Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1956/1 side 12
Fra arbejdsmarken.
Første gang, man gennem arbejdet med Martinus' analyser får øje for sin egen væremådes ufuldkommenhed, er manglerne ofte så omfattende, at mange - måske med rette - anser det for håbløst at forsøge at leve i overensstemmelse med den logik, der viser, at næstekærligheden i alle forhold er det væsentligste. Men mange tager heldigvis opgaven op, og for dem er der nok at tage fat på, selvom de traditionelle emner for forbedring, tobak og spiritus, for de fleste af læsernes vedkommende forlængst er ude af billedet.
Det viser sig ofte, at meget af det, vi søger at ændre, er svært at få bugt med. De synlige resultater opnås sjældent med det samme. De vil erfare, at der i næsten alle tilfælde vil være en periode, hvor resultaterne af Deres bestræbelser synes at have den modsatte virkning af den tilsigtede. De ufærdige naturer skal nok vide at anmelde deres krav. Først åbenlyst og senere vældig godt camoufleret, og det sidste er langt det farligste. Det er den stenede vej.
Det gælder her som i alle andre forhold, at viden om, hvorledes et sådant kredsløb arter sig, er af stor værdi for gennemførelsen af ens fortsæt. Den, der f.eks. har været forfalden til at ryge, vil på grundlag af egne erfaringer vide, at virkelig gode resultater ikke opnås straks, man holder op. Der kan godt gå op til 2 år.
Som et af resultaterne af arbejdet med Martinus' analyser vil ønsket om at delagtiggøre andre i Martinus' tanker naturligt vokse frem, og enhver kan uden at forsømme arbejdet med sin egen væremåde tage den rent praktiske opgave op at tegne flere abonnenter på kontaktbrevene. Det er i modsætning til de vanskelige kampe med ens egne ufærdige naturer et område, hvor synlige resultater kan opnås straks. Det giver en dejlig tilfredsstillelse, og så er det vigtigt både for Dem og for sagen.
Årsabonnement.
Med dette brev fremsendes giroblanket til indbetaling af abonnementsafgift. For læsere, der måtte ønske at betale for hele året 1956 på een gang, hvad der vil være meget velkomment her, kan oplyses, at årsabonnement koster kr. 25.-, og at De blot kan opføre beløbet med kr. 25.- på giroblanketten, hvis De måtte ønske at betale for hele året og derved blive fritaget for besværet med at indbetale 4 gange årligt. Så glemmer De det heller ikke.
Med venlig hilsen
Erik Darsø
Kontaktafdelingen.