Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Marts 1942

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(fortsat)

Derfor er der ingen Grund til at bebrejde disse Mennesker, at de er kommet længst muligt bort fra Guddommen og faktisk tilbeder "Døden". I denne Tilstand tror de ikke, at det er muligt at naa frem til Sandheden med mindre man bruger de hævdvundne "videnskabelige" Forskningsmetoder, der bestaar i at veje, maale og registrere, alle andre Maader at nærme sig Sandheden paa regner de for naive og uvidenskabelige, men det skyldes jo kun, at alle andre Forskningsmaader, f.Eks. Livsytringsforskningen gaar over deres Forstand. Og da det ikke lader sig gøre at anvende Maal- og Vægtforskning paa det religiøse Omraade, regner de da ogsaa Realiteter, der hører ind under dette Omraade, for Overtro og Fantasi. Saadanne Mennesker, der er Tilhængere af den materialistiske Verdensanskuelse kan ikke, naar de bliver gamle, se roligt hen til Døden som en "Ven", som en Organismeudskiftning, fordi de mener, at det vilde være Udtryk for Naivitet at tro paa et Liv efter Døden, da et saadant efter deres Formening ikke eksisterer. Dog er der hertil at bemærke, at Vanebevidstheden om, at der eksisterer saavel en Gud som et Liv efter "Døden", ikke lader sig helt udslette, den kan højst dysses i Søvn for en Tid. Naar et Menneske, der er Tilhænger af den materialistiske Verdensanskuelse, ligger paa Dødslejet, vaagner dets Vanebevidsthed om en Guds Eksistens igen, saa begynder det atter at fornemme, at der er en Gud til, og at det skal leve videre efter "Døden", og denne Fornemmelse gør det roligt, men dette sker kun, hvis det faar et længere Sygeleje, og derimod ikke, saafremt det faar en pludselig Død ved et Ulykkestilfælde el.lign. Saalænge et Menneske, der dyrker den materialistiske Verdensanskuelse, er sundt og raskt bekæmper det enhver Form for Aandelighed og betragter den materialistiske Verdensanskuelse som den eneste Vej til Sandheden, der er værdig for det moderne Menneske. Men i denne Tilstand, hvor det fuldstændig har forladt Troen paa Gud og de højeste Idealer og i Stedet har dannet sig Idealer inden for de materielle Omraader som ofte hører ind under det dræbende Princip, kan det ikke undgaas, at det paagældende Væsen faar en tilsvarende mørk Skæbne i Form af svære Sygdomme, økonomiske Vanskeligheder, ja maaske ligefrem økonomisk Ruin, Arbejdsløshed, Nød og Elendighed, ja i det hele taget alle Former for Vanskeligheder, der gør sig gældende her paa Jorden. Jeg maa her for Fuldstændighedens Skyld indskyde, at et saadant Væsen godt kan opleve nogle enkelte Liv, hvor det er en stor og mægtig materiel Matador og lever i Rigdom og Velvære, men de Skæbnebølger, det har udsendt ved at dyrke Idealer, der hører ind under det dræbende Princip, vil uvægerligt foraarsage, at det faar en ulykkelig Skæbne og kommer i en Tilstand, som svarer til Soldatens paa Valpladsen, saadan som jeg fortalte Dem om. Denne Tilstand af Fortvivlelse, Angst og Sjælekval er i Virkeligheden en Slags Raaben til Gud om Hjælp, og fra det Øjeblik et Menneske er kommet i den Tilstand, begynder det mere og mere at kunne bruge sin Intelligens paa de aandelige Felter. Saa kan det ikke længere tro paa, at der kun eksisterer Maal- og Vægtsfacitter. Saa begynder det at blive vidende om, at der eksisterer en anden Slags Facitter, nemlig Livsytringsfacitter. Hermed er det begyndt at udforske de okkulte Omraader og derved gør det en hel Masse nye Erfaringer, der mere og mere lader Guddommen blive til en virkelig bevidst Kendsgerning for det. Disse Erfaringer vil bevirke, at dets Intelligens kommer paa Højde med dets Følelse, der jo er blevet udviklet gennem alle de Lidelser, Dyrkelsen af Idealerne inden for det dræbende Princips Omraade bibragte det. Naar Intelligensen er kommet paa Højde med Følelsen, er der blevet Ligevægt mellem dem, og i denne Ligevægtstilstand er dets medfødte Vanebevidsthed om Guddommens Eksistens blevet taget fuldt og helt i Brug. Nu undersøger det alle sine Erfaringer ved Hjælp af Intelligensen og bliver efterhaanden fuldstændig klar over, at Guddommen er til. Her er det naaet frem til en Tilstand, hvor det har en dagsbevidst Viden om Guds Eksistens. Denne Tilstand kalder jeg den kosmisk-bevidste Tilstand. Naar Væsenet er naaet frem til denne Tilstand, vil det være i Stand til at opleve Guddommen hele Tiden, og saa indtræder den Oplevelse, jeg kalder "den store Fødsel".

I de Situationer, jeg nu vil fortælle Dem om, har vi at gøre med saavel Væsener paa det fysiske Plan, Væsener i den 1. Sfære og Væsener paa de højere Planer, d.v.s. det rigtige Menneskerige, Visdomsriget, den guddommelige Verden o.s.v. Den 1. Sfære udgøres af den Del af det rigtige Menneskerige, der grænser umiddelbart op til det fysiske Plan. Det er her i denne 1. Sfære, at bl.a. Menneskene kommer hen, naar de "dør". Men her maa De gøre Dem klart, at naar der er Tale om aandelige Planer og Sfærer, saa maa De ikke tro, at de er et eller andet bestemt Sted henne. De aandelige "Planer og Sfærer" er i Virkeligheden dybest set Udtryk for Tilstande og findes alle Vegne.

Den 1. Sfære har vi meget med at gøre, thi her findes en Hærskare af Væsener, der har til Opgave at være bl.a. de jordiske Mennesker behjælpelig med at komme i Forbindelse med Guddommen, d.v.s. at befordre Opfyldelsen af de "Bønner", der bedes i "Lønkammeret". Lige som vi for det meste ikke kan komme til at hjælpe vore Medmennesker, uden at de beder os derom paa en eller anden Maade, og vi heller ikke kan opfatte deres Henvendelse til os uden ved at bruge vore Sanser, saaledes kan Guddommen heller ikke opfatte vore Bønner uden at anvende Sanseredskaber, og til disse Sanseredskaber hører bl.a. de psykiske Væsener i den 1. Sfære. Vore Bønner bliver "opfanget" af disse psykiske Væsener, der har til Opgave at foretage sig alt, hvad der er muligt i vor Bønhørelses Favør, d.v.s. alt, hvad der ikke kolliderer med vor Skæbnebestemmelse. Med Hensyn til vor Skæbnebestemmelse er der at sige, at vi allesammen har et vist Maal, vi skal naa i hver Tilværelse. Før vi fik en ny fysisk Organisme, blev det bestemt i den aandelige Verden, hvilken Sum af Oplevelser, hvilket Maal vi skulde naa i denne Inkarnation - ikke paa nogen jordisk Maade med Noteringer i Bøger og Protokoller, men derimod blev det rent automatisk bestemt bl.a. ud fra vor Skæbne i den foregaaende Inkarnation, ud fra selve Verdensplanen og ud fra vore Talentkerners Kvalitet og Sammensætning. Vi skal saaledes ifølge vor Skæbne naa en bestemt Sum af Oplevelser i hver Inkarnation, og disse Oplevelser skal vi for enhver Pris igennem. Naar vore egne Skæbnebølger vender tilbage ude fra Verdensaltet og naar vor Bevidsthed, saa oplever vi det som lys eller mørk Skæbne, alt efter hvilken Art af Skæbnebølger, vi har udsendt. Naar man fra den aandelige Verden kan se, at der f.Eks. uvægerligt vil vende en Række mørke Skæbnebølger tilbage til os, og at der ikke er noget at gøre, fordi det er Erfaringer, vi nødvendigvis maa have, ja saa kan det ikke nytte, at vi f.Eks. beder om at faa den eller den Direktørstilling, eller om at vi maa vinde den store Gevinst i Lotteriet, naar dette vilde kollidere med vor Skæbnebestemmelse. Det kan ganske vist ikke undgaas, at saadanne Bønner, som dem jeg lige nævnte, bliver opfanget af de psykiske Væsener, hvis Opgave det er at tjene de jordiske Mennesker, men i saadanne Tilfælde vil de psykiske Væsener ikke være i Stand til at hjælpe. I det hele taget maa det siges, at Væsenerne paa det psykiske Plan, hvorfra man kan se Skæbnebølgerne, hjælper saa godt de kan, men der hvor de kan se, at den og den Oplevelse skal det og det Væsen igennem, og at det derfor vilde være et uheldigt Indgreb i hans (hendes) Skæbne, at de hjalp, og dermed i Strid med Livets Love, der kan de med deres bedste Vilje ikke hjælpe.

I den første af de særlige Situationer, der kan opstaa paa det fysiske Plan, og i hvilke det vilde være formaalstjenligt at anvende "Lønkammeret"s Princip, drejer det sig om et Menneske, der er kommet i en ubehagelig Situation, det er f.Eks. kommet i Pengeforlegenhed. Det henvender sig til det ene efter det andet af dets Medmennesker, men alle dets Henvendelser viser sig at være frugtesløse, de vender det allesammen Ryggen, og det ved til sidst ingen Udvej.

I en saadan Situation er det, at det vil være formaalstjenligt at bede til Guddommen i "Lønkammeret". Det paagældende Menneske sender saa en Bøn eller en Impuls imod det Ukendte, og denne Impuls bliver opfanget af et psykisk Væsen, og straks vil dette Væsen være orienteret om, hvor det kan sætte ind, og det vil saa sende en Impuls til et andet Væsen paa det fysiske Plan, og denne Impuls vil bevirke, at dette andet Væsen henvender sig til ham(hende), der var i Pengeforlegenhed, og han(hun) bliver hjulpet. Det behøver slet ikke være en, det kendte i Forvejen, der nu kommer og hjælper det. Hjælpen kan godt komme fra et helt fremmed Menneske. Mennesker bliver undertiden ført sammen - tilsyneladende tilfældigt og tilsyneladende uden nogens Mellemkomst, men da der ingen Tilfældigheder eksisterer, og der ikke kan opstaa "Noget" ud af "Ingenting", saa er den logiske og virkelige Forklaring da ogsaa den, at Mennesker i saadanne Tilfælde er blevet ført sammen i Kraft af "Noget", nemlig i Kraft af aandelige Væseners Indgriben.

I den næste Situation drejer det sig om et ungt Menneske, hvis Elskede er død. Her gaar Tankerne meget naturligt til den kære afdøde. Disse kærlige Tanker kan ikke undgaa at blive opfanget af et Væsen paa det aandelige Plan. - Der er overhovedet ingen Form for Bevidsthedsmanifestation, der kan undgaa at blive opfanget af de Væsener paa det psykiske Plan, der har til Opgave at tjene Væsener paa det fysiske Plan. Vi kan overhovedet ikke være saa stille, uden at der foregaar et eller andet i vor Bevidsthed, og dette kan ikke undgaa at blive "hørt". - Disse kærlige Tanker gaar videre til et psykisk Væsen, der er Specialist i at modtage Kærlighedsimpulser, og saafremt dette Væsen ikke er i Stand til at komme i Forbindelse med den afdøde, sender det Tankerne videre til et andet psykisk Væsen, der er i Stand dertil, og dette Væsen sætter sig saa i Forbindelse med den afdøde, som det unge Menneske paa det fysiske Plan tænkte kærligt paa. Saa har Kærlighedsimpulsen naaet sin Bestemmelse, saaledes at den afdøde bliver paavirket med nogle Kærlighedsimpulser.