Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Onsdag den 5. Juli 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Det bliver altsaa udelukkende denne Erkendelsesevne, der kan stemples som "ond" eller "god", hvilket igen kosmisk set vil sige: kan erkendes som udgørende den ene eller den anden af de to Kontraster. Nævnte Erkendelsesevne kan ikke i nogen som helst Situation repræsentere de to Kontraster samtidigt. Den kan ikke paa een Gang erkende en Ting som "ond" og "god". I saa Fald maatte Villieføringen blive udslettet, thi den vilde da diktere to modsatte Handlinger. Men at ville to Modsætninger paa een Gang, er det samme som at neutralisere sin Villie. Man kan ikke samtidigt stige op paa et Loft og ned i en Kælder. At ville begge Dele paa een Gang er det samme som ikke at ville noget. Derfor kan en Villieføring saaledes kun udgøre en Foreteelse, til hvilken der maa findes en Modsætning. Om denne Modsætning opfattes som "ond" eller "god" vil altsaa udelukkende være afhængig af den bag Villieføringen eksisterende Erkendelsesevne, der jo igen er det samme som Fundamentet for "Sindet". Erkendelsesevnen er et Resultat af Sanseevnen, der jo har til Opgave at registrere, om en Tings Natur er "Behag" eller "Ubehag" for Væsenet. I samme Grad, som Tingen igennem Sanserne erkendes som "Behag", i samme Grad vil Erkendelsesevnen diktere Villieføringen til Fordel for nævnte Ting, medens det modsatte jo er Tilfældet der, hvor Tingen igennem Sanserne erkendes som "Ubehag". Denne Erkendelse af Tingene som "Behag" eller "Ubehag" udgør saaledes det eneste, der kan ændre Væsenets Villieføring.

Men denne Erkendelse kan være identisk med selvoplevet Viden og derved fremtræde som "Kendsgerning", ligesom den ogsaa kan være blot en af andre Væsener overbragt Beretning og kan da højst blive et Postulat, et Dogme, en Formodning der, hvor den ikke udgør en korrekt "teoretisk Viden". Da denne Tilegnelse af Indtryk af Livet eller Omgivelserne igennem Sanserne danner Væsenets Erkendelse og det heraf fremtrædende "Sind", bliver det her til Kendsgerning, hvor kolossal en Skala af "falske" eller "uægte" Former dette "Sind" eventuelt kan udgøre. Et "Sind" kan saaledes udelukkende være en koncentreret Kombination af bare overleverede Dogmer, andre Væseners Beretninger, Postulater, som Væsenet instinktmæssigt føler Dragning imod og derfor bliver en "troende" Tilhænger af, selv om det er ganske afskaaret fra at eje disse tillærte Foreteelser som realistisk Viden eller Kendsgerning. Disse kan derfor være totalt falske, uden at dette vil ændre noget i Væsenets Sympati for og Tro paa dem. De vil saaledes ganske udgøre dets "Sind" og uhindret dirigere dets Villieføring, der igen betinger Forholdet til dets Omgivelser.

Men tænk, hvilket skrigende og ulyksaligt falskt Billede af Sandheden, et saadant Forhold kan afstedkomme. Er det ikke netop en Kendsgerning, at fanatiske Dogmer, Postulater, taabelige Formodninger har bragt deres Ophavs Manifestationer til at være en Udløsning af den mest forfærdelige Forfølgelse, Underkuelse og Fornedrelse af andre Væsener? – Ja, er ikke taabelige Ideer, der slet ikke har noget med videnskabelig Begrundelse at gøre, undertiden opstaaet i et enkelt Væsens Hjerne og derfra igennem dets Villieføring bragt videre og styrtet hele Folk i Fornedrelse og Ulykke, skabt Forfølgelse, Krig og Lemlæstelse, ja, været den næsten uudslukkelige Ild bag enhver Form for Intolerance, Religionsforfølgelse, Magtbegær og yderligere i Form af "Religion" afstedkommet ikke blot blodige Drab af Dyr, men ogsaa store blodbesudlede Ceremonier med Menneskeofringer paa foregivne "Altre for Guder". Og hvad mener man om Inkvisitionens Hundrede Tusinder af Ofre paa "den kristne Guds Alter", befordret af hans egne Præster og Ypperstepræster? – Tænk hvilken aabenlys Demonstration af "Sindet"s Taabelighed, der her er overleveret Efterverdenen. Foran den almægtige ene Guddoms Aasyn, der paaberaabes at være "Kærlighed" og paabydende, at enhver "der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd", "Det et Menneske saar, skal det høste", "Man skal vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", ja, kort og godt paabyder, at "Man skal elske sin Næste som sig selv" – opsætter man et Alter i Form af en Heksekedel, i hvilken man i Ordets allermest bogstaveligste Forstand brændte sin Næste levende op under Foregivelse af at behage det "alkærlige" højeste Væsen. Med glødende Tænger, Radbrækningsinstrumenter og andre raffinerede Torturredskaber tvang man sin ulykkelige Næste – det Væsen man i Virkeligheden skulde elske – i hundredtusindvis ind i dette "Helvede"s glødende Ild. Man forstod altsaa at skabe sig Aspiranter til denne Ild. Med Torturredskaberne skulde man nok skaffe sig "Ved" til dette djævelske Baal. Tænk, hvilken sadistisk Atmosfære, der her er steget op imod den Eviges Trone. Tænk, hvilken ny Besudling og Korsfæstelse af det ophøjede og rene Væsen, der allerede en Gang tidligere havde ladet sig korsfæste for at stadfæste "Næstekærligheden" paa Jorden. I hans Navn retfærdiggjorde man sit eget sadistiske Sinds Taabelighed og udsmykkede sin endnu noget grovkornede Samvittighed med pragtfulde Ornater, gyldne Krucifikser, Rosenkranse, Salmesang og Orgelbrus, tændte Lys etc. og opretholdt dermed Suggestionen om sin egen høje Kontakt med Menneskesønnen.

Vi ser saaledes her, hvorledes "Sindet" bag Religionen eller de religiøse Kræfter i Mennesket bestemmer, om disse Kræfter skal anvendes i "det Gode"s eller "det Onde"s Tjeneste. Ja, som vi her har set, kan "Religionen" bruges i "det Onde"s Tjeneste der, hvor denne Anvendelse endog strider direkte mod selve Religionens Hovedforskrifter.

Men "Sindet" bestemmer jo ogsaa i Felter, der ligger helt udenfor de rent religiøse. Hvor mange kan i Dag sige sig fri for ikke at have bragt en eller anden lille, ikke helt flatterende og endnu mindre som absolut Sandhed bekræftet, Nyhed til Torvs om den eller den af deres Næste, der ikke i særlig Grad er i deres Yndest? – Ja, ser man ikke, at Individer, der hver især endog udgiver sig for at være en særlig moralsk Kapacitet, være Inkarnationen af den eller den profeterede aandelige Autoritet eller Storhed, der skulde komme, være Inkarnationen af en Messias, være Inkarnationen af Jesus eller lignende, udgøre Redskaber for den samme Slags "Nyhedsudbredelse" om deres Næste, naar denne Næste hører til Væsener, hvis Højintellektualitet er en besværlig Hindring for Udbredelsen af Troen paa deres egen formodede høje aandelige Identitet og Storhed? –

Men ethvert Træ maa bære sin særlige Slags Frugt. Og en moralsk Kapacitet, en Kristus, der befordrer nedsættende Tale om sin Næste, der ikke kan bekræftes som Sandhed, kan umuligt være identisk med den "Kristus", der var "eet med Sandheden". Men selv om denne nedsættende Tale kan bekræftes som Sandhed, vil en Kristus, der udbreder den, ligeledes umuligt kunne være identisk med den Kristus, der var "eet med Vejen". "Vejen" er jo dette: at "elske sin Næste som sig selv". Og der er vel ingen, der retmæssigt kan paastaa, at Verdensgenløseren "Jesus Kristus" ikke var den inkarnerede "Næstekærlighed"? – Ja, det skulde da lige være de "falske Kristus"er", hvis Mangel paa Næstekærlighed er altfor aabenlys kompromitterende for deres Paastand om at være Verdensgenløseren. Desuden er Verdensgenløserens Personlighed ikke blot og bar et Væsen, der kan vise ydre Venlighed, Tilgivelse eller Næstekærlighed. Han er noget meget mere end det, at være et godt og rart Menneske. Han er ogsaa Inkarnationen af "Næstekærlighedens Videnskab", thi uden denne vilde hans Mission som Verdensgenløser være umulig. Og stillet overfor saadanne Kvalifikationer er det, at Væsener, der endnu ikke engang er naaet saa langt i deres Udvikling, at de kan være et godt og rart Menneske og derfor i langt, langt mindre Grad kan besidde denne Sindstilstands Videnskab, aabenlyst kompromitterer sig for det almindeligt intellektuelt begavede Menneske, naar de paaberaaber sig at være "Kristus" eller en af Menneskehedens allerstørste Førere. Og i Særdeleshed naar de, som før bemærket, ligefrem nedlader sig til at udsprede nedsættende Nyheder om Medvæsener, hvis virkelige Højintellektualitet er dem i Vejen, ja, saa er det jo tydeligt at se, at deres Sind gør dem identiske med den Slags sandhedsforfølgende Væsener, om hvem Kristus sige: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

Vi er saaledes alle en Slags mentale Træer i Guddommens store Have. Og vi maa som Følge heraf bære Frugt. Og denne Frugt hedder altsaa "Sindet". "Sindet" udgør saaledes mange Slags Frugter. Og nogle af os kan altsaa bære Frugter, der ligefrem gør os sandhedsødelæggende, sandhedsforfølgende, faar os til at befordre Illusioner og Løgne, skabe Krig, Død, Tortur, Lemlæstelse eller Korsfæstelse i den Tro, at vi dermed er moralske Storheder. Og andre af os kan bære Frugter, der er umaadelige velsignelsesrige, befordrende den evige Sandhed, spredende Liv, Kraft, Glæde og Lykke eller mental Helbredelse ind i ethvert Sind, hvor Overtroens, Sorgens og Ulykkens Lidelser ellers plejer at have til Huse og derved gøre os til Væsener, der virkeligt i større eller mindre Grad er "eet med Kristus eller en Verdensgenløser. Det er altsaa "Sindet", der er den altbeherskende Magt bag Manifestationerne. Det er "Sindet", der faar os til at være "ond" eller "god". Det er "Sindet", der faar os til at lave de mest raffinerede og grusomme Mordvaaben og Lemlæstelsesinstrumenter: Revolvere, Maskingeværer, Bomber, Kanoner, Krigstank, Flammekastere, Giftgas og andre livsfjendtlige tekniske og kemiske Substanser. Og det er "Sindet", der faar os til at bruge disse Foreteelser enten i Hadets eller Kærlighedens Tjeneste. Og det er "Sindet", der faar os til at udløse de mest geniale Samfundsgoder: Jernbaner, Dampskibe, Flyvemaskiner, Sporvogne og Biler, sunde og hygiejniske Boligforhold, Hospitalsvæsen, Invalide- og Alderdomsforsorg, Statsstyrelse, Retsvæsen, Ro og Orden o.s.v. o.s.v.