Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Gud skabte Rosen, spurgte han den: "Og hvad skal være Livets Mening med dig?"

"Kærligheden", svarede Rosen, mens en svag Rødme farvede dens bløde Kinder, og dens Væsen udsendte en sød og længselsfuld Duft.

Gud lod i sin Glæde herover Rosen beholde sin sarte Rødmen og skønne Duft, og for at beskytte den lidt, satte han Tornene paa dens Stilk.

Men Menneskene opdagede hurtigt, at der var tilstrækkelig langt mellem Tornene til, at de sagtens kunde plukke denne skønne Kærlighedens Blomst, – og de plukkede den – næsten altid inden den endnu var helt udsprungen; thi de vilde i deres Graadighed eje den helt. De satte den i Vand – blot for at se en kunstig Blomstring uden Livets Næring og skønne Varighed; – og næste Morgen var Rosen visnet, ak! alt for tidligt, – og Duften borte!

Saa skabte Gud Liljen og spurgte den: "Hvad skal være Livets Mening med dig?" Og Liljen svarede i sit Hjertets Renhed: "Uskyldigheden!" Gud sukkede og tænkte paa Rosen: "Ak, du søde! Dig kan jeg ikke beskytte. Jeg giver dig Renhedens hvide Farve, og lader dine Blade dække dig saa længe som muligt!"

Og Gud kendte virkelig Menneskene godt; thi denne Uskyldens rene Blomst plukkede alle de, der maatte smykke sig udvendigt med det, de manglede i deres Hjerte.

Da Gud havde skabt den lille Kornblomst, spurgte han ogsaa den: "Og hvad skal være Livets Mening med dig?" Det var som om den dybtblaa Himmel samlede sig i den lille Kornblomst Øjne, mens den hviskede: "Længslen!" Vorherre smilede stille: "Længslen", gentog han, saa maa du blive en lille Ukrudtsplante, der vokser op alle Vegne, og du faar Himlens Uendelighed til Farve!"

Men Menneskene skulde da ogsaa eje denne lille Blomst, der var saa usigelig skøn og stærk i Farven, – de plukkede, den og satte den i Vand, – – – og Kornblomsten døde af Længsel efter sin dejlige blaa Himmel! Alting blev saa tomt og underligt, da ogsaa Længslens lille Blomst visnede.

Saa skabte Gud, i sin uendelig Taalmodighed, den lille Forglemmigej og spurgte den: "Hvad skal være Livets Mening med dig?"

"Mindet!" svarede den blidt.

"Da maa din Stilk have flere Blomster!", sagde Gud, og saa gav han Jorden endnu en Gave. Men Menneskene havde endnu ikke lært at nyde uden helt at ville eje for sig selv. De plukkede ogsaa den lille Forglemmigej, og satte den i det kolde Vand inde i en mørk Stue for rigtig at fryde sig over deres nye Ejendom, – – og imens visnede Mindets Blomst ganske langsomt bort.

Men Gud er evig i sin Taalmodighed; en Dag skabte han Valmuen og spurgte den: "Hvad skal være Livets Mening med dig?" Og det var som en Tunge af Ild flammede gennem den lille Blomst, da den blev vækket af Guds Stemme; thi den svarede lidenskabeligt: "Elskoven!" Gud svarede kærligt: "Lille Elskovsblomst, du er uden Duft, hvis ikke du laaner Kærlighedens søde Aande og Liljens rene Duft, og i dit Hjerte huser Forglemmigejens skønne Blomster, – jeg giver dig Ildens luerøde Flammefarve!"

Saa voksede da ogsaa denne vidunderlige Blomst paa Jorden, – og Menneskene plukkede den omgaaende; – men de glemte at sætte den ind blandt Roser og Liljer og mange andre Blomster. Valmuen stod der i sin flammende Pragt, og lyste for en kort Stund hele Stuen op; men Duften manglede og den visnede hurtigt hen.

Nu græd Menneskene, – – – og Gud skabte en ny Blomst; den lille brydsomme Vintergæk. "Hvad skal være Livets Mening med dig?", spurgte Gud stille. Den lille Vintergæk hørte den sørgmodige Klang i Stemmen og svarede bedrøvet: "Sorgen" – og saa faldt det lille skønne Hoved forover, ligesom om det ikke kunde bære den tunge Byrde. – "Ak, det var et fromt Ønske", sagde Vorherre. "Dig giver jeg ogsaa Renhedens hvide Farve, og jeg skal skaane dig for nogen dragende Duft, – det kan maaske beskytte dig lidt!"

Men naturligvis gik det for den lille sorgfulde Vintergæk, som det var gaaet for alle de andre Blomster. Den blev ogsaa fundet og – plukket.

Saa skabte Gud den lille spraglede Stedmoderblomst og gav den alle Farver, og i sin Lykke og Glæde herover, svarede den jublende, da Gud spurgte den: "Hvad skal være Livets Mening med dig?" – "Glæden og Lykken!"

Glæden og Lykken var en sart Blomst, som Menneskene ikke kunde tage og eje, fordi de ønskede det; den kunde kun trives i Frihed og Skønhed, – og ikke i en Vases krystalslebne Fængsel. Ak, den lille Stedmoderblomst visnede kun alt for hurtigt!

Nu tænkte Gud sig alvorligt om, – – og saa skabte han Tidslen. Men den var slet ikke smuk paa samme Maade, som alle de andre smaa Blomster. Den havde ingen besnærende Duft eller skønne straalende Kronblade; den havde bare spidse Torne. Alt det saa den straks, og da Gud spurgte den: "Hvad skal være Livets Mening med dig?", svarede den resigneret, men haabefuldt: "Haabet!" Da smilte Gud kærligt og svarede ømt: "Evigt skal du elske!"

Og den lille grønne Tidsel plukkede Menneskene aldrig, for de var endelig blevet bange for Tornene – og saa var den jo heller ikke smuk paa samme Maade, som de andre smaa Blomster. Den lille Tidsel staar endnu ude i Guds skønne Natur og hvisker med hans Stemme: "Evigt skal du elske!"