Kosmos 2002/5 side 105
Dødsøjeblikket
H.C.Andersen og døden 2:3
af Harry Rasmussen
I denne anden del af artikelserien om H.C.Andersen og døden skal der fremdrages nogle eksempler på de af hans eventyr, hvori døden spiller en afgørende rolle. Derigennem vil vi bl.a. kunne konstatere, at Andersen deler Martinus' opfattelse af, dels hvordan selve dødsprocessen kan forme sig, dels at denne i princippet består af to åndelige sfærer. Begge skelner mellem "dødens første sfære", som rummer både en "skærsild- eller helvedeszone" og en "paradiszone", og "dødens anden sfære", som er identisk med den virkelige åndelige verden eller i digterens terminologi med Himmeriges rige, Himmelen eller Guds rige.
Vi vil her begynde med at vende tilbage til den rørende historie om "Den lille pige med svovlstikkerne", som selve nytårsaften er sendt ud i den store bys gader af sine fattige forældre, for om muligt at supplere familiens sparsomme indtægter ved at falbyde svovlstikker – eller tændstikker, som vi nu kalder det. Det var i øvrigt en almindelig skik både dengang og senere, at fattigfolk i byerne sendte deres mindreårige børn ud på befærdede gader og pladser for at tigge en skilling eller to, eller for at sælge en eller anden småvare, som f.eks. tændstikker. Disse var større end nutidens tændstikker, og solgtes som regel i små bundter.
Imidlertid kniber det med afsætningen for den stakkels lille pige, og hun tør derfor ikke vove sig hjem af frygt for de skænd og den korporlige afstraffelse, som hun af bitter erfaring ved, at der venter hende. Mørket er faldet på og sneen daler tæt. Sulten, frysende og udmattet sætter hun sig til sidst i en krog mellem to huse, trækker de små nøgne fødder og ben op under sig og kryber sammen, for dog at holde lidt på den smule kropsvarme, hun endnu har tilbage:
"Hendes små hænder var næsten døde af kulde. Ak! En lille svovlstikke kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, "ritsch" hvor sprudtede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; Ilden brændte så velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det! – Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen. Kakkelovnen forsvandt, – hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstikke i hånden."
Den lille pige vover endnu engang at tænde en af de magiske svovlstikker, og nok en, og hver gang fremmanes der de herligste syner for hende, men hver gang brænder svovlstikken ud, dens flamme slukkes og de dejlige syner forsvinder. Men den lille pige, som nu længes lige så meget efter at se, hvilke slags herlige syner hver ny, tændt svovlstik fører med sig, falder igen for fristelsen:
"Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.
"Nu dør der én!" sagde den lille, for gamle mormo'er, som var den eneste, der havde været god imod hende, men nu var død, havde sagt: når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormo'er, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.
"Mormo'er" raabte den lille, "O tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!" – og hun strøg ihast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormo'er; og svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormo'er havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, – de var hos Gud!
Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden – død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun havde villet varme sig, sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormo'er var gået ind til nytårs glæde!"(1)
Den "gamle mormo'er" viser sig altså i eventyret at være sit barnebarns "skytsengel" eller "skytsånd", og "materialiserer" sig for hendes åndelige "syn" i dødsøjeblikket, "så klar, så skinnende, så mild og velsignet." "Mormo'er havde aldrig før været så smuk, så stor;". Men bemærk, at Andersen slet ikke bruger ordet "vinger" i dette smukke eventyr, selv om der bl.a. står: "hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt;" – Nej, for han opfattede afgjort begrebet "vinger" i forbindelse med begreberne "engel" eller "engle", som et rent symbolsk udtryk for disses relativt større "bevægelsesfrihed". Denne kan vise sig ved, at man på ønskets eller tankens bud lynsnart kan skifte "opholdssted" eller "lokalitet", hvilket bl.a. skyldes, at det åndelige tilværelsesplan er en tilstandsverden og ikke en afstandsverden, sådan som tilfældet er i den firedimensionale fysiske verden.
I første del af denne artikelserie omtaltes bl.a. situationen omkring H.C.Andersens faders død, hvor denne omtaler "Isjomfruen, der nok ville have ham", og som for sønnen derfor blev et symbol på døden. Fortællingen om "Isjomfruen", der nærmest er en novelle, udkom i 1861, og heri beskriver Andersen netop en situation, hvor døden i skikkelse af Isjomfruen kræver den unge Rudys liv:
"Båden, der skulle føre dem tilbage, var gået løs og drev fra øen.
"Jeg henter den!" sagde Rudy, kastede sin kjole [dvs. frakke], rev sine støvler af, sprang i søen og tog raske tag henimod båden.
Koldt og dybt var det klare, blågrønne isvand fra bjergets gletscher. Rudy så ned deri, kun et eneste blik og det var, som så han en guldring trille, blinke og spille, – sin tabte brudering tænkte han på, og ringen blev større, videde sig ud i en funklende kreds og i denne lyste den klare gletscher; uendelige dybe kløfter gabede rundt om, og vandet dryppede klingende som et klokkespil og lysende med hvidblå flammer; i et nu så han, hvad vi må sige i lange, mange ord. Unge jægere og unge piger, mænd og kvinder, engang sunkne i gletscherens kløfter, stod her lys levende med åbne øjne og smilende mund, og dybt under dem lød fra begravne byer kirkeklokkens klang; menigheden knælede under kirkehvælvingen, isstykker dannede orgelpiber, fjeldstrømmen orglede; Isjomfruen sad på den klare, gennemsigtige bund, hun løftede sig op mod Rudy, kyssede hans fødder, og der gik en dødsisnen gennem hans lemmer, et elektrisk stød – is og ild! Man skelner ikke derimellem ved den korte berørelse. "Min! Min!" klang det om ham og ind i ham. "Jeg kyssede dig, da du var lille! Kyssede dig på din mund! Nu kysser jeg dig på din tå og på din hæl, min er du hel!"
Og han var borte i det klare, blå vand.
Alt var stille; kirkeklokkerne hørte op at ringe, de sidste toner forsvandt med glansen på de røde skyer.
"Min er du!" klang det i det dybe; "min er du!" klang det i det høje, fra det uendelige.
Dejligt at flyve fra kærlighed til kærlighed, fra Jorden ind i himlen.
Der brast en streng, der klang en sørgetone, dødens iskys besejrede det forkrænkelige [dvs. det forgængelige]; forspillet endte for at livsdramaet kunne begynde, misklangen opløses i harmoni.
Kalder du det en sørgelig historie?" (2)
"Skærsilden"
Men det er ikke alle mennesker, det går lige så let for at passere dødens tærskel. I fortællingerne "En historie" (1851) og "På den yderste dag" (1852) finder vi bl.a. en skildring, som i forbavsende grad er samstemmende med det, der inden for rammerne af Martinus' Kosmologi kaldes for "skærsilden". Helt fra sin tidligste ungdom var Andersen af den opfattelse, at "skærsild-situationen" kan indtræffe omkring dødsøjeblikket og umiddelbart efter, og at det kun er de mennesker, der har behov for en sjælelig renselsesproces, som principielt set skal og må gennemgå denne forvandlingstilstand. Han mente samtidig, at alle uden undtagelse ville og måtte komme "frelst" igennem den store "dommens dag" ved "tidernes ende", ingen ville være fortabte for tid og evighed. Men den lille "dommedag" ved overgangen fra den fysiske til den åndelige tilværelse har han skildret præcist og malende i bl.a. "På den yderste dag", hvori det især fremhæves, at det er vor indstilling og holdning til, og vore handlinger mod eller forsømmelser over for vor næste her i den fysiske verden, eller kort sagt: vort etisk-moralske udviklingsniveau, som er bestemmende og afgørende for den tilstand, situation og position, vi vil komme til at befinde os i på det åndelige tilværelsesplan umiddelbart efter den fysiske død. Dette har Andersen skildret med bl.a. følgende stærke og malende ord:
"Og sjælen gik med dødsengelen, men engang endnu så den hen til lejet, hvor støvbilledet lå i den hvide ligskjorte, et fremmed aftryk af dens jeg. – Og de fløj, og de gik – det var som i en mægtig hal og dog som i en skov; naturen var beskåret, udspændt, opbundet og sat i række, kunstiggjort, som de gamle franske haver; her var maskerade.
"Det er menneskelivet!" sagde dødsengelen.
Alle Skikkelser sås mere eller mindre formummede; det var ikke de ædleste eller mægtigste just alle de, som gik i fløjl og guld, det var ikke de laveste og ringe alle, der gik i fattigmands kjole. – Det var en underlig maskerade, og især ganske egent var det at se, hvorledes de alle sammen under deres klædning skjulte omhyggeligt noget for hverandre; men den ene sled i den anden, at det kunne blive synligt, og da så man hovedet af et dyr stikke frem; hos én var det en grinende abe, hos en anden en fæl gedebuk, en klam slange eller mat fisk.
Det var dyret, som vi alle bærer på, dyret, som er vokset fast i mennesket, og det hoppede og det sprang og ville frem, og hver holdt klæderne tæt om det, men de andre rev til side og råbte: "Ser du! Se! Det er ham! Det er hende!" og den ene blottede den andens elendighed.
"Og hvad var dyret hos mig!" spurgte den vandrende sjæl; og dødsengelen pegede hen for sig på en stolt skikkelse, og om dens hoved viste sig en broget glorie med skinnende farver, men ved mandens hjerte skjulte sig dyrets fødder, påfuglens fødder; glorien var kun fuglens brogede hale.
Og som de vandrede frem, skreg store fugle fælt fra træernes grene; med lydelige menneskestemmer skreg de: "Du døds-vandrer, husker du mig!" – det var alle de onde tanker og begæringer fra hans livs dage, som råbte til ham: "husker Du mig!" –
Og sjælen gøs et øjeblik, thi den kendte stemmerne, de onde tanker og begæringer, der trådte op som tingsvidner.
"I vort kød, i vor onde natur bor intet godt!" sagde sjælen, "men tankerne hos mig blev ikke gerninger, verden har ikke set den onde frugt!" og han skyndte sig end mere, for snart at komme bort fra de fæle skrig, men de store, sorte fugle omsvævede ham i kredse og skreg og skreg, som skulde det høres over al verden; og han sprang som den jagede hind, og ved hvert trin stødte han foden mod skarpe flintesten, og de skar hans fødder og det smertede ham. "Hvor kommer disse skarpe sten her? Som vissent løv ligger de hen over jorden!"
"Det er hvert uforsigtigt ord, du lod falde, og som sårede din næstes hjerte langt dybere, end stenene nu sårer din fod!" – "
Men selvom denne selvgode og forhærdede sjæl fremturer med diverse undskyldninger og forklaringer på sin øjeblikkelige situation, ender fortællingen dog med, at sjælen i lyset af dén himmelske klarhed og harmoni, som den ledsagende engel efterhånden hjælper sjælen frem til, oprigtigt og ydmygt erkender, at dens pinefulde situation alene skyldtes dens egen hårdhed og hovmod og dens egne selviske og hensynsløse handlinger imod sin næste i den fysiske verden:
"Hvad godt jeg gjorde i verden, det gjorde jeg, fordi jeg ikke kunne anderledes, men det onde – – det var af mig selv!" (3)
Af begge de nævnte og citerede eventyr fremgår det, at det netop kun er gennem selverkendelsens anger og den oprigtige, dybtfølte tilgivelse og overbærenhed og sympati og kærlighed til sin næste, at man kan blive udfriet af sit selvskabte "helvede", som – måske overraskende nok – i nogle tilfælde endog vil kunne vise sig at være identisk med alt for sukkersøde forestillinger om "himmelen"!
At "skærsildprocessen" kan være en virkelig ubehagelig situation og tilstand, og endog en særdeles uhyggelig og i visse tilfælde rædselsfyldt oplevelse for den, som nødvendigvis må passere gennem "den rensende ild" – og det gælder for resten nok de allerfleste af os! – kan vi måske især få en levende forestilling om i historien "Pigen, som trådte på brødet" (1859). Den handler om pigen Inger:
"Hun var et fattigt barn, stolt og hovmodig, en dårlig grund var der i hende, som man siger. Som ganske lille unge var det hende en fornøjelse at få fat på fluerne, pille vingerne af dem og gøre dem til krybdyr. Hun tog oldenborren og skarnbassen, stak hver af dem på en nål, lagde så et grønt blad eller en lille stump papir op til deres fødder, og det arme dyr holdt fast derved, drejede og vendte det, for at komme af nålen.
"Nu læser oldenborren!" sagde lille Inger, "se, hvor den vender bladet!" – Som hun nu voksede til, blev hun snarere værre end bedre, men køn var hun og det var hendes ulykke, ellers var hun nok bleven knupset anderledes, end hun blev det.
"Der skal skarp lud til det hoved!" sagde hendes egen moder. "Du har tit som barn trådt mig på forklædet, jeg er bange for, at du som ældre kommer tit til at træde mig på hjertet." – "
Som ganske ung pige bliver Inger sat i tjeneste hos fornemme folk, der behandler hende som deres egen datter, hvilket kun bidrager til at gøre hende stadig mere stolt og hovmodig. Et års tid efter at hun er kommet i tjenesten, opfordrer hendes herskab hende til at besøge sine rigtige forældre:
"Hun gik også, men for at vise sig, de skulle se, hvor fin hun var bleven; men da hun kom til byleddet og så piger og unge karle sladre ud for gadekæret og just der hendes moder sad på en sten og hvilede sig med et knippe brændsel, hun havde samlet sig i skoven, så vendte Inger om, hun skammede sig ved, at hun, der var så fint klædt, skulle have til moder sådan en pjaltet en, der samlede pinde. Det fortrød hende slet ikke, at hun vendte om, hun var bare ærgerlig."
Et halvt års tid efter opfordrer husmoderen hende atter til at besøge sine forældre, og hun gav hende et stort, nybagt hvedebrød med til dem:
"Og Inger tog sin bedste stads på og sine nye sko, og hun løftede sine klæder og gik så forsigtig, for at være ren og pæn om fødderne, og det var jo ikke at bebrejde hende; men da hun kom, hvor stien gik over mosegrund og der stod vand og søle et langt stykke vej, så smed hun brødet i sølen, for at træde på det og komme tørskoet over, men idet hun stod med den ene fod på brødet og løftede den anden, sank brødet med hende dybere og dybere, hun blev ganske borte, og der var kun at se et sort boblende kær."
Men hvor kom Inger hen? Jo, hun havnede naturligvis i skærsildzonen i den første sfære efter døden. Her stivnede hun til en kold stenstøtte, så at hun kun kunne bevæge øjnene og se sig omkring:
"Det var et forgemak i en uendelighed; man blev svimmel der ved at se fremad og svimmel ved at se tilbage; og så stod her en forsmægtelsens skare, der ventede paa at nådens dør skulde blive lukket op; de kunne ikke vente længe; store fede, vraltende edderkopper spandt tusindårigt spind over deres fødder, og dette spind snærede som fodskruer og holdt som kobberlænker; og så var der til dette en evig uro i hver sjæl, en pinsels uro. Den gerrige stod og havde glemt nøglen til sit pengeskrin, og den sad i, vidste han. Ja, det er så vidtløftigt at opremse alle slags piner og plager, her blev fornummet. Inger fornam det grueligt i at stå som postament; hun var ligesom knevlet nedenfra til brødet.
"Det har man, fordi man vil være ren om fødderne!" sagde hun til sig selv. "Se, hvor de glor på mig!" jo, de så alle på hende; deres onde lyster lyste dem ud af øjnene og talte uden lyd fra deres mundvig, de var forfærdelige at se." – "
"Gengældelse" og forbøn
I den netop beskrevne situation rammes Inger af skæbne- eller karmalovens ubønhørlige og uundgåelige virkninger:
"Værst af alt var hende dog den gruelige sult, hun fornam; kunne hun da ikke bøje sig og bryde et stykke af brødet, hun stod på? Nej, ryggen var stivnet, arme og hænder var stivnede, hele hendes krop var som en stenstøtte, kun sine øjne kunne hun dreje i hovedet, dreje helt rundt, så at de så bagud, det var et fælt syn, det. Og så kom fluerne, de krøb hen over hendes øjne, frem og tilbage, hun blinkede med øjnene, men fluerne fløj ikke, vingerne var pillede af dem, de var blevne krybdyr; det var en pine, og så den sult, ja, til sidst syntes hun, at hendes indvolde åd sig selv op og hun blev så tom indeni, så gyselig tom." – "
Men den stakkels pige må selvforskyldt finde sig i, at blive stående i sin ubekvemme og pinefulde stilling, indtil det en skønne dag sker, at en gammel kone, der ligger på sit dødsleje, går i forbøn for den stolte og hovmodige Inger. Den døende kone havde allerede som barn hørt om Ingers tragiske historie, og hun havde dengang som nu følt dyb medlidenhed med den i hendes øjne stakkels pige:
"[…] den tid og det indtryk stod så lyslevende for den gamle kone i hendes dødstime, at hun ganske højt udbrød: "Herre, min Gud, mon ikke også jeg som Inger tit har trådt på din velsignelsens gave og ikke tænkt derved, mon jeg ikke også er gået med hovmod i mit sind, men du har i din nåde ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe! Slip mig ikke i min sidste stund!"
Og den gamles øjne lukkedes og sjælens øjne åbnedes for det skjulte, og da Inger var så levende i hendes sidste tanker, så hun hende, så, hvor dybt ned hun var dragen, og ved det syn brast den fromme i gråd. I Himmeriges rige stod hun som barnet og græd for stakkels Inger; de tårer og de bønner klang som et ekko ned i den hule, tomme skal, der omsluttede den fængslede, pinte sjæl, denne overvældedes af al den aldrig tænkte kærlighed ovenfra: en Guds engel græd over hende! Hvorfor blev det hende forundt! Den pinte sjæl ligesom samlede i tankerne enhver jordlivsgerning, den havde øvet, og den bævede i gråd, som Inger aldrig havde kunnet græde den; bedrøvelse over sig selv fyldte hende, hun syntes, at for hende kunde aldrig nådens port åbnes, og idet hun i sønderknuselse erkendte det, lyste i det samme en stråle ned i afgrundsdybet, strålen kom med en kraft stærkere end solstrålen, der optør snemanden, som drengene rejste i gården, og da, langt hurtigere end snefnugget, der falder på barnets varme mund, smelter hen som dråbe, fordunstede Ingers forstenede skikkelse, en lille fugl svang sig med lynets zikzak op mod menneskeverdenen, men angst og sky var den for alt rundt om, den skammede sig for sig selv og for alle levende skabninger og søgte ihast skjul i et mørkt hul, den fandt i den forfaldne mur; […]"
Og dette skjulested blive fuglens bo i den kommende tid, og her gør den sig sine tanker om verden omkring sig:
"Luften var så frisk og mild, månen skinnede så klart, træer og buske duftede; og så var der så hyggeligt hvor den sad, dens fjerkjortel så ren og fin. Nej, hvor alt skabt dog var frembåret i kærlighed og herlighed. Alle de tanker, der rørte sig inde i fuglens bryst, ville sjunge sig ud, men fuglen mægtede det ikke, gerne havde den sunget, som i foråret kukker og nattergal. Vorherre, som hører også ormens lydløse lovsang, fornam her lovsangen, der løftede sig i tankeakkorder som salmen klang i Davids bryst, de måtte komme til udbrud, ved det første vingeslag i god gerning, en sådan måtte øves!"
Nu kom den hellige julefest. Bonden rejste tæt ved muren en stang og bandt et utærsket havreknippe derpå, at himlens fugle også kunne have en glad jul og et glædeligt måltid i denne Frelserens tid.
Og solen stod op julemorgen og skinnede på havrekærven, og alle de kvidrende fugle fløj om måltid-stangen, da klang det også fra muren "pi, pi!" den svulmende tanke blev til lyd, den svage pippen var en hel glædeshymne, en god gernings tanke var vakt, og fuglen fløj ud fra sit skjul; i Himmeriges rige vidste de nok hvad det var for en fugl."
Da vinteren for alvor sætter ind, og der bliver mangel på føde til fuglene, flyver den lille fugl omkring ude på landet og inde i byerne og finder de steder, hvor betænksomme mennesker har strøet frø og brødkrummer ud til de sultne kræ, og den kaldte på de andre småfugle og viste dem, hvor de kunne finde føde.
Man kan måske nok undre sig over, hvorfor Andersen har valgt at lade Inger blive forvandlet til en lille, forskræmt fugl, der søger ly og skjul i et hul i muren, og som siden hen, da den selv og tiden er moden, flyver ud for at hjælpe sine artsfæller med at skaffe føden. Men fuglen er jo et symbol på sjælen, og altså i dette tilfælde mere specielt på Ingers sjæl. Dette understreges ikke mindst i eventyrets slutning, som lyder sådan:
"I vinterens forløb havde fuglen samlet og givet så mange brødsmuler, at de vejede op tilsammen med det hele brød, som lille Inger havde trådt på for ikke at smudske sine sko, og da den sidste brødsmule var funden og given bort, blev fuglens grå vinger hvide og bredte sig ud.
"Der flyver hen over søen en terne!" sagde børnene, der så den hvide fugl; nu dukkede den sig ned i søen, nu løftede den sig i det klare solskin, den skinnede, det var ikke muligt at se hvor den blev af; de sagde, at den fløj lige ind i solen." (4)
Andersen kan måske have følt og tænkt, at "mellemspillet", hvorunder Ingers sjæl tager skikkelse af en lille fugl, inden den ved egen fortjeneste får adgang til dødens anden sfære, den egentlige åndelige verden, "solens" og lysets rige, var nødvendigt for at få historien til så at sige "at gå op". Set fra et kosmologisk synspunkt er denne løsning på problemet strengt taget ikke acceptabel. Og dog, Andersen var jo først og fremmest digter, og må som sådan have lov til en vis symbolsk og poetisk frihed. I andre sammenhænge har han jo med al ønskelig tydelighed demonstreret, at han udmærket kendte til de rette sammenhænge, også hvad angår vilkårene og lovene for den åndelige verden.
I "Pigen, som trådte på brødet", som for resten i flere henseender kan minde om eventyret "De røde sko" (1845), og i andre af de tidligere nævnte eventyr og historier, afslører Andersen indirekte en kosmisk indsigt i dødsmysteriet, der er nært beslægtet med den, vi finder i f.eks. Martinus' kosmiske analyser. I henhold til disse skal helvedes- eller skærsildzonens forekomst og berettigelse ses i lyset af dens betydning som en nødvendig og uundværlig åndelig "smeltedigel", hvor individerne efter behov kan blive mentalt udrenset for alle egoistiske tendenser og skadelige anlæg, og således forberedes til det forestående møde med det strålende lysvæld i selve den alkærlige, alvise og almægtige Guds Rige. Princippet i og teknikken bag denne udrensningsproces er i første instans den, at denne efterhånden bringer de implicerede individer i en tilstand af hjælpeløshed og håbløshed, der resulterer i en følelse af dyb ulykkelighed og lede ved sig selv. Derigennem skabes der grobund for fremvæksten af en stigende ydmyghed og sand selverkendelse, som enten får de pågældende til at føle sig uværdige, som i tilfældet med Inger, eller som kulminerer i et fortvivlet råb eller bøn om hjælp og befrielse. Væsenet er hermed modent til den såkaldte "anden død", et udtryk, der refererer til netop udrensningen af alle egoistiske tendenser og anlæg i det implicerede individs mentalitet. Her er det så i øvrigt, at begreber og fænomener som "skytsengle" eller "skytsånder" kommer ind i billedet.
I henhold til Martinus er sådanne skytsånder nemlig i stand til via suggestion eller hypnose at lamme de egoistiske anlæg og tendenser, der fastholder individet i den første sfæres skærsildzone. Derved bliver det samme individs gode og kærlige sider, der bliver enerådende, hvilket er en absolut nødvendig forudsætning for, at individet vil kunne passere gennem de højere verdener eller bevidsthedstilstande, indtil individet igen bliver modent til at reinkarnere i den fysiske verden. Men det må understreges, at den nævnte lammelse kun er af midlertidig karakter, idet de egoistiske anlæg og tendenser blot er latente eller "slumrer" under passagen gennem "det rigtige menneskerige", "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget", hvorfra en ny inkarnation finder sted. Ved fornyet indtræden i en fysisk organisme "vækkes" de slumrende anlæg og tendenser efterhånden igen og virker ind på individets liv og tilværelse.
Dødens "paradiszone"
I eventyret "Noget" (1858) finder vi et eksempel på den modsatte situation af den ovenfor beskrevne, nemlig når et virkelig uselvisk, ydmygt og kærligt menneske ved døden træder ind i den åndelige verdens første sfære. Her drejer det sig om den fattige, gamle Margrethe fra Digehuset, som er omkommet i sit i øvrigt heldige forsøg på at advare og redde en flok mennesker, børn og voksne, der løb på skøjter og legede, sang og dansede ude på havisen. En truende fare, et uvejr trak op, som kun den gamle, erfarne kone var klar over måtte være en stormflod, og hun forstod, at den ville overrumple de intetanende, glade mennesker derude på isen. Men hun havde ikke kræfter til at råbe højt nok og overdøve lydene fra de mange mennesker, og gigt og gangbesvær og den omstændighed, at tiden var knap, gjorde det umuligt for hende selv at nå ud og varsko de sorgløse skøjteløbere.
Den gamle Margrethe forstod, at det hastede, så derfor kunne hun ikke se anden udvej, end at sætte ild til sin letantændelige sengehalm og i konsekvens heraf afbrænde og ofre sit fattige og sparsomme indbo, sammen med det faldefærdige, ynkelige hus, hun selv møjsommeligt havde bygget af drivtømmer og kasserede murstensbrokker. I sidste øjeblik og med sine sidste kræfter får hun slæbt sig udenfor det brændende hus, hvor hun falder om og dør af udmattelse.
Da hun atter vågner op, opdager hun til sin egen store overraskelse, at hun befinder sig foran "Himmeriges Port", hvor hun i øvrigt mødes med den yngste af de fem voksne brødre, eventyret også handler om, nemlig ham, som havde sat sig som mål at ville udrette noget særligt: Han ville ræsonnere over, hvad hans brødre udrettede, og kritisere deres fejl, for "det er noget!":
"Det er nok for kontrastens skyld, at jeg og denne usselige sjæl skal komme her på engang!" sagde ræsonnøren. "Nå, hvem er hun? Morlille! Vil hun også ind her?" spurgte han.
Og den gamle kone nejede så godt hun kunne, hun troede, det var St. Peder selv, der talte. "Jeg er en sølle stakkel, uden al familie! gamle Margrethe fra Digehuset!" –
Og så beretter hun troskyldigt og ærligt om, hvordan det er gået til, at hun nu befinder sig her sammen med den fine, lærde herre, og hun slutter sin beretning med at sige:
"[…] ja, jeg nåede ud af døren, men der blev jeg liggende, jeg kunne ikke mere; luen stod ud efter mig og ud af vinduet, hen over taget; de så den derudefra og de løb alle, hvad de kunde, for at hjælpe mig arme stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke én, som jo løb af sted; jeg hørte de kom, men jeg hørte også, hvorledes det med ét susede i luften; jeg hørte det dundrede som svære kanonskud, springfloden løftede isen, der brødes itu; men til diget nåede de, hvor gnisterne fløj hen over mig; jeg fik dem alle i behold; men jeg har ikke måttet kunne tåle kulden og den forskrækkelse, og så er jeg kommen herop til Himmerigs Port; de siger, den bliver lukket op også for sådan en stakkel, som jeg! Og nu har jeg jo ingen hus mere dernede på diget, dog det giver mig da ingen adgang her."
Da åbnede sig Himmeriges Port, og engelen førte den gamle kone ind; hun tabte et sengehalm udenfor, et af de strå, der havde ligget i hendes seng, den, hun tændte for at frelse de mange, og det var blevet til det pure guld, men et guld, der voksede og slyngede sig i de dejligste forsiringer."
Den hovmodige og stolte ræsonnør, som efter himmelsk målestok ingenting har udrettet, bliver derimod afvist. Men gamle Margrethe går i forbøn for ham, og englen forbarmer sig og lader nåde gå for ret, idet han dog bl.a. siger til ham:
"Du skal ikke vises bort, du skal have lov til at stå herudenfor og tænke over, se at ophjælpe dit liv dernede, men ind kommer du ikke, før du i god gerning har udrettet – Noget!"
H.C.Andersen slutter dette dejlige eventyr umiddelbart efter med følgende skælmske og underfundige ord:
"Det kunne jeg have sagt bedre!" tænkte ræsonnøren, men han sagde det ikke højt, og det var nok allerede noget." (5)
Reinkarnation
Endelig finder vi også englen i "Tante Tandpine" (1872), et af de sidste eventyr Andersen skrev, inden hans digterkilde var "udtørret". Men englen her forekommer på en noget anden måde og i en anden sammenhæng, end vi hidtil har set hos ham. Så vidt det har kunnet konstateres, er det første og eneste gang, han så direkte omtaler muligheden af genfødsel eller reinkarnation. Andersen havde dog antydet det allerede i romanen "O.T." (1836), i eventyret "Lykkens kalosker" 1838, i skuespillet "Lykkens Blomst" (1845) og i versdramaet "Ahasverus" (1848). Desuden har han i mere allegorisk og symbolsk form antydet det samme i eventyr, som f.eks. "Vejrmøllen" (1862), der i øvrigt samtidig kan opfattes eller fortolkes som en digterisk og poetisk illustration af det levende væsens, subsidiært menneskets, grundanalyse eller grundstruktur, med bl.a. "det seksuelle polprincip". Andersen er på lignende måde inde på samme tema i "Hørren" (1848), dette dejlige eventyr, der samtidig også kan læses som det levende væsens evige udvikling og "vandring mod lyset." (6)
Men i "Tante Tandpine" mere end antydes reinkarnation, nemlig i og med følgende stykke af fortællingen:
"Og så døde Brygger Rasmussen.
Han blev kørt til graven i den dyreste ligvogn og havde stort følge, folk med ordener og i uniform.
Tante stod sørgeklædt ved vinduet med alle os børn, på den lille broder nær, som storken havde bragt for en uge siden.
Nu var ligvognen og følget forbi, gaden tom, tante ville gå, men det ville jeg ikke, jeg ventede på engelen, Brygger Rasmussen; han var jo nu bleven et lille vinget Guds barn, og måtte vise sig.
"Tante!" sagde jeg. "Tror du ikke, at han kommer nu! Eller at når storken igen bringer os en lille broder, han da bringer os engelen Rasmussen."" (7)
Så vidunderlig enkelt og ligefremt, at man må trække på smilebåndet, kan et af livets store undere, reinkarnationen, altså også udtrykkes! Temaet med storkene og de små, nyfødte børn, har Andersen behandlet i eventyr, som f.eks. "Storkene" (1839) og i "Peiter, Peter og Peer" (1868). Storken er her et symbol på frugtbarhed og reinkarnation. Andersen vidste selvfølgelig ganske udmærket, hvordan de små børn kommer til verden. Men han var alle dage tilbageholdende med at udtrykke sig al for direkte og tydeligt om sin tro på reinkarnation. Derfor skynder han sig i forlængelse af det ovenfor anførte citat da også at tilføje:
"Tante blev aldeles overvældet af min fantasi, og sagde: "Det barn bliver en stor digter!" og det gentog hun i hele min skolegang, ja efter min konfirmation og nu ind i studenterårene."
Men i det virkelige liv mente han bestemt ikke, at der var tale om fantasi, tværtimod følte han sig overbevist om, at eftersom Gud er både alkærlig, alvis og fuldkommen retfærdig, måtte reinkarnation være den mest logiske og formålstjenlige løsning på retfærdighedsproblemet.
Ideen om reinkarnation har Andersen formentlig fået gennem nyplatonisk tænkning og filosofi, som han stiftede bekendtskab med i sin latinskoletid 1822-27, der dog mest var præget af oplysningstidens tanker. Religionsundervisningen foregik således på grundlag af en rationalistisk lærebog i den kristelige religionslære, og heri fremførtes tre af oplysningstidens religiøse kardinalpunkter med overskriften: Gud, dyd og udødelighed. Men Andersens interesse for reinkarnationstanken er nok blevet uddybet og forstærket gennem romantikkens interesse for indisk religion og filosofi, hvor jo navnlig Sankhya- Yoga- og Vedanta-systemerne beskæftiger sig med spørgsmålene omkring sjælens udødelighed og skæbne, og herunder ikke mindst reinkarnation. Men selvom det ikke direkte kan påvises, at Andersen specielt kendte til indisk tænkning og mystik, så er han dog indirekte stødt på den via romantiske forfattere og filosoffer som Schlegel, Herder, Fichte og Schelling, der hver især interesserede sig for indiske filosofiske systemer. Nogle af ideerne herfra blev bragt til Danmark af ingen ringere end videnskabsmanden H.C.Ørsted og filosoffen Henrich Steffens, som begge i nogen tid havde studeret ved tyske universiteter.
Det var dog ikke Steffens, men landmåleren og militærmanden Frederik Læssøe, som i 1838 introducerede Fichtes filosofi til sin jævnaldrende ven H.C.Andersen. Fichtes filosofi er tydeligt inspireret af især Vedanta-filosofien, og reinkarnationstanken indgik derfor også i hans filosofi.
Filosoffen Henrich Steffens var derimod den inspirator, der gav startsignalet til den romantiske bevægelse i Danmark. Det skete via digteren Adam Oehlenschläger, som i sin ungdom fik den for ham store og betydningsfulde oplevelse at høre Steffens holde en serie foredrag på Ehlers Kollegium i København. De to mænd blev tilmed meget gode venner, hvilket bl.a. gav anledning til, at Steffens i en periode øvede en værdifuld og frugtbar indflydelse på den 22-årige Adam. Det gav sig synligt udtryk i udgivelsen af Oehlenschlägers "Digte 1803", der dog allerede udkom ved juletid 1802, og som bl.a. indeholdt dansk romantiks mesterstykke, digtet "Guldhornene", det lyriske digt "Naturtemperamenter", et anelsesfuldt billede af sammenhængen mellem naturen og menneskesindet, og eventyrspillet "Sankthansaftenspil". Indflydelsen fortsatte i "Poetiske Skrifter", der udkom i H.C.Andersens fødselsår 1805. Af indholdet skal især nævnes eventyrspillet "Aladdin eller Den forunderlige Lampe", som senere skulle få en stor og afgørende betydning for Andersen.
H.C.Andersen var en stor beundrer af mennesket og digteren Oehlenschläger, som han lærte at kende i sin tidlige ungdom og blev ven med til sidstnævntes død i 1850. "Nordens Digterkonge", som Oehlenschläger blev kaldt af sin samtid, efter at han i 1829 var blevet laurbærkranset i Lunds Domkirke af sine svenske kunstnervenner, fik som allerede nævnt stor indflydelse på sin betydeligt yngre ven og kollega. En af de sammenhænge, hvori Oehlenschläger – i al fald indirekte – inspirerede eller måske snarere provokerede Andersens opfattelse, tænkning og digtning, var netop i forbindelse med retfærdighedsproblemet.
I 1857 udgav Andersen sin teodicé par excellence, romanen "At være eller ikke være", hvis titel er et citat af indledningsordene til den berømte monolog i Shakespeares tragedie "Hamlet". I romanen forsøgte Andersen efter bedste evne og overbevisning at argumentere for, at eftersom den almægtige, alvise Gud også er alkærlig, er der uundgåeligt retfærdighed til, bl.a. som en nødvendig bestanddel af den vise orden, der som følge af Guds alfuldkommenhed hersker i tilværelsen, og således som det i al fald åbenbares og afsløres for seeren. Men forudsætningen og betingelsen for at retfærdigheden kan ske fyldest, er dels individets udødelighed og evige liv, dvs. det enkelte individs personlige, bevidste overlevelse af det fysiske legemes død, og dels at skæbneloven eksisterer og fungerer, nemlig efter princippet, der kortest og klarest findes udtrykt i Jesu-ordene: "Som du sår, således skal du også høste".
Retfærdighedsproblemet
Spørgsmålet om retfærdighed i tilværelsen er det centrale tema i eventyret "Alt på sin rette plads!" (1852), og som titlen og handlingen indikerer bliver alt bragt på plads og udlignet i tidens fylde, dvs. "den lige fordeling af alt i tid og evighed!", som Andersen f.eks. udtrykker det i eventyret "Der er forskel!", men hvori pointet netop er, at der ikke er forskel. Temaet om retfærdighed optræder på hver sin måde i eventyr som f.eks. "Rosen-Alfen" (1839) og "Gemt er ikke glemt! (1866), men det er ikke mindst i fortællingen "En historie fra klitterne" fra 1859, at det lykkes Andersen at forløse emnet. I sine "Bemærkninger til "Eventyr og Historier", 1874", skriver han følgende om denne fortælling:
""En historie fra klitterne" blev til efter et besøg på Skagen og Jyllands Vestkyst. Her fandt jeg en natur og et folkeliv, der kunne understøtte de tanker, jeg ønskede at nedlægge i en digtning, tanker, som længe havde fyldt mig og som udsprang ved en samtale med Oehlenschlæger. Hans ord havde gjort et dybt indtryk på mit unge sind, jeg tænkte kun på ordene og klarede ikke for mig selv, således som nu, hvorledes de til visse vare udsprungne.
Hvem af os kender ikke den stemning, i hvilken man tit udtaler en tvivl, der hvor man i grunden slet ikke tvivler, men kun af en anden vil høre sin egen forvisning udtalt; måske var dette tilfældet her, eller var det mere for at prøve min tros fasthed. Vi talte om det evige liv, og Oehlenschläger henkastede de ord: "Er De så vis på, at der er et liv efter dette!" Jeg holdt fast på forvisningen herom, grundet i Guds retfærdighed, men brugte i min stærke udtalelse de uovervejede ord: "Mennesket kan forlange det!" – Da vedblev han: "Er det ikke igen en stor forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt liv. Har ikke Gud givet Dem så uendeligt meget i denne verden. Jeg ved," vedblev han, "hvilken uendelig fylde af godhed han forundte mig; når jeg i døden lukker mine øjne vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig nåde."
"Således kan De tale," sagde jeg, "Gud gav Dem så uendelig meget på Jorden, også jeg bør sige det, men hvor mange stilledes ikke ganske anderledes i verden, de kastedes herind med et sygt legeme, en kuet ånd, førtes ind i de bitreste forhold til sorg og savn, hvorfor skulle de således lide, hvorfor blev det så ulige fordelt, det var en uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give erstatning, løfte og løse det, vi ikke kunne!" Hvad jeg udtalte, blev stof til den lille fortælling "En historie fra klitterne"". (8)
Det fremgår indirekte af citatet, at den samtale, der sigtes til, må have fundet sted engang i Andersens yngre dage, hvilket måske kan betyde 1825-30, da han var mellem 20 og 25 år gammel.
Det, Andersen med tiden blev klar over i forbindelse med Oehlenschläger, var bl.a., at denne, som så mange andre i samtiden, faktisk følte sig forvisset om Guds eksistens, kærlighed og retfærdighed og om sjælens udødelighed og evige liv. Oehlenschläger døde den 20. januar 1850, i en alder af 70 år, og Andersen, som dels havde besøgt vennen under det forudgående sygeleje, og dels havde aflagt visit ved dennes dødsleje, skrev herom til en god ven:
"Hans død var uden smerte; sine børn havde han om sig og bad dem læse højt en scene af hans tragedie Sokrates, hvor denne taler om udødeligheden og forvisningen om det evige liv; han var så rolig, bad, at dødskampen ikke måtte blive hård, lagde så hovedet ned og var hensovet." (9)
(Fortsættes i Kosmos nr. 8)
Noter og kilder:
- H.C.Andersens Eventyr I-VII. Udgivet af Erling Nielsen og Erik Dal. Hans Reitzels Forlag. København 1963-90. Eventyret "Den lille pige med svovl-stikkerne" findes i bind II, s. 153-5.
- Samme sted, bind IV, s. 121-62.
- Samme sted, bind II, s. 229-32. Vedr. "dyret, som vi alle bærer på, som er vokset fast i mennesket", Jf. her med Martinus' analyse af menneskets to sind: det dyriske, dvs. arven fra det egentlige dyrerige, og det menneskelige, dvs. det sind, der karakteriserer et "rigtigt" menneske: Se f.eks. LB 6 I, stk. 2260, 2266; LB 7, stk. 2532.
- Samme sted, bind III, s. 113-20.
- Samme sted, bind III, s. 45-50.
- Livets Bog 1, 6. kap., og beskrivelsen af symbol nr. 5 og symbol nr. 7.
- Det i note 1 nævnte værk, bind V, s. 213-22.
- Samme sted, bind III, s. 169-98. "Bemærkninger til Eventyr og Historier", 1874". Samlede Skrifter, 2. udg. Bd. 15. C.A.Reitzels Forlag 1876-80. Samtalen mellem Andersen og Oehlenschläger, som er citeret i teksten, er omtalt og delvis citeret i H.Topsøe-Jensens fine analyse af "En Historie fra Klitterne" i hans "Buket til Andersen. Bemærkninger til femogtyve Eventyr". Gads Forlag 1971. –
- Andersen-citatet vedr. Oehlenschlägers død, se H.Topsøe-Jensen: "H.C. Andersen og andre Studier", s. 358. Odense Bys Museer 1966. Samtalen er også citeret i min bog "H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus, 11. kap. Forlaget Kosmologisk Information 1997. I sidstnævnte værk findes bl.a. henvisninger til, hvor Martinus omtaler reinkarnation, retfærdighed mm.
Tegninger af Lorenz Frølich.
Tilbage til artikelregister
Forrige