Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg sidder i en bus sammen med min datter Josefin. Over for os sidder en lidt yngre pige med sin mor. Josefin, der som sædvanlig er i færd med at stifte nye bekendtskaber, forsøger sig med et venligt og inviterende "heej". Men der kommer intet svar fra pigen. Hej, siger Josefin prøvende igen, denne gang lidt højere – måske havde pigen ikke hørt det. Stadig ikke noget svar. Denne gang hørte pigen det garanteret, men hun ville ikke svare.

Men Josefin giver sig ikke. Hej! siger hun endnu en gang. Denne gang så højt, at det kan høres over hele bussen. Nu begynder det at blive lidt pinligt. Jeg prøver at forklare Josefin, at den anden pige ikke har lyst til at svare, og at man ikke kan tvinge nogen til at hilse. Pigens venlige mor derimod synes, det er pinligt at hendes datter ikke vil svare. Derfor prøver hun på alle mulige måder at lokke sin datter til at besvare Josefins hilsen. Men pigen er lige så stædig og kniber munden sammen. "Jeg vil have det der 'hej'", siger Josefin med en beslutsomhed, der grænser til vanvid. Og moderen forsøger atter at lokke det "hej" frem. Til sidst vender pigen sig mod sin mor og forklarer: – Mor, jeg kan jo ikke sige hej. Så lyser Josefins ansigt endelig op. – Jamen, du sagde jo "hej" alligevel, udbryder hun glædestrålende, og fra det øjeblik accepterede de to piger hinanden.

En anden gang er jeg på vej til undergrundsbanen. Det er en solrig forårsdag. Termometeret står på plusgrader for første gang i lang tid. Sol ude, sol inde og sol i sinde hedder det sig jo, og selv mit indre termometer står på plus. Ja, jeg føler mig faktisk som en lille levende sol. Synes livet er en usædvanlig behagelig oplevelse, og jeg istemmer med fuglene, der synger deres glade forårssange. Ja, jeg vil tage hele verden i favn. Det kan man også gøre – i sine tanker og følelser. Man kan rette sin livsglæde mod andre i form af venlighed, nærværelse, deltagelse – og få kontakt og venlighed tilbage. Måske er det egentlig slet ikke så svært at elske sin næste.....

Så kommer jeg til billetkontrollen. Den viser sig at være en forhindring både i fysisk og åndelig forstand. Ud fra den lille billetluge strømmer en herlig klassisk musik, og jeg skal lige til at sige noget venligt om musikken, da jeg får øje på kontrollørens ansigtsudtryk. Han er sur. Rigtig godt sur, og jeg kan se, at han ikke på nogen måde har tænkt sig at falde ind i min glade nynnen. Men jeg giver mig ikke så let. Med al den venlighed jeg kan mobilisere, giver jeg ham kuponhæftet og beder om et klip ind til byen.

Kontrolløren kigger blot irriteret og udfordrende på mig uden at røre hæftet. Jeg føler mig lidt usikker, indtil det går op for mig, hvad han ønsker. Aha, han vil vide lidt mere konkret, hvor jeg skal hen. Da jeg fortæller ham min korrekte destination, tager han hæftet og kigger henkastet på det. – Det her kan du smide i skraldespanden, siger han endelig med ligegyldig mine. – Hvadbehar, tænker jeg og stirrer på hæftet. Nåh ja, jeg er kommet til at give ham et gammelt udtjent hæfte. Jeg tager det gamle tilbage, finder i stedet det nye, som jeg rækker ham. Han modtager det med samme ligegyldige mine som før.

 

 

Men nu er også mit bæger fyldt. Jeg koger af raseri. – Her står jeg og overøser dig med venlighed, mens du ikke kan opbygge så meget som et eneste gram almindelig høflighed. Hvad har jeg egentlig gjort dig? Skal det gå ud over mig fordi du ikke trives med dit job? Sådan farer mine tanker frem og tilbage. Mit indre maskineri kører på højtryk for at finde en tilstrækkelig spids kommentar. Jeg behersker mig dog i sidste øjeblik og vælger i stedet at bibeholde den venlige linje. Jeg undskylder endda min fejltagelse, modtager mit stemplede hæfte og går ud på perronen.

Pyh, det lykkedes mig at komme igennem billetkontrollen med mit gode humør i behold. Jeg sender en indre bøn for kontrolløren. For at hans bevidsthed skal fyldes med lys, glæde og livsinspiration, når han kan åbne sig for det. Så denne gang lykkedes det mig kunsten at tillade mit medmenneske at forblive i det tankeklima han ønskede. Samtidig beholder jeg det positive tankeklima, jeg selv er i, og kan dele det med andre på en måde, hvor det ikke er til besvær for nogen.

Men hvad var så det, jeg selv skulle lære af dette? Hvad var det for en mærkelig "kontrol" mit gode humør skulle udsættes for under min færd på livets rejse? Mens jeg selv følte mig som inkarnationen af al venlighed, optrådte denne "kontrollør" som inkarnationen af ligegyldighed, uvilje og arrogance. Hvorfor nægtede han så hårdnakket at besvare den glade stemning, jeg forsøgte at mane frem? Var det ikke det, at han på en måde følte, at jeg ville påtvinge ham min livsglæde og til gengæld forlange det samme fra ham? Hvad var det for et raseri i mig, der pludselig dukkede op bag den venlige facade? Viste dette raseri ikke, at der faktisk lå en trussel bag min venlighed? "Nu har du bare at smile igen ellers kommer der andre boller på suppen". Det var altså dette, livet gennem en kontrol ville gøre mig opmærksom på. At der lå et krav bag min venlighed. Som om lykken var noget jeg for enhver pris måtte holde fast ved og som andre må og skal bekræfte. Det var meget tæt på, at jeg havde startet et skænderi blot for at få min såkaldte "kærlighed" bekræftet. Og en "kærlighed", jeg følte, mindede pludselig mere om et skjold end om noget andet.

Så fik jeg et klart billede af det hele. Min kærlighedsfølelse skulle vejes på en "vægt", og modvægten var det tankeklima, jeg mødte udefra. Da modvægten blev lagt på, skete der noget meget drastisk. Mit eget gode humør blev pludselig meget "let". Hvis nu min krigeriske side i stedet havde fået overtaget, var også bibelcitatet: "vejet og fundet for let" blevet til virkelighed. Men helt så slemt var det ikke i det her tilfælde. Mit indre raseri var denne gang kun et udtryk for den pendulbevægelse, vægten beskriver, når en vægt pludselig lægges i den anden skål. Men efter at vægten havde stabiliseret sig, stod viseren alligevel på lysets side. Det føltes, som om livet i denne kontrol trods alt tillod mig at tage min livsglæde med på turen. Det fik jeg også bekræftet, eftersom alle, jeg kom i kontakt med på turen, mødte mig med megen venlighed. Livet havde "talt" til mig via denne lille episode. Jeg forstod meddelelsen og fandt i denne et smukt symbol på de større sammenhænge. Og hvad så med kontrolløren? Ja, han lærte mig jo egentlig det meste af det hele, så som tak har han fået den ære at figurere personligt i denne betragtning.
 

Oversætter BA