Kontaktbrev 1957/7 side 4
Martinus:
DE LEVENDE VÆSENERS UDØDELIGHED.
Kun igennem erkendelsen af væsenernes udødelighed bliver retfærdigheden i de samme væseners lykkelige og ulykkelige skæbner åbenbaret.
Hvis menneskene virkeligt skal komme til at kunne forstå retfærdigheden i verdensaltet, retfærdigheden i menneskenes liv, retfærdigheden i dyrenes liv, retfærdigheden i alle de mange former for ulykkelige skæbner, som de levende væseners liv af i dag repræsenterer, er det en absolut betingelse, at man kommer til at forstå, at alle levende væsener fremtræder som udødelige, hvilket igen vil sige, at de bag deres forgængelige fysiske organisme besidder en højere i stråleformig eller psykisk materie fremtrædende evig struktur, i hvilken de kan opleve livet uden den fysiske organisme. De kan altså i denne psykiske eller kosmiske struktur overleve enhver form for den fysiske organismes undergang. Og de kan igennem denne åndelige struktur igen medvirke ved den fysiske forplantningsproces til skabelsen og udviklingen af det lille foster i moderlivet, som skal blive dets nye organisme i dets nye fysiske jordliv. Da enhver organisme således er en "skabt ting", må denne igen forgå. Men i kraft af sin kosmiske eller psykiske struktur overlever væsenet altså som nævnt denne sin organismes undergang og fortsætter sin oplevelse af livet i den åndelige eller psykiske verden, indtil betingelserne for, at det igen kan medvirke til at blive født på ny i den materielle verden, indtræder. Og således fortsætter væsenet et vist område af sin evige tilværelse i form af fysiske genfødelser, indtil det har nået en vis fuldkommenhed i tænkning og væremåde.
For at opnå den højeste fuldkommenhed eller blive til "mennesket i Guds billede" er det nødvendigt, at man med sin forstand oplever Guds kærlighed og retfærdighed i verdensaltet.
Er der da noget i livet eller tilværelsen, der bekræfter denne opfattelse på en sådan måde, at den kan blive til andet og mere end en smuk påstand? Ja, livet selv bekræfter denne opfattelse indtil en sådan grad, at den kan blive til konkret viden for ethvert normalt udviklet, intelligent og dogmefrit menneske. Det er livets mening, at mennesket med sine intellektuelle evner skal kunne lære at iagttage og opleve den virkelige sandhed om dets egen udødelighed og skæbne på en sådan måde, at den bliver til konkret viden om retfærdigheden eller Guds kærlighed i verdensaltets styrelse og dermed blive til urokkelig livsbasis for det samme væsen. Med denne livsbasis eller kosmiske viden kan mennesket ikke undgå at blive til glæde og velsignelse for alle andre levende væsener i dets omgivelser og dermed selv blive ét med Gud. Det er den eneste måde, hvorpå det kan opfylde den guddommelige hensigt at opnå den højeste indvielse eller blive til "mennesket i Guds billede". Gud er jo udelukkende til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Og kun dette kan være hensigten med hans udvikling af mennesket. Det skal i sin væremåde opfylde det guddommelige princip: at være lysende, varmende og livgivende. Uden denne væremåde kan det umuligt være i "Guds billede".
Hvad det levende væsens udvikling bekræfter for os.
Hvor kan vi da i det daglige liv finde noget, der bekræfter for os det levende væsens udødelighed? – Ja, her må vi naturligvis først og fremmest gøre os naturens store skabelsesproces begribeligt og derigennem se, at det ikke er tilfældigheder, der bevirker skabelsen, styrer og leder sol- og mælkevejene i mikrokosmos og makrokosmos, bestemmer de levende væseners liv og skæbne etc. Denne store skabelsesproces er ikke i alle foreteelser uoverskuelig for det uindviede menneske. Den kan i overordentlig store områder efterforskes og kontrolleres af menneskenes almindelige intellektuelle evner. Den har mange færdige resultater, som er hundrede procents tilgængelige for den menneskelige oplevelsesevne. Disse færdige resultater af naturens, hvilket vil sige Guds skabelse viser sig alle uden undtagelse i deres slutfacit at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Til disse færdige resultater hører blandt andet vore sanser. Er ikke vort syn, vor lugt og smag samt alle vore andre livsorganer en velsignelse for os? – Er ikke jordens forvandling fra at være et flammende ildocean, en buldrende verdensbrand til dens nuværende tilstand som en glimrende klode for vegetabilske og animalske levende væsener en forvandling eller skabelse, der er til glæde og velsignelse for levende væsener? –
Der har således været en gang, da de tilsyneladende livløse mineralformer var de eneste skabte foreteelser på jorden. Så blev mineralformerne til planteformer. Planteformerne udviklede sig og blev til dyreformer eller dyreorganismer. Dyreorganismerne blev til menneskeorganismer. Igennem millionårige udviklingsepoker skete der således en stor skabelse i materien, der resulterede i en udvikling af organismer for levende væsener, der stadig blev fuldkomnere og fuldkomnere. Og vi ser, at denne forvandling stadig fortsætter. Bag alle disse ydre foreteelser eller organismer forekommer der "Noget", der oplever igennem disse organismer. Dette "Noget" i forbindelse med en organisme udgør tilsammen det, vi kender som "et levende væsen". Hele denne store udviklingsproces opleves altså af levende væsener. Hos dyrene og menneskene er denne oplevelse mere vågen dagsbevidst end hos planterne. Inden for selve menneskenes område ser vi også, at nutidens mennesker ikke lever under den uvidenhed og primitivitet, som f. eks. vore forfædre stenaldermenneskene levede under. De måtte bo i huler og grotter. De havde ikke de fine og bløde beklædningsstoffer, som dem vi i dag er velsignet med. De havde ingen af alle de tekniske goder, som menneskeheden i dag i overdådig grad har til rådighed. Vi fødes til moderne forhold, til dejlige huse, til dejlige befordringsmidler, til dejlige maskiner, der kan arbejde for menneskene. Vi fødes til begyndende civiliserede forhold, til en fysisk viden og kunnen, der ligger gigantisk højt i forhold til fortidsmenneskets livsvilkår. Men endnu er der mange ubehageligheder og gener, som menneskene af i dag lider under, men som fremtidsmenneskene vil være totalt fri for. Disse vil komme til at stå lige så højt hævet over nutidsmennesket, som dette er hævet over naturmenneskene i urskoven eller Afrikas indre. Samtidig ser vi, at denne udvikling også forvandler det levende væsens sindelag og livsopfattelse fra brutalitet til humanitet. Medens man på et givet fortidsstadium mente, at dette med magt at kunne tilintetgøre sine fjender eller undertrykke disse var glorværdigt, var den helt rigtige form for gudsdyrkelse, begynder man nu at føle lede ved denne gudsdyrkelses- og tilværelsesform. Og i dag ønsker menneskene en virkelig varig fred på jorden. Når de fører krig, så er det fordi, de her endnu ikke rigtig kan sanse anden vej til den frelse eller frigørelse fra krig og ulykker, de af hjertet ønsker sig. Og dog, så begynder der en stor kraftudfoldelse til fordel for skabelsen af en virkelig vej til freden igennem fred og ikke igennem krig. Men rent bortset fra dette lever en stor part af den samlede jordmenneskehed i dag under langt fuldkomnere og sundere forhold end menneskene i fortiden. Ønsket om fred, ønsket om retfærdighed for alle mennesker vokser og breder sig ud over hele jorden. Hele denne store udviklingsproces, som alle levende væsener er underkastet, er at ligne ved en stor flod, hvis vande fører fra mørke og skumle underjordiske huleterræner og frem til lyse og skønne, solrige egne. Den bekræfter, at Gud fører alle levende væsener imod lyset.
Hvorledes uvidenhed har skabt den overtro, at de levende væsener er "dødelige" væsener".
Udviklingen har således ført de levende væsener frem til at spejde efter retfærdighed i selve naturens eller livets egne processer. Men her er menneskenes evner endnu noget mangelfulde. De får i en overvejende grad i virkeligheden den opfattelse, at der ikke forekommer retfærdighed i selve naturen. Her er alt tilsyneladende tilfældigt. Og da de endnu heller ikke har evner til at gennemskue det levende væsens kosmiske struktur, den psykiske eller åndelige side ved samme væsen og derfor må rette sig efter det rent fysiske, så lever millioner af ligesindede mennesker i den forestilling, at de levende væsener er "dødelige" væsener. Dette vil igen sige, at de fødes, de bliver til for atter igen at forgå. Og her er vi ved et af menneskehedens allerstørste spørgsmål. Sålænge mennesket tror på denne dødelighed, vil det være umuligt for det at få nogen som helst mening i tilværelsen og dermed i dets livsopfattelse. Hvis det levende væsen var et dødeligt væsen, der virkelig kun havde et vist begrænset tidsrum at leve i for så igen at blive tilintetgjort, så ville en virkelig retfærdighed i tilværelsen, som før nævnt, være en total umulighed. Alle levende væsener på jorden levede da i en eneste altomfattende skrigende uretfærdighed. Ser vi ikke netop, hvorledes der allerede ved de levende væseners fødsler er en ligefrem brutal forskel på deres livsskæbne. Hvorfor skal nogle børn fødes elendige og svagelige, være syge hele livet, og andre børn fødes med kolossal levedygtighed og i gode livsmuligheder? Hvorfor skal nogle børn fødes hos grusomme forældre, der både er ukærlige og primitive, medens andre børn får forældre, der er umådeligt kærlige og pligtopfyldende over for deres børn? – Hvorfor dør millioner af mennesker af sult og fattigdom, medens andre mennesker lever i kolossal rigdom og overflod? – Hvis de levende væsener kun har deres nuværende fysiske liv, forekommer der absolut ikke nogen som helst retfærdighed i tilværelsen.
Hvis det levende væsen er udødeligt.
At man forestiller sig et evigt liv, som man ved opfyldelsen af særlige moralske betingelser kan tilegne sig efter den fysiske død, kan ikke retfærdiggøre den uretfærdighed, som den fysiske tilværelse udviser over for de levende væsener. Der forekommer mennesker, der er fødte under sådanne betingelser, at det vil være umuligt for dem at opfylde de betingelser, der kræves for at få dette evige lykkelige liv efter døden. De må altså glide ind i en fuldstændig fortabelse, ind i en evig pinsel eller et helvede, hvorfra der ingen som helst befrielse er. Hvorledes kan dette retfærdiggøres? – Hertil kommer også, at et liv, der har begyndt, kan aldrig nogen sinde blive evigt. Det vil altid være et timeligt liv, idet det til enhver tid altid må repræsentere det begrænsede tidsrum, der strækker sig fra dets begyndelse og frem til ethvert givet tidspunkt i dette dets såkaldte "evige liv". Det vil således til enhver tid repræsentere en bestemt alder, være så og så gammel, netop fordi det har haft en begyndelse. Et evigt liv kan ligesålidt have en begyndelse, som det kan have en afslutning. En evig realitet kan ikke skabes. Den må netop evigt have været til. I modsat fald er den ikke evig, men kan derimod kun udgøre en timelig og dermed en forgængelig foreteelse. Løftet om en evig tilværelse, der først skal begynde efter døden, kan således ikke have nogen rod i selve virkeligheden. Det kan derfor ikke retfærdiggøre den tilsyneladende uretfærdige forskel, der er på de levende væseners skæbner. Der må gives en hel anden forklaring, en fuldkommen logisk analyse, der helt kan afsløre den guddommelige retfærdighed og kærlighed midt i den tilsyneladende uretfærdighed.
Hvis det virkeligt var således, at menneskene kan komme i en fortabelse, komme i et evigt helvede, hvorfra det aldrig nogen sinde kan vende tilbage, men evigt må sukke og stønne under de skrækkeligste lidelser, hvordan kan en Guddom, der ligefrem skaber en sådan tilværelse for de levende væsener, være den alkærlige Fader for de levende væsener, som han igennem de humane verdensreligioner påberåbes at være? – Hvorledes kan en Guddom med en så sadistisk og ulogisk straffetendens blive det guddommelige livsfundament for alverdens mennesker, der kan forene dem i en altoverstrålende næstekærlighed, visdom, kunst, skønhed og glæde? –
Nej, der er kun én eneste mulighed for retfærdighed i verden for de levende væsener, og denne ene mulighed er denne, at de er udødelige. Hvis man opfatter nævnte væsener som udødelige, så kan man påvise, at verdensaltet udgør en altomspændende retfærdighed, der er så hårfin, at end ikke et støvfnug kan lægge sig tilfældigt. Alt er lovbundet. Er der da nogen mulighed for, at man kan konstatere udødelighed? – Ja, det er der i høj grad. Hvis vi iagttager alle naturens skabelsesprocesser, ser vi, som allerede før nævnt, at de alle uden undtagelse i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Det er rigtigt, at der forekommer mange tilfælde,
(sluttes)
Tilbage til artikelregister
Forrige