Kosmos 2001/9 side 211
D-kritikerne
Martinus kunne inddele menneskene efter deres evne til at forstå hans forfatterskab i bl.a. "A-, B-, C- og D-kritikere". I dette uddrag af en længere artikel skal vi høre om de sidstnævnte.
Mens "B-kritikerne" og "C-kritikerne" er intelligensbetonede, er der en anden serie af væsener, der er følelsesbetonede. De ypperste af disse væsener har efterhånden tilegnet sig så megen intelligens, at de ikke mere føler sig helt i kontakt med de gængse autoriserede dogmer, selv om denne deres intelligens dog er alt for svag i forhold til deres følelse. Denne uligevægt bevirker, at de stadigt har anlæg for at "tro", selv om denne "tro" naturligvis ikke kan fremkaldes af de almindelige autoriserede kirkelige prædikener. Disse væsener nærer derfor en slags hunger efter ny åndelig føde eller næring. De søger en højere og mere detaljeret forklaring på tilværelsen, end den de har fået i deres børnelærdom. Vi finder derfor i stor udstrækning disse væsener som medlemmer af de mere eller mindre fremtrædende moderne reformerte religiøse bevægelser, sekter eller samfund, vi kender under begrebet "teosofi", "antroposofi", "spiritisme" og lignende. Men samtidigt må jeg bemærke, at disse nævnte bevægelser naturligvis også rummer en hel del af de væsener, vi allerede har beskrevet, såvel "A-kritikere" som "B-kritikere". Men den type, vi her særligt skal dvæle ved, er altså en type, der er for intelligent til at tro på den religiøse børnelærdom, men for lidt intelligent til helt at kunne undvære "den guddommelige suggestion" eller mentale "gangstol", i hvilken Forsynet, i henhold til Livets Bog, afstiver eller holder væsenerne, indtil de mentalt set, helt kan stå på egne ben. Disse væsener har altså endnu, grundet på deres uligevægt imellem intelligens og følelse, trang til at tro. Og denne deres trang kommer til udfoldelse igennem en særlig hengivenhed for, eller tilbedelse af, de store førere inden for nævnte religiøse bevægelser. I en overordentlig stor udstrækning er det mere en tilbedelse af disse førere, end det er en nøgtern realistisk forståelse af disse bevægelsers udtryk for den virkelige eller absolutte sandhed, disse væsener er indhyllede i. Nævnte væsener er således endnu ikke helt frie eller uafhængige forskere. De er i virkeligheden kun væsener, der har fået "skiftet tro". De har fået reformeret grundlaget for deres tidligere "trosbasis". De har fået noget nyt at tro på. Og jo mere bevægelsen, de er kommet til at tilhøre, er stor eller verdensomspændende, desto større forekommer dens stiftere eller ledere dem at være, og desto mere kommer deres hengivenhed og ærbødighed for disse til at udgøre tilbedelse. Deres for stærke følelse i forhold til deres intelligens, lader dem endnu være for stærke partiske beundrere af besiddere af stor position og berømthed. Disse to nævnte realiteter er endnu i en lidt for stærk fremtrædende grad attråværdige idealer og genstand for hemmeligt begær i deres indre. De har endnu lidt af fortidens "heltedyrkelse" i deres kød og blod. Ja, nævnte "heltedyrkelse" kan endog i særlig grad for den her nævnte type blive det absolut eneste bærende inden for bevægelser, hvis åndelige næring er totalt afhængig af "spiritistiske medier". Det kan ikke nægtes, at selv om der inden for sådanne bevægelser, som før nævnt, findes både ædle og nøgterne væsener, så findes der i overordentlig stor udstrækning væsener, der får næret deres "heltedyrkelse" og "trosevne" i en sådan grad, at de midlertidigt så at sige helt har mistet deres selvstændighed eller individualitet. Foruden at de i ethvert spørgsmål først må have svar igennem mediet og således i tilsvarende grad har sat deres egen analyseringsevne og dermed deres intelligensfunktion i de pågældende felter ud af spillet, er de samtidigt berusede ved tanken om nærværelsen af de "store" bibelske personer: Kristus, Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Paulus m.fl. samt berømte historiske personer: konger, fyrster, dronninger, genier eller andre kendte afdøde, der påberåbes at komme til stede i cirklen eller kredsen og igennem mediet taler til dens medlemmer. For at blive beruset eller betaget af dette må man være i besiddelse af et meget stort "trostalent", for her er sjældent noget holdepunkt for intelligensen. Den tilstedeværende må "tro" på mediet. Den nøgterne, intelligenshungrende eller vantroende får ikke nogen åndelig næring ved en sådan seance. Han går bort endnu mere hungrende, end da han kom. Men de, der mere hungrer efter at sole sig i "store væseners" særlige bevågenhed, end de hungrer efter absolut klaring på livets virkelighed, får her en slags næring for deres begær. De føler sig glade og beærede ved at tilhøre en kreds, i hvilken så "store væsener" kommer til stede, ja, måske endog taler til vedkommende selv. At der er væsener, for hvem alt andet i deres bevidsthed må blegne ved siden af deres tro på, at de virkelig er genstand for nævnte oplevelse, kan man ikke benægte.
En anden næring for sådanne væseners ærgerrighed kan også tilflyde dem igennem et mediums mund. Det er beretningen om deres fortidige liv. Her ligger et helt eldorado af muligheder for smigring af forfængeligheden. Hvis et sådant berømmelseshungrende væsen får at vide fra en "stor afdød", at det i et tidligere liv har været "fyrste", "konge" eller på anden måde beundret matador, giver det det samme væsen åndelig næring for lang tid, netop fordi det ikke så meget var de store sandheders bekræftelse på livets absolutte mening, som det var en medvind for dets egen hemmelige forfængeligheds tilfredsstillelse, det søgte.
Et sådant væsens forsvar for den kreds eller cirkel, det er medlem af, bliver derfor mere baseret på størrelsen af den medvind, de mediumistiske meddelelser giver dets ubevidste forfængelighed, end den er baseret på de mediumistiske udtalelsers fremtræden i de evige og absolutte sandheders favør. At denne forfængelighed, grundet på individets følelsesbetonede bevidsthedstilstand, tilslører dets syn af den virkelige sandhed, er her soleklart. At den samme forfængelighed derfor foreløbig er en hindring for væsenets opnåelse af det "kosmiske klarsyn" er lige så selvfølgeligt. Og det befinder sig således her, ganske uden at vide det, stedet for "tærskelens vogtere". Men det er naturligvis ikke nogen "synd", at væsenet befinder sig i denne tilstand. Tværtimod, nævnte tilstand er jo ligeså naturlig eller selvfølgelig som det væsens tilstand, der har nået det "kosmiske klarsyn". Begge væseners bevidsthedstilstand er jo led i den samme kæde. De repræsenterer bare hver for sig et særligt specielt trin på selve udviklingsstigen. Og disse linier skrives da heller ikke for at bekæmpe mediumisme eller andre psykiske foreteelser, lige så lidt som de tilsigter at skade de her ind under hørende religiøse bevægelser. Men det kan ikke bestrides, at den her påviste jordmennesketype endnu i virkeligheden er "selvtilbeder" og umuligt kan være den retmæssige "kritiker" af den art religiøse analyser og foreteelser, der har opbyggelsen af en hundrede procents humanitet, uselviskhed eller næstekærlighed til formål.
Et sådant væsen er endnu ikke nået frem til fundamentet for den højeste livsoplevelse eller selve verdensgenløsningens urokkelige fundament, bevidsthedsindstillingen: "Fader ske ikke min, men din vilje". Og dette at være i kontakt og harmoni med alle livets foreteelser er for denne væsenstype såvel som for "B-" og "C-kritikerne" noget, der endnu befinder sig i en fjern horisont forude. Vi vil kalde disse væsener for "D-kritikere".
Fra Kosmos 1941-42: "Omkring min skabelse af"Livets Bog". Artiklen er i sin fulde længde bragt i Kosmos 1982, nr. 1-6. Enkelte sæt fortløbende numre kan endnu købes på Instituttet. Om A- og B-kritikerne kan man i øvrigt læse i nr. 4-2000; om C-kritikerne i nr. 2-2001.
Tilbage til artikelregister
Forrige