Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– – – Du vaagner om Morgenen, du er ugidelig, vil nødig staa op; hav saa den Tanke rede: Jamen det er jo til min Menneskegerning jeg vaagner! Kan jeg saa være gnaven, naar jeg skal tage fat paa netop det, for hvis Skyld jeg blev født, og som var Hensigten med min Kommen til Verden? Eller blev jeg skabt med det Formaal at jeg kan ligge i min søde Seng og varme mig? – "Jamen det er dog saa rart." – Naa saa du blev født til det at "have det rart" og aldeles ikke til Gerning og Virksomhed? Ser du ikke de smaa Væsener, Spurve, Myrer, Edderkopper, Bier, de udretter noget, de bygger paa deres lille Del af Kosmos; du derimod, du vil ikke tage din Del af Arbejdet, din Del som Menneske? Du burde løbe, du burde ile til den Gerning, Naturen har tildelt dig! – "Jamen man maa dog ogsaa hvile." – Det mener ogsaa jeg; dog har Naturen sat Grænser ogsaa for denne her Hvilen. Den har ogsaa sat Grænser for Spisning og Drikning, og alligevel, der overdriver du og gaar videre end til det som er nok; men saasnart det gælder Virksomhed, Pligter – der sporer man just ikke nogen Overdrivelse, der hedder det altid: "Jamen kære, indenfor Mulighedens Grænser" –

Min Ven, du holder ikke af dig selv, mærker jeg. Forstaa mig, det er dit egentlige Jeg, du ikke holder af, det Jeg som er Alnaturen i dit Indre. For saa vilde du høre dens Røst og elske dens Krav. Andre Mennesker ser du elsker deres Fag og gaar helt op deri: før de faar vasket sig og før de faar spist Morgenmad, er de ved deres Arbejde, men du – din egen Bestemmelse, den Naturen har sat dig til, den respekterer du mindre end f.Eks. Guldsmeden i sine Graveringer, Dansemesteren sine Taktsving, Pengepugeren sin Bankkonto eller Modenarren hvad Folk siger om ham. Og disse, naar de rigtigt er optagne, saa vil de hverken spise eller sove, men bare klemme paa, for at Bunken kan blive større af det, de nu interesserer sig for, – men din Virksomhed, som gaar ud paa det Heles Vel, den regner du altsaa for at være mere ligegyldig og mindre Interesse værd?