Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men naar han ikke ønskede en Rædselsterror over sine Modstandere, hvorfor skulde saa den "alkærlige" Gud gøre det? - Var Jesus bedre end Guddommen selv? - Siger han ikke netop: "Jeg og Faderen vi er eet"? -

I denne Forbindelse kan det have sin Betydning at vise et Par realistiske Eksempler paa, hvorledes hedenske Traditioner i Dag i Form af religiøs Nidkærhed og Intolerance faar Mennesker til at mene om sig selv at være Kristendommens sande Spidser eller Støtter, faar dem til at mene, at de er "hellige", mene at de gaar Jesu Ærinde ved at raabe Død og Forbandelse, Haan og Spot ud over anderledes tænkende, ja føler sig ligefrem som hans Favoriter, der ikke selv kunde dømme, og hvis naturlige Væremaade kun var en eneste stor praktisk og teoretisk Udfoldelse eller Aabenbaring af "sand Kristendom", hvilket vil sige en Hundrede Procents Opfyldelse af dette "at elske sin Næste som sig selv".

En ung Journalist, der havde overværet nogle Foredrag i en af Studiekresene og yderligere havde haft Lejlighed til at interviewe mig, skrev i sit Blad en venlig Omtale af mit Arbejde, som jeg senere skal komme tilbage til. Dette faldt et Par af de nidkære eller "frelste" i Jylland for Brystet, som derefter ikke fik Fred, før denne deres Indignation i Form af "hellig Vrede" eller "retfærdig Harme" fik Luft under Rubrikken "Det frie Ord" i førnævnte Blad, og de der fik udtrykt, at jeg var en "falsk Profet" og saaledes var i Ledtog med selveste "Satan" og alt hvad dertil hører.

At jeg kan tage mig denne Dom overordentlig let er naturligvis en Selvfølge. Og jeg har da heller ikke foretaget mig noget som helst til Forsvar eller Genmæle i det paagældende Blad mod nævnte Indlæg. Enhver har jo Lov til at have den Mening om mig og mit Arbejde, som deres Udvikling og Begavelse dikterer dem. Men at denne Mening bliver et Falsum, hvis Udviklingen, hvilket vil sige Karakteren og Begavelsen, er for lille i Forhold til de Analyser, mit Arbejde udtrykker, er jo naturligt. Og at tugte de paagældende Væsener af den Grund kan jo kun være Udtryk for Naivitet og Uretfærdighed, thi ingen kan manifestere et Udviklingstrin, de endnu ikke har naaet. Ethvert Menneskes Handlinger og Begavelse er jo Kendtegnet paa, hvor højt det i Dag befinder sig paa Udviklingsstigen. Det er "Frugten", hvorpaa man skal "kende Træet". Og det er netop dette, der er Grunden til, at jeg her tager de to Indlæg op til Analysering.

Da disse Indlæg er ganske typiske for de Angreb og den Domfældelse, som i "Jesu Navn" saa ofte bruges af Væsener, der udgiver sig for "sande Kristne", har jeg følt mig tilskyndet til engang for alle at vise, hvor lidt saadanne Angreb i Virkeligheden har med "sand Kristendom" eller Jesu Væremaade at gøre, og at man umuligt kan udløse saadanne Angreb paa og Domme over andre Mennesker, ligegyldigt hvorledes disse saa end lever, uden dermed at afsløre, at man selv endnu er en - "Hedning" og bekræfter saaledes Sandheden i Jesu Ord: "......... thi med hvad Dom i dømme, skal eder igen tilmaales".

De nævnte Indlæg kom til Udtryk gennem følgende:
 

Kære Læsere!

Har De læst Artiklen om, at Menneskets største Gene er Uvidenhed og Naivitet? Og har De tænkt over Problemet? Vi kan vist godt være enige om - i hvert Fald alle i Ordets sande Betydning intellektuelle Mennesker (Mennesker, der staar helt frit paa Grund af egne Erfaringer, med andre Ord Enere) - at den "Lære", Martinus stiller op som Sandhed, er lige til at le sig fordærvet over, og jeg undser mig ikke for at kalde ham en af de falske Profeter, som mange Gange omtales i Bibelen og advares imod. Han har helt og holdent mistet Forbindelsen med Gud - da Forfængeligheden fik for stærkt Tag i ham - og af den Grund ganske glemmer alt om Jesus' Fødsel, Lære og Død for os, idet han sætter sig selv op paa en høj Piedestal for at lære de uvidende og de aandelig dovne Mennesker at sætte sig rigtig godt tilrette, aandelig set, i en dejlig blød Sofa, da der slet ingen Ting er, der haster; vi er blot "Fostre" og "alt er saare godt". Ha, ha, ha.

Ja, naar Satan gør Anslag paa denne Maade, saa er der vistnok noget, der haster, det kan vi godt være helt forvisset om.

Det er forbavsende, at et Menneske, der har modtaget den største af alle Guds Gaver, nemlig Naadegaven, at han misbruger denne Gave og gør Gud til saadan en Stodder, der blot eksperimenterer med os Mennesker - var det saaledes, var Gud jo ingen Gud.

Men vi Mennesker kan alle komme lige saa vidt (hvis vi ikke selv fordrejer Sandheden og paa den Maade lukker af for Gud, som Martinus gør), hvis vi selv vil, og det kan opnaas kun igennem Gud, da det ikke kan være andet end individuelt.

Den Gene, Martinus taler om er størst, kan meget bedre placeres i Menneskets Uvilje til at erfare, hvad Sandheden er om Livet og Døden, dér er det, Tampen brænder hos os Mennesker, men vil vi, af hele vor Sjæl og hele vort Sind, lære Sandheden at kende, skal vi ogsaa nok naa den, men Vejen skal vi selv finde, og al denne Gaaen i Gangkurv duer ikke, og alle disse Opskrifter paa, at saadan og saadan gør man, væk med dem!

Der findes ingen alvorligere Sag for os end at faa lært Sandheden at kende om Livet og Guds Mening med os - saa den er nok værd at gaa i Lag med. Og kender man først Sandheden, saa er Faren ved Profeter som Martinus bleven lig Nul, og vi kan selv skønne, om "alt er saare godt" eller om der er noget, der haster.
 

Et Interview - optaget i ................................ med Overskriften: "Naivitet og Uvidenhed er Menneskenes største Gene" - giver mig Lyst til at fremkomme med følgende Betragtninger:

Det synes, som om de større og mindre Profeter og Medicinmænd, der fra Tid til anden sværmer ud fra vor Hovedstad, i den senere Tid har kastet deres Kærlighed paa vor kære Naboby: ................

Efter at Kuranstalten paa Jernevej havde fundet en brat Afslutning paa sin Virksomhed, og den lange Kø af Biler og andre Befordringsmidler med Sundhedssøgende, der mod kontant Erlæggelse af talløse Femkronesedler fik anbragt det obligate Vandtryk pr. Vattampon paa de smertende Steder samt i Tilgift et taaget Foredrag uden Skygge af Logik, et Foredrag, der vilde kunne faa en Neger til at blegne - efter at alt dette lykkeligt er bragt til Ende, dukker der en ny Profet op i Landskabet ved Navn "Martinus"!

Han er efter Interview'et Lærer for en Kreds af "Intellektuelle".

Det vil være at haabe, at Studiekredsens Medlemmer virkelig besidder "Intellekt". I saa Fald bliver de sikkert hurtig færdig med denne Lærer.

Thi - Gud fri os for den himmelske Dynge af Vaas, denne Aandens Tjener har formaaet at klemme sammen paa nogle faa - ganske vist for mange - Avisspalter.

Han erklærer selv at være ganske blank for boglig Viden, Uddannelse o. s. v., men har efter egen Forklaring modtaget et Klarsyn, saa intet i den hele vide Viden er skjult for ham - et Klarsyn, som han uden større Beskedenhed ohne weiter sammenligner med Paulus (Saulus)synet paa Damaskusvejen.

Nu er der for mig ingen Tvivl om, at Gamaliels højtbegavede, energiske og kloge Lærling virkelig har haft en saadan Oplevelse, men ligesaa sikkert er det, at Oplevelsen hos Paulus ikke satte sig Spor i Form af tomt Pral om en fuldkommen Viden om alle Ting i Verden, men kun om det for ham ene fornødne: den absolutte Tro paa Jesus Kristus som genopstanden og Frelser og den dermed følgende Nidkærhed for at gaa sin anerkendte Herres Ærinde.

Paulus blev ved sin Oplevelse af dette en dybt ydmyg, ja, sønderknust Mand. Nu være det langt fra mig at prale med min Kristentro, men alligevel drister jeg mig til at paastaa, at her - som altid - øvede Gudsaanden naturligvis sin Gerning fuldtud og fuldkomment. Naar Hr. Martinus drister sig til at drage Sammenligning mellem egen og Pauli-Oplevelsen, er det ikke for meget sagt, at han sætter sig selv en Ubetydelighed for højt.

Det kan umuligt være Gudsaanden, der skaber en Indbildskhed, parret med Evnen til at præstere saa meget Vaas, som Hr. Martinus præsterer.

Det maa være en anden og ond Aand, der er faret i ham.

Efter denne første og væsentligste Uhyrlighed, vader "Læreren" videre gennem et Kaos af Udviklingsteorier, Raakostæden, Sjælevandring, Spaadomme om Fremtiden (naturlig som Følge af hans fuldkomne Viden) og en hysterisk Fremhæven af Skandinaver som Modsætning til "Dræberne", hvormed naturligvis hentydes til Diktaturstaterne (hvor hører forresten det britiske og det franske Rige hen, Hr. Lærer) til han kulminerer i en hasarderet Paastand om, at Mennesker udmærket godt kan ransage Guds Veje. Formodentlig tænker han her paa sin egen fuldkomne Klarhed.

Osv. osv. - en haabløs Pærevælling!

Ærlig talt: ...................... havde tjent sig selv, Læserne og de intellektuelle bedre ved at skænke sin Interview'er et venligt Nik og Papirkurven Interview'et. Det er Synd at spilde saa megen Plads paa saa lidt af Værdi!

Og dog - maaske kan der komme det gode ud deraf, at Intellektualisterne opdager Fidusen og flygter fra "Læreren". - Han er saamænd heller ikke bedre værd.
 

Efter dette har jeg altsaa her Udtalelser fra to Mennesker, der, efter de samme Udtalelser at dømme, kun kan mene om sig selv at være særlige ufejlbarlige Kapaciteter paa det religiøse Omraade. Den indgaaende Analyse af de nævnte Udtalelser viser yderligere, at de samme Mennesker absolut betragter sig som Guddommens Favoritter. De mener om sig selv at være absolut "sande Kristne". De mener at være iblandt "de første", hvilket vil sige de ypperste til at gaa i Jesu Fodspor.

Disse Mennesker har altsaa, i Henhold til deres Udtalelser, paa Jesu eller Kristendommens Vegne "dømt" mig til at være en "falsk Profet", hvilket vil sige det samme som "Satan"s Udsending eller Haandlanger, hvilken Dom jo i Henhold til disse mine Dommeres Opfattelse betyder "evig Fortabelse". Jeg skal saaledes ende i et "gloende Helvede".

Naar disse Mennesker nu overfor mig saaledes har optraadt som eller udgivet sig for at være "Kristendommens Repræsentanter", hvilket i Virkeligheden skulde være det samme som "Jesu Repræsentanter", kan man ikke forlange, at jeg blindt skal acceptere dem som saadan. Jeg, Mennesket Martinus, har ligesom alle andre Mennesker Ret til at betjene mig af Jesu egen Anvisning paa, hvorledes man skelner det sande fra det falske. Denne Anvisning gaar jo ud paa, at "man skal kende Træet paa dets Frugter". De nævnte Menneskers Dom over mit Hoved er altsaa de "Frugter", hvorpaa jeg skal kende hvilken Slags "Træer", de hører til. Jeg skal saaledes af denne Dom gøre mig klart, om de er "sande" eller "falske" Kristne. Men Evnen til at "skelne" imellem "Frugter" kan jo kun komme til virkelig fuldkommen Udløsning gennem "Tænkeevnen". Denne Evne er igen kun fuldkommen, hvis den er i Stand til at udtrykke Logik, hvilket vil sige udforme det tænkte, saaledes at det viser sig som Hundrede Procents i Kontakt med Virkeligheden eller selve Livets Love. Dette vil altsaa igen sige det samme som, at det udformede tænkte aldrig paa noget Punkt maa vise sig at være inkonsekvent. Det maa saaledes ikke paa noget Punkt opløse sig selv i urokkelige Modsigelser. Gør det det, bliver det tænktes Værdi jo lig Nul.

Vi vil nu lade de nævnte to Indlæg passere Intellektualitetens klare Lys og se, hvad de i Virkeligheden giver Udtryk for.

Ophavet til det første Indlæg begynder med at introducere sig som følger: "...... Vi kan vist godt være enige om - i hvert Fald alle i Ordets sande Betydning intellektuelle Mennesker, Mennesker, der staar helt frit paa Grund af egne Erfaringer, med andre Ord Enere - at den "Lære", Martinus stiller op som Sandhed, er lige til at le sig fordærvet over, og jeg undser mig ikke for at kalde ham en af de falske Profeter ...... o. s. v."-

Denne Latter og denne Dom over mig eksisterer altsaa paa Basis af den "Intellektualitet", som Indlægets Ophav paaberaaber sig sammen med flere andre at repræsentere, og som skulde gøre dem hver især til "Enere". Dette vil vel antagelig sige en Slags intellektuelle "Autoriteter". En Repræsentant for disse "Autoriteter" mener altsaa at have fundet ud af, at jeg er en "falsk Profet". Dette vil saaledes betyde, i Henhold til disse "Autoriteter"s "Kristendom", at jeg gaar imod "evig Fortabelse". - Men er det til at "le sig fordærvet over"? - Kan det være Udtryk for virkelig Intellektualitet at "le sig fordærvet" over en Situation, hvor et Menneske med stærk Fart rutscher ned ad et Skraaplan mod en Afgrund, hvorfra der ingen Redning er, men kun "Graad og Tænders Gnidsel", "Skrig og Pine" i al Evighed? - Kan denne Indstilling til den ulykkelige eller "fortabte" være en Opfyldelse af Jesu Bud: "Elsk din Næste som dig selv"? - Er det ikke netop denne mentale Indstilling, man tillægger selveste den saakaldte "Satan"? - Er det ikke "Djævelen"s Natur at grine, naar det gaar ilde til? - Er denne Latter ikke den "Frugt", hvorpaa jeg kan kende, at "Træet" ikke hører Kristendommen til? - Hvorledes skal jeg saa kunne undgaa at tro, at min Modstander eller nidkære Dommer er en "falsk Profet"? - Hvorledes skal jeg faa Tillid til at søge "Redning" og "Frelse" hos dem, der "ler sig fordærvet" over min Ulykke? -

At samme "Repræsentant for Kristendommen" yderligere udsmykker sin Identificering af min Person ved at erklære, at jeg "har mistet al Forbindelse med Gud", og at jeg ligeledes "har glemt alt om Jesu Fødsel, Lære og Død for os", er naturligvis saa ligetil. Denne Erklæring skal vel være en Slags Motivering eller Begrundelse for den forfærdelige Skæbne eller "evige Fortabelse", som nævnte "Repræsentant for Kristendommen" har dømt mig til at skulle vederfares. Men jeg spejder stadigt efter den "Intellektualitet", som denne uhyggelige Doms Ophav foregav at være Udtryk for. Endnu har jeg kun set blinde Paastande.

At Vedkommende ogsaa "ler sig fordærvet" over den guddommelige Sætning, "Alt er saare godt", vidner ikke om nogen som helst Intellektualitet, men afslører derimod som Kendsgerning en total Blottelse for forstandsmæssig Indsigt i de kosmiske Analyser eller den aandelige Videnskab, hvorpaa Jesu Bjærgprædiken udelukkende var baseret. Og da nævnte evige Sætning ikke er et Paafund af mig, men derimod opgives at være udtalt af Guddommen selv og yderligere er placeret i Kristendommens egen hellige Bog "Biblen", er det jo ikke mig, der er blevet til Grin. Min "kristne" Dommer "ler sig fordærvet" over Guddommen selv og kommer derved til at blotte, ikke alene en almindelig frodig Naivitet, men bliver selv et levende Bevis paa den almengældende ufærdige Tilstand, som jeg i Forhold til Jesu rene og færdige Bevidsthedstilstand kun kan betragte som en "Fostertilstand", og over hvilken Betragtning vedkommende ogsaa ønsker at pointere sin høje Latter i Form af det nedskrevne: "Ha, ha, ha". -

At jeg ikke kan tro paa, at denne min Dommer er en virkelig intellektuel Repræsentant for sand Kristendom, tror jeg nok skal blive mig tilgivet af Ham, i hvem vi alle "leve, røres og ere".

At min Modstander yderligere forsøger at foregøgle, at jeg gennem min "Lære gør Gud til en Stodder, der blot eksperimenterer med Menneskene", gør heller ikke hendes Intellektualitet flatterende. Ja, det forekommer mig ligefrem, at vedkommende ikke engang kender sin egen højeste Lærebog "Biblen", som jo dog vel burde betinges at være en Forudsætning for saa frimodigt ud fra denne at dømme andre Mennesker - ikke til Døden - men til noget, der er meget værre, nemlig det "gloende Helvede", hvor "alt Haab lades ude", thi i modsat Fald vilde samme Væsen jo have vidst, og navnlig hvis vedkommende da var særlig intellektuel, at jeg heller ikke her er i Konflikt med de guddommelige højeste Vises Udtalelser. Staar der ikke, at Gud sagde: "Lader os gøre et Menneske i vort Billede efter vor Lignelse"? - Er det ikke en Kendsgerning, at denne Skabelse finder Sted? - Er Visdommen ikke netop et Led i denne Skabelse? - Hvorfor prædikede Jesus for Folket? - Hvorfor staar Tusinder og atter Tusinder af Præster Verden over og prædiker "Kristendom", "Morallære" og "Omvendelse"? - Hvorfor er Biblen skrevet? - Hvorfor staar der i Biblen: "Du skal ikke stjæle", - "Du skal ikke bedrive Hor", - "Du skal elske din Næste som dig selv", - "Du skal ikke dræbe", - "Dømmer ikke", o. s. v., o. s. v.? - Er det ikke for at forandre Menneskene fra en ufuldkommen til en mere fuldkommen Tilstand? - Men er denne Forandring af Mennesket ikke det samme som Udvikling eller Skabelse? - Og bærer denne Skabelse ikke guddommelige Frugter? - Er en virkelig sand intellektuel Kristen ikke mere fuldkommen end en ganske primitiv og uvidende Ildlænder, Buskmand og Kanibal? - At Gud laver det "Eksperiment" igennem Udvikling at skabe saadanne Væsener om til fuldkomne Væsener, saa "ingen skal fortabes, men alle have et evigt Liv", faar altsaa min Modstander til at betragte ham som en "Stodder".

Jeg kan kun se, at denne Skabelse gør Biblens Ord til Sandhed og beviser Guddommens "Alkærlighed". Hvis han derimod, saaledes som min Modstander eller Dommer docerer, skulde lade alle dem, - han endnu hverken har givet Begavelse eller Følelse til at kunne forstaa en saadan Ophøjethed og Renhed, som den, paa hvilken Jesu Liv var baseret, og de derfor er ganske blottede for at kunne føle en saadan Anger ved deres Væremaade, som den der skal til for at faa Del i "Paradiset" og blive "Guds Udvalgte", - tilhøre "Satan" og hans "evige Helvede", og hvorfra der saaledes for alle dem, der engang er kommet der, ikke eksisterer nogen som helst Mulighed for Redning eller Befrielse, maatte han (Guddommen) mildest talt da være en "Stodder".

En Gud, der repræsenterer en Væremaade, der gaar ud paa at overgive, til redningsløs Fortabelse i evig Pinsel, andre Væsener, fordi de ikke kan opfylde Forpligtelser og Love, der ligger udenfor deres Forstand eller mentale Horisont, og for hvilken sidste samme Gud i Kraft af sin "Almagt" jo er den eneste, der kan have Ansvaret, er ikke en Gud, men en - Afgud, og endda indtil Hundrede Procent.

At "Syndere" handler i Kraft af Uvidenhed kunde min nidkære Dommer ogsaa have læst i sin Bibel. Findes der større "Syndere" end dem, der mishandlede og korsfæstede Jesus? - Og siger Jesus ikke her selv: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre"? -

Jesus fandt altsaa ikke, at "Helvedeskvalerne" var paa sin Plads for disse Mennesker. Han vidste kun altfor godt, at deres Handlemaade var "Frugten" af deres midlertidige Udviklingstrin, deres Begavelse og Følelse, og at det vilde være taabeligt at mishandle "Tidslen", fordi den ikke bar "Roser". Kan noget Træ bære anden Frugt end den, hvorpaa dens Art kendes? - Og har Kristus ikke netop selv lært sine Hjælpere, at man ufejlbarligt "kender Træet paa dets Frugter"? - I Kraft af denne Jesu guddommelige Anvisning har jeg altsaa her forsøgt at "kende" min nidkære Dommers "Kristendom". Men paa dennes "Frugt": min Persons Fordømmelse til det "evige Helvede" eller "evige Fortabelse", har jeg hverken fundet Intellektualitet, Sandhed eller Næstekærlighed, men derimod i fuldeste Maal faaet Beviser for Sandheden i Jesu Ord: "...... thi de vide ikke, hvad de gøre".

Jeg ser, at samme nidkære "Kristen" faktisk selv er saa temmelig godt begravet i den Grav af mentalt Mørke, som hun foregiver, at jeg repræsenterer. At samme Væsen forsøger at hjælpe sig op ad denne ved at stemple mig som en, der helt beherskes af "Forfængelighed", og hvorved jeg har sat mig selv op paa "en høj Piedestal for at lære de uvidende og dovne Mennesker at sætte sig rigtig godt til Rette, aandeligt set, i en dejlig blød Sofa", kan ikke engang virke som et Halmstraa overfor en druknende, samtidigt med at det fjerner den sidste Rest af Haab hos mig om at finde Intellektualitet hos min Modstander. Da det er min Natur at vise Sandheden i de evige Ord: "Det et Menneske saar, det skal det høste", - "Det I vil, at andre skal gøre mod eder, dette gører I ogsaa mod dem", - "Saligt er det at give, heller end at tage", - "Salig er de rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud", - samt alle de øvrige store urokkelige Udtalelser, der gjorde Jesus til "Vejen, Sandheden og Livet", kan mit Arbejde umuligt blive for "de aandeligt dovne Mennesker", idet enhver af disse store Sandhedsanalysers Forstaaelse umuligt kan andet end vise, at Vejen til "Frelse" kun gaar igennem aandeligt Arbejde. Hvis ikke de netop tilsigtede dette Formaal, hvorfor er de saa manifesteret? - I modsat Fald vilde de jo kun animere til et rent Spild af Kræfter. Og man har dog endnu aldrig set, at Jesus har forberedt og pointeret noget, der var ganske omsonst eller meningsløst. Og enhver, der faar lært at kende, at hans evige Ord er virkelig Videnskab, kan aldrig mere fortsætte som det samme Væsen, men vil hele Tiden ustandseligt af denne Videnskab blive inspireret til at - "bede og arbejde", - hvilket vil sige at arbejde med paa sin egen Udrensning, Forbedring og Udvikling, vil hele Tiden blive stimuleret til at gaa i Jesu Fodspor, vil hele Tiden i denne Viden finde Løsningen paa, hvad man skal gøre for at blive salig. Det er jo denne Inspiration, der gør Jesu Ord eller de nævnte store Sandheder til "levende Vand". Det er dette "levende Vand" eller denne guddommelige Inspirationskraft i Ordet, der saaledes faar Menneskene til at arbejde med paa deres egen guddommelige Omskabelse fra primitiv dyrisk Tilstand til guddommelig menneskelig Fremtræden, der er "Verdens Frelse". Saa de virkeligt søgende Mennesker, der kommer til at lytte til mig, faar saaledes ikke saa megen Brug for den "dejlige bløde Sofa". Thi de Mennesker, der virkeligt er aandeligt dovne, kan ikke sympatisere med den Del af den guddommelige Visdom, der fordrer, at man selv skal arbejde med paa sin egen "Frelse" ved virkeligt at forandre Levevis til Fordel for Bekæmpelsen af de dyriske og dræbende Naturer, Vaner og Tilbøjeligheder i ens Mentalitet eller Bevidsthed.

Men det ser ud til, at min Modstander ogsaa her selv indtager den særlige Plads, som hun har doceret, at jeg befandt mig paa. Hun har aabenbart endnu aldrig oplevet den "levende" Kraft i ovennævnte Ord af Jesus. Det kan hun jo aldrig nogen Sinde have haft Følelsen af at have behøvet. Hun tilhører jo en Serie af Mennesker, der mener at kunne faa "Alt af Naade". Jesus har i Henhold til disse Menneskers Opfattelse lidt for alle de "Synder" Menneskene overhovedet har begaaet eller vil komme til at begaa. Saa den Side af Sagen er i Orden. Hvordan man lever sit Liv vil saaledes efter denne Opfattelse være absolut ligegyldigt. En Mand, der hele sit Liv har levet som en Tyran, har hadet, haanet eller forfulgt alt religiøst, han kommer ligesaa let i Himlen som den Mand, der hele sit Liv har levet i Udfoldelse af Næstekærlighed, har elsket Gud, naar blot han i sidste øjeblik "angrer" sine "Synder". Alle de Mennesker, han har tyraniseret, pint og plaget, betyder altsaa intet. At der, efter at han er kommen i "Himlen" og er blevet en af "Guds Udvalgte", er blevet "hellig" eller "frelst", gaar en hel Del Mennesker, som han har ruineret, gjort til Invalider eller paa anden Maade ført i Ulykke, og som endnu sukker og stønner under de Kvaler eller Lidelser, han har bragt dem i, gør altsaa intet Skaar i hans "Salighed". -

At komme saa let til Lykken, at slippe saa let fra sine mørke Handlinger, at have saa lille en Samvittighed, at man saa let kan lade dem, man har forurettet, i Stikken, er jo at komme sovende ind i "Paradiset". Mon det ikke er her, at den "dejlige bløde Sofa" i særlig Grad florerer? -

Jeg kan kun se, at dette, saaledes blot og bart at faa hyttet sit eget Skind, er Kulminationen af Selviskhed. Jeg ser ingen "Næstekærlighed" i den "Frelse". For den, der lever i Kærlighed, vil Lykken udelukkende bestaa i at raade Bod paa alt det, man har forbrudt sig imod, og ikke i hurtigst muligt selv at blive salig ved at lulle Samvittigheden i Søvn ved Hjælp af et eller andet Sakramente. -

Noget ganske andet gør sig naturligvis gældende, naar man befinder sig paa et Udviklingsstadium, hvor man endnu ikke har saa megen Intellektualitet, at man ved egen Hjælp kan se Livets højeste guddommelige Love eller aandelige Facitter, ikke selv rent videnskabeligt kan se Gud i selve Naturen og saaledes ikke kan faa den guddommelige Inspiration og Kraft gennem Forstanden; da maa man have den igennem Følelsen. Og hertil er jo Sakramenterne, som jeg tidligere har nævnt, guddommelige Redskaber. Men saadanne Mennesker har altsaa endnu ingen realistisk aandelig Viden. Troen bliver derfor disse Væseners største Livsbasis. De er henviste til at maatte tro paa andres Beretninger. Gudsbegrebet er derfor for disse Mennesker ikke baseret paa selvoplevet Viden, men derimod udelukkende paa en fra andre overleveret Fortælling, hvis Detailler man ikke kan røre ved, og som det ligefrem er "syndigt" ikke at tro paa, ligegyldigt hvor stor Naivitet eller Uvidenhed disse saa end maatte være Udtryk for. Denne overleverede Fortælling er for dem "hellig", og Ve over dem, der vover at røre ved den.