Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg er født op med humaniora fra barndommen af; og da man overtydede mig om, at man just i dem havde et middel til at erhverve sig en klar og sikker erkendelse af alt, hvad der er gavnligt i livet, havde jeg en ivrig længsel efter at lære dem. Men lige så snart jeg var færdig med disse studier, som, når de er gennemgået, skaffer én sæde i de lærdes lag, forandrede jeg helt mening. For jeg følte mig i den grad trykket af tvivl og vildfarelser, at jeg syntes, jeg ikke havde haft andet udbytte af min stræben efter at uddanne mig end det, at jeg mere og mere havde opdaget, hvor uvidende jeg var. Og det var dog i en af Europas berømteste skoler, jeg gik, hvor jeg tænkte, der måtte være lærde folk, hvis de ellers var at finde noget sted på Jorden. Der havde jeg lært alt, hvad de andre lærte, og havde oven i købet, da jeg ikke var tilfreds med de kundskaber, man bibragte os, gennemgået alle de bøger, jeg kunne få fat i, der handlede om de mest interessante og mindst kendte discipliner. (...)

Det var grunden til, at jeg, så snart alderen tillod mig at frigøre mig for mine læreres autoritet, helt opgav at studere humaniora; og jeg besluttede mig til ikke at dyrke nogen anden videnskab end den, der kunne findes i mig selv eller i verdens store bog; og derfor tilbragte jeg resten af min ungdom med at rejse; jeg besøgte hofferne og hærene, jeg omgikkes folk med forskellig karakter og i forskellige kår; jeg samlede alle mulige erfaringer, jeg prøvede mig selv i de hændelser, skæbnen bød mig. Og overalt anstillede jeg overvejelser over de ting, jeg mødte, sådan at jeg kunne høste gavn deraf. (...)

Men efter at jeg havde anvendt nogle år på således at studere verdens store bog og prøve at vinde nogen erfaring, tog jeg en skønne dag den beslutning også at gøre studier i mig selv og bruge alle min ånds kræfter til at vælge de veje, jeg skulle følge. Og jeg tror, det lykkedes mig meget bedre, end det ville være sket, hvis jeg aldrig havde forladt hverken mit land eller mine bøger. (...)

Men ligesom en mand, der vandrer om ene i mørket, besluttede jeg mig til at gå langsomt og hele tiden se mig så godt om, at jeg, selv om jeg kun skred meget langsomt frem, i det mindste varede mig for at falde. Hvad mere er, jeg ville ikke engang begynde med at forkaste en eneste af de meninger, som muligvis tidligere havde indsneget sig i min opfattelse uden at være anerkendt af forstanden, før jeg havde anvendt rigelig tid på at planlægge det arbejde, jeg havde for, og på at søge den sande metode til at nå erkendelsen af alt det, min forstand evnede. (...)

De næste ni år bestilte jeg ikke andet end flakke om hid og did i verden, idet jeg stræbte efter snarere at være tilskuer end selv spille med i alle de skuespil, som opførtes dér. Særlig tænkte jeg, ved alt hvad der faldt for, over hvad der kunne volde uklarhed og lede os vild, og på den måde udryddede jeg efterhånden af min sjæl alle de vildfarelser, som tidligere muligvis havde listet sig ind.

Det vil ikke sige, at jeg bar mig ad som skeptikerne, der kun tvivler for at tvivle og lægger sig efter aldrig at tage en beslutning. Tværtimod, al min stræben gik netop ud på kun at give mig sikker grund under fødderne og fjerne den løse jord og sandet for at finde klippegrund eller lerbund. Det lykkedes, synes jeg, temmelig godt, særlig fordi jeg søgte at afsløre falskheden eller usikkerheden ved de påstande, jeg undersøgte, ved klare og sikre grunde og ikke ved svage formodninger, og derfor kom jeg aldrig ud for så tvivlsomme påstande, at jeg ikke altid kunne drage en eller anden ret sikker slutning, om ikke anden så den i det mindste, at dér var intet sikkert at finde. (...)

Endelig gjorde jeg mig klart, at alle de tanker vi har, når vi er vågne, også kan opstå hos os, når vi sover, uden at en eneste af dem så er virkelig, og derfor besluttede jeg mig til at lade som om alt, hvad der nogen sinde havde meldt sig for min bevidsthed, ikke havde mere sandhed end de illusioner mine drømme består af. Men lige straks efter blev jeg opmærksom på, at selv om jeg nu ville tænke, at alt var falsk, så var det absolut nødvendigt, at jeg, som tænkte det, var noget. Jeg mærkede mig, at denne sandhed: "Jeg tænker, altså er jeg til", var så fast og sikker, at alle skeptikernes dristigste formodninger var ude af stand til at rokke den, og derfor syntes jeg, jeg uden betænkelighed kunne antage den som den første grundsætning i den filosofi, jeg søgte.

Derpå undersøgte jeg omhyggeligt, hvad jeg var, og jeg så, at jeg kunne lade, som om jeg ingen krop havde, og som om der ingen verden eller intet sted fandtes, hvor jeg var, men at jeg alligevel ikke kunne lade, som om jeg ikke selv var til, tværtimod: netop af det, at jeg i min tanke tvivlede om sandheden af de andre ting, fulgte meget klart og meget sikkert, at jeg var til. Hvis jeg derimod bare et øjeblik havde hørt op med at tænke, medens alt det andet, som jeg ellers havde gjort mig en forestilling om, ene eksisterede, så ville jeg ikke have den mindste grund til at tro, at jeg havde været til. Jeg forstod af alt dette, at jeg var en substans, hvis hele væsen eller natur kun består i at tænke, og som for at være til ikke behøver noget sted eller er afhængigt af noget materielt. Således er da dette jeg, det vil sige sjælen, ved hvilken jeg er det, som jeg er, helt forskelligt fra legemet, og den er endda lettere at erkende end legemet, ja selv om dette slet ikke var til, ville den ikke høre op med at være det, den er.

Derpå overvejede jeg i al almindelighed, hvad der skal til, for at en sætning kan være sand og sikker; for efter at jeg nu havde fundet en sætning, som havde disse egenskaber, syntes jeg, jeg også burde vide, hvorpå denne sikkerhed beroede. Nu lagde jeg mærke til, at der i dette: Jeg tænker, altså er jeg til, ikke er noget som helst andet, der sikrer mig, at jeg siger sandhed, end dette at jeg kan se meget klart, at for at tænke må man være til; og deraf sluttede jeg, at jeg kunne regne det for en almindelig regel, at de ting, vi opfatter meget klart og meget skarpt, alle sammen er sande, men at det kun er lidt vanskeligt at slå fast, hvilke af disse vi opfatter skarpt....

 

Réne Descartes: "Discours de la Méthode". På dansk: "Om metoden", Gyldendal 1994.