Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Al Skabelse beror paa Vekselvirkning mellem en indre og ydre Faktor. En Træskærers Arbejde beror saaledes paa Vexelvirkningen mellem Kniven og Træet. Skal Arbejdet blive godt, maa saaledes ikke alene Træet, men ogsaa Kniven og Haandelaget være godt. Arbejdets Kvalitet er saaledes et Produkt af indre og ydre Faktorer. Ogsaa Sygdom er en Skabelse og saaledes et Produkt af indre (endogene) og ydre (exogene) Faktorer. Den indre Faktor kan her være en daarlig Konstitution. En daarlig Konstitution grundet paa f. Eks. daarligt Blod og Lymfe er en Sygdomsdisposition, der sammen med ydre Faktorer f. Eks. Kulde og Væde, bevirker, at Virus, Bakterier, Protozoer og Svampe kan finde et passende Forum for deres Virketrang og derfor trænger ind og udfører deres nedbrydende Værk. Intet her i Verden er nytteløst. Alt er, hvad den mere intuitive Videnskab erkender, i Modsætning til den materialistiske, skabt i en bestemt Hensigt; intet er planløst. Da Livet er et Kredsløb, maa der findes ikke alene opbyggende, men ogsaa nedbrydende Kræfter. Det er heldigt, at døde Planter og Dyr kan forraadne og danne Muld, og her kan Bakterier udøve et nødvendigt Arbejde. Naar Bakterier ogsaa i den levende Menneskeorganisme udøver deres nedbrydende Værk skyldes det, at Betingelserne for Nedbrydning er tilstede, hvilket atter skyldes Mangel paa Kontakt med Livets Love. Aarsagen kan f. Eks. skyldes en forkert Ernæring (Overmaal af Kød, Spiritus o. s. v.).

Tænker vi os to Mennesker med forskellig Konstitution f. Eks. med en daarlig og en god Konstitution, vil de reagere forskelligt overfor den samme ydre Paavirkning. Vi tænker os de to omtalte Mennesker falder i Vandet i den kolde Aarstid. Førstnævnte faar en Lungebetændelse, men den anden kompenserer Afkølingen med et forøget Stofskifte. Hans Reagensevne er god og Afkølingen foraarsager ingen Sygdom, maaske endog en yderligere Hærdning. Er Konstitutionen god, er Modstanden (Resistensens) overfor de ydre Faktorer stor, saaledes at den ydre Faktors skadelige Kraft (Virulensen) ogsaa maa være stor, for at der kan forvoldes Skade, med andre Ord: Resistens = Virulens × konstant eller Disposition × Virulens = konstant. Desto daarligere Helbred, desto mindre af de ydre Skader er nødvendige for at fremkalde Sygdom.

Man kan forebygge Sygdomme tildels ved at formindske Dispositionen og Virulensen. Fjernes den ene Faktor fuldstændigt, kan Sygdommen ikke vinde Indpas. Den ydre Faktor kan formindskes noget ved forskellige hygiejniske Forholdsregler f. Eks. ved Udryddelse af Rotter o. s. v., men at udrydde alle skadelige Virus og Bakterier maa siges at være haabløst. Derimod kan vi formindske Dispositionen (forøge Resistensen) f. Eks. ved at rense Blodet for Fremmedstoffer og undgaa for Fremtiden at indtage disse. Der er intet til Hinder for, at en fuldstændig Rensning kan finde Sted, saa at Bakterier o. s. v. er udelukket fra Organismen. Naar flere Urter, f. Eks. Kalmusrod, allerede i Middelalderen blev anvendt mod smitsomme Sygdomme, var det ud fra denne Rods blodrensende, altsaa konstitutionsforbedrende Virkning. Men skal Rensning af Organismen foregaa rationelt, maa man ogsaa undlade Vaccination og Serumbehandling, thi i begge Tilfælde indfører man dyriske Fremmedstoffer, i sidste Tilfælde endog Antistoffet. For Ikke-Vegetarer er Sagen dog en anden. Man maa huske paa, at Immuniteten overfor Sygdomme er stærkt tidsbegrænset; ved Koppevaccination saaledes ca. 7 Aar, ved de forskellige Serumbehandlinger ofte under 1 Aar. Man forhøjer ved Vaccination og Serumbehandling Resistensen overfor en speciel Sygdom, men for Sygdomme i Almindelighed formindskes Resistensen.

Ved den saakaldte perniciøse Anæmi (ondartet Blodmangel) taler man ogsaa om en indre (intrinsic) og en ydre (extensic) Faktor. Den indre Faktor er et Stof, der findes i Maveslimhinden i den Del, der grænser op til Tarmen (Pylorus), og den ydre Faktor er et Stof, der findes i Føden, f. Eks. i Hvedekim og menes at være et Vitamin henhørende til B Gruppen. Det er her Mangelen paa de to Faktorer, der fremkalder Sygdommen. Produktet af de to Faktorer (den antiperniciøse Faktor) deponeres i Leveren. Der er dog ingen Grand til ikke at antage, at de to Faktorer ogsaa findes ved alle andre Sygdomme.

Paa det mentale Omraade finder der ogsaa Vekselvirkning Sted, nemlig mellem Mennesket og Yderverdenen. Den rette Paavirkning bør være saaledes, at det indre i Mennesket forbedres, ikke alene for en kortere Tid, men ogsaa virkelig omskabes. Fremmedpaavirkningen (Heterosuggestion) bør blive til Selvpaavirkning (Autosuggestion). En saadan sjælelig Behandling kaldes Persuasion. Af Læger, der særlig har gjort sig til Talsmænd for denne Behandling kan nævnes: Bernheim, Dubois, Dejerine. Finder der en Paavirkning Sted under Søvnen, hvor Bevidstheden midlertidigt har forladt den paavirkede, er Suggestionen underbevidst og kaldes Hypnose. Paavirkning i bevidst Tilstand kaldes Vaagensuggestion, men her kan man tale om forskellige Grader, og kun dersom der ikke er altfor stor Forskel paa det, Suggestoren søger at paavirke og den paavirkedes mentale Udviklingstilstand kan den omtalte Persuasion finde Sted. Her er altsaa Tale om Hjælp til Selvhjælpsprincippet. Man bliver her overbevist om Hjælpens Nytte.

De samme Principper, der gælder paa det mentale Omraade, gælder ogsaa paa det fysiske Omraade. Lovene er ens overalt. Paa det fysiske Omraade f. Eks. med Hensyn til Menneskeorganismen gælder ogsaa, at der ikke maa være for stor Forskel (Vibrationsforskel) paa det indre paavirkede (f. Eks. et sygt Organ) og det ydre paavirkende (f. Eks. Medicin), for at ikke blot en kort, men ogsaa en varig Bedring kan finde Sted (Persuasionsprincippet). Saaledes virker f. Eks. kraftige Afføringsmidler kun akut, saa at den varige Bedring i kroniske Tilfælde udebliver. Mere milde Midler virker bedre her, hvor Forskellen mellem Faktorerne er mindre, efter Persuasionsprincippet.

Der siges nok, at et Menneske er et Produkt af Arv og Millieu, altsaa et Produkt af indre og ydre Faktorer, men Livet er derfor ikke determineret (fastlagt) eller prædestineret (forudbestemt), thi det der arves er en Reagensevnemulighed, og Millieuet bestemmer man selv indenfor visse Grænser. Livet er ikke som Filosoffen Leibnitz mente, blot som et Nøgle, som Tiden rulled ud. Nogen fri Vilje har vi, som Martinus har forklaret i "Livets Bog" og Kosmos Aarg. 1933 og mere udvikler vi eftersom Erfaringerne øges.