Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Overalt i Martinus litteratur lyser optimismen igennem. Der er en vældig plan, fortæller Martinus, og den omfatter alt, hvad der er skabt. Vi mennesker står ikke på noget tidspunkt alene og forladt i en fjendtlig verden. Er vi bekymrede eller utilfredse med os selv, så er også dét et led i en stor plan. Det gælder bare om at se tingene i det rette perspektiv. Tro heller ikke, at jorden går under i en atomkrig ...

 

Hvem tør have ... mistillid til den almægtige Guddom, der har ført jordens udvikling lige fra stråleformig tilstand og ned igennem alle de mange fysiske faser: i millioner af år som lysende tåger, i millioner af år som et glødende, flammende og flydende ildocean, i millioner af år som en mere afkølet klode, hvor den ydre jordskorpe, kontinenter, have og atmosfære til et akkompagnement af umådelige vulkanske kræfters larm og torden dannedes, i millioner af år skuepladsen for overførelse af en himmelsk verdens liv, farve og kolorit til jordiske kontinenter i form af et altbeherskende vegetabilsk vælde, igennem hvilket Guddommen i nye millioner af år skabte en begyndende verden for animalsk liv. De første øjne begyndte at se, de første øren begyndte at høre i jordiske terræner. Og en ny beboet verden svævede hen gennem universet. Men den almægtige skaber førte sit værk videre. I atter nye millioner af år indblæste han det animalske liv sin guddommelige ånd. Det levende væsen på jorden begyndte at tænke hans tanker efter. Det gjorde sig materien underdanig. Det tvang elementerne til at arbejde for sig. På dets tankes bud lystrer materien. Det trykkede på knapper, det indvirkede på fotoceller, og straks satte maskiner og apparater sig i bevægelse. Det levende væsen svævede hen over skyerne eller hen under oceanernes overflade alt efter dets eget ønske og forgodtbefindende. Det talte ind i en mikrofon, og dets stemme lød til hele verden. Det vejede solen og målte lysets hastighed. Det orienterede sig i stjerneverdenen og opmålte afstande, tid, rum og stofenheder i makrokosmos såvel som i mikrokosmos. Ja, universets egen kraftkilde begynder nu direkte at blive underlagt dets vilje. I sandhed, er det ikke "Guds billede", der begynder at komme til syne i det levende væsen? – Tror man, at resultatet af disse millionårige udviklingsepoker kun er blevet til for at gå under i et lynglimt? – Tror man, den evige skabers millionårige værk er så lidet funderet, at det kastes omkuld eller tilintetgøres ved en smule ufærdig jordmenneskelig mentalitet? – Er det ikke blasfemi eller ligefrem gudsbespottelse at tro noget sådant over for et skaberværk med en fortid, der udelukkende er en åbenbaring af millionårige succés'er? –

Nej, enhver, der taler pessimistisk om den guddommelige skabelsesproces, afslører sig selv som totalt uvidende om, hvad det er, han ser for sig i form af universet, naturen og livet. Han er endnu på den kosmiske mentalitets område et sovende væsen, en plante, et siv, der må tage hældning i den retning, den lokale vind blæser. Men den lokale vind blæser ikke altid i retning af solen. Og det er ikke sommer hele året. Efterårsstormene knækker mangen en stolt stamme og ribber træerne for alt det løv, som den begyndende nattekulde har svækket og visnet. Men planteverdenen dør ikke af den grund. Når foråret atter får vinden til at blæse i retning af sol, varme og lys, folder den atter sit strålende liv, sit farve- og duftocean ud omkring de levende væsener og stadfæster sommeren, det fysiske livs kulmination. Men tror man nu også her, at "vinteren" er en ufuldkommenhed i den guddommelige verdensorden? – Tror man, den er en total nytteløs realitet, ja, oven i købet en hindring, en besværlighed, som Guddommen ligefrem må kæmpe med? – Eller er man her blevet så kosmisk orienteret, at man ser, at vinteren ikke er en besværlighed for Guddommen i hans skabelsesproces, men derimod i allerhøjeste grad er et redskab, et middel ved hvilket han netop kan skabe? – Uden vinterprincippet ingen sommer, uden mørket ingen kundskab om lyset. Uden kontrastprincippet ingen mulighed for markering af begrænsninger, uden begrænsninger ingen som helst oplevelse af livet og den heraf følgende bevidsthedsskabelse eller mentalitetsdannelse. "Mørket" og "lyset", "sommeren" og "vinteren", "det onde" og "det gode" er således hver for sig uundværlige midler eller redskaber i den guddommelige skabelsesproces. Uden disse foreteelser ingen som helst "indblæsning i Adam af livets ånde".

Uddrag af Livets Bog bind 4, stk. 1374 - 75.