Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Bør Videnskaben begrænse sig paa den Maade, kunde man fristes til at spørge? Selvfølgelig er det rimeligt, at den enkelte Videnskabsmand beskæftiger sig med sit særlige afgrænsede Fag, Specialicering er jo en Nødvendighed nu til Dags; men bør den samlede Videnskab ikke rumme alle Problemer, der er af en reel Natur, og som man er i Stand til at analysere ud ved Logikkens Hjælp. Paa denne Maade vilde der dog være størst Chance for at naa til et sandfærdigt Billede af Verdensaltet, hvor hver enkelt Ting bliver belyst fra alle Sider og Tingenes indbyrdes Forhold og Forbindelse ses i en Helhed. Den til en vis Grad vilkaarlige Maade, hvormed Videnskaben ved Hjælp af sin Maaleteknik plukker Ting og Fænomener ud af Universet og ensidigt belyser disse, d. v. s. kun betragter en enkelt Side af dem, svarer nogenlunde til, at man af et Musikstykke kun er i Stand til at opfatte Tonerne indenfor et afgrænset Interval og her kun interesserer sig for selve Tonernes Svingningstal, hvis indbyrdes Forbindelse man prøver at finde Love for. Der maa naturligvis være en Grund til, at Videnskaben saaledes begrænser sig, og den er ogsaa lige til, idet Videnskabsmanden helst vil have begge Benene paa Jorden og ikke ønsker at vove sig ud i metafysiske Spekulationer, som en Overvejelse af aandelige Problemer nemt vil kunne medføre. Nu er det blot et Spørgsmaal, om den ensidige Begrænsning og ensidige Betragtningsmetode, man sikkert ikke kan komme uden om, Videnskaben i Øjeblikket anvender, ikke resulterer i, at det Grundlag, hvorpaa hele Forskningen hviler, i Virkeligheden blot er et fritsvævende, farveløst Spejlbillede af den virkelige Verden, til trods for, at hele Teknikken er udrundet heraf. Og hvem siger desuden, at man behøver at vove sig ud i taagede Spekulationer ved at undersøge og analysere aandelige Emner af reel Værdi. De følgende Afsnit skulde netop vise, at man udmærket er i Stand til, med begge Ben staaende paa Jorden, at behandle aandelige Problemer ad Logikkens Vej, og at man derved vil kunne komme til direkte positive Resultater, og samtidig vil nogle af de Punkter, hvor Martinus' Analyser nødvendigvis vil komme i et Modsætningsforhold til den moderne materielle Videnskab, blive belyst.

Allerførst vil vi underkaste Begrebet Logik en nærmere Analyse. Er Logik noget, der ikke er underkastet Udviklingens Love? Mange vil sikkert i første Omgang benægte dette, idet de vil hævde, at Logikken, hvorved der maa forstaas den Tænkning, der giver de absolut rigtige Slutninger, i sin Natur er uforanderlig. 2 + 2 har dog altid givet Resultatet 4 og vil aldrig nogensinde kunde tænkes at give et andet Resultat. Men er Definitionen af Logik, som den Tænkning, der giver de absolut rigtige Slutninger, videnskabelig? Plejer Videnskaben ikke netop kun at benytte kendte Begreber til deres Definitioner. Ganske vist ved vi med Bestemthed, at 2 + 2 er 4, men Logikken, saadan som den benyttes inden for Videnskaben, strækker sig dog langt ud over de elementære matematiske Grundregler. Videnskabsmanden vil sikkert heller ikke benægte, at det at kunne tænke logisk, beror paa en Evne, og at denne ligesom alle andre Evner er i Stand til at trænes, altsaa er undergivet Udvikling. Var der ikke ogsaa netop et Tidspunkt i Menneskehedens Udvikling, hvor denne manglede enhver Forstaaelse af Ligningen 2 + 2 = 4, og er det ikke ogsaa en given Ting, at det primitive Menneske ikke tænker saa klart, saa logisk som det højt udviklede Menneske? Indenfor Videnskaben ser man jo ogsaa, hvorledes mange Teorier bliver kuldkastet og erstattet med nye, ikke blot fordi der kommer nye Iagttagelser til, men ogsaa direkte, fordi de Ræsonnementer, der opbygger de ældre Teorier, ikke kan holde mod fornyet kritiske Overvejelser. Selv indenfor den rene Matematik har man Eksempler paa, at Beviser, som man en Gang mente var absolut rigtige, ved senere kritiske Overvejelser viste sig at være ukorrekte. Ud fra ovenstaaende Betragtninger vil det derfor være rigtigst at ændre Definitionen af Logik til at betyde den Tænkning, der giver de Slutninger, vi saa i Øjeblikket anser for rigtige, og samtidig gøre os klart, at Logik er noget, der er under Udvikling. Da den Logik, Videnskaben af i Dag anvender, i Tidens Løb ikke har kunnet undgaa til en vis Grad at blive dogmebunden, d. v. s. fastlagt inden for bestemte Rammer, vil det heller ikke forundre, at Videnskaben ikke vil kunne følge Martinus, naar han er nødt til at bevæge sig uden for disse Rammer, men det er jo, som vi nu har set, ikke ensbetydende med, at Martinus' Analyser derfor behøver at være forkerte.

Hvorfor er Martinus nødt til at bryde med den i Videnskaben anvendte Logik? Dette vil vi bedst kunne forstaa ved at studere efterfølgende Tankebillede, der klart skulde belyse Forskellen mellem de moderne videnskabelige Forskningsmetoder og de Metoder, Martinus benytter sig af ved Udforskningen, samt hvorfor det er nødvendigt at anvende sidstnævnte Metode, hvis man vil have nogen Chance for virkelig at forstaa Tilværelsen.

Lad os tænke os en materiel Videnskabsmand, der overhovedet ikke har Kendskab til de moderne Boliger med deres mange Bekvemmeligheder – han kunde tænkes at komme fra en anden Planet – pludselig staa midt i en af disse. Hvorledes vil han da bære sig ad med at finde ud af, hvad det er, han er dumpet ind i?

Han vil til at begynde med, anstille Forsøg og vil efterhaanden opdage forskellige Ting som f. Eks., at man ved at dreje paa et bestemt Haandtag kan faa en klar Vædske til at strømme ud, ved at trykke paa en bestemt Knap kan faa noget til at lyse og ved at trykke paa en bestemt Knap ved Siden af kan faa Lyset til at forsvinde o. s. v.

Hvorledes vil han nu videre udforske disse Forsøgsresultater? Lad os f. Eks. tænke paa Dørklokken: han har fundet ud af, at der udvendig ved Yderdøren findes en Knap, der kan trykkes lidt ind, og i samme Øjeblik det sker, giver et Apparat, der findes inde i Huset, en vedvarende Lyd. Naar han slipper, springer Knappen tilbage paa sin Plads, og Lyden ophører straks. Han vil herefter undersøge, hvorledes Knappen samt Lydgiveren i Huset er indrettet, hvilken Forbindelse der er mellem Ringekontakten og Klokken, samt hvorfor Klokken ringer, naar der trykkes paa Kontakten. For at finde ud af dette sidste maa han først opdage Elektriciteten med dens forskellige Egenskaber, og hermed er han inde paa Felter, hvor han kan forske dybere og dybere i Materien uden at se Vejs Ende.

Hvilke Resultater vil nu den Metode, Martinus anviser, give, anvendt paa dette Eksempel? Vi tænker os nu, det er en Livsytringsforsker, der befinder sig i samme Situation som den materielle Videnskabsmand, vi opererede med ovenfor. Livsytringsforskeren maa ogsaa til Begyndelsen anstille Forsøg; men ved den videre Udforskning af disse gaar han, som vi nu skal se, en hel anden Vej end den materielle Videnskabsmand. Vi tænker til Eks. igen paa Dørklokken. Efter ved Forsøg at have fundet ud af Systemets umiddelbare Virkemaade anvender han følgende Ræsonnement: Naar man ved en bestemt Handling (at trykke paa Knappen) stadig udløser samme Virkning (Ringningen), kan dette ikke skyldes Tilfældighed, men maa skyldes en vis Lovmæssighed. Bag denne Lovmæssighed maa skjule sig en vis Hensigt, som det nu er hans Maal at finde ud af. Lyden fremkaldes ikke for sin egen eller for Klokkens Skyld, men for at indvirke paa noget eller nogen. Enten maa der være et mekanisk Apparat eller ogsaa et levende Væsen, som det er Meningen, Lyden skal kunne indvirke paa. Lyden vil dog heller ikke fremkaldes for et mekanisk Apparats Skyld, saa dette mekaniske Apparat maa da indvirke paa noget andet igen, og saaledes vil han kunne fortsætte med sin Undersøgelse, indtil han kommer til – et levende Væsen som det absolutte Slutresultat, enten han kommer direkte til det eller kommer til det gennem en Serie af døde Ting. Selvom Huset er tomt, beviser dog Dørklokkesystemet enten en fortidig eller nuværende Eksistens af et levende Væsen, der enten direkte eller indirekte kunde eller kan paavirkes af Lyden. Men Livsytringsforskeren kan naa videre, idet han ved at spekulere over, hvorfor Ringekontakten sidder saa langt fjernet fra Ringeapparatet til trods for, at det teknisk set vilde være lettere at anbringe dem tæt sammen, vil opdage, at der ogsaa maa være en Hensigt med Placeringen af Kontakt og Klokke. Ved at fortsætte Forskningen paa denne Maade vil han som Slutresultat kunne finde, at Hensigten med Ringesystemet er, at et levende Væsen udenfor Huset derved kan henlede et i Huset værende levende Væsens Opmærksomhed paa sig.

De to i Eksemplet omtalte Forskningsmetoder: den materielle Forskning og Livsytringsforskningen, giver, som vi saa, helt forskellige Resultater. Den første Metode giver altid Resultat i Maal og Vægt, idet Forskningsmidlerne er Maal og Vægt. Den anden Metode giver altid Resultater i Liv, idet Forskningsmidlerne her er Hensigter (se Martinus' Artikel om Ligbrænding i Kosmos"). Uden den første Metode ingen Teknik, men uden den sidste Metode vil man aldrig kunne komme til nogen virkelig dyb Erkendelse af Verdensbilledet, idet de fleste sikkert maa indrømme, hvad Eksemplet jo ogsaa viser, at en sand og fuldstændig Opfattelse af en Ting kun kan opnaas ved at udforske dennes Egenskaber ved Anvendelse af alle de til Raadighed værende Forskningsmetoder og ikke ved a priori at begrænse Undersøgelsen til kun at omfatte de Resultater, der faas ved blot at anvende een hævdvunden Forskningsmetode, nemlig den materiel-videnskabelige Forskningsmetode.