer, hvor han boede, og lærte dem så at sige "kunsten af". På den måde erhvervede han sig en praktisk indsigt, der var ham en stor støtte i sine studier og eksperimenter. På den tid kunne man jo ikke bestille sine apparater efter et righoldigt katalog udsendt af et specialfirma, man måtte selv udtænke dem og ofte selv fremstille dem.

Det, der lige fra første færd fangede Swedenborgs interesse, var de praktiske videnskaber, hvilket måske kan forekomme mærkeligt, da det, man almindeligvis forbinder med Swedenborgs navn, er hans åndelige syner og hans åndelige lære. Alligevel er der en logisk forbindelse mellem disse to yderpunkter, – og at der er det, ja, det er netop det store ved hele Swedenborgs liv, det er så at sige selve hans liv og hans arbejde. Allerede da han var 26 år – i 1714 – noterede han, at han havde til hensigt at "finde en metode, der gjorde det muligt ad analytisk vej at komme på sporet efter uviljer og affektioner i menneskesindet". Og hans liv formede sig i nær tilknytning hertil. Men det blev en lang vej for ham, og han måtte vandre den helt alene, da den lå så helt udenfor det, der var "normalt".

Den første rejse, der startede med et ophold i London, førte ham til Oxford og videre til Holland, Paris, tilbage til Holland, og over Hannover og Rostock tilbage til Sverige i 1715. Under hele denne rejse var det navnlig ingeniørvæsen, der havde optaget den unge Swedenborg, og han vendte hjem for at arbejde med på at bringe Sverige, der gennem Karl d. XII's krige var blevet meget forarmet, på fode igen. Han kom – for at gøre en lang historie kort – til at beskæftige sig med bjergværksdrift, og igennem hele sit liv udførte han indenfor dette område et arbejde, der var mere end nok til at fylde et almindeligt menneskes tilværelse, og så endda give det prædikatet af at være dygtigt og indsigtsfuldt. Men for Swedenborg, der besad en enestående arbejdsevne og som kunne overkomme det utrolige, blev det kun en enkelt streng på hans geni's instrument.

I 1733 udgav han et stort værk, hvori han havde samlet al datidens viden om bjærgværksdrift, og i hvis første bind (som han skrev sidst) han fremstillede sit eget (fysiske) verdensbillede. Værket vakte stor opmærksomhed og skaffede ham stor hæder. I det fremsatte han tanker, der langt senere er blevet bekræftet af en videnskab, der med moderne instrumenter kunne verificere Swedenborgs intuitionsbetonede logiske slutninger. Men i dette værk sporer man endnu ikke nogen åndelig interesse, det er en samling erfaringer og iagttagelser arrangeret til brug for en forståelse af den for alle synlige verden. Dog ikke sådan at forstå, at Gud var stængt ude fra værket, men det var en slags "ingeniør-Gud", identisk med "uendeligheden", – men bindeleddet mellem dette uendelige og "det endelige" kom han nærmere ind på i et lille værk fra 1734 med titlen "Om det Uendelige", – forresten uden at det lykkedes ham at forklare det på særlig overbevisende måde, end ikke for sig selv.

Swedenborg søgte 4 års orlov fra sin stilling som medlem af bjærgværkkollegiet og begav sig atter ud på rejse og kastede sig over studiet af fysiologi for at finde frem til en forståelse og sammenhængen mellem sjæl og legeme og derigennem til forbindelsen mellem Gud eller "det uendelige" og det "endelige".

Efter i to år at have studeret fysiologi skrev han: "Alene for at komme til bunds i videnskaben om sjælen kræves alle de videnskaber, verden har lagt bag sig, og alle dem, der er kommet til videre udvikling." Resultatet af hans studier nedlagde han i sit store og berømte værk "Dyrerigets Økonomi", et værk, hvorom Emerson har sagt: "Ved dets høje tænknings gennemførte værdighed gør det menneskeracen ære."

Her skal lige nævnes, hvad en nulevende amerikansk fysiolog dr. H. W. Haggard siger om Swedenborg og hans værk. "Det var ham, der først sagde, at det, vi kalder hjernebarken, det grå stof på hjernens overflade, var sædet for de psykiske funktioner – bevidsthed, fatteevne, sansning, tænkning. Han påviste, hvilke dele af hjernen, der kontrollerede musklerne i legemets forskellige dele. Han gik endnu videre og sagde, at det grå stof inde i hjernens centrum styrede mange af de indviklede, men vilkårlige refleksbevægelser, kroppen foretager. Han var den første, der påviste, at hjernens overflade gennem nervefibre står i forbindelse med hver eneste del af legemet, selv med et så fjernt liggende lem som foden. Og hvad der gør det altsammen endnu mere forbavsende er, at han tilskrev de små ovale legemer i hjernens grå stof en funktion af fundamental betydning: nervekontrollen. Først hundrede år senere kunne videnskaben ad eksperimentets vej bevise, at de konklusioner, Swedenborg rent deduktivt var nået til, var korrekte. Videnskaben kalder de små ovale legemer for celler eller neuroner. Ikke een, men mange skulle vinde ry i videnskabens annaler ved at føre beviserne for, hvad een mand havde sagt måtte forholde sig sådan."

Det ovenfor anførte må være tilstrækkeligt til at vise, at det ikke var en verdensfjern religiøs sværmer, der blev ophav til beretningerne om englebyerne, om livet efter døden, om hele den åndelige verden, som udgik fra Swedenborgs hånd i den sidste halvdel af hans liv. Og der er da heller ikke i alle disse beretninger, hvor fantastiske de end må forekomme det mere materialistisk indstillede menneske, noget som helst usobert, tværtimod; den tone og den forskertrang, der bragte Swedenborg så store resultater inden for den del af tilværelsen, som videnskaben indtil nu anerkender, går igen i hans studier af den del, der stadigvæk skubbes tilside af vore dages forskere som værende "uvirkelig" og "fantastisk". Swedenborg var lige så videbegærlig og i lige så høj grad forsker, når det gjaldt om at udforske de ikke-fysiske tilstande, han kom til at kende, som når det gjaldt bjærgværksdrift eller fysiologi.

Men først et par ord om årsagen til den tilsyneladende store ændring i hans liv – – –