Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Overalt, hvor man træffer paa Mennesker, vil man høre om disse Menneskers Meninger om Tilværelsen – Meninger, som er højest forskellige og tilknyttede vidt forskellige Systemer af baade religiøs og politisk Retning; men fælles for alle disse afvigende og ofte modsatte Meninger og Opfattelser, finder man den urokkelige Antagelse, at hver enkelt mener, at hans Mening er den eneste rette, og at denne, antaget af Jordens øvrige Mennesker, vilde bringe netop den Lykke, Harmoni og Fred, som trods alt er alle Menneskers dybeste og lønligste Længsel. Alle disse mange forskellige Meninger maa jo være et Resultat af de paagældende Væseners forudgaaende Oplevelse af Livet – deres Korrespondance med Omverdenen, med Verdensaltet, idet ethvert levende Væsen jo bestandig bliver paavirket af Verdensaltet – paa behagelig og ubehagelig Maade – og det levende Væsen svarer paa denne ustandselige ja evige Paavirkning, og gennem denne Vexelvirkning skabes der Grundlag for en stadig voksende Erfaringsdannelse, og Erfaringer i organiseret Form er jo det, vi kalder Viden. Denne vor Viden danner det egentlige Fundament for vor videre Sansning, idet enhver Oplevelse eller Paavirkning fra Omverdenen straks ad underfulde Veje og paa underfuld Maade bliver konfronteret med vort Erfaringsmateriale, og hvis vi har Erfaringer, der korresponderer og harmonerer og altsaa oplyser noget om det oplevede – ja, saa finder der, som Martinus udtrykker det, en "Genkendelse" Sted, og man kan forstaa det oplevede eller sansede, hvorimod man i Tilfælde af, at "Genkendelsesevnen" ikke fortæller eller erindrer en om noget tilsvarende, absolut savner enhver Forudsætning for at forstaa det, man stilles overfor. Det vil med andre Ord sige, at et Væsen med en stor Viden har en stor "Genkendelsesevne" overfor Omverdenens Udløsninger mod det, medens et Væsen med kun et ringe Erfaringsfelt paa tilsvarende Maade i kun ringe Grad vil være i Stand til at reflektere over og forstaa Paavirkninger fra Naturen.

De levende Væsener fremtræder altsaa i en stigende Udvikling, og det er godt, det er saaledes, for tænk, hvis alle stod paa samme Stade – tænkte det samme, gjorde det samme – havde Lyst og Ulyst til det samme og reagerede paa nøjagtig samme Maade overfor de samme Ting, ja, saa vilde det være umuligt at opleve Livet, idet den nødvendige Kontrast eller den Maalestok, i Forhold til hvilken de andre Væseners Livsoplevelse, Væremaade og Meninger m. m. kunde vurderes, jo manglede. Men saa ufattelig rig er Naturen i sine Skabemetoder, at lige saa umuligt, som det er paa et Træ at finde to nøjagtig ens Blade, lige saa umuligt vil det være at finde f. Eks. to Mennesker med nøjagtig det samme Erfaringsmateriale – det ene Menneske kan ikke leve det andet Menneskes Liv. Det enkelte Menneske fremtræder altsaa med en Erfaringsdannelse, som absolut intet andet Væsen har akkurat Magen til. Hvert eneste levende Væsen er altsaa en "Ener", er et absolut suverænt Væsen, og allerede herigennem skimtes vor høje Identitet som "Gudesønner". Da den enkelte saaledes fremtræder med en Erfaringsdannelse, som er særegen, fremtræder alle jo paa "Udviklingsstigen" med netop den Kontrast til alt andet, som er nødvendigt for Livets Oplevelse. Paa denne "Udviklingsstige" indtager hvert eneste levende Væsen en Plads, hvorfra alle dets Iagttagelser og Observationer foretages, og hvorfra den midlertidige "Udsigt" bliver bestemmende for det paagældende Væsens Opfattelse af Tilværelsen. Som det af det foregaaende fremgaar, maa jo absolut alle Meninger eller Opfattelser være rigtige, idet de enkelte Væsener i Virkeligheden er ganske udelukkede fra at kunne give Udtryk for en anden Mening end den, der er et Resultat af deres midlertidige Erfaringsdannelse eller Udvikling. En mærkelig, men samtidig en stor skøn Tanke med helt ufattelige Perspektiver, som paa en Gang styrter ens hele Forestillingsverden i Grus. I Virkeligheden er der saaledes intet at bekæmpe eller modarbejde udover egne ufærdige Naturer.

Paa Omraader, hvor man irriteres eller vredes paa andre over et eller andet, ja, da vredes man i Virkeligheden over sin egen Uvidenhed, idet enhver Foreteelse, Oplevelse eller Hændelse jo maa være en Aarsagsvirkning fremkaldt af et levende Væsen, hvis Motiver eller Meninger man altsaa ikke kan forstaa.

Verdensgenløserens manende Ord: "Dømmer ikke" bliver gennem Martinus Analyser langt mere indtrængende og advarende, medens de samtidig kommer til at straale og lyse af Visdom, og man aner svagt, at Begreberne Kærlighed og Forstaaelse maa være Søskende. Gennem to Aartusinder har Jesu Ord været forkyndt blandt Menneskeheden, og disse de evige Facitter har levet blandt Menneskene som skønne overjordiske "Tanker", der i tunge Timer var i Stand til at bringe Trøst, tænde nyt Livshaab og bringe ny Inspiration, der som en varmende, skabende Kraft paany bragte de trætte og forsagte til at genoptage den afbrudte Udviklingsvandring mod det fjærne forjættede Maal. Disse overjordiske, skønne "Tanker" har hidindtil været tilstrækkelige for Menneskets Førelse mod større Idealisme, men fra Martinus' Analyser ved vi jo, at "Tanken" (A-Viden) gennem Villie maa overføres til bevidst "Handling" (B-Viden), og dette kan for de "udødelige Sætningers" Vedkommende kun ske ved, at der skabes nyt Materiale for Udvidelse af Menneskehedens Mentalitet og dermed Forstaaelse af Nødvendigheden af at bringe de guddommelige Ord ind i den daglige Tilværelse paa den Maade, at man forsøger at efterleve dem ved at forandre sin Væremaade og derigennem give Udtryk for dem overfor andre Mennesker. En uvurderlig Hjælp i dette Kæmpearbejde er Martinus' Analyser og Symbolik, ja, denne Ændring af Mentalitet og Væremaade vilde uden Martinus' Analyser være en Umulighed, idet vi derigennem lærer, at Religion er Videnskab – er den højeste Form for Tænkning. Det vil med andre Ord sige, at lidt efter lidt, som Menneskeheden vokser frem til Forstaaelsen af disse Analyser, faar den paa det religiøse Omraade ikke alene som forhen Anvendelse for "Følelse", men ogsaa for "Intellektualitet", og efterhaanden som denne nye Evne, hvilket vil sige Kærligheden, mere og mere udvikles, vil Udviklingsrejsen blive en bestandig mere og mere straalende Oplevelse, og en Dag vil det forjættede Land – det virkelige Menneskerige – stige frem i Horisonten ikke som et vidunderskønt Fata Morgana, men som en virkelig Oplevelse, og alle Oplevelser og Meninger vil finde Hvile i og komme i Kontakt med "Livets egen Mening".