Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mogens Møller:

Der er et gammelt ord, der siger: "Af to onder vælger man det mindste", og det kan unægteligt lyde ret pessimistisk og negativt. Men det er dog en positiv sandhed, som åndsforskeren ikke kan undgå at tage stilling til, ja, den må efterhånden blive en del af hans daglige liv, så længe han endnu med rette må betegnes som et jordmenneske og ikke som et rigtigt menneske.

Når man nu er begyndt at studere åndsvidenskab for derigennem at blive dygtiggjort til mere dagsbevidst end før at tage del i skabelsen af jordmenneskehedens og sin egen kommende skæbne, kan det ikke undgås, at man kommer ud for en masse situationer, hvor man møder større eller mindre modstand og vanskeligheder. Det gjorde man naturligvis også, selv om man ikke studerede åndsvidenskab, men netop dette studium kan bringe en ind i vanskelige situationer og konflikter, som kan udsætte en for et voldsomt nervepres. Igennem de kosmiske analyser danner man sig et billede af, hvorledes man helst skal leve for at være i kontakt med universets grundtone og manifestere en fuldkommen menneskelig væremåde. Man ser, at denne væremåde kulminerer i opfyldelsen af det store bud "elsk din gud over alle ting og din næste som dig selv". Men jo mere man med interesse lytter til foredrag og læser åndsvidenskabelige bøger, og jo mere man af den grund ønsker at leve i kontakt med den guddommelige væremåde, desto sværere føler man mange gange, at det er, når det skal praktiseres i hverdagen. Man gik måske netop og var opfyldt af en indre glæde over, at man var vokset rent menneskeligt gennem den kosmiske viden, man havde tilegnet sig, men kommer så pludseligt ud for en begivenhed eller situation, hvor man rent spontant kommer til at re agere med hidsighed, intolerance eller bitterhed. Bagefter føler man sig helt slået ud, fordi man ikke i den givne situation formåede at handle efter det, der var ens inderste stræben og ideal, og man bliver så skuffet over sig selv, at man synes, man helt taber lysten til at fortsætte arbejdet med at udrense sindet for de dyriske kræfter. Det var så meget nemmere, dengang man med retfærdig harme kunne følge de gamle traditioner og blive godt gal i hovedet, når de andre opførte sig anderledes, end man syntes, de skulle gøre.

Den åndsforsker, som er alt for optimistisk og tror, at han lige på een gang kan blive en engel, kommer meget let ud for sådanne skuffelser, og kan han ikke tage skuffelsen med oprejst pande og forsøge påny at tage kampen op imod de dyriske traditioner i sit sind for at kunne klare situationen bedre næste gang, kommer han til at udgøre "den dårlige jordbund" for den åndelige sæd, Kristus taler om i sin lignelse om sædemanden. Ingen kan blive mester uden først at være lærling og gøre en masse erfaringer bl. a. gennem sine fejltagelser og fejlgreb, ligesom ingen heller kan blive professor uden først at have studeret og tilegnet sig en masse viden, som han forstår at bruge. Men det tænker den kosmisk studerende ikke altid på Han har måske et stærkt følelsesliv og en enorm længsel i sit sind og tror, at han kan tvinge sig selv til totalt at præstere en fuldkommen væremåde med det samme. Alle, der studerer åndsvidenskab, vil dog komme til at erfare sandheden i Paulus' ord om, at det gode, han så gerne ville gøre, det gjorde han ikke, og det onde, som han netop ikke ville gøre, det gjorde han. Man er ikke "dårlig jordbund", fordi man af og til begår fejl, kun hvis man i skuffelse opgiver at fortsætte med at gøre fejlen god igen og undgå nye fejl, er man den "tynde og dårlige jord", hvor sæden ikke kan slå rødder og vokse.

Det kan hænde, at man kommer i en situation, hvor man synes, at det næsten er ligemeget, hvad man gør, så vil resultatet alligevel være et andet, end det man ønskede, det vil være et "onde". Åndsforskere med et følsomt sind kan ligefrem blive sat i en situation, hvor de slet ikke tør handle, det går dem på nerverne, og sådan en situation kan være årsag til skuffelser, hvor man synes, at det hele bliver for svært, og at åndsvidenskaben er umulig at følge i praksis. Men vi må ikke glemme, at også et rigtigt menneske engang sagde: "Hver dag har nok i sin plage". En plage er jo et "onde", og Kristus vidste, at hvert eneste jordmenneske hver dag kan komme ud for plager af mange slags i sin vekselvirkning med omgivelserne. Men han vidste også, at han selv, der var et rigtigt menneske, heller ikke kunne undgå disse plager og vanskeligheder, ganske simpelt fordi han befandt sig mellem jordmennesker og netop havde som mission at vise disse jordmennesker, hvordan man overvinder vanskelighederne, når man er et rigtigt menneske. Kan begrebet "det mindste onde" sættes i forbindelse med Kristus og hans mission blandt jordiske mennesker? Det kan det. Det var et "onde", at han måtte ofre sin fysiske organisme og udsætte denne organismes mikroindivider for lidelse og død. Men det var, hvad man kan kalde "et nødvendigt onde", fordi det var et mindre onde, end hvis de jordiske mennesker skulle undvære et eksempel på den væremåde, de engang skulle blive i stand til at manifestere. Altså hvad vi må kalde et stort gode for den jordiske menneskehed, det var dog på sin vis et "onde", men "det mindste onde". Den verden, vi i øjeblikket lever i, er af en sådan karakter, at vi gang på gang må vælge mellem to "onder", når vi skal handle Det kræver, at vi udvikler vor tålmodighed og vor psykologiske sans og først og fremmest den menneskekærlighed, der absolut vil gøre det bedste til gavn for helheden, selv om dette bedste dog kun er det mindste af to "onder".

En såkaldt stærk mand sagde engang: "Gode mennesker er blot svage mennesker, man må have hånd i hanke med, for at de ikke laver alt for store dumheder". En sådan udtalelse viser, at dens ophav er stærkt enpolet. Han kan beundre maskulin styrke og kraft, men han aner ikke, hvad menneskelig styrke eg kraft er, han har intet begreb om, at der findes en godhed eller kærlighed, som er universets stærkeste kraft, og som mennesket har mulighed for at komme i forbindelse med gennem sin vågne dagsbevidsthed. Virkeligt gode mennesker er de stærkeste mennesker, der findes på denne klode, men deres mentale indre styrke er ikke noget, der har været let at vinde. De er ikke blot gode i kraft af, at de viger tilbage for at gøre ondt, altså i kraft af det, de ikke gør, de er det også i kraft af deres aktive indsats til helhedens gavn.

En sådan aktivitet er ofte af en sådan art, at der må vælges mellem to eller flere "onder" for at manifestere det "mindste onde", som i det lange løb vil vise sig dog at være til gavn. Vegetarer f. eks. kan ikke undgå at komme ud for mange slags vanskeligheder med mennesker, som overhovedet ikke forstår, at man kan leve vegetarisk uden absolut af den grund at være fanatiker eller særling, og det har sin betydning for helheden, at disse mennesker på en stilfærdig måde lærer, at dette er muligt. En vegetar bliver måske bedt ud til middagsselskab og ved, at værtinden vil blive ulykkelig over, at han ikke spiser hendes gode mad. Han synes ikke, han kan bede om at få lavet speciel vegetarisk kost og vil på den anden side meget nødigt bryde med den vegetariske linie, han er kommet ind på og befinder sig så godt ved både i etisk og sundhedsmæssig henseende. Hvad skal han nu gøre? Skal han sige nejtak til middagen, eller skal han gå med og spise, hvad der både etisk og æstetisk i den grad er ham imod og måske endda vil medføre flere dages ildebefindende? Eller skal han alligevel ulejlige værtinden ved at bede om lidt vegetarisk mad og gøre hende ulykkelig over, at hun slet ikke kan finde på, hvad hun skal give ham? Han kan jo også gå med og lade være med at tage andet end kartofler og hvad der eventuelt kan være af anden vegetarkost på sin tallerken og blive udsat for en masse spørgsmål og latter og værtindens bekymrede blikke. Et sådant dilemma kender de fleste vegetarer til. Tro nu ikke, at jeg vil sige: Man skal naturligvis gøre sådan og sådan. Jeg har nævnt nogle muligheder, og den enkelte må selv tage stilling til, hvad han eller hun vil vælge af "onderne". Den udvej, som er naturlig og rigtig for den ene, behøver ikke at være det for den anden. Hvorfor ikke? Fordi de jordiske mennesker lever på forskellige udviklingstrin, og det, der kan være et naturligt udtryk for eet menneskes arbejde med sig selv, kan for en anden være et krampagtigt forsøg på at være mere "udviklet" end han er, og det vil i de fleste tilfælde være et større "onde" og ikke "det mindste onde". For det første vil vedkommende skabe en splittelse og unaturlig spænding i sit sind, der før eller senere vil medføre store skuffelser for ham og tilbagefald til gamle vaner og traditioner. Og for det andet vil han absolut ikke gavne den sag, han opfatter som sit ideal, idet han vil virke overspændt fanatisk og temmelig glad for sig selv. Altså et afskrækkende eksempel fremfor et sympatisk stilfærdigt forsøg på at vise, at man godt kan være naturlig og ligetil, selv om man har ideer, som andre synes er forskruede.

I de mange tilfælde, hvor den ene partner i et ægteskab er interesseret i åndsvidenskab og vegetarisme, medens den anden part absolut ikke er det, må den førstnævnte også vælge mellem to "onder" og enten holde sine interesser mere for sig selv eller risikere en masse ufred og intolerance i sit ægteskab. Er der børn i ægteskabet, vil "det mindste onde" absolut være at gøre det, der er til mindst skade for børnene, og det vil sige at gøre alt for at holde fred og og dermed praktisere sine interesser til gavn for den familie, man har et medansvar for. Og selv om der ikke er børn, vil det være gavnligt grundigt at gennemtænke, om man ved at lade sig skille og blot følge sine interesser og idealer nu også vælger det mindste onde, eller om man blot flygter fra noget, der skulle udvikle ens tålmodighed og tolerance og sætte ens idealer på prøve i det praktiske liv. Der findes ægteskaber, hvor den ene part i jalousi over den andens åndelige interesser ligefrem har brændt dennes bøger og blade, når vedkommende ikke var hjemme, og det kan naturligvis føre til skilsmisse. Men jeg ved også eksempler på, at den intolerante ægtefælle gradvis har ændret sin indstilling ved at opleve den anden parts tålmodighed, forståelse og urokkelige indre styrke.

Der er mennesker, der tager kampen op imod den side af deres bevidsthed, der endnu hører dyreriget til, og som ikke lader sig slå ud, selv om de adskillige gange taber slaget. De ved, der er tid til at vinde et nyt, og at der er åndelige kræfter og væsener parat til at hjælpe det menneske, der ikke giver op. Og selv om deres livsudfoldelse gang på gang må manifesteres som det mindste af to "onder", vil de, hvis den er resultatet af et oprigtigt ønske om at være til gavn for helheden og af grundig omtanke og bøn til forsynet om hjælp til at gøre det rigtige, i sit slutfacit være et gode, selv om den en tid opleves som det, Martinus kalder "et ubehageligt gode".

Vi lever i en brydningstid. Et gammelt "kulturmønster" er i opløsning, og et nyt er så småt under skabelse. Dette nye er det rigtige menneskeriges livsmønster skabt af menneskelig kærlighed og logik. Det kan ikke skabes af svage mennesker, som er vankelmodige og ikke tør handle af frygt for at handle forkert. Den, for hvem åndsvidenskaben er mere end en smuk teori, må atter og atter forsøge at komme på bølgelængde med den åndelige kraft, som vibrerer overalt i universet, og som er guddommens kærlighed. Den findes også i vor Moder Jords atmosfære, idet den også er noget af jordklodevæsenets åndelige kraft. Den er til rådighed for de jordmennesker, der åbner deres bevidsthed for den, og vor bevidstheds evne til at komme i forbindelse med denne kraft, som er stærkere end al maskulin styrke og al feminin list, er større eller mindre i forhold til vor evne til at overvinde først de mindre dyriske traditioner i vort sind og væremåde og efter denne træning de større for til sidst at nå den totale sejr over mørket. Men det sker ikke ved fanatiske krumspring og alt for følelsesbetonet begejstring. De små ting må gøres, for at de større kan opnås. Det mindste onde må vælges, før det gode helt kan blive en realitet, og den indre styrke må vindes, som er stærkere en den, der overvinder en stad.