Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der findes ogsaa Ting, der er konstrueret til bestemte Opgaver, som de først efter kortere eller længere Tids Forløb faar Lov til at opfylde, idet de i Mellemtiden indgaar i den store Gruppe, der kan kaldes Reserverne, og hvis Hensigt er at hindre, at Dele af Samfundsmaskineriet gaar i Staa, fordi et Led pludselig gaar i Stykker eller bliver opbrugt. Endelig findes en Gruppe, vi kan kalde Affaldet, og som bestaar af Ting, der er blevet beskadiget ved Benyttelse, der er mislykkede eller defekte fra Starten, eller der er forældede. Disse Ting vil som Regel hurtigt gaa deres Opløsning i Møde, idet de som Affaldsprodukter glider ind i nye Hensigtskæder.

Baade Reservegruppen og Affaldsgruppen er absolut nødvendige og uundværlige, naar hele Samfundsmaskineriet er i Gang. Deres Eksistens er derfor et absolut Bevis for Tilstedeværelsen af selve Hovedgruppen, d. v. s. alle de Ting, der som Led i selve Samfundsmaskineriet sørger for den daglige Tilfredsstillelse af Menneskets Ønsker. Ved Hensigtsforskningen bør man naturligvis fortrinsvis opsøge Leddene i Hovedgruppen og prøve at forstaa deres Sammenhæng.

Endelig kan der lige gøres opmærksom paa, at der kræves uhyre Mængder af Energi til at holde hele dette store Maskineri i Gang, denne Energi maa tilføres udefra, d. v. s. fra Naturen. Princippet er altsaa i Virkeligheden her ganske tilsvarende Princippet ved en Organisme, baade hvad angaar Energi, Reserve og Affald; at komme dybere ind paa den videre Sammenligning vil dog falde for meget uden for denne Artikels Rammer.
 

Vi har nu efterhaanden faaet et saa grundigt Kendskab til Tingene i det Felt, hvor vi selv er Skaberne, at vi er i Stand til nøje at undersøge det vigtige Udgangsspørgsmaal, om der er nogen principiel Forskel mellem de af Mennesket og de af Naturen frembragte Ting og Love.

En Paastand om, at der bestaar den principielle Forskel mellem de to Grupper, at de er blevet til paa forskellig Maade, falder straks til Jorden, idet kun Tingenes Grad af Fuldkommenhed, som vi lige har set, er afhængig af Tingenes Skabere. Desuden har Naturen jo ogsaa indirekte skabt de Ting, Menneskene har skabt, idet Menneskene jo efter den moderne Videnskabs Opfattelse bliver til ved en "Arvelighedsmekanik", der er bygget op udelukkende ved Hjælp af materielle Naturlove, eventuelt med Tilsætning af noget, der kan kaldes Livskraft, men som vel ogsaa maa falde ind under Begrebet Naturlove.
 

En anden Forskel, der muligvis kunde adskille de to Grupper, kunde tænkes at bestaa i, at medens Menneskenes Frembringelser danner Helheder, hvis enkelte Led i sidste Instans bestaar af forskellige Raamaterialer, saa er Menneskene ikke i Stand til at skabe disse Materialer endsige til at skabe de Naturlove, som de benytter sig af i deres Apparater. Menneskene kan nok skabe Kunstværker, Møbler, Maskiner etc., men Grundstofferne samt Naturkræfterne med de hertil hørende Naturlove, som f. Eks. Tyngdeloven, Lysets Brydningslove, Lovene for Vædsker og Luftartens Strømning og Tryk o. s. v., har man dog aldrig set Menneskene skabe.

Selvfølgelig maa Menneskene have noget at gaa ud fra, men det maa Naturen jo ogsaa, enten maa f. Eks. et Atom være Begyndelsesleddet eller ogsaa maa det, som Videnskaben jo iøvrigt har paavist, være opbygget af noget andet og endnu finere, og saaledes fremdeles, muligvis i det uendelige (jfr. Martinus Symbol over Livsenhedsprincippet i Verdensaltet). Det er jo kun en Gradsforskel, hvor man begynder, og desuden vilde Hensigten med selve Tingene jo ikke forrykkes, selv om Menneskene ved Opbygningen af disse kunde begynde f. Eks. med Atomkernen og Elektroner, iøvrigt er Atomfysikeren jo allerede naaet saa vidt, at han er i Stand til at forandre smaa Mængder af visse Grundstoffer til andre Grundstoffer.

Desuden findes der i Naturen, hvorhen vi end vender Blikket, Ting, der paa akkurat samme Maade som Menneskenes Frembringelser danner Helheder, hvis enkelte Led bestaar af forskellige, lad os kalde det, Raamaterialer og som er opbygget ved Benyttelse af akkurat de samme Naturlove, som Menneskene benytter sig af ved deres Apparater. Er et Solsystem eller Mælkevejssystem ikke netop en Enhed med sit særlige Lovsystem, der bestaar af Sole og Planeters Bevægelser, Solenes Udsendelse af Energi i Form af Lys og Straalevarme etc., og er disse Systemer ikke netop opbygget af Raamateriale ved Anvendelse af de samme Naturlove, f. Eks. Tyngdeloven, de mekaniske Bevægelsers Love, Love om Varmeforøgelse ved Sammentrækning, Lysets Love o.s.v, som ogsaa vi anvender ved vore egne Konstruktioner? Er Jorden ikke ogsaa en Enhed med sit bestemte Lovsystem og opbygget af Raamateriale ved Anvendelse af en Mængde Naturlove. Forsker vi i Stofferne, finder vi det samme. Atomet med sin sammensatte Kærne og Elektronerne roterende udenom i ganske bestemte Baner er jo ogsaa en lovmæssig, afsluttet Kombination bestaaende af visse Raamaterialer eller Energiformer i Kærne og Elektroner, der sammenknyttes ved Hjælp af Kræfter, der følger diverse Naturlove.

Men nu med Hensyn til selve Lovene maa der vel være en Forskel, idet Naturlovene jo ikke kan konstrueres af Menneskene? Det er der i Virkeligheden slet ikke, idet de allerfleste Naturlove er sammensatte Love, eksisterende som en Kombination af Materie eller Energi i Forbindelse med forskellige andre Naturlove. Er f. Eks. alle de forskellige baade fysiske og kemiske Love, der gælder de faste Stoffer, Vædsker og Luftarter ikke netop betinget af Atomernes og Molekylernes Opbygning i disse Stoffer? Og er noget ganske tilsvarende ikke netop ogsaa Tilfældet med den Lov, at Nætter og Dage, Sommer og Vinter skifter, at Motoren roterer, Bilen kører, Klokken ringer, Uret gaar o.s.v.

Nu kan der naturligvis meget vel tænkes Love, der ikke er kombinerede, idet de eksisterer knyttet til Materien i alle dens Former, her tænkes f. Eks. paa Tiltrækning. Om disse Grundlove kan siges at være hensigtsmæssige, kan ikke afgøres ud fra det ovennævnte, idet vi, der hvor vort Sansefelt er skarpest, kun har med kombinerede Love at gøre. Det skal lige antydes, at man meget vel kan tænke sig Grundlovene knyttet til selve Naturen som, lad os kalde det, en Del af dens Væsen, og som saadan bliver dybest set al Tale om Hensigtsmæssighed ved disse Love uden nogen Mening; men angaaende den videre Analyse heraf maa jeg igen henvise til Martinus' Værker.
 

Vi har nu set, at der ikke er nogen Væsensforskel i selve Opbygningen af de Ting, Menneskene og Naturen har frembragt, men derfor kunde der godt være en afgørende Forskel i den Maade, hvorpaa Tingene indbyrdes er knyttet sammen, idet vi tidligere har set, at Tingenes Hensigt netop er bestemt af de Hensigtskæder, hvori de indgaar som Led. Staar Tingene i Naturen isoleret i Forhold til hverandre, eller er de indbyrdes forbundet? Der er sikkert ingen i Tvivl om, at det sidste er Tilfældet, Atomerne er jo forbundet til Molekyler, Atomer og Molekyler er forbundet til det, vi kalder Stof, Organismer, Kloder og Solsystemer er netop opbygget af Materie o.s.v. Ganske vist vil nogle maaske mene, at der f. Eks. paa Jorden findes adskillige Stoffer, som forekommer isolerede fra andre Ting, men ganske det samme, har vi jo netop set, er Tilfældet med vore egne Frembringelser i den store Gruppe, der danner Reserverne, saa heri er altsaa ogsaa Overensstemmelse mellem Naturens og vore egne Frembringelser.
 

Idet vi tidligere har set, at Tingenes Hensigt intimt er knyttet til Tingenes Benytter, vilde man maaske synes, at der kunde ligge en Forskel i, at medens Menneskenes Frembringelser har Mennesker som Benyttere, har de fleste af Naturens Frembringelser i hvert Fald ikke Mennesker (Dyr eller Planter) som Benyttere. For at undersøge Rigtigheden af dette, maa vi betragte de Hensigtskæder, der er knyttet til Menneskene, under den Forudsætning, at vi ikke er i Besiddelse af nogensomhelst Forhaandsviden om Menneskene og deres Mentalitet. Derved vil Hensigtskædernes Slutled, d.v.s. Menneskenes Begær og Ønsker til en Begyndelse være ganske ukendte, og de Mennesker, der indgaar som almindeligt Led i Hensigtskæderne, kan herudfra straks kun opfattes som mekaniske Dukker fuldstændig svarende til Maskinerne. Herved opnaar vi nemlig, hvilket jo er ganske nødvendigt for en objektiv Sammenligning, at Menneskenes og Naturens Foreteelser bliver betragtet under samme Synsvinkel. Vi maa nu begge Steder forske os frem ved at bygge Led til Led i Hensigtkæderne, og saa er Spørgsmaalet, om vi vil komme til forskellige Resultater i de to Tilfælde, nemlig Hensigter og Liv i det ene Tilfælde og Meningsløshed og Livsløshed i det andet Tilfælde. Men dette maa anses for ganske udelukket, idet der jo i saa Fald absolut maa være en principiel Forskel paa selve Tingene eller disses indbyrdes Sammenhæng i de to Grupper, hvilket vi netop lige har vist ikke er Tilfældet.

Her vil man maaske synes, at man let ved Menneskenes Frembringelser vil kunne naa til Resultater som Hensigter og levende Væsener, medens det umiddelbart kan synes haabløst at hensigtsforske i selve Naturen. Naturligvis kan vi med vort mange Gange større Kendskab til vore egne Frembringelser naa hurtigere frem her end i Naturen, hvor vor Evne til at hensigtsforske nærmest er latent, men derfor er der absolut ingen Grund til at opgive at finde Hensigtsmæssighed i Naturen, idet Evnen hertil ved Brugen selvfølgelig vil udvikles meget stærkt, ganske som det er Tilfældet med Evnerne til at forske materielt videnskabeligt. Vor liden Forstaaelse paa Naturens Felter svarer jo i Virkeligheden ganske til den manglende Forstaaelse, den umusikalske har for et gedigent Musikstykke, eller den primitive Forstaaelse, et Menneske har af Hensigten med et eller andet af vore vidunderlige tekniske Redskaber, første Gang han stifter Bekendtskab med det uden i Forvejen paa en eller anden Maade at være orienteret om dettes Brug.
 

Vi har tidligere set, at Menneskene indgaar som direkte Led i de Hensigtskæder, der omslutter vore Foreteelser, og man kan da spørge, om noget lignende kan være Tilfældet i Naturen? Hertil maa siges, at Menneskene for det første maa betragtes som et Led i Naturen, men selv om vi ser bort fra dette, kan man dog paa Forhaand ikke vide, naar man ikke forsker efter Livsytringer i Naturen, om der her ikke tilsvarende indgaar levende Væsner, naturligvis under helt andre Former end dem, vi finder hos Mennesker, Dyr og Planter. Desuden er, som vi tidligere har erfaret, de levende Væsner ikke nødvendige som almindelige Led i Hensigtskæderne, i hvert Fald slet ikke i det Omfang, hvor vi træffer det hos os.
 

I Forbindelse med noget af det tidligere nævnte, skal lige omtales et imod Livsytringsforskningen anvendt Ræsonnement, der gaar ud paa, at Forsøg paa at finde Hensigter med Naturens Foreteelser blot vil føre til ret meningsløse Konklusioner, som f. Eks. at Leret er til, for at vi kan anvende det til Teglsten eller lignende Ting, at Vandet er til, for at vi kan drikke det eller benytte det paa anden Maade o.s.v., idet dette begrundes med, at det jo dog er given Ting, at Teglsten fremstilles for at kunne bygge Huse deraf, at Korn males til Mel, for at der af dette f. Eks. kan bages Brød o.s.v. Det er i Virkeligheden de samme Argumenter som det, der ligger til Grund for den undertiden anvendte Paastand om, at Dyrene er skabt, for at Menneske skal kunne anvende dem til Føde. Fejlen ved alle disse Slutninger ligger i, at man ensidigt regner med de Hensigtskæder, der slutter med Mennesket, og gaar ud fra, at Tingenes Tilblivelse udelukkende skyldes, at disse skal danne Led heri. Nu ved vi imidlertid, at samme Ting kan have mange forskellige Hensigtskæder, og at det ikke er givet, at der ved Tingens Tilblivelse har været tænkt paa dem alle.
 

Som vi nu har set, har det været os ganske umuligt at finde nogen principiel Forskel mellem Menneskenes og Naturens Frembringelser, det kan derfor kun anses for logisk at forske efter Hensigter i Naturen, og en Paastand om det modsatte maa herudfra betragtes som et unødvendigt, ekstra Postulat, der endog som vist ikke stemmer med simple logiske Slutninger. At Videnskaben af i Dag benytter sig af et saadant Postulat, skyldes ogsaa kun, at den paa Forhaand har en dogmebunden Forestilling om, hvad der er levende, og hvad der er dødt, men herom senere.