Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
den 5. Juli 1945
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Det samme gør sig gældende, hvis det kun er af religiøse Grunde, at Væsenet ikke albuer sig frem paa "Næsten"s Bekostning. Her er det de med Tilfredsstillelsen forbundne religiøse "Straffe": "Forbandelse" og "Nedfart til Helvede" eller andre religiøse, voldelige Oplevelser, der afskrækker ham fra at leve højt paa "Næsten"s Bekostning.

Der findes saaledes et mentalt Omraade, indenfor hvilket det er Skrækken for "Straf", der afholder Væsenet fra at overtræde de juridiske eller de begyndende "Næstekærlighedslove". Men da der findes et andet Omraade indenfor den jordmenneskelige Mentalitet, hvor det netop ikke er Skrækken for de juridiske Love, der afholder Væsenerne fra at overtræde disse, men derimod en hel anden Faktor, nemlig denne, at de slet og ret ikke "nænner" at gøre Næsten Fortræd eller paaføre denne Ubehageligheder, men hellere selv vil paatage sig disse, hvis de dermed kan gavne nævnte Næste, er det dermed en Kendsgerning, at Væsenernes mentale og fysiske Indstilling helt forandres. I disse "næstekærlige" Væsener kan vi begynde at se en hel anden mental Sfære end den, vore saakaldte "hedenske" Forfædre var besjælede af. Medens disse Forfædre levede i en "Bersærker-" eller "Vikingemoral", hvis faste Punkt var "den stærkeres Ret", og hvor "Magten" saaledes var den eneste Slags "Ret" eller "Retfærdighed", man kendte, og den virkelige "moralske Ret" eller "Retfærdighed", der i sig selv jo er ganske uafhængig af "Magt", var noget ganske ukendt og totalt uforstaaelige, er det netop denne moralske eller "absolutte Ret", der i Dag mere og mere toner frem i Menneskenes Opfattelse som den eneste "absolutte Retfærdighed". Og vi faar saaledes her for os to Slags Mennesker, nemlig de primitive Væsener, der i Dag endnu i en overvejende Grad er besjælede af "Bersærker-" eller "Vikingemoralen", der giver den overlegne eller den stærkeste "Ret" ganske uafhængigt af virkelig eller absolut "Retfærdighed", og dem, der i en overvejende Grad ikke "nænner" at benytte sig af denne "Ret", selv om de er de stærkeste eller sidder inde med "Magten". De første Væseners egoistiske eller selviske Moralitet og Holdning overfor Næsten hæmmes udelukkende kun af de i Dag opsatte juridiske Love. I alle Situationer, hvor de ser sig i Stand til at omgaa disse Love for at tilrane sig Goder paa Næstens Bekostning, vil de gøre det uden nogen som helst Skrupler, Ja, deres dyriske Natur er i værste Tilfælde saaledes, at de endog dirkete sætter sig op imod disse Love og aabenlyst overtræder disse. Og vi faar da her det mentale Omraade i det moderne Samfund, vi kalder "Forbryderverdenen" eller Samfundets "Underverden". Det er herfra, at alle de saakaldte "Gangsters" saavel som de store "politiske Forbrydere" eller Væsener, der med genial, dyrisk Mentalitet tvinger sig frem til "diktatoriske" Magtstillinger og som autoriserede "Førere" eller "Diktatorer" har ført hele Folk eller Verdensriger til Overfald paa andre Folk eller Nationer og dermed været de "Kim", der satte de store Rædselstilstande i Stand, som lige har kulmineret i det bloddryppende Ragnarok eller Verdensdrama, der foreløbig endte med "Atombomben", men som endnu ikke har givet Menneskeheden hverken Tryghed eller virkelig "Fred".

Under den moderne Civilisations eller den saakaldte "kristne Kultur"s Overflade forekommer der altsaa en temmelig fremtrædende "Underverden", der undertiden kan sende sine glødende, primitive, altødelæggende Kræfter op igennem Kulturens endnu tynde Skorpe og komme til Syne som livsfarlige eller ulykkebringende Vulkaner paa Kulturens Overflade og helt tildænger denne med Hadets, Magtsygens og Begærlighedens sorte, osende og kvælende Lavastrømme. Det er denne Side ved "Underverdenen", der endnu er saa farlig for al virkelig Kulturskabelse af i Dag. Det er ikke den lille menige Tyv eller Rovmorder, der er Kulturens eller Civilisationens værste Fjende eller "Fjende Nr. 1", men derimod dem, der kan camouflere deres røveriske eller rovmorderiske og menneskefjendtlige Talenter, Begær og Anlæg med en saadan Genialitet, at de ligefrem selv tror paa eller opfatter denne deres mentale Tilstand som højeste "Moralitet" eller "Idealisme" og herigennem faar næsten ubegrænset Kraft til at forføre alle i fremskreden Kultur endnu ubefæstede Folk eller Stater og gøre dem til "Banditsamfund" indenfor Nationernes Rækker,

Alle Krige i Verden er saaledes mentale Vulkaner, der igennem Forbrydergenier baner sig Vej op igennem Kulturens og Humanitetens endnu tynde Overflade og her skaber sine vældige Kratere. Hvor før mentale, industrielle og kulturelle Virksomheder blomstrede og sendte sine skønne Frugter ud over hele Jorden, og Millioner af Mennekser levede forholdsvis lykkeligt med deres Familier, Paarørende, deres Ægtefæller, Børn og andre Væsener, der for dem var dyrebare, ser vi i Dag kun Resultater af mentale "Atombomber", der i Form af Krigspropagandister, "Diktatorer" og "Førere" fik Held til at komme op paa den jordmenneskelige, mentale Overflade og der udløse deres Eksplosioner og Sprængninger i den begyndende, spæde, humane Kultur. Ja, saa virkningsfuld var denne mentale "Atomsprængning", at den skabte dybe Flænger og Revner helt ind i de kristne Præsters og Ypperstepræsters Mentalitet. Vi kom derfor til at se det Særsyn, at disse Væsener, der var indviet til at fortælle Menneskene, at man skal "drage sit Sværd i Skeden, thi hver den, som ombringer ved Sværd skal selv omkomme ved Sværd", begyndte at velsigne de mange Gange værre Mordvaaben, Krigstanks, Slagskibe og Bombemaskiner, ja, stod endog undertiden selv med skjulte Mordvaaben under deres præstelige Ornat, denne deres ophøjede Klædning, Symbolet paa deres Gernings Hellighed og guddommelige Renhed i det dræbende Princips eller Hadets og Myrderiernes Afskaffelse. I Sandhed, Civilisationens eller Kulturens Underverdens mentale "Atombomber" kan nok maale sig med de nyopfundne, moderne, tekniske. Hvad er der nu tilbage der, hvor de før saa store "Diktatorer" brillerede og med Parader og Optog fik Folkene til at svælge i Selvforgudelse og Herrefolkedrømme? – Er der andet end Menneskevrag i Ruinhobe og i en Atmosfære af dødbringende Bandituvæsen, Rovmord, Voldtægt eller Amoralitet og Fornedrelse af enhver Art? – Nej, de mentale "Atombomber"s Kratere eller Saar er lige saa dødbringende "radioaktive" indenfor deres Omraade som deres fysiske, tekniske Pendenter er det indenfor det fysiske Omraade.

Vi har altsaa her Menneskehedens første mentale Sfære i selve dens Kulmination. Den er et absolut "Onde" for den jordiske Menneskehed, der forlængst er blevet mættet af denne Kulmination og nu kun hungrer efter dens Modsætning, nemlig "Retten"s og dermed den sande "Retfærdighed", der i sig selv er Humanitetens eller Næstekærlighedens Kulmination.

Den her skildrede mørke mentale Sfære er altsaa Kilden til al "Angrebsmentalitet" og dermed Kilden til al "Krig" i Verden, saavel mellem Stater som imellem de enkelte Individer. Det er denne mentale Sfære, der forekommer under Begrebet "Det Onde". Medens denne mentale Form er ganske naturlig hos Dyret, er den altsaa af "Det Onde" for Jordmennesket og hæmmer dets Fremtræden som "Menneske".

Men foruden disse Væsener findes der, som vi nævnte før, ogsaa en anden Kategori af Væsener, nemlig de Væsener, der "ikke nænner" at gøre Næsten Fortræd. Disse Væsener befinder sig altsaa paa et længere fremskredent Stadium i den mentale Udvikling end de førstnævnte Væsener. De har faaet udviklet deres "Medlidenhedsevne". De er i Stand til at fornemme paa deres Næstes Vegne. Hans Lidelser, hans Bekymringer og Sorger kan i større eller mindre Grad gøre dem bedrøvede eller "medfølende". De kan slet ikke, som den første Kategoris Væsener, være totalt ligegyldige eller ufølsomme overfor Næstens Skæbne. De er i større eller mindre Grad parat til at vove deres eget Liv, hvis de dermed kan beskytte eller hjælpe Næsten og fri denne for Ubehageligheder. Og det er i Kraft heraf, at disse Væsener heller ikke er fri af "Krigen"s Sfære. Men nævnte Væsener bliver jo Partnere i en Krig under en hel anden Forudsætning end den førstnævnte Kategori. Medens denne er selve Krigens udløsende Aarsag i Kraft af sin "Angrebsbevidsthed", er den sidste Kategori kun med i Krigen for at "forsvare" eller "befri" den angrebne Part overfor de Ubehageligheder, som Angrebet forvolder. Og denne mentale Indstilling vil saaledes afvige fra "Angrebsbevidsthed" derved, at den udgør "Forsvarsbevidsthed". Forskellen mellem disse to mentale Tilstande vil være den, at medens Motivet for "Angrebsbevidsthed" er hensynsløs "Selviskhed" eller "Egoisme" eller Begæret af sin Næstes Goder, er Motivet for "Forsvarsbevidsthed" "Uselviskhed" eller en Beskyttelsestrang overfor Næsten imod "Uretfærdighed" eller "Angrebsvæsenerne"s Overfald. Det er saaledes en begyndende Kærlighed overfor Næsten, der her kommer til Syne. Bag "Forsvarsmentaliteten" er Motivet altsaa i Virkeligheden ganske "uselvisk", ligegyldigt om det endog er Væsenet selv, der er den overfaldne eller angrebne, og "Forsvaret" udelukkende gælder det selv, thi i dette sidste Tilfælde vil "Forsvaret" være "Nødværge" og er da et Led i den nødvendige Selvopholdelsesdrift. Og alt, hvad der bliver identisk med det absolut livsbetingende "Nødværge" for Væsenets Eksistens, kan umuligt være identisk med "Selviskhed" eller "Egoisme". Det er ikke "Egoisme", at man begærer sin Ret til at leve. "Egoisme" opstaar først der, hvor man paa sin Næstes Bekostning begærer Ting, der er ganske overflødige eller unødvendige for sin egen Eksistens eller Mulighed for at leve. Et "Forsvar", der udgør et "Nødværge" overfor en absolut livsfarlig Fjende, kan ikke udtrykkes som "Selviskhed". Det er Befordringen af en naturlig Ret til Livet, en Hævdelse af Artens Bestaaen og kan saaledes kun forekomme der, hvor denne Bestaaen er i Fare. Hvis et "Forsvar" fortsættes der, hvor denne Bestaaen ikke er i Fare, bliver det ikke længere et "Forsvar", men en "Forfølgelse" og dermed et "Angreb" paa Næsten. Det gælder derfor her om at passe godt paa. Et "Forsvar" kan meget let og umærkeligt gaa over til at blive et "Angreb" og er da ikke mere nogen "uselvisk" Foreteelse, men derimod i allerhøjeste Grad dominerende "Egoisme" eller "Selviskhed".