Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg ved lige, hvad min materialistiske storebror ville svare. Han ville sige:

– Ønsketænkning!

Og det er jo rigtigt nok, vi kan ikke komme uden om det. Martinus fortæller selv, at det hænger sådan sammen. Det er en lille længsel dybt inde i os, der springer ud og bliver til en rivende flod, når vi møder disse analyser.

Men hvad vil vi da med udødeligheden?

Hvem kan i grunden bedre end Martinus svare på det spørgsmål og give et svar, som atter rammer noget i os dybest inde: – Det er længselen efter retfærdighed! En retfærdig verden kan ikke være en verden, som ikke rummer udødeligheden. For at tingene skal gå op og vise sig fra deres gode side, må der lang tid til, meget længere tid end et menneskeliv.

Man kunne så sige, at det, vi inderst inde er, er optimister. For at interessere sig for Martinus' verdensbillede må man være optimist. Man må være så optimistisk, at man kan finde en løsning, der viser, at "alt er såre godt", selv om det ser mørkest ud.

Om denne ukuelige optimisme handler Kosmos i denne lyse sommermåned. Vi finder den overalt i bladet, men i forskellige belysninger. Vi finder den i Julia Bäckmans brev, hvor den som en forårsblomst bryder frem af en tilsyneladende håbløs og gold materialistisk jordbund. Vi finder den i Per-Anders Hedlunds artikel om Stress. Der skal ro til for at finde gnisten inde i sig selv, længselen som skyder frem og søger et verdensbillede, der kan sætte ord på. Og så viser det sig mærkeligt nok i Egon Sørensens artikel om "X-1 – Noget, som er", at vi undertiden må finde os i at være stumme over for det udødelige. Men får vi at vide hvorfor – og det gør vi i denne artikel – så falder også dén oplysning på plads og styrker yderligere optimismen. Det er slet ikke et spørgsmål om at være intelligent og kunne regne det hele ud. Det er noget med at indleve sig i tingene. Det skal vi se i månedens spørgerubrik om "Udviklingen fra intelligent til intellektuel".

Og vil man have det hele med, må man også en tur ud i verdensrummet og hilse på planeterne. Det kommer vi med Olav Johanssons artikel. Vi skal se, hvordan også de springer lige ud af udødeligheden. Men endnu er det ikke slut. Vi skal med Martinus på rejse til Islands vandfald og springende kilder. Vi skal møde en natur, der taler til os i al sin storhed og vælde, – og på sin egen dramatiske måde minder os om udødeligheden. Der er udsyn og vidsyn i dette nummer af bladet – og frem for alt en ukuelig optimisme.