Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorledes vil den moderne Videnskab stille sig til de Analyser og Beviser, hvormed Martinus i sine Bøger "Livets Bog" og "Logik" besvarer de store evige Spørgsmaal: Hvad er Livet? Findes der et Liv efter Døden? Eksisterer Gud, som andet end et Begreb, og hvorledes skal Gud i saa Fald opfattes? Hvad er Meningen med hele Tilværelsen? o. s. v. Der er sikkert ingen Tvivl om, at den moderne Videnskab ikke i Øjeblikket vil kunne anerkende Martinus' Analyser som Videnskab, men vil henregne dem under Begreberne: Filosofi, Religion eller Mysticisme, og vil dermed tilkendegive, at disse er Videnskaben uvedkommende.

Inden vi gaar over til nærmere at undersøge, hvorfor Videnskaben af i Dag maa stille sig saaledes, skal det bemærkes, at dette ikke er det samme som, at der ikke her indenfor findes Repræsentanter, der kan blive inspireret af Martinus' Ideer. Man maa huske paa, at et Menneskes Livsopfattelse, d. v. s. dets Formodning om de Ting, der ikke direkte kan sanses eller kan konstateres ved fysiske Maalinger, i første Række er bestemt af dets medfødte Anlæg og dets selvoplevede Erfaringsmateriale. Det er derfor slet ikke saa underligt, at man inden for den almindelige Videnskab kan møde Mennesker med vidt forskellige Anskuelser om de okkulte Emner. Man vil saaledes her finde nogle, der er grebet af Kristendommen i en af dens Former, medens samtidig andre hylder lige modsatte Anskuelser, nemlig at Begreberne som Gud, et Liv efter Døden e. l. er uden nogen som helst Virkelighedsværdi. Endelig findes der ogsaa Forskere, der af Naturen er dybt religiøse, men hvis Intelligens samtidig kræver de okkulte Problemer fast sammenknyttet til hele det fysiske Verdensbillede. Hvorledes formaar Mennesker med saa forskellige Anskuelser nu hver især at faa sine særlige Opfattelser til at passe med Videnskaben og de i denne anvendte Forskningsmetode? For den førstnævnte Gruppe sker dette, idet de paastaar, at de religiøse Problemer er af en hel anden Beskaffenhed end de fysiske Foreteelser, og at der saaledes udmærket kan tænkes at gælde helt andre Love og en hel anden Logik for disse. Den næste Gruppe mener, at man ved at anvende den i Forskningen sædvanlige anvendte Logik paa de okkulte Begreber kommer til, at de fleste af disse ikke har nogen Eksistensberettigelse. Endelig er der den sidstnævnte Gruppe Forskere, der er klar over, at de maa holde deres Livsopfattelse helt for sig selv for ikke at risikere at blive betragtet som uvidenskabelige, som Mystikere.

Vi vil nu vende tilbage til at undersøge, hvorfor den moderne Videnskab ikke kan akceptere Martinus' Analyser som Videnskab.

Man vil først og fremmest kunne finde Grunden hertil i den Kendsgerning, at Videnskaben i Øjeblikket regner de fleste af de Emner, Martinus behandler, som hørende udenfor sit Felt. Den videnskabelige Forskning af i Dag beskæftiger sig nemlig kun med Begivenheder eller Objekter, der lader sig erkende eller kan aabenbares ved Hjælp af vore fysiske Maaleinstrumenter, der blot er at betragte som en Slags Forlængelse af vore Sanser. Forskningen bestaar i en Beskrivelse af de forskellige maalelige Fænomener og disses indbyrdes Sammenhæng. Til Hjælp herfor benyttes Matematikken, og Resultatet foreligger i det, vi kender som Naturlove, og Love i det hele taget, hvor det ikke kan dreje sig om Naturvidenskabens.

Man vil altsaa se, at det for Videnskabsmanden for saa vidt ikke kommer an paa, om det, der skal udforskes, er en Realitet eller maaske blot et Sansebedrag. Man vil f. Eks. ikke kunne komme uden om, at en Undersøgelse af, om der eksisterer et Liv efter "Døden" eller ikke (ang. Definitionen af "Liv", se senere), i højeste Grad behandler et reelt Emne, idet det jo er givet, at en af Delene maa finde Sted, men alligevel henregnes det ikke ind under Videnskab, idet de fysiske Maalemetoder ikke er tilstrækkelige til at udforske dette Problem. Det vil med andre Ord sige, at Videnskaben ikke har begrænset sit Omraade ud fra Emnernes Virkelighedsværdi, men udelukkende ud fra en mere eller mindre fuldkommen Sanse- og Maaleteknik.