Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den Opfattelse, at Tilværelsen er uendelig kompliceret, vækker næppe Modsigelseslyst hos nogen. Tværtimod. De fleste er sikkert tilbøjelige til at mene, at Livet er saa kompliceret, at det er umuligt at udgranske dets inderste og dybeste Natur.

Denne Mening er, ret beset, forbløffende, idet den mest primære Analyse af det jordiske Menneske, afslører dette som et "Noget", der uafladelig er optaget af at indsamle Viden. Ad Kanaler, vort nuværende Sansesæt endnu er for primitivt til at kunne iagttage, strømmer denne Viden ind til det, vi kalder vor Bevidsthed, og bevirker der en øjeblikkelig Forvandling af hele vor aandelige Struktur. Ja, saa permanent fungerer denne Vidensoptagelse, at det er ganske udelukket, at det jordiske Menneske er i Stand til at opleve een og samme Ting ens to Gange. Omend mikroskopisk saa har en Forvandling af Sanseorganerne fundet Sted siden sidste Iagttagelse.

Men naar det nu er en paaviselig Kendsgerning, at det jordiske Menneskes hele Sansesæt er identisk med et stadigt voksende "Syn", en stadigt voksende realistisk Erkendelse, hvorledes saa kunne udelukke Muligheden af et hundrede Procents Kendskab til den omkringværende Tilværelse?

Det skyldes da ogsaa blot manglende Gennemlysningsevne af eget Erfaringsmateriale, at denne Opfattelse overhovedet kan opstaa i et Menneskes Hjerne. Der, hvor et tænkende Menneske bringes paa Sporet af den Viden, der sluttelig giver det Universalbevidsthed, svinder ovenstaaende naive Betragtning bort som Dug for Solen.

Naar det ikke desto mindre er en Kendsgerning, at en Mængde Mennesker alligevel i høj Grad lever paa denne inkonsekvente Opfattelse, er Grunden bl. a. den, at Mennesket paa sin Vandring fremad i Spiralen, endnu ikke er kommet saa langt, at det store Flertal er blevet Tænkere. En altovervejende Del af det jordiske Menneskesamfund lever endnu paa en udefineret Følelsesoplevelse af Tilværelsen. Overleverede Traditioners vældige Magt over Sindene vidner jo i høj Grad herom. Dersom det var muligt rent fysisk at kunne dissekere et Menneskes mentale Verden, vilde vi i en forfærdende Mængde Tilfælde blive Vidne til, at Bevidsthedslivet lod sig partere ud i Dele, der næsten alle kunde henføres til tidligere Tiders Opfattelser af "Skik og Brug". Omend ny Viden idag strømmer til det almindelige jordiske Menneskes Sind ad titusinde nye Kanaler, har dette dog ikke formaaet at hæve Almenheden op til et Trin, hvor den nye Viden kritisk gennemgaas og tilegnes som Ejendom. I langt de fleste Tilfælde undrer Mennesket sig et Øjeblik over denne eller hins Skarpsindighed – og sover saa videre! Man hører ganske vist ofte den Opfattelse fremsat, at det tyvende Aarhundredes Menneske er et Unikum af "Klogskab" og "Indsigt", men er dette rigtigt?

Sandt nok har der aldrig i Jordens Historie været en saa let Adgang til Viden, som der er idag. Store Undervisningspalæer rejser sig over hele Jorden, og Mennesket "gaar i Lære". Ind i dets Bevidsthed strømmer uafladeligt Viden om den Jord, paa hvilket det lever, den Luft, det indaander, den Natur, det er omgivet af. Men formaar denne Viden at bringe det Lykke? Er det en Kendsgerning, at det jordiske Menneske ved Hjælp af denne vældige Videnserhvervelse er blevet lykkeligere? Er Landene kommet hinanden nærmere? Er Kloden blevet Skuepladsen for et virkeligt "højere Liv"?

Maa vi ikke besvare alle disse Spørgsmaal med et klart: Nej? Og hvorfor? Stadigt fordi det jordiske Menneskes Bevidsthedsliv i en saa overvejende Grad er sovende, at kun en Verdenskatastrofe kan faa det vækket! Det jordiske Menneske befinder sig i Mørkets Kulminationszone. Paa dets Vandring igennem Spiralens Plante- og Dyrerige er det nu naaet saa langt ind i det sidstnævnte, at det oplever dette Riges kosmiske Hensigt: det enkelte Individs Mættelse af Mord og Drab. Dets Oplevelse af sine egne dræbende Tilbøjeligheders forfærdende Virkninger. Kulminationen af et Liv i Nedværdigelse, den næsten bogstavelige Oplevelse af "at æde sammen med Svinene!"

En virkelig Iagttagelse af Jordmenneskesamfundet vil vise, at det kan skilles i to fra hinanden meget stærkt afvigende Grupper. Den første – og største – bestaar af Mennesker, der nok i deres aandelige Struktur ejer et Intelligenslegemsfoster, men af saa ringe Vibrationsevne, at man næsten ikke mærker noget til dets Virkninger. Disse Menneskers Tænkning foregaar i Vanebaner. Deres Stræben er Madstræb, og deres Idealisme er Drømmen om fysisk Magt, Ære og Position. Kan man bebrejde dem dette? Absolut nej! Deres Liv er jo blot en direkte Fortsættelse af Dyrerigets Traditioner, oversat til jordisk Sprog. Drømmene har faaet Form i koncentrerede Begær, men de er ikke analyserede! Dyret sværger stadig til den i Kød og Blod indgroede Lov: Magt for Ret. Kosmisk set er der kun et Haarsbred mellem en Løves Brøl og en Diktators territoriale Aspirationer.

Den anden Gruppe bestaar derimod af Mennesker med det, vi kalder "en udviklet Tænkeevne". At denne Tænkeevne ikke er identisk med en medfødt Evne til ved Hjælp af Hukommelsesakrobatik at reproducere andres Tanker, nævner jeg blot for at hindre Misforstaaelser. Udviklet Tænkeevne ejer kun den, der ved Hjælp af sin egen Intelligens evner at gennemlyse sit eget selvoplevede Erfaringsmateriale i saa høj en Grad, at en guddommelig kosmisk Verdensplans første svage Konturer derigennem bliver synlige.

Men denne, det gryende rigtige Menneskes Evne til at "se Gud", er endnu kun ringe. Gang paa Gang vælder mørke Skyer ind over dets mentale Himmel og skjuler det før saa betagende Udsyn. Det jordiske Menneske befinder sig paany i Mørket! Men en stor Forskel bliver alligevel tilbage mellem disse to Gruppers Individer. Saalænge et Menneske endnu kan lade sig nøje med en udefineret Følelsesoplevelse af Livet, vil dets Lykke være afhængig af rent ydre Ting. Det maa, som Aben, hele Tiden være beskæftiget. Vi møder her Mennesket, som ikke kan udholde sit eget Selskab. Som aldrig kan tænke sig at være alene hjemme en Aften. Som maa dyrke Selskabelighed for at føle Livet værd at leve. Denne uhyre Afhængighed af de rent ydre Ting undgaar ikke at sætte sit Spor i hele dets indre aandelige Struktur. Vi møder her Mennesket med den uhyre Respekt for fysisk Ejendom, for Bil og Bankkonto, for Tøj og ydre Fremtræden. Men vi møder ogsaa her Mennesket, der, stillet overfor det fysiske Sammenbrud, ikke ejer den indre aandelige Modstandskraft, der lader det bære sin Modgang med Værdighed. Ingen Situation er ynkeligere end den at opleve en "stor" Mands barnlige Hjælpeløshed, naar Grundlaget for hans tidligere Magt og brutale Fremtræden er borte, naar Skæbnen har talt sit Sprog og den "Undervisning" begyndt, der skal give ham det virkelige Syn paa Livet.

Men har det tænkende Menneske det da meget bedre? Baade Ja og Nej. At det har en langt større Modstandsevne overfor Modgang af baade fysisk og psykisk Art er en ubestridelig Kendsgerning. At det ejheller er undergivet de voldsomme mentale Svingninger, der kan hærge den anden Gruppes Repræsentanter, er ligesaa ubestrideligt. Men lykkeligt? Lad os se lidt derpaa.

Naar man iagttager et virkeligt udviklet Menneske er der en bestemt Realitet, man hurtigt bliver opmærksom paa: dets Ensomhedstrang. At et Menneske er udviklet, vil dybest set jo blot sige, at det nu er blevet saa stor i Livet, at det kan staa paa egne Ben. Det er ikke længere afhængig af denne eller hin Mening. Det tager selv Ansvaret for sine Handlinger og ejer en fremragende Evne til at lære af sine egne Fejltagelser – og af andres.

Men medens den første Gruppes Repræsentanter finder, at Livet omkring det er en uhyre kompliceret Ting, som det er saare vanskeligt at begribe, saa har det udviklede Menneske forlængst erkendt, at er Livet udenfor det selv svært at forstaa og svært at orientere sig i, saa er dets eget indre Liv om muligt meget sværere. Medens det i sin ydre Fremtræden i Almindelighed er præget af Ro og Beskedenhed, saa raader der ofte under den tilsyneladende saa stille Overflade et stærkt pulserende Liv, hvis forskellige Udslag ikke altid er lige lykkebringende for det selv. Tværtimod. Det virkeligt fremskredne Jordmenneske er jo et Væsen, der har indset, at det ikke finder sine virkelige Fjender i Yderverdenen, men derimod i de Tankearter, som har fæstet Rod i dets eget Sind. Medens den første Type Væsener ofte lever i Kamp med "Uvenner", bliver haardt ramt af "Sladder" og i det hele taget er stærkt paavirkeligt af rent ydre Begivenheder, rammes det udviklede Menneske kun virkeligt haardt – af sig selv!

Paulus berømte Ord: "Det Gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det Onde, jeg ikke vil, gør jeg", har her deres virkelige Hjemsted. Disse dybe Ord, der saa ofte, altfor ofte, udtales af overfladiske Mennesker, føles i denne Zone som det eneste virkelige Udtryk for den oplevede Tilstand.

Det udviklede Menneske afviger altsaa fra det almindelige derved, at det "gaar bort fra Vejen"! Jo større Viden om Livet et Menneske besidder, desto mere Ensomhed maa det have Adgang til. Men har det altid denne Adgang? Er det ikke en Kendsgerning, at den mentale Afklaringsperiode i Almindelighed først indfinder sig paa et Tidspunkt, hvor Mennesket meget ofte er bundet i Forhold af mere eller mindre frihedsberøvende Natur. Er det ikke en uomstødelig Kendsgerning, at mange udviklede Mennesker, i Kraft af en medfødt stærk Kærlighedstrang, i en meget ung Alder har bundet sig til Løfter, som de senere kun kan holde netop i Kraft af, at de er højt udviklede? Man maa ikke vente at finde Repræsentanterne for "De ulykkelige Ægteskabers Zone" blandt de, der selv op i deres høje Alderdom endnu kan blive saa indspundet i Forelskelsens berusende Illusioner, at de paany begynder at "samle til Rede"!

Nej, ulykkelige Ægteskaber og høj Udvikling er nærmest uadskillelig. Her udspilles i det stille de Dramaer, hvis Spor kun ses i Ansigtets Furer og fornemmes i stilfærdige, kloge Ord, affødt af egne bitre Erfaringer. Det er ingen Sag at være god og taalmodig, naar Verden føjer sig efter ens egne Ønsker. Men at være det, naar det daglige Liv føles som et permanent Tryk paa Sind og Nerver, det kræver Vilje til Godhed og til Resignation.

Men ogsaa paa andre Omraader møder Mennesket, der aandeligt vil frem, Modstand som maa overvindes. Forfinet som dets Indstilling til Livet uvægerligt bliver igennem et Studie af aandelige Problemer, kommer der en Dag, hvor gamle, indgroede Vaner tages op til Revision. Det bliver mere og mere umuligt for det tænkende Menneske at spise dyrisk Føde. Ikke af ernæringsmæssige Hensyn, men af etiske Grunde. Virkelig Vegetar er kun den, som er det af Hensyn til Dyrene. At det ubestridt er klogere at ernære sig af Grøntsager end af anden Føde, ved jeg fuldt vel, men for det udviklede Menneske er det primære i dette Spørgsmaal Hensynet til Dyrene. Maaden det løser Problemet paa er relativ underordnet. At Spiritus og Tobak ogsaa en Dag lades tilbage som noget, der hører Fortiden til, nævnes blot som en Selvfølge.

Men disse Realiteter, hvor vigtige de end er, er dog ikke de sværeste at overvinde. Man kommer ikke Himmelen synderligt nærmere, fordi man bliver Vegetar. Nej, der er noget langt sværere at overvinde, Begrebet Intolerance. Hvormange, selv fremskredne Mennesker, kan sige sig fri her? Næppe mange! Atter her kommer Kløften mellem de to Grupper stærkt til Syne. Det almindelige Menneske har her sin "retfærdige Harme", ja, endog sin "hellige Vrede" at kunne ty til, naar det savner et moralsk Forsvar for sine forskellige Hidsighedsudbrud. Men det udviklede Menneske ved, at disse Begreber blot er Skalkeskjul for dets egne lavere Naturer.

Her gavner det ikke et Menneske, at alle andre er ligesaadan. Intet volder det fremskredne Menneske større mental Kval end Tanken om de Gange, det maatte opleve sig selv i den modsatte Situation af den, der udtrykker dets Idealer. Nej, man kan ikke sige, at Livet er lettere for det tænkende end for det ikke tænkende Menneske. Men man maa sige, at det tænkende Menneske er langt, langt lykkeligere end det, der stadigt lader sin Livsbaad drive med Strømmen. Thi omend dette at tænke Tingene igennem Gang paa Gang bringer en til at føle sig ringe overfor det Ideal, man drømmer om at repræsentere, saa har man dog et Maal i Sigte og bringes ved hvert erkendt Fejltrin et Hanefjed nærmere imod det.