Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Har mennesket en udødelig sjæl? Det mente de gamle grækere. Først når vi dør, slipper sjælen fri, og indtil da er den fanget i legemet. Derfor bliver det et mål for menneskene at rense sjælen for alt legemligt, så den ikke efter døden bliver indfanget af et nyt legeme. Denne renselse kunne ske ved at komme i ekstase. Under ekstasen føler man ikke sin krop, og sjælen får lejlighed til at øve sig i at være fri.

Ekstase kunne opnås ved lyden af smuk musik. Derfor fik Pythagoras omkring 550 f.Kr. den tanke at definere smuk musik. Snart fandt han ud af, at der eksisterer simple talforhold mellem længden af to strenge på en lyre, når de klinger smukt sammen. Herfra var det nærliggende for ham at slutte, at det var tallene, der var tilværelsens dybe hemmelighed og nøglen til sjælens inderste væsen.

Desværre gik det Pythagoras ilde. Han blev sigtet for "anti-demokratisk virksomhed" og forfulgt af pøbelen, der satte ild til hans hus. Men hans betydning for eftertiden blev stor. Han satte tal på musikken. Kendt er også "den pythagoræiske læresætning", der gælder for retvinklede trekanter. Men hvordan gik det med grækernes lære om den udødelige sjæl? I jødedommen finder vi ikke spor af denne lære, men den dukker op i kristendommen. Dog ikke i form af reinkarnation som i Østens religioner. I Martinus' kosmologi er tanken om reinkarnation fuldt udbygget og sjælens forbindelse med legemet klart defineret. Det fysiske legeme er "bærelegeme" for den udødelige sjæl, som selv består af bl.a. seks psykiske legemer, der på skift bærer bevidstheden. Et af disse forlænger sig ud i den fysiske verden som det fysiske legeme.

Også tanken om "renselse" genfinder vi hos Martinus. Her som en systematisk træning i næstekærlighed, der på længere sigt frigør sjælen fra reinkarnationen.

Endelig finder vi også en overraskende parallel til Pythagoras' begejstring for tal. Martinus skriver: "... talsystemet er et sandt udtryk for selve uendeligheden og dermed et fuldkomment udtryk for selve livet, det levende væsen og verdensaltet... Ja, ethvert menneskes skæbne, enhver karakter, enhver tankeart, enhver samtale eller korrespondance findes i eller kan udtrykkes i tallenes verden." (Livets Bog 3, stk. 1043)

Med hensyn til demokrati kunne Martinus muligvis have delt skæbne med Pythagoras, hvis han havde levet på hans tid. Demokrati har jo den bagside, at flertallet ikke altid har ret. For Martinus var ikke demokrati, men samarbejde uden rivalisering og kamp om stemmer det rigtige. Vi er ikke lige gode til alting, og det er naturligt at rette sig efter det. Ingen behøver af den grund at puste sig op eller føle sig uanseelig. "Vi må arbejde lige som uret," sagde Martinus. "Der må være små og store hjul, men de er lige vigtige alle sammen. Mangler der blot et lille hjul, kan uret ikke gå."