Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men at der består en indre overensstemmelse og tæt sammenhæng mellem Andersens digtning og hans personlige liv og oplevelser, bør ikke forlede nogen til at tro, at dybden i hans forfatterskab er skabt eller ligefrem konstrueret ved en udstrakt analogisering, eller ved gennemtænkt allegoriseren eller fantaseren. Den er heller ikke tilvejebragt gennem systematisk tænkning og spekulation, som i det hele taget ikke var den improvisatoriske og poetisk anlagte digters livret. Men endnu mindre skyldtes det hans påståede store forfængelighed og selvoptagethed, som ikke mindst samtiden bebrejdede ham for. Måske fordi den ikke var i stand til at acceptere – og langt mindre til at forstå – Andersens erklærede opfattelse og overbevisning om, at han og hans liv var udset af Forsynet til at skulle være intet mindre end en forkyndelse af livets eget store eventyr: "Mit livs historie vil sige verden, hvad den siger mig: der er en kærlig Gud, der fører alt til det bedste."

Netop på denne baggrund vil det formentlig være nemt at forstå, at H. C. Andersen i høj grad var en inspireret og intuitiv digter. Derfor har de væsentligste og bedste af hans værker – og det gælder navnlig eventyrene – udfoldet sig spontant af hans skabende bevidsthed i de såkaldte inspirerede øjeblikke. Selve arbejdet med idé og udformning er i vid udstrækning foregået ubevidst, eller måske rettere underbevidst, og resultatet heraf siden dukket frem – ofte i næsten fuldt færdig form – når tiden var moden. Andersen siger selv om de af eventyrene, der var hans egen opfindelse, – nogle eventyr var gendigtninge af folkeeventyr eller inspirerede af andre forfatteres eventyr og fabler – at "de lå i tanken som et frøkorn; der behøvedes kun en strømning, en solstråle, en malurtsdråbe, og de blev blomst." – Der krævedes altså kun en i øvrigt ofte ganske ubetydelig impuls fra omgivelserne, for at sætte hans tanke- og følelsesliv i den slags svingninger, som igangsatte hans rige digtersinds forunderlige, ubevidst skabende aktivitet. Men råmaterialet for denne kreative funktion var primært hans personlige oplevelser, erfaring og viden.

"Mit livs eventyr indtil denne time ligger således nu oprullet for mig så rigt, så smukt, så fortrøstningsfuldt! – selv af ondt kom godt, af smerte kom glæde, en tankedyb digtning, jeg kunne ikke digte den så." Sådan konkluderer Andersen bl.a. i dette citatudpluk fra selvbiografien "Mit Livs Eventyr", 2. del, der først udkom på dansk i Samlede Værker 1877. – "en tankedyb digtning"! Ja, for her er vi ved noget af det væsentligste og mest interessante ved H. C. Andersens forfatterskab: Det rummer nemlig et fond af kosmiske eller universelle idéer, tanker og forestillinger om tilværelsen, som der især for os kosmologiinteresserede er god grund til at kigge lidt nærmere på. "Jeg kunne ikke digte den så", nej, ikke i den forstand, for dette idéfond kan kun være fremkommet i hans bevidsthed, fordi han – i al fald i sine bedste og lykkeligste livsøjeblikke – var i besiddelse af en virksom og i visse tilfælde viljestyret evne til at bringe sig i kontakt med de dybere bevidsthedslag, der udgør den intuitionens "kilde", hvorfra de kortvarige, salige "syn" af livets enhed og evighed og tilværelsens organiske sammenhæng, de såkaldte "kosmiske glimt", har deres udspring. Herved blev en væsentlig og betydelig del af hans forfatterskab tilført det idé- og tankemateriale og den viden eller intuitive indsigt i de kosmiske, universelle fakta eller "sandheder", som mere eller mindre åbenlyst findes i en stor del af eventyrene, men som dog også forekommer i hans øvrige prosa og poesi.

H. C. Andersen var lige fra sin allertidligste barndom og til sin død som halvfjerdsårig, overbevist om Guds eksistens. Han opfattede Gud som sin og alle levende væseners evige, alkærlige og almægtige Fader og alvise Forsyn. Den vrede, fordømmende og straffende Guddom, som visse strenge præster særlig før i tiden ofte truede deres menighed med, afviste han derimod på det bestemteste, og som stridende mod selve kernen i Kristi lære og budskab. Nok opfattede Andersen sig som et kristent menneske, men det var vel at mærke som en utraditionel, uortodoks og udogmatisk kristen. Han gik meget sjældent i kirke, men foretrak og syntes, at naturen var den eneste sande "kirke", og livet den eneste rigtige "læremester" eller "skole". Denne opfattelse er jo i direkte overensstemmelse med Martinus' syn på sagen: "Livets direkte Tale eksisterer som udgørende Tilværelsens absolut eneste fundamentale Religion, …" (2)

På baggrund af det netop anførte kan det ikke undre, at H. C. Andersen i lighed med Ørsted, havde principielt samme opfattelse af "døden" som Martinus, nemlig at denne er en tænkt modsætning til livet. Altså i en vis forstand en illusion. Dette havde han altid følt sig overbevist om, og ikke mindst, da han i sin tidlige ungdom, mens han endnu gik i latinskolen i Helsingør – han havde tidligere gået i Slagelse lærde Skole, men overflyttedes til Helsingør, da hans rektor, Simon Meisling, overtog rektorembedet dér i maj 1826 – skrev det smukke og gribende digt om "Det døende Barn". Andersen var på det tidspunkt omkring 22 år gammel, men følte sig i flere henseender stadig som et barn. Dette, i forbindelse med rektorens strenge og ufølsomme behandling af den håbefulde elev og digterspire, lagde et psykisk pres på den unge Andersen, som i denne afgørende periode af sit liv derfor ofte tænkte på døden, og specielt på, at han nok snart selv skulle dø. Det var under disse omstændigheder, at han skrev sit rørende digt om det dødssyge barn, der ligger i sin moders favn og pludrer løs om sine tanker og febersyner. I virkeligheden er det sig selv og sin egen kære moder, som endnu levede i hans barndomsby Odense, Andersen her har i tankerne. Men som det så ofte er tilfældet med hans digtning, formåede han samtidig at give værket en dybde og dimension, der hæver det ud over det personlige og selvbiografiske til det almengyldige. Aldrig er dødsøjeblikket – vel at mærke under normale og fredelige forhold – vist skildret med større indlevelse og dybere medfølelse og mere poetisk, end det sker i dette digt:

Et par år senere, mere præcist i september 1829, skrev den da 24-årige Andersen digtet "Døds-Øieblikket", som han angiveligt var blevet inspireret til under læsningen af den danske filosof F.C. Sibberns Psykologi (1828), og som utvivlsomt kan minde om et kosmisk glimt:

Sit første møde med døden havde Andersen ellers oplevet på en anderledes dyster og angstfyldt måde. Det skete dengang hans elskede fader, Hans Andersen, lå på sit dødsleje. Faderen, der i det daglige arbejdede som såkaldt "frimester" i sit lille "skomagerværksted" ved vinduet i stuen ud mod Munkemøllestræde i Odense, var en begavet mand, som bl.a. læste Holberg og Shakespeare, og som musikalsk begavet var han i flere år såkaldt "Piber", dvs. fløjtenist og trommeslager, ved Odense Borgervæbnings 3. kompagni. Formentlig fortrinsvis af økonomiske grunde – det kunne jo ind imellem knibe med indtægten ved skomagerarbejdet – havde han i 1812 ladet sig hverve til den regulære hær, hvor han som musketer nr. 136 blev placeret i Kongens Regiment, 3. Bataljon, 3. Kompagni. Året efter afmarcherede kompagniet til Holsten for om nødvendigt at deltage i forsvaret af Danmark. Det var i Napoleon-krigenes tid, som allerede havde kostet landet dyrt, da englænderne i 1807 dels havde bombarderet hovedstaden København og dels havde taget den del af flåden i krigsbytte, som de ikke ødelagde på stedet. Hans Andersen og hans kompagni kom imidlertid ikke til at deltage i nogen kamphandling, men det hårde og nøjsomme soldaterliv nedbrød hans helbred og han kom sig aldrig siden. Syg på legeme og sjæl vendte han hjem for at genoptage sin håndværkergerning, som igen skulle sikre den lille familie de daglige livsfornødenheder. Men moderen, Anne Marie Andersdatter, måtte i stigende grad bidrage til at skaffe det daglige brød ved bl.a. at vaske for folk.

Godt to år efter, at Hans Andersen havde måttet opgive soldaterhvervet, døde han den 26. april 1816 i en alder af kun 34 år. Drengen Hans Christian, som i begyndelsen af samme måned var fyldt 11 år, var til trods for sin opløbne, magre og ranglede skikkelse endnu et forholdsvis umodent og uskyldigt barn. Mens faderen lå på sit dødsleje, sendte moderen, der havde større tiltro til magi og hekseri end til lægekunsten, sønnen af sted efter hjælp hos en klog kone, som boede i Ejby et par kilometer øst for Odense. Fuld af undren og nysgerrighed oplevede han hos hende sit måske første møde med og indblik i hekseriets og magiens mysteriøse verden. Men det var dog ikke uden en vis ængstelse, han lod sig underkaste hendes rituelle besværgelser og handlinger, som afsluttedes med, at hun lagde "en grøn gren, den var et stykke af det slags træ, hvorpå vor Herre var bleven korsfæstet," sagde konen til ham, og tilføjede, idet han skulle til at begive sig af sted: "Gå nu hjem langs med åen! Skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!" – Man kan nemt forestille sig, med hvilke bange anelser den fantasifulde og følsomme dreng, som var under stærk indflydelse af sin kære moders overtroiske sindelag, skyndte sig hjemad. Men han mødte ikke sin faders genfærd, så både han og moderen har sikkert umiddelbart følt sig lettede og var vel næsten overbeviste om, at faderen ville overleve sin alvorlige sygdom. Men det skete ikke. Hans Andersens tilstand blev tværtimod forværret, og et par dage efter døde han:

Sådan fortæller Andersen selv om hændelserne i forbindelse med faderens alt for tidlige død, og faderens ord og hele stemningen omkring hans død lagde sig som et "frø" i drengens bevidsthedsdyb, hvorfra det mange år senere spirede frem og bredte sine blade ud i eventyret "Sneedronningen" (1845), for endnu senere at sætte blomst i og med eventyret "Iisjomfruen" (1861).

I digtets sjette og sidste vers udtrykker Andersen endnu engang sin livslange forvisning om sjælens udødelighed og evige liv:

Allerede i barndomsdigtet "Grav Minde over lille Maria død 1816 den 26. November", skrevet af den godt 11-årige Andersen, finder vi den grundholdning til døden udtrykt, som i det store og hele fulgte ham livet igennem: Nemlig den, at døden ikke eksisterer i absolut forstand. Vi er hver især i virkeligheden udødelige væsener, der er identiske med en organisk evighedsstruktur, som ved den fysiske død blot skifter tilstandsform og fortsætter tilværelsen i den åndelige verden eller "Himmelen", som Andersen i overensstemmelse med sin samtids gængse sprogbrug i reglen kalder det. Omkring dødsøjeblikket og i tiden efter får vi – eller kan vi få – assistance fra den åndelige verdens "hjælpetjeneste", hvis medlemmer består af de såkaldte "engle" eller "skytsånder", der i øvrigt optræder med lige så stor selvfølgelighed og hyppighed i Andersens digtning, som de gør i Bibelen. Ordet og begrebet "engel" er af græsk oprindelse og betyder "sendebud", mere præcist sendebud fra Gud. I Ny Testamente omtales flere klasser af engle, som f.eks. ærkeengle, der udgør øverste klasse, og skytsengle eller skytsånder, som bl.a. overvåger og beskytter de enkelte individer i den fysiske verden, og som altid træder til, når f.eks. et menneske ved dødens indtræden skal hjælpes "over på den anden side", dvs. over til den åndelige tilstandsform. Der kan ikke være tvivl om, at begrebet engle eller skytsånder for Andersen ikke kun var identiske med mytologiske eller symbolske fantasivæsener, men tværtimod realistiske, levende væsener, der i en vis forstand er ligestillede med de jordiske væsener og skabninger, så meget mere som englene i en del tilfælde kan vise sig at være identiske med "afdøde" jordiske væsener og skabninger. En af forskellene mellem englene og de jordiske væsener er, at de åndelige væsener besidder en relativt større bevægelses- og handlefrihed end de fysisk levende væsener.(7)

Siden ældgammel tid har det været en fremherskende forestilling, at engle – som i al fald i nogle tilfælde er udstyret med en menneskelignende skikkelse – i lighed med fugle normalt er udstyret med et par vinger. Det er en lige så gammel tro, at engle i kraft af disse vinger er i stand til at flyve lige så frit omkring som fuglene i den fysiske verden. Der er imidlertid ikke grund til at mene andet om disse forestillinger, end at de oprindelig er tænkt som symbolske udtryk for den relativt friere bevægelighed, uafhængig af fysisk tid og rum, som den åndelige verdens "beboere" nyder godt af. En anden ting er, at netop fordi den åndelige "materie" former sig efter det enkelte individs bevidste såvel som ubevidste tanker, ønsker og forestillinger, består der en mulighed for, at et troende menneske efter døden meget vel kan opleve det som en "kendsgerning", at de såkaldte engle i bogstavelig forstand er bevingede.

Englene er hos H. C. Andersen i nogle tilfælde blot upersonlige repræsentanter for den åndelige verdens befolkning og "hjælpetjeneste", sådan som det forekommer i eventyr som f.eks. "Paa den yderste Dag" og i "Noget". Men de kan også optræde som personlige individualiteter, hvilket bl.a. sker i eventyrene "Engelen" og "Den lille Pige med Svovlstikkerne". I "Engelen" (1843) fortælles om, hvordan englen, der netop har hentet det nyligt afdøde barn – man kunne her uden vanskelighed forestille sig, at det f.eks. drejer sig om barnet i digtet "Det døende Barn" – nu "flyver hen over alle de steder, barnet har holdt af, og plukker en hel håndfuld blomster," som også skal med "op til Gud for der at blomstre endnu smukkere end på Jorden." Til allersidst, lige inden de skal til at forlade Jorden, flyver englen med barnet og blomsterne i favnen ind i en af den store bys snævreste og skumle gader, og midt i en bunke kasseret flytteskrammel ligger bl.a. "en stor, vissen markblomst, der slet ikke duede, og derfor var kastet ud på gaden." – "Den vil vi tage med!" sagde Engelen, "jeg skal fortælle dig, medens vi flyver." Og englen fortæller derefter barnet om den fattige, syge dreng, der før sin død boede nede i en lav kælderlejlighed i netop den snævre, mørke gade, de lige har forladt, og ham havde markblomsten tilhørt og været den gangbesværede og ofte sengeliggende dreng til stor opmuntring og glæde:

At H. C. Andersen for resten også opfattede blomsterne og planterne som levende væsener, kan vi bl.a. se af de afsluttende linier fra samme eventyr:

Også i eventyret "Den lille Pige med Svovlstikkerne" møder vi den individuelle og personlige engel, her i skikkelse af den lille piges afdøde bedstemoder. De fleste af læserne kender sikkert handlingen i dette smukke eventyr fra 1845, som Martinus for resten engang omtalte i et af sine foredrag og ved den lejlighed så at sige benyttede til at "illustrere" sine analyser vedrørende "materialisation" og "dematerialisation". I øvrigt en omstændighed, som jeg bl.a. også henholder mig til, når jeg hævder, at det både er relevant og værdifuldt at foretage et sammenlignende studie mellem Andersens forfatterskab og Martinus' kosmologi. For under det årelange sammenlignende studium mellem de to åndsgiganter er det for mit vedkommende kommet til at stå stadig klarere, at navnlig en række af Andersens eventyr og historier uden vanskelighed lader sig opleve og fortolke som netop digteriske "illustrationer" eller poetiske "akkompagnementer" til Martinus' kosmiske analyser, lige som kendskabet til disse analyser i væsentlig grad kan tjene til at kaste nyt lys – eller i hvert fald delvis nyt lys – over såvel H.C.Andersens personlighed og liv som over hans forfatterskab. De to "åndsfyrster" supplerer og komplementerer hinanden i den forstand, at dér, hvor Martinus f.eks. er "abstrakt" og generel i sine analyser og betragtninger, dér er Andersen "konkret" og individuel, og dér, hvor Martinus opererer med love og principper, dér benytter Andersen sig af natur- og menneskeskildringer. Men begge giver i virkeligheden udtryk for de samme oplevelser, erfaringer og sandheder.