Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! – da jeg første gang fik fat i en bog af Martinus, var jeg straks klar over, at jeg her stod med noget i hånden, som jeg havde søgt, siden jeg lå i barnevogn. Men kunne jeg være sikker på, at min følelse var rigtig? Var jeg ikke ude for et bedrag?

Siden var det ikke så meget sådanne tanker, der optog mig, for jeg fik jo travlt med at "sluge" alle disse bøger. Og hver gang jeg kom i tvivl om noget, så besvarede Martinus omsorgsfuldt mine spørgsmål et stykke længere nede i teksten. Jeg var uden spørgsmål og uden mindste mangel på tillid til Martinus, da jeg først havde fået sammenhæng i hans verdensbillede.

Dette hændelsesforløb vil mange af Kosmos' læsere sikkert kunne nikke genkendende til. Det næste, der så ofte sker, er, at man begynder at undre sig over, hvorfor ikke mange flere går ind for Martinus' tanker; hvorfor er han ikke forlængst blevet kendt og anerkendt over hele verden? For at forstå det, må man indse, at ikke alle mennesker har samme udgangspunkt. Nogle går måske ind for det naturvidenskabelige verdensbillede, andre for det kirkelige. Og så kan man jo godt forstå, at Martinus' tanker må stride mod forestillinger, de har i forvejen.

Men hvilke forestillinger har da vi, der studerer Martinus? Kan vi være så sikre på, at de er rigtige? Hvor kommer de i grunden fra?

For mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg i hvert fald ikke har mine forestillinger hjemmefra, hvor man straks ville spørge efter beviser: kan det fotograferes, kan det måles, kan det vejes? Jeg tror, man må acceptere, at vore forestillinger og verdensbilleder aldrig bliver til på den slags nøgne beviser. Vi må altid grundlæggende starte med noget, som ikke kan bevises, og ud fra dét fortolke verden, således som den viser sig for vore sanser. Naturvidenskaben hviler således på to grundlæggende forestillinger (aksiomer), mens Martinus bygger et tredje ovenpå: verden er til (1), i den gælder årsagsloven (2), der har et formål (3).

Hvis man helt ind til marven vil forstå, at ikke alle mennesker tænker ens, så må man indse, at det hele beror på tillidserklæringer til vore sanser og vor forstand. Eller vi kunne også sige "tro" på egne forestillinger og egen dømmeevne. Men vi tænker sjældent over, at vore forestillinger er så løst funderede. I det hjem, jeg kommer fra, tror man på videnskaben, fordi alle mennesker godt kan acceptere de to første aksiomer; derfor forveksles de let med beviser. Men det er de lige så lidt som det tredje aksiom. Eller som Søren Kierkegaard sagde: "De fleste mennesker lever så skødesløst, at de tror, at de ved – og ikke ved, at de tror."

Derfor er der al mulig grund til at være forsigtig med sine egne forestillinger, de er i princippet ikke bedre funderet end andres. Vi må simpelthen være tolerante, og der er god grund til at være det!