Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Nogle mennesker skriver dagbog. Dem hører jeg selv til, og jeg begyndte lige så snart, jeg havde lært at læse og skive. Mine første udgydelser er forlængst borte, jeg turde ikke beholde dem. De forsvandt i største angst og skam for, at nogle skulle finde dem og læse dem. Sådan gik det i mange år, og mine dagbøger fra min første forelskelse er også væk. Men jeg husker udmærket, hvad jeg skrev. Der skete nemlig det overraskende, at da jeg skulle skrive ned, kom der en helt anden virkelighed ud af det. Jeg kunne ikke dy mig for at flette ret så ironiske bemærkninger ind, der tog afstand fra – ikke den elskede...og heller ikke mig selv – men situationen som sådan. Jeg fandt den pudsig, lidt komisk.

Og det er vel problemet med forelskelsen. De fleste – altså os lidt ældre og mere modne mennesker – har forlængst fundet ud af det. Man skal ikke snakke for meget om følelserne, det dør de af. Måske er det også derfor, at så mange har glemt den tilstand af yderste seksuelle ophidselse, hvori de befandt sig i årene mellem seksten og tyve. På den måde skabes den klassiske figur, som Holberg har foreviget i sine komedier under navnet "Jeronimus". En gammel mand, der tænker fornuftigt om kærligheden. Det gør ham kun latterlig og uvedkommende i ungdommens øjne.

Martinus artikel på næste side handler om parforholdet. Det er ikke en Jeronimus' betragtninger, men noget som er meget værre at lytte til for elskende par.

Jeronimus kan man jo grine af. Det kan man vanskeligt af Martinus. Men heldigvis er der en anden mulighed. Man kan overhøre ham. "Tag det af mit arbejde du kan bruge, og lad resten ligge!" sagde han ofte. Jeg tror, det sker helt automatisk for nyforelskede. De har ikke brug for Martinus artikel på næste side.

Men nu os andre...vi som har fået lidt mere balance i sind og krop...hvad med os? Jo, der er nok at hente i Martinus artikel, masser! Når bare vi passer på ikke at blive Jeronimus'er. Martinus taler til frie mennesker, som ikke er bundet af fordomme og hormoner. Det må vi huske, hvis vi får lyst til at bringe sandheden videre. Den har absolut ingen værdi for de mange, der tror på den store kærlighed til den eneste ene. For dem er sandheden blot et symbol, som matematikere og filosoffer kan forfølge. I de aller fleste menneskelige relationer må vi nok regne med, at Martinus analyser om polforvandlingen er områder, som man skal beholde for sig selv. Her er venlighed og et smil mere værd end tusind sandheder.

Men når sandheden skal frem, og det skal den jo, så læs Martinus artikel på næste side. For mange har disse analyser været et gennembrud af forståelse, trøst og opmuntring.

Havde jeg kendt til dem i ungdommens vår...ville jeg så have forstået mig selv bedre? I teorien, ja – men i praksis ville det ikke have gjort nogen forskel. Overhovedet ikke! Vi kan ikke læse os til noget, før vi er modne til det.