Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Galileo Galilei (1564-1642) var en italiensk fysiker, astronom og filosof, som rystede verden og fik kirken til at knage i sine hængsler. Hans bøger blev forbudt, men han lod sig ikke kue. Mystik og spekulation erstattede han med eksakte målinger; det lå til ham lige fra hans ungdom, hvor han under en messe i Pisas domkirke fik øje på en lysekrone, som en trækvind havde sat i svingninger. Med sin puls målte han antallet af udsving pr. pulsslag og fandt (overraskende), at det holdt sig konstant uanset udsvingenes størrelse. Tilsvarende forbløffede han verden ved at kaste vægtlodder ud fra det skæve tårn i Pisa og finde, at lette og tunge lodder falder lige hurtigt. Senere rettede han som den første en kikkert mod månen og planeterne og gjorde nye, spektakulære fund.

Om Galilei er det blevet sagt, at han erstattede spørgsmålet "hvorfor" med "hvordan". At forstå naturen var for ham ikke at finde ud af, hvorfor den var, som den var, men hvordan den var, dvs. hvilke lovmæssigheder, man kunne udlede af den. Og det skulle helst være noget, man kunne måle sig til. Mål alt, sagde Galilei, og gør det, som ikke kan måles, måleligt. Ud fra disse klare tal kan du så danne dig en tese, der kan fungere som din foreløbige arbejdsplan for nye målinger, som kan bekræfte eller afkræfte din tese. Sådan kan du stille og roligt komme til klarhed over verden, dvs. forstå den uden at tillægge den skjulte formål, som du alligevel ikke kan vide noget om.

Ser vi på Martinus' åndsvidenskab, så hviler den på tre teser (Livets Bog 3, 669 ff.). De to første lyder: (1) verden er til, og (2) i den gælder årsagsloven. Disse to teser overlader Martinus trygt til folk som Galilei at bekræfte. Men i tese 3 hedder det: Årsagsloven er styret af skjulte formål. Her overskrider Martinus klart og utvetydigt Galileis forskrifter; dog ikke tomhændet, men med et komplet verdensbillede, der helt på galileisk vis hjælper den interesserede læser, hvis opgave det nu bliver at gøre det, som ikke kan måles (det skjulte formål), måleligt. Men hvordan?

Med "kærlighed"; her forstået som en "metafysisk målestok", der forlener den, der bruger den, med en evne til at tyde som liv, og dermed som formål og hensigt, hvad andre måske kun opfatter som udtryk for mål og vægt. Har man ikke denne kærlighed i sig, må man blive stående ved Galileis sikre, men (set i denne sammenhæng) overfladiske forskrifter. Her ved tese 3 går altså den knivskarpe grænse mellem naturvidenskab og åndsvidenskab.

Galileis kamp gjaldt fordomme og overtro. Med Martinus er det i grunden det samme. Her er det blot (over)troen på, at verden styres af tilfældigheder, man må gøre sig fri af. Først da ser man, at der kan være en mening med det hele. Men det kræver en målestok, der er lige så pålidelig som Galileis, ellers er det ikke videnskab. Sammenfattende kan man sige, at Galilei og Martinus brugte samme metode, men hver sin målestok.