Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mange mennesker opfatter deres eget liv som et kaos, hvor de fuldstændig er prisgivet tilfældighedernes lunefulde spil. Men det er ikke rigtigt, siger Martinus. Nok kan det se temmelig rodet ud, men det er kun på overfladen. Under det hele ligger en plan, som endnu ikke er trådt synligt frem for mange mennesker. Men den er der, og Martinus sammenligner med en stor byggeplads, hvor alting endnu flyder, men hvor fremtiden vil vise, hvad det hele skulle blive til. Om det fortæller Martinus i Livets Bog 3, stk. 719 og 720. Nedenfor bringer vi et lille uddrag af en af Charles Dickens berømte romaner. Også her finder vi en byggeplads. Hvad er det dog, der bliver bygget midt i London i 1800-tallet?

 

Det første stød af et stort jordskælv havde netop på den tid sprængt hele omegnen lige ned til dens midtpunkt. Spor af dets gang var synlige på alle steder. Huse var revet ned; gader gennembrudt og spærret; dybe gruber og grøfter gravet i jorden; uhyre bunker jord og ler kastet op; underminerede og vaklende bygninger støttet med svære bjælker. Her lå et kaos af væltede karrer i broget blanding ved foden af en stejl, unaturlig høj; hist rustede forvirrede bunker af jern i noget, der tilfældigvis var blevet til en dam. Overalt fandtes broer, som intetsteds førte hen; alfarveje, som var aldeles ufremkommelige; babelske tårne af skorstene, som manglede det halve af deres højde; midlertidige skure og huse af træ på de urimeligste steder; skrog af elendige boliger, brudstykker af mursten, kæmpeskikkelser af kraner og trebenede bukke, som skrævede over ingenting. Der var hundrede tusinde ufuldstændige skikkelser og former vildt sammenblandet og endevendt; snart borede de sig ned i jorden, snart stræbte de op i luften, snart hensmuldredes de i vandet, og stadig var de lige så uforståelige som en drøm. Varme kilder og vulkanske udbrud, et jordskælvs sædvanlige ledsagere, hjalp til den hele forvirring. Kogende vand sydede og boblede inden for sammenstyrtede vægge, hvorfra ligeledes skæret og brølet af luer strømmede ud, og dynger af aske standsede færdslen og forandrede helt og holdent omegnens lov og vedtægt.

Kort sagt, den ufuldførte og endnu ikke åbnede jernbane var under bygning og gled lige fra selve hjertet i denne skrækkelige uorden ud i sit mægtige spor af civilisation og forbedring.
 

Fra Charles Dickens "Dombey & Søn", første del, side 75f., Steen Hasselbalchs Forlag, København 1919.