Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den engelske filosof John Locke (1632-1704) drømte ikke om at konstruere imponerende tankesystemer som hans berømte kolleger ovre på fastlandet: Descartes, Spinoza og Leibniz. Hver af dem havde deres eget system, der var forskelligt fra de andres. Hvad nyttede det så?

I "An Essay Concerning Human Understanding" skriver han i 1690: "Lad os tænke os, at vor bevidsthed var en ubeskrevet tavle (tabula rasa) uden bogstaver og uden forestillinger. Hvor er det kommet fra, dette enorme forråd, som menneskets travle og ubegrænsede fantasi har malet på den med næsten uendelige variationer? Hvorfra har det sit materiale til tænkning og kundskab? På dette svarer jeg med ét ord: fra erfaringen. På den bygger al vor kundskab, og fra den udgår bevidstheden selv i sidste instans. Det er erfaringen, der forsyner os med alt materialet for tænkning og iagttagelse af de ydre sanselige ting eller de indre processer i sindet, således som de opfattes og gøres til genstand for refleksion af os selv. Disse to, sansning (ideas of sensation) og refleksion (ideas of reflection) er kundskabens kilder, fra dem udspringer alle de forestillinger, vi har eller naturligt kan have."

Disse få linier fra en englænder, der med sin nations velkendte sans for matters of fact opløfter sin røst i selskab med tidens store filosoffer, fik enorm betydning for eftertiden. Martinus fik i Locke netop den kritiker, som – uden at man i øvrigt behøver at kende hans navn eller have hørt om hans filosofi – altid vil hviske os i øret: Hvorfor tro på noget, du ikke selv har oplevet? Hvorfor tro på Gud, på evigt liv, på sjæl, på reinkarnation? Efter Locke gælder det princip, at enhver forestillings gyldighed skal kunne godtgøres ved dens oprindelse i erfaringen. Det er nåleøjet for enhver idé, for hvilken der kræves respekt!

For Martinus var bevidstheden netop ikke en ubeskrevet tavle. Evigheden havde rask væk skrevet på den. Ja, takket være reinkarnationen var den fyldt med ord og sætninger længe før undfangelsen i mors liv. Større modsætning i tankegang kan næppe tænkes. Men for Locke som for Martinus var det dog sanseindtrykkene, der var kilden til den skrift, som stod at læse. For Martinus var det "Guds eget personlige sprog", og selv var han den, der med sine analyser ville gøre dette sprog til videnskab gennem "kosmisk sprogundervisning" (Livets Bog 2, 489). Hvor Locke var empiriker (erfaringsfilosof) og primært holdt sig til det, der kunne opfattes med sanserne, var Martinus den store fortolker, der med sin intuition sansede alt som ord og sætninger i en evig korrespondance.

Med Locke lagdes endnu en kim til menneskets enegang ud i materialisme og ateisme. Alt sammen forudsætningen for en senere tids nøgtern-åndelig videnskab, der uden om gamle religiøse traditioner kunne hjælpe mennesket på dets vej tilbage til Guddommen. Ad erfaringens vej!