Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskets Hjerne har hidtil været anset for Frembringer af vore Tanker og Arkiv for alle Erindringer. Tænkningen gjaldt for at være en kemisk, fysisk Proces i Hjernen. Uden Fosfor ingen Tanke! Dette blev paastaaet af vor materialistiske Videnskab, der i det menneskelige Legeme kun saa et jordisk Hylster og sammenlignede Hjernen med Menneskets Sjæl. Hørelsen, Synet, Følelsen og Tanken blev opfattet som Hjernevirksomhed. Bevidsthed, Forstand og Menneskets Vilje mente man var Frembringelser af den fysiske Hjerne. Mennesket blev anset for et fra Dyreverdenen udgaaet Væsen, og efter dets Død var alt forbi.

Denne Opfattelse bliver nu grundigt imødegaaet. Først og fremmest derved, at Okkultismen og Spiritismen gennem deres ubenægtelige Fænomener (ikke at forveksle med bedrageriske Manipulationer) leverer det eksperimentelle Bevis for, at Mennesket allerede i sin Levetid – som ogsaa efter Døden – bevidst kan eksistere og virke udenfor Legemet; dernæst gennem den paaviste Kendsgerning, at et Menneske med opløst Hjerne endnu kan tænke, tale og handle selvbevidst. Af dette fremgaar, at Hjernen ikke er Sjælens Sæde, men et sekundært Organ, der bliver ernæret og ledet af en højere (udødelig) Kraftkilde!

Forskeren G. W. Surya skildrer i sit fortræffelige Værk "Moderne Rosenkreuzer" et Tilfælde, hvor et mandligt Medlem af en Familie, med hvilken han stod i venskabelig Forbindelse, havde været fuldstændig aandssløv i Aarevis, men nogle Dage før sin Død pludselig blev aandelig normal og forlangte at se sine Paarørende. Disse kom, og han talte ganske fornuftigt med dem, hvad naturligvis fremkaldte stor Forbavselse. Faa Dage senere indtraf Døden, og den afdødes Broder anmodede om at være tilstede ved den videnskabelige Undersøgelse af Liget. Dette blev ham tilstaaet. Undersøgelsen viste nu, at af Hjerne var der saa godt som intet tilbage. Sygdomsprocessen havde fortæret Hjernemassen helt. Hvorfra stammer saa den normale Tænken og Talen kun faa Dage før hans Død? Her tier Skoleklogskaben.

Dr. J. Ennemoser beretter om Tilfælde, ved hvilke Mennesker til Trods for meget stor Beskadigelse af Hjernen – og efter paalidelig Iagttagelse – ja endog ved fuldstændig Opløsning af Hjernen, ikke mistede Bevidstheden og Forstanden og heller ikke undergik nogen paafaldende Forandring.

Et højst mærkværdigt Tilfælde har Hufeland opnoteret; det drejer sig om et gennem lange Tider sygt Menneske, der til sit Livs sidste Stund ikke viste mindste Spor af Sindsforstyrrelse, men derimod var lam. Man fandt Hjerneskallen som en tom Æske, kun fyldt af noget Vand. Intet Spor af Hjerne, hverken i den forreste eller mellemste Grube af Basis cranii, eller paa Sella turiciaca. Aandsevnerne bevarede den syge til sin Død.

Professor Dr. J. H. Schmick, der i sine kendte Skrifter særligt gaar ind for den menneskelige Sjæls Udødelighed, omtaler i et af sine Værker et Tilfælde, hvor et Menneske, der var ved fuld Bevidsthed, pludselig faldt ned og straks efter døde. "Størstedelen af hele Hjernen fandtes opløst i en æterlignende Vædske, som aabenbart havde eksisteret Side om Side med ganske normalt Tankesæt i længere Tid". Den samme Fysiolog hævder som sin Opfattelse, at der ikke gives noget sikkert ydre Symptom paa indre Æter-Ekstravasates.

Professor Hagen paastaar i Overensstemmelse hermed, at hele den medicinske Litteratur ikke indeholder et eneste Tilfælde, ved hvilket aandelige Forstyrrelser kan henføres til Hjernelidelse alene. – Hartmann ("Geist des Menschen") siger paa samme Maade: "At selv uden Sindsforstyrrelse tidligere i Livet, findes der ingen Hjernedel, der ikke er fundet ufølsom, udvidet og lammet." – Professor, Dr. Schmick: "Alt, hvad der foreligger, stemmer overens deri, at vi ikke kan opfatte Hjernen som Legemets Organ i Ordets almindelige Betydning, som ganske alene frembringer og opøver Menneskenes saakaldte aandelige Liv. Den kan kun betragtes som Holdepunkt for et andet, ad fysisk Vej usaarligt Element, som ogsaa forstaar at betjene sig af dette Holdepunkt, selv om det kun delvis, ja kun antydningsvis er forblevet anvendeligt. Gennem alt dette karakteriserer Hjernen sig ikke som selvstændigt Organ, men snarere som slet og ret Basis for Indgriben af et fra den egentlige Materie fuldstændigt forskelligt Væsen."

Sluttelig har ogsaa Professor Schleich afgivet følgende Erklæring om sine Erfaringer vedrørende Menneskehjernen: "Jeg forsikrer i Overensstemmelse med Sandheden, at jeg har behandlet mindst tyve Tilfælde af Hjernebeskadigelser, ved hvilke der blev fjernet Hjernemasse i Skefuldevis indeholdende Ganglier (i Utal), uden at der var den mindste Forstyrrelse at mærke i Intelligens, Talbegreb og individuel Bevidsthed. Det er et staaende Spørgsmaal til mine Assistenter og Sygeplejersker: "Tror De endnu, naar De ser paa denne Hjerneopløsning, at Hjernen er Sjælens Sæde?"

Disse forbavsende Kendsgerninger beviser, at Aanden, Menneskesjælen, og ikke Hjernen, er vor Tænknings og Handlings Kraftkilde. – Surya forklarer Livsmuligheden hos det Menneske, der havde faaet Hjernen ødelagt fysisk, derved, at han siger: "Aanden er den primære Kraftkilde, Hjernen Omstillertavlen, Sjælen Hovedkablet fra Primærdynamoen til Omstillertavlen. Nervesystemet svarer til Ledningssystemet fra Omstillertavlen til de enkelte sekundære Motorer: Organerne for Syn, Hørelse, Tale o. s. v. Er Omstillertavlen (Hjernen) ødelagt, lægger man Nødledninger fra Hovedkablet (Sjælen) til de enkelte sekundære Motorer og holder Virksomheden i Gang. Det er ogsaa muligt, at plexus solaris overtager Hjernens Rolle som Stedfortræder. Er den fysiske Hjerne ødelagt, fungerer den "astrale Hjerne" derfor uhindret videre. Da nu Astrallegemet ved Hjælp af alle andre Nervecentre (Ganglier) staar i Forbindelse med det fysiske Legeme, virker den astrale Hjerne direkte paa Strubehoved, Mund og Tunge, og Mennesket taler og tænker nu uden fysisk Hjerne. Men det er ikke alle Mennesker, der besidder en saadan Grad af indre Udvikling, at de kan frembringe disse "Nødledninger"."

I Frankrig gik allerede før Verdenskrigens Udbrud Professor Henri Bergson ind for, at Hjernen ikke er Sjælens Sæde, og det netop paa Grund af mærkelige Hjernebeskadigelser under Balkankrigen 1912–13. Surya siger hertil: "Selv kender jeg et Tilfælde (1916), hvor en Mand levede endnu tre Dage efter, at den halve Hjerne var blevet kvæstet og dikterede et udadleligt Brev til sin Familie."

Ogsaa Forfatteren af nærværende Artikel oplevede i Champagneslaget i Foraaret 1915 et tilsvarende Tilfælde, hvor en saaret Kammerat, hvis Hjerne ved et Pandeskud allerede vældede ud gennem Baghovedet, levede endnu et langt Stykke Tid og med fuld Bevidsthed beredte sig til Døden, idet han omhyggeligt ordnede sine Afskedsbreve til de Efterladte.