Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For snart mange Aar siden købte jeg en Bog, der bl. a. indeholdt en ejendommelig Fremsynsoplevelse af den store russiske Forfatter Leo Tolstoj. Normalt interesserer Spaadomme mig meget lidt. Ikke fordi jeg ikke ved, at Fremsynsoplevelser kan finde Sted, men nærmest fordi de fleste af den Slags Oplevelser normalt iklædes en Ordform, der som oftest tillader selv de dristigste Fortolkninger. Med Tolstojs Oplevelse er Forholdet derimod et andet. For det første ved vi, at Tolstoj gennemlevede en dybt alvorlig, religiøs Krise, der totalt forvandlede hans Syn paa Livet, og for det andet, evner han at udtrykke den Oplevelse, der her er Tale om, i et usædvanlig klart Sprog.

Ejendommeligt nok fik denne Spaadom en vis praktisk Betydning for mig. Husker De mon Dagene omkring den 17. Juni 1940? Det var i de Dage, at Frankrig kapitulerede, og at Englænderne led deres frygtelige Nederlag ved Dunkerque. Jeg var netop paa et lille Besøg i København og var dybt rystet ved den voldsomme Pronazisme, jeg her blev Vidne til. Allevegne – og det burde mange tænke paa nu – hørte man aabenlyse Begejstringsudbrud om Hitler og den tyske Hær. "De har Orden i Sagerne" og "Han ved, hvad han vil ha' og ta'r det!" var Udtalelser, man simpelthen ikke kunde blive fri for at høre. Jeg husker, at jeg var alene herinde og temmelig nedslaaet. Alle regnede med, at England nu stod for Tur, og adskillige udtrykte ret optimistisk, at London var "Ausradiert" inden Efteraaret, og at "Neuropa" saa var en Kendsgerning. "De raadne Demokratiers Endeligt" var nu omsider kommet – kort sagt, den nazistiske Smitte havde langt mere fat, end man senere hen syntes at kunne erindre.

Tilbage til selve Profetien. Den indledes med en Meddelelse om, at den allerede i 1910 er dikteret af Tolstoj til hans Datter, men at den først for nylig – den blev offentliggjort i Dagbladet "København" den 16. September 1913 – er kommet til Offentlighedens Kundskab. Selve Profetiens Indledning indeholder en Passus, som jeg lægger meget stor Vægt paa. Igennem sin religiøse Krise var Tolstoj kommet i Besiddelse af temmelig store kosmiske Evner. Det virker derfor lidt trist, at han i et Syn, som han selv karakteriserer med Ordene: "Dette er en Aabenbaring af Hændelser af universel Natur, som snart vil finde Sted. Jeg ser deres aandelige Skyggerids for mine Øjne", alligevel falder for Fristelsen til at angive koncise Aarstal for disse aandelige Skyggerids. Thi sammenholder man ganske nøgternt Begivenhedernes Udvikling med Tolstojs Syn, faar man, hans egne Aarstal ufortalt, et helt fantastisk Vue over alt det, vi selv har været Vidne til og forhaabentlig bliver Vidne til.

Tolstoj siger: "Over den menneskelige Skæbnes Havflade ser jeg en nøgen Kvindes uhyre Silhuet. Hendes Skønhed, hendes Smil, hendes Juveler, det Trylleri, der udgaar fra hende, er uden Lige. Nationerne styrter efter hende, hver især ivrig efter at vinde hendes Gunst. Men hun, som den evige Kurtisane, koketterer med dem alle. I hendes Haarsmykker glimrer Diamanter og Rubiner, og over hendes Hoved flammer med gyldne Bogstaver: KOMMERCIALISME.

Saa skøn og tiltrækkende hun end synes, følger Lidelse i hendes Fodspor. Hendes Stemme, der har Guldets Metalklang, og hendes graadige Blik er Gift for de Nationer, der falder som Offer for hendes Ynde.

Og se, hun bærer tre Fakler, hvis Gnister tænder Verden i Brand. Den første er Krigens Fakkel, som den skønne Kvinde bærer fra By til By, fra Land til Land.

Den anden er Smaalighedens og Snæversynethedens Fakkel. Den tænder Lysene i Templerne og paa Kirkernes Altre. Den bærer i sig Falskhedens Frø, den finder Barnet i Vuggen og følger den Voksne til Graven.

Den tredie Fakkel er Lovens, dette farlige Grundlag for "uretfærdig Retfærdighed", som først udfører sit fatale Arbejde i Familien og derfra stryger gennem Litteraturens, Kunstens og Statsvidenskabens store Verdener.

Den store Verdensbrand vil begynde i 1912, antændt af den første Fakkel i Sydøst-Europa. Derefter ser jeg hele Europa i Flammer og Blod.

Men omkring Aaret 1915 kommer en underlig Skikkelse fra Norden – en ny Napoleon – og kaster sig ind i det blodige Drama. Han er en Mand med kun ringe Militærdannelse, Forfatter og Journalist, og i hans Magt vil Størstedelen af Europa være indtil 1925.

Slutningen af den store Krig vil betyde en ny politisk Æra for den gamle Verden. Der vil ingen Kongeriger eller Kejserdømmer være mere, men Verden vil danne et Forbund i Lighed med de forenede Stater. Og der vil kun være fire store Kæmper tilbage: Angelsakserne, Latinerne, Slaverne og Mongolerne.

Efter 1925 ser jeg en Forandring i religiøs Henseende. Kurtisanens anden Fakkel har foraarsaget Kirkens Fald. Den etiske Idé er næsten forsvunden. Menneskeheden er uden moralsk Følelse.

Men da opstaar en stor Reformator. Han vil befri Verden for Monotheismens Rester og lægge Hjørnestenen til Pantheismens Tempel. Gud, Sjæl og Aand vil blive omsmeltet i en ny Ovn.

Derefter ser jeg Begyndelsen til en fredelig etisk Æra. Den Mand, der skal udføre denne Mission, er en Mongol-Slaver. Han lever allerede paa Jorden, men selv kender han endnu intet til den Mission, der venter ham.

Og endelig den tredie Fakkel, der allerede er begyndt at ødelægge vore Familiebaand, vore kunstneriske og moralske Idealer. Forholdet mellem Mand og Kvinde betragtes nu i Reglen som en prosaisk kønslig Forbindelse. Kunsten er blevet til realistisk Degeneration. Politiske og religiøse Forstyrrelser har rystet alle Nationer i deres Grundvold.

Kun smaa Pletter hist og her er forbleven uberørte af disse tre ødelæggende Flammer. De internationale Krige i Europa, Klassekrigene i Amerika og Racekrigene i Asien har kvalt Fremskridtet for et helt Aarhundrede.

Men da, midt i dette Aarhundrede, ser jeg en Kunstens og Litteraturens Helt rejse sig fra Latinernes Rækker og rense Verden for de gamle Slagger.

Jeg ser Symbolismens Lys overstraale Kommercialismens Fakkel.

I Stedet for Nutidens prosaiske Polygami og Monogami vil Forholdet mellem Kønnene bygges op paa en ny og skøn Opfattelse af Livet.

Og jeg ser Nationerne vokse i Visdom og indse, at den forføriske Kvinde, der engang lokkede dem og førte dem til Ødelæggelse, i Virkeligheden var en Illusion. Livet er Evolution, og Evolution er Udvikling fra simple til mere sammensatte Former.

Jeg ser Verdensdramaet i sin nuværende Form svinde bort som Aftenens Solglød over Bjergene".

– – –

Vi har her et Syn, der næsten i en Nøddeskal gengiver os hele den Udvikling, det Aarhundrede, i hvilket vi befinder os, vil skænke Menneskeheden. At Tolstoj baade har søgt at stedfæste Begivenhederne med Data og Nationalnavne, betyder intet i Forhold til det centrale i hans Syn eller Oplevelse. Karakteristikken af Hitler kan næsten ikke være mere træffende: Han er en Mand med kun ringe Militærdannelse, Forfatter og Journalist – for ikke at tage Ordene "en ny Napoleon". Ejendommeligt virker det nu bagefter at konstatere, at det trods "Skyggeridsene" er lykkedes Tolstoj at bestemme den Periode, i hvilken denne ny Napoleon skulde herske, omtrent nøjagtigt. Tolstoj gav ham ti Aar, hvilket ikke kom til at afvige meget fra den Tidsperiode Europa led under Tyrannens Svøbe.

Omend det er farligt at udlede noget af det allerede oplevede, finder jeg dog, at der skjuler sig et stort Haab bag Sætningen, at "Verden vil danne et Forbund i Lighed med de forenede Stater". Uden at gaa nøjere ind paa Skildringen af de Personer, Tolstoj angiver, der vil komme og give Impulser indenfor baade det religiøse og kunstneriske Liv, finder jeg, at der ligger en meget stor Inspiration i dette, at Tolstoj intuitivt har oplevet, at nye, straalende positive Impulser vilde udløse sig i dette Aarhundrede. Sammenholder man hans Udtalelser med Martinus' Verdensbillede, kan man kun glæde sig over de mange Lighedspunkter, af hvilke jeg særligt vil fremholde et, nemlig det, der skjuler sig i Ordene: "Jeg ser Symbolismens Lys overstraale Kommercialismens Fakkel!"

Omend det altid kan være farligt at lytte til Profetier, fordi de saa ofte udtrykker vore Ønskedrømme, har jeg alligevel i ovennævnte Profeti fundet saa store Sandheder, at jeg fandt det rigtigt, at gengive den her i Kosmos. Den har i Sandhed kunnet taale at faa læst Korrektur paa sin første Halvdel, – maatte det blive os forundt at læse en ligesaa heldig Korrektur paa den sidste!