Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Fra gammel tid har man talt om livet set under to synsvinkler – evighedens og timelighedens. Timelighed har noget med tid og klokkeslæt at gøre, mens evigheden rækker udenfor alt, hvad der kan måles i tid. I det lille uddrag fra Livets bog, som vi bringer nedenfor, bruger Martinus begge synsvinkler. Læg mærke til, hvordan han spiller dem op mod hinanden. Hvilket resultat kommer han til:

 

Hvad er erkendelsen af en energikombination eller et jordliv på halvfjerds til hundrede år i forhold til det øvrige verdensalt eller det energiocean, der udtrykker "evigheden"? – Må ikke et sådant jordliv forsvinde i seklernes endeløse ocean af årtusinder, årmillioner, årtrillioner og således fortsættende? – Hvad vil et menneskes skabepræstation i et sådant lille rum af tid på selv ét hundrede år betyde? – Ja, selv om vedkommende har været konge eller har været valgt til præsident eller statsoverhoved adskillige gange, har skabt pyramider, slotte og templer, der har kunnet trodse årtusinders udfoldelse af tidens tand, vil disse præstationer da nogen sinde kunne gøre krav på andet og mere end at være et "støvfnug" over for den udenfor fremtrædende evige skabelsesproces og dens ophav? – At tro, at dette støvfnug er selve universets højeste eksisterende liv, højeste eksisterende bevidste erkendelses- eller oplevelsescenter, at tro den halvfjerds- til hundredårige realitet er livet, mens de billionårige udenforstående foreteelser er "døden", er jo udelukkende det samme som at tilbede eller dyrke "døden" i stedet for livet. Hvis et så lidet område af liv som jordmenneskehedens skal være universets højeste udtryk for tanke og viljeføring, må dette liv jo ved sin ufattelige lidenhed i forhold til det øvrige verdensalts uendelighed og evighed som et usynligt støvfnug, lig et "intet", svinde bort fra sanserne, efterladende verdensaltet som en livløs kolos, et vissent blad kastet hid og did af efterårsstormenes tilfældighed. I sandhed, en håbløs opfattelse af det evige liv i hvilket "vi leve, røres og ere", men en værdig kontrast eller baggrund til samme liv i form af "kosmisk bevidsthed", der lader "støvfnugget" opleve sig selv som evigheden, som uendeligheden, som lokaliteten eller timeligheden, som det skabte og dermed afslørende dødens identitet som en blot og bar "tænkt" eller "skabt" modsætning til jegets eller det levende væsens evige væren, en underordnet detalje i dets evige viljeføring, oplevelse og manifestation.

Fra Livets Bog 4, stk. 1586