Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med Hensyn til selve Interviewet, der foranledigede foranstaaende Angreb paa mig, skal jeg her citere det væsentlige. Paa Spørgsmaalet om min Mission gik ud paa at bringe Menneskene Viden om Gud, var Svaret: "Netop, Livet er Guds Tale, og Menneskenes største Gene er Naivitet og Uvidenhed. For at Verden kan blive bedre, skal der Lys og atter Lys til. Dette Lys vil jeg bringe Menneskene. Min Viden har jeg inde fra mig selv, og ingen kan komme og fortælle mig noget, uden at jeg først selv ved det. Ved den aandelige Kraftoverføring er jeg blevet i Stand til at se hele Verden som et logisk sammenhængende Tankebillede. Nu kan man kalde mig Profet, eller hvad man vil: En Ting er imidlertid givet, at de Sandhedserkendelser, jeg er kommet til, er jeg i Stand til at bevise paa betryggende Maade. Jeg har ikke fundet nye Sandheder, men har derimod fundet Beviserne for de Sandheder, som store Aander gennem Tiderne har givet Udtryk for. Dette Klarsyn venter ethvert Menneske. Vi er blot ikke lige langt fremme i Udviklingen. Derfor maa Mennesker, som ikke ejer Klarsynet, antage mit Arbejde paa rent videnskabelig Basis.

- Hvordan er da Deres Opfattelse af Verdensbilledet?

- Som en eneste matematisk nøjagtig Enhed. Vi hører alle sammen, fordi vi alle er Dele af det guddommelige. Det gælder ikke blot Mennesker. Ogsaa Dyr, Planter og Mineralier. Men disse repræsenterer blot et laverestaaende Trin. Som en rød Traad gaar Kærlighedsprincipet igennem det altsammen. I Virkeligheden er det Sandhed, at "alt er saare godt!" Den uundgaaelige Udvikling tvinger Menneskene opad mod det guddommelige, ingen kan slippe udenom, fordi Livets Love virker matematisk nøjagtige og er evigt uforanderlige. Intet i Verden er Tilfældigheder. For hver ny Erfaring øges vor Viden.

Vi kan intet Sted være Aarsag til noget, uden samtidig at udløse en Virkning. Denne Virkning kommer tilbage til os selv som øget Viden. For Eks. vil en hvilken som helst Lidelse resultere i øget Viden om Følelseslivet. Hvis jeg begaar en Ugerning, udløser jeg en Handling. Virkningen vil ikke udeblive, men resultere i, at jeg selv bliver Genstand for Ugerningen.

Jesus sagde, "at den som dræber ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". Øver jeg Kærlighed mod Mennesker og alle Ting, udløser jeg ogsaa en Handling. - Denne vil komme igen til mig med Kærlighed i Form af Aandens Fuldkommengørelse. For at kunne forstaa dette, maa man vide, at alt i Verden repræsenterer visse Former for bestemte Energier. Disse Energier har hver sit Svingningstal, hvilket man allerede er i Stand til at maale for Elektricitetens og Radiobølgernes Vedkommende. - Vor Landsmand, Prof. Bohr, har i sin Atomteori bragt os Beviset. Ud fra denne Betragtning vil man fatte Sandheden i Ordene om "at vende den højre Kind til, om man bliver slaaet paa den venstre". Der hersker nemlig fuldkommen Retfærdighed i Verden. Det hedder i almindelig Tale, "at Tanker er toldfri". Men Tanker er ikke toldfri. Enhver Tanke repræsenterer en vis Form for elektrisk Energi, med et saa enormt stort Svingningstal, at vi ikke er i Stand til at maale denne Energi. Ikke desto mindre eksisterer Tankeenergien. Den bevæger sig ud i Verdensrummet ad mægtige Baner, men vender tilbage til sit Ophav. Onde Tanker vil udløse en daarlig Virkning, mens kærlige Tanker i Kraft af deres Natur ikke kan bringe andet end Kærlighed. Det er altsaa saa sandt som noget, at "Mennesket er selv sin egen Lykkes Smed". Man kan sige som Jesus: "Som du saar, skal du ogsaa høste!" Det er nemlig Sandhed.

- Hvorledes forstaas da "Syndernes Forladelse?"

- Ethvert Menneske, paa hvilket Udviklingstrin, det saa end befinder sig, er omgivet af den saakaldte "Aura". Klarsynede Mennesker er i Stand til at se den. Denne "Aura" er netop Udtryk for Menneskets øjeblikkelige Tilstand i Form af en Udstraaling. Tænker vi os nu en Forbryder, som har begaaet Ugerninger som Mord. - Han har altsaa dræbt og kan saaledes ikke selv undgaa at blive dræbt. Det er simpelthen nødvendig, at han dræbes, for at han derigennem kan blive lært om, at det er i Strid med de guddommelige Love at dræbe. Men forudsætter vi nu, at denne Forbryder pludselig af al sin Kraft angrer og fra det dræbende Princip gaar over til Næstekærlighedens Princip, fra nu af øver han altsaa kun Kærlighed. Denne Omskiftelse vil øjeblikkelig resultere i en vældig Forandring i dette Menneskes Udstraaling, altsaa hans "Aura". Før var den mørk, nu vil den være lys, hvilket blot vil sige, at dens Svingningstal er ændret fra før. - Naar nu Virkningerne af det onde, som han udløste ved sin Mordgerning, vender tilbage til Ophavsstedet, vil disse ikke være i Stand til at gøre ham noget, fordi han nu befinder sig paa et mere fuldkomment Udviklingstrin. Livets Formaal er jo netop Fuldkommengørelse. Og saa viseligt er det indrettet, at ingen kan komme til at lide unødvendige Lidelser. Et Menneske, som er blevet klar over, at det er forkert at dræbe, behøver ikke paany at lide. Det er den "Naade", som venter Mennesker!

- Hvad er det, som i Øjeblikket sker i Verden?

- Vi oplever i Øjeblikket Dommedag og har gjort det i de sidste 100 Aar. Bogstavelig talt skilles Bukkene fra Faarene. Det vil være klart for de fleste, at der i Øjeblikket dannes to Hobe overfor hinanden. Paa den ene Side staar Skandinavien med en Mentalitet, der forkaster det dræbende Princip. Og paa den anden Side staar de store Diktaturlande, hvor Menneskene endnu ikke er kommen til den Erkendelse. Krigen vil komme som en uafvendelig Virkning af Aarsager, som disse Mennesker selv har udløst. Derfor grupperes de endnu "dræbende" Mennesker i de store Diktaturlande. Vi andre her i Norden har forlængst forkastet det dræbende Princip, fordi vi allerede har gennemgaaet de Lidelser, som nu staar for Døren for to Trediedele af Verdens Befolkning. Netop fordi vi i Skandinavien ikke behøver en ny Lidelse, vil vi blive holdt udenfor den kommende Krig.

En Forstaaelse heraf forudsætter imidlertid, at man anerkender Sjælens Guddommelighed og dermed dens Udødelighed. Vor Aand er og har været i al Evighed. For hver Tilværelse iklædes den blot en ny Dragt. Saaledes er vort Legeme blot et Redskab, som Aanden betjener sig af her paa Jorden. Det som i Øjeblikket sker, er en Genfødelse af ikke-dræbende i Skandinavien og dræbende i Diktaturlandene.

- Men kan Mennesket undgaa at dræbe, naar det lever paa Jorden?

- Helt undgaa at dræbe kan Mennesket endnu ikke. For hvert Skridt, vi tager, dræber vi. Og det er selvfølgelig nødvendig at dræbe for at skaffe os Føde. Men vi kan reducere det dræbende Princip til det mindst mulige. Det hedder, "at Gud skabte Mennesket", men Gud er i Virkeligheden ikke færdig med at skabe Mennesket. Vi er endnu langt fra fuldkomne. Langt den overvejende Del af Menneskene hører endnu hjemme i Dyreriget, fordi de opretholder det dræbende Princip. Dette er netop gældende i Dyreriget. Men efterhaanden som Mennesket udvikles til mere fuldkomment Stade, behøver det ikke at dræbe. Man vil ogsaa kunne konstatere, at dette Menneske mindsker det dræbende Princip stærkt. Vi har længe været paa det rene med, at Mord paa Mennesker er i Strid med de guddommelige Love. Men vi maa være klar over, at Drab i det hele taget er i Strid med Naturen, hvad enten det gælder Mennesker, Dyr eller Planter.

- Hvad skal vi saa spise?

- Det afhænger nøje af, paa hvilket Udviklingstrin Mennesket staar! Naar vi ved, at næsten ingen Mennesker her i Landet dør af Alderdom, men som Følge af forskellige Sygdomme trods Læger og moderne Hygiejne, kan vi ikke komme udenom et stort: Hvorfor? Svaret lyder: Fejl Ernæring! Paa Vikingetiden var vi Dyreriget betydeligt nærmere, og da passede Kød til Legemsstrukturen. Siden er der sket en Forandring saavel i Legeme som i Tankevirksomhed og Blodsystem. Hele denne Udvikling har ført til en Forfinelse af Organismen. Der opstod da den Kalamitet, at Mennesket i Dag ikke længere kan taale at leve som en Rolf Krake. Vi vokser fra den animalske Føde og bliver Vegetarianere. Derved gør vi det dræbende Princip mindre. Ganske vist maa vi stadig dræbe Planter. Men de er mindre fuldkomne end Dyrene! Den naturlige Føde for det rigtige Menneske, er det Kød, som er omkring Plantens Frugter. Dermed er det dræbende Princip mindsket saa langt, som det er muligt paa Jorden. Vi ved alle, at Frugter og en Del Rodfrugter ikke behøver at koges førend vi spiser dem. Med andre Ord: de kan optages i Legemet uden at blive kogt eller stegt. Men Kød og grovere Planter maa vi koge, for at Legemet kan optage Mikroindividerne i Delene. Ved Kogningen dræbes Mikroindividerne, og Legemet faar derved svært ved at udnytte dem. I Modsætning hertil er Kødet omkring Frugterne. Det gaar levende direkte over i Organismen. Sagen er, at Dyrekødet hører til en højere Udviklingscyklus end Planter og Frugter. Vort Legeme forgiftes simpelthen af disse grove Ting, som Blodet ikke er i Stand til at skaffe bort.

- Hvordan kan Menneskene vide, at dette er rigtigt?

- Jeg kan svare med Spørgsmaalet: Hvorfor er det saadan, at Sygdommene kommer? Jo, Sygdommen skal netop faa Menneskene til at indse, at noget er galt med deres Levevis. Igennem sin Tale ved de mange Dødsfald fører Livet Mennesket frem til Erfaring. Vi er allerede naaet meget langt gennem Indretning af sunde Boliger, hygiejniske Hospitaler og sundere Levevis. Men vi har endnu ikke naaet Toppunktet.

- Hvad vil Fremtiden bringe?

- Vi lever i den mest interessante Tid af Jordens Historie. Og der vil snart komme Tider, som skal lære Menneskene om Livet og dem selv. De vil blive ført frem gennem Krige og Lemlæstelse til Fuldkommenhed.

Der tales saa ofte om, at Guds Vrede er over os. Men hvor kan en kærlig Gud være vred? Der eksisterer ingen "hellig Vrede", for en Vrede kan ikke være hellig. Renhed og Kærlighed er Hellighed. Al Straf, Hævn og Vrede hører Dyrets Natur til. Der gives simpelthen ikke noget Tilfælde, som giver Ret til Hævn og Vrede. Den Uro og Omvæltning, vi i Øjeblikket er Vidne til i Verden, skyldes ene og alene Menneskenes Intolerance.

- Men hvordan naar Menneskene ud af dette Fosterstadie, for det kan man vel kalde vort Jordliv i Øjeblikket?

- Det er et Fosterstadie paa Vej til det fuldkomne. Ingen kan imidlertid manifestere et højere Trin i Udviklingen, end hvortil han er naaet. Det nytter ikke at ville tvinge Mennesket frem til Udvikling. I Diktaturlandene sker netop dette, at alle skæres over en Kam. De, som repræsenterer en højere Udvikling end Diktatoren, skæres ned, mens de, som staar lavere, skal hæves. Men det lader sig ikke gøre gennem Tvang. Før eller senere resulterer det i Revolution. Intellektet kan kun udvikles under absolut frie Former. Og den Udvikling, vi her er naaet til, er Frugten af vore Handlinger. Og det, vi møder under Udviklingen, er ikke Straf, men Belæring. Guds Mening er at skabe fra lavere til højere Væsener. Det er ikke altid let for Menneskene at forstaa hvorfor! For vi kommer ofte i Berøring med Aarsagerne, uden at kende Virkningerne eller omvendt. Men derfor maa vi lære at kende Virkningerne af vore Handlinger og Tanker. Som jeg allerede har sagt: Det eneste, der skal til, er Viden. Overalt i Naturen hersker de guddommelige Love. Alt der opretholdes da ogsaa i fuld Harmoni. Mennesket derimod har faaet en fri Vilje og en Bevidsthed. Det kan selv vælge, hvilken Vej det vil gaa. Men det undgaar ikke de Virkninger, som det udløser. Den Dag vil imidlertid komme for alle, da det guddommelige Lys tager Bolig i en selv. Der tales om "at Guds Veje er uransagelige". Men samtidig siges, at "vi skal vandre hans Veje". Hvordan er dette muligt, naar hans Veje er uransagelige? Mange vil da ogsaa være klare over, at der ikke mindst i Danmark blandt Mennesker vokser en Trang fil Viden. Den ny Slægt er ikke i Stand til at tro. Den kræver Viden. Og alle higer efter Lykken. Men for at finde den, maa vi naturligvis kende Vejen. For at være lykkelig, kræves imidlertid kun det at være i Kontakt med de guddommelige Love, altsaa Naturen. Kun derigennem naar Mennesket frem til Harmoni."

Foruden det her berettede af Interviewet indledede det med en ganske kort Meddelelse om vore Studiekredse i de forskellige Byer, samt udtrykte lidt om min aandelige Oplevelse, som blev Kaldelsen til min Mission. Dette Interview blev altsaa Aarsagen til de to forud omtalte Indlæg. Dette var hele Grundlaget for Fordømmelsen af mig som "falsk Profet". Nævnte Interview var saaledes Materiale nok for Indlægenes Ophav til at proklamere mig som en "Synder", der var lige kvalificeret til at være "evig fortabt", hvilket vil sige, til evigt at brændes i "Helvedes Ild", til evigt at befinde mig i en Pine og Smerte, hvorfra jeg aldrig nogen Sinde vilde kunde blive befriet. At mine Modstandere har kunnet udtale en saadan Dom over mig alene paa Grundlag af et Interview, viser Mangel paa Samvittighed. Det samvittighedsfulde Menneske vilde aldrig nogen Sinde vove at have en saadan Tiltro til et Interview eller en Pressemeddelelse. Det vilde derfor have undersøgt Sagen til Bunds. Det vilde have undersøgt mine Skrifter, det vilde have overværet mine Foredrag, det vilde eventuelt have talt med mig personligt. Men intet af dette har mine to Forfølgere følt sig tilskyndet til. Men naar de ikke har det, bliver det en Kendsgerning, at de er totalt blottet for Næstekærlighed, naar det gælder anderledes tænkende. Det bliver en urokkelig Sandhed, at de absolut ikke er i Jesu Fodspor. Har han ikke netop sagt: "Beder for dem, som gør eder Skade, velsigner dem, som hader og forfølger eder ... "? - Jeg har jo ikke paa nogen som helst Maade hadet eller forfulgt mine Modstandere. Ja, jeg kender dem overhovedet slet ikke, ved ikke hvor de bor, ved ikke hvad deres Beskæftigelse er, og dog overtræder de med deres Dom over mig prompte dette af Jesu anbefalede Paabud.

Da min Beskæftigelse, mine Skrifter og Foredrag overalt gaar ud paa forstandsmæssigt at vise, at de af Jesu udtalte store Visdomsord, der jo er Kristendommens Kærnepunkter, ikke blot og bar er Trosdogmer, men er videnskabelige Sandheder og derved er evige Realiteter, der maa bestaa, selvom "Himmel og Jord engang forgaar", er det saaledes i Virkeligheden Jesus, deres egen Verdensgenløser og Frelser, de har dømt til evig Fortabelse. De nagler ham stadig til Korset. Hvis det, jeg beskæftiger mig med, var forkert, maatte jeg jo høre til de aandelig set primitive, hvilket vil sige de virkelige smaa i Samfundet. Men selv i saa Tilfælde vilde det alligevel være Jesus, mine Modstandere forfølger. Thi har han ikke selv sagt: "Hvad I gør mod disse smaa, det gør I ogsaa mod mig"? -

Det bliver saaledes umuligt for mig at finde mine Modstanderes Fremtræden i Kontakt med Jesu højeste Forskrifter. Saa som Udtryk for virkelig Kristendom er det umuligt for mig at acceptere den. Den kan altsaa ikke være helt identisk med den Gudsdyrkelse, den giver sig ud for at være. Men en Gudsdyrkelse, der ikke er kristen, maa være hedensk.

Inden vi gaar videre, vil jeg gerne lige antyde, hvorfor jeg har beskæftiget mig med de to omtalte Indlæg. Der er Læsere, der har spurgt mig om, jeg ikke har været for haard mod de to Indlægs Ophav, idet de har ment, at der slet ikke var nogen Grund til for mig at svare paa de nævnte Indlæg. Og jeg er meget glad for at møde et saadant Synspunkt, thi det er jo netop det, jeg gerne vilde vise med Analysen af de samme Indlæg. Denne Beskæftigelse med Indlægene er da heller ikke i nogen som helst Retning et Svar til deres Ophav. Hvis det var dem, jeg vilde til Livs, da var den rette Vej for min Analyse af Indlægene ikke en anonym Fremsættelse i Kosmos, men derimod en aabenlys Behandling i det Blad, i hvilket de fremkom, og hvor de eventuelt kunde have stillet mine to Modstandere i en offentlig mental Gabestok. Men en saadan Behandling af min Næste er imod min Natur. Jeg nærer da heller ikke den mindste Smule Antipati imod selve Personerne. Det vilde være taabeligt af mig at tro, at de kan manifestere andre Frugter end de, der er Udtryk for det Udviklingstrin, hvorpaa de staar. Det er derfor ikke selve Væsenerne, jeg vil til Livs. Det er derimod Væsenernes Dom over mig og mit Arbejde, jeg gerne en Gang for alle har villet vise Værdiløsheden af og derved gøre det klart, hvor rigtigt det vil være for mine Venner eller Tilhængere i Fremtiden at ignorere den Slags Angreb, og dermed hjælpe dem til at praktisere Udøvelsen af Princippet at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre."

At jeg har benyttet mig af de nævnte Indlæg eller Angreb er fordi, de er typiske for ethvert Angreb paa min Mission, der i Fremtiden eventuelt vil kunne komme, samtidig med, at de, som vi i det efterfølgende skal se, er udmærket Materiale for Paavisningen af en Gudsdyrkelse, der endnu ikke har naaet at ramme sit rette Centrum.