Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den mangfoldighed, vi har inden i os, ofrer vi formodentlig meget lidt opmærksomhed og omsorg på. Vort blik og vor interesse er rettet udad i den mellemkosmiske verden, og vi indbilder os, at vort velbefindende eller modsætningen dertil ligger i årsager, som påvirker os udefra.

Måske er det først, når kroppen har det rigtig dårligt, vi begynder at tænke lidt i andre baner.

Martinus, der grundigt har klarlagt og analyseret det univers, som vor krop består af, har på en letforståelig måde forklaret, hvordan vor krop kan fungere på den utrolig automatiske måde, den gør. Selv tænker vi ikke over automatikken. Vi tager det blot som givet og tror ikke, at vi i nogen særlig grad kan påvirke den.

Men hvordan forholder det sig egentligt?

Når vi ser os omkring i mellemkosmos, ser vi et broget antal væsener af forskelligartet karakter og moralsk beskaffenhed. Vi forsøger at omgås væsener, der dækker et behov hos os selv, væsener, der også tiltrækkes af os, og vi oplever det som ganske let at omgås ligesindede. Vi har det godt.

Hvis vi nu tænker os ind i den mikroverden, der er inden for vor hud og prøver at undersøge nogle af de væsener, som opholder sig dér, finder vi først og fremmest en hurtigt skiftende verden, hvor individer inkarnerer uophørligt i en stadig strøm, og hvor tiltrækning og frastødning sker på de samme vilkår, som over alt i livet.

I det store og hele ved vi, hvad vor krop har det godt med, og hvad den har det mindre godt med. Så længe man holder sig til det første, er det ok, men her er vor kultur og vort samfund "den store frister". Vi drukner bogstaveligt talt i produkter og fristelser, vi ikke behøver, og som desuden i mange tilfælde udelukkende er skadelige, men som har fået "fodfæste" i os gennem de mikrovæsener, der netop lever af sådanne specielle produkter. Mikrovæsener, som sultne og utilfredsstillede gnaver inde i os, æder sig ind i vore tanker og får os til at føle et sug efter disse forskellige specialiteter.

Det kan være hunger efter oste, søde sager eller andre ting, som man ikke kan tåle, som plager os, og som vi alligevel ikke kan modstå. Af og til udsulter vi dem og klarer os alligevel udmærket, indtil vi igen falder for "en lille smule" i den tro, at lidt sikkert ingen skade gør: "kun denne ene gang". Men straks inkarnerer passende væsener, og i begyndelsen har vi det alle ganske godt. Men snart er cirkuset igen i gang, begæret er vakt og fører i værste fald til orgier med deraf følgende fedme, hovedpine, ulyst og anger. For mit eget vedkommende er det sådan, at ost giver mig migræne, søde sager overvægt, så jeg stræber efter at afstå fra disse "livets goder".

 

 

Hvorfor kan man nu ikke lade være, når man kender resultatet? Dog, dette giver os et værdifuldt tilskud af viden og forståelse. Når det nu er så problematisk med disse "mindre farlige" mikrovæsener, hvordan er det så ikke med ondskabsfulde tobaks-, alkohol- og hashvæsener, som desuden er umættelige.

Ligesom i mellemkosmos er det de "gode" mikrovæsener, der gør sig mindst bemærket. De lever deres rolige tilbagetrukne liv i nøjsomhed og udfører deres arbejde pligtopfyldende, med kærlighed og omsorg. Så længe, de ikke generes, mærker man ikke noget til sin krop, den fungerer uforstyrret, og man har det godt.

Jokeren i dette spil er tankens mikroverden, som styrer og regulerer efter impulser, der ikke altid er forudsigelige. Der kan blive ubalance, når nye tanker slår rod, og forstyrrelser opstår, når man ændrer sine livsvaner. At gå over til vegetarisk føde f.eks., burde være en langsom proces og ikke ske fra den ene dag til den anden. Der kan opstå panik i mikroverdenen, når en hel verden flytter ud, og en ny flytter ind. Forsigtighed og hensyn burde her være en selvfølge.

Vore tanker og følelser er stærkt forbundne med vore mikrovæsener, som er bærere af alle vore store og små beslutninger. De er væsener, der behøver os i lige så høj grad, som vi behøver dem, og deres udvikling og liv er afhængig af os.

Hvordan kan vi da påvirke dem? Herom har Martinus skrevet alt, hvad man behøver at vide. Det eneste, vi egentlig har at gøre, er at huske at rette os efter anvisningerne og håbe, at vort makrovæsen jordkloden viser os mikrovæsener samme hensyn og kærlighed (karmaloven).

Vi må ikke glemme, at vi er mikrovæsener med samme gensidige påvirkninger og med forskellige behov og opgaver, for at vi, de (mikrovæsenerne) og det (jordklodevæsenet) skal have det så godt som muligt og få del i livsoplevelsen på allerbedste måde.

En af de mest fascinerende begivenheder i mikroverdenen er et organs (såkaldt "talentkernes", red.) opbygning fra makrovæsenets vilje og ønske til dets fuldbyrdelse ved træning og øvelse. Et jeg behøver blot at bestemme sig for at ville et eller andet, f.eks. at spille et instrument. Vi ved alle, hvor trægt det går i begyndelsen, fingrene vil ikke lystre, tankekoncentrationen må være perfekt, og den musik, man formår at præstere, er absolut ikke nogen nydelse. Men efterhånden går det bedre og bedre, og måske efter lang tids møje og besvær begynder det næsten at gå af sig selv. Det, der er sket i mikroverdenen, er, at et organ langsomt er blevet bygget op, et musikorgan – og i dette organ har et musikalsk væsen inkarneret, som så mere og mere overtager styringen, jo dygtigere vi bliver, og når vi har nået genialiteten, står dette væsen for automatikken.

Denne form for opbygning sker hele tiden i vor krop. Alt, hvad vi beskæftiger os med, sætter spor. Omvendt forkrøbler og forsvinder alt, hvad vi forsømmer. Ingen nye mikrovæsener inkarnerer, når organet ikke længere bruges. Hvilken vidunderlig verdensorden. Her ligger vor frie vilje klar til udfoldelse på den ene eller den anden måde, og hele tiden må vi høste frugterne af vore beslutninger.

Vi vælger altså selv, hvilke mikrovæsener der skal befolke vor krop, og akkurat som Martinus siger, så er det vore tanker, ønsker og følelser, der styrer vor egen udvikling. Her er noget at tænke over.

Oversætter: SB