Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en af Charles Dickens berømte romaner møder vi en vis Mr. Dombey, en rig købmand, hvis hele liv har været optaget af magtsyge og koldt profitjageri. Pludselig dør hans eneste søn og arving, og dermed synker alle hans forhåbninger i grus. I det uddrag af romanen, vi her har valgt, finder vi ham i fuld fart bort fra London ved hjælp tidens nyeste transportmiddel, jernbanen og dampen. Hvordan former livets vej sig nu for dette kolde hjerte, der just har mødt sin overmand, døden? Måske bliver hans bitre skæbne et vendepunkt i den udvikling, der iflg. Martinus gør kolde hjerter varme og får dem til at banke for andre mennesker. Men først skal det gøre ondt. Det gør det her, hvor jernbanen, og hvad dertil hører, optræder som et susende og hvirvlende symbol på døden selv.
 

Han fandt hverken adspredelse eller trøst ved rejsen. Martret af disse tanker førte han ensformigheden med sig gennem det susende landskab og ilede hovedkulds, ikke gennem en yppig og afvekslende egn, men gennem en ørken af kuldkastede planer og nagende skinsyge. Endog den fart, hvormed toget blev hvirvlet afsted, spottede det hurtige løb af hint unge liv, der så stadigt og ubønhørligt var blevet ført hen mod dets forud satte mål. Den kraft, som trængte sig frem ad sin jernhårde bane – dens egen – trodsede stier og veje, borede sig gennem hjertet på enhver hindring og slæbte skabninger af alle klasser, aldre og grader efter sig, den var et sindbillede på det triumferende uhyre, døden.

Gennem dale, over bakker, forbi heden, forbi frugthaven, forbi parken, forbi haver, over kanalen, over floden, hvor fårene græsser, hvor møllen går, hvor båden gynger, hvor de døde ligger, hvor fabrikken ryger, hvor strømmen løber, hvor landsbyen gemmer sig, hvor den store domkirke stiger i vejret, hvor den golde hede ligger, og den vilde luftning glatter eller kruser den efter sin ustadige vilje, afsted med et hvin og et brøl og en raslen; den efterlader ikke andre kendemærker end støv og damp, ligesom sporet af det ubarmhjertige uhyre, døden!

Trodsende blæsten og lyset, regnen og solskinnet, afsted og stadig afsted ruller og brøler det, hidsigt og hurtigt, jævnt og sikkert, og store bygninger og svære broer, krydser sig forover, rammer øjet som en tommebred skygge og er derpå forsvundet. Afsted og stadig afsted, fremad og evig fremad; glimt af hytter, af huse, herregårde, rige godser, af håndværk og agerbrug, af mennesker, af gamle veje og stier, der tager sig øde, små og ubetydelige ud, når man kommer forbi dem, og hvad andet er der vel end sådanne glimt i sporet af det utæmmelige uhyre, døden!

Afsted med et hvin og brøl og en raslen, atter styrter det sig ned i jorden og arbejder sig frem i en sådan storm af kraft og udholdenhed, at farten i mørket og hvirvelvinden synes at vendes om og stræbe rasende bagud, indtil en lysstråle på den våde mur viser, hvorledes overfladen flyver forbi som en rivende strøm. Afsted, atter ud i dagen og igennem dagen med et skingrende, triumferende hyl, brølende, raslende iler det frem, håner alt med sin sorte ånde, standser undertiden et minut, hvor der findes en klynge ansigter, der om et minut ikke findes der mere, labber undertiden grådigt vand, og førend posten, hvorved det drikker, er holdt op med at dryppe, farer det hvirvlende og raslende gennem det purpurfarvede fjerne!

Højere og højere hviner og skriger det, idet det rastløst nærmer sig målet, og nu er dets vej, endnu stadig lig dødens vej, tyst overstrøet med aske. Alle omgivelser er sværtet. Der er sorte vandpytter, dyndede gryder og elendige boliger langt nede. Der er revnede mure og faldefærdige huse tætved, og gennem sammenstyrtede tage og sønderslåede vinduer ses usle værelser, hvor mangel og feber skjuler sig i mange jammerlige skikkelser, mens røg, tæt på hinanden pakkede gavle, forvredne skorstenspiber og vanskabninger af kalk og mursten, der indespærrer vanskabninger på sjæl og legeme, overvælder det dunkle fjerne. Idet Dombey ser ud ad vinduet, falder det ham ikke ind, at det uhyre, som har ført ham hertil, har udbredt dagens lys over disse ting, ikke frembragt eller voldet dem. Det var en passende afslutning på rejsen og kunne have været afslutningen på, hvad det skulle være, så øde og sørgeligt var det.

Mens han således forfulgte en og samme tanke, havde han stadig det samme ubarmhjertige uhyre for sig. Alle ting så sorte og kolde og døde på ham, og han ligeså på dem. Overalt fandt han en lighed med sin ulykke. Der foregik skånselsløs triumf rundt omkring ham, og den ærgrede og tirrede ham i hans skinsyge og stolthed, hvilken skikkelse den så havde, dog allermest, når den delte kærligheden til og mindet om den tabte søn med ham.
 

Charles Dickens: Dombey & Søn, bind 1, side 312 ff., Steen Hasselbalcks Forlag, København 1919.