Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Marts 1942, bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m. fl.

Kære Venner!

Jeg vil i Aften gerne tale noget mere til Dem om det sande Gudsforhold. Det er jo et ret omfattende Emne, som ikke kan belyses fuldstændig udtømmende i nogle enkelte Foredrag, og i disse to Foredrag kan jeg da ogsaa kun komme ind paa enkelte vigtige Sider af dette Problem. I Aften vil jeg gerne tale lidt om den mere tekniske Side af Forholdet mellem det levende Væsen og Guddommen.

Da det er meget vigtigt for ethvert Menneske at komme i Kontakt med Guddommen, gælder det om ogsaa at faa et nøjere Kendskab til og en Forstaaelse af den tekniske Side af Forholdet til Gud, thi uden det vil det ikke være muligt at naa frem til en virkelig fuldkommen Korrespondance med ham. Naar vi nu her arbejder saa meget med de aandelige Problemer, og jeg sætter Dem ind i en Mængde forskellige kosmiske Analyser, saa er det ikke saa meget for at give Dem en mere teoretisk Viden om de Ting, de kosmiske Analyser belyser, men i højere Grad for at De ved Hjælp af denne Viden kan blive i Stand til at rette Deres Bevidsthed ind paa det virkelige faste Punkt i Verdensaltet. Først naar De er blevet et Geni til at rette Deres Bevidsthed ind mod Verdensaltets virkelige faste Punkt, har De fundet frem til det sande Gudsforhold. Saalænge et Menneske ikke har fundet frem til det sande Gudsforhold - og det har det ikke, saalænge Guddommen ikke er blevet endnu mere levende for det end dets Medvæsener - er der Uro, Rastløshed og Utilfredshed i dets Sind, snart interesserer det sig for een Ting, men kasserer snart denne Ting, fordi det ikke derigennem har faaet Fred og Ligevægt i Sindet, snart for noget helt andet, og nu mener det atter, at det i det nye, som det har kastet sin Interesse paa, har fundet det rigtige, men efter nogen Tids Forløb mister det ogsaa Interessen for dette, fordi det ikke var det, det søgte, og saa søger det paany. Sagen er, at et Menneske ikke i det lange Løb kan være sig selv nok, og derfor paa et eller andet Tidspunkt i sit Liv ikke kan lade være at søge efter et eller andet fast Holdepunkt uden for sig selv, - en højere Magt, der ordner alt, - fordi der i ethvert levende Væsen - hvad enten det er et Væsen i Mikrokosmos, Mellemkosmos eller Makrokosmos - findes en Indstilling til Forsynet. Denne Indstilling kan være bevidst eller ubevidst, instinktmæssig, følelsesmæssig, intelligensmæssig, latent eller kulminerende, alt efter paa hvilket Stadium i Spiralen det paagældende Væsen befinder sig. Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at denne Indstilling aldrig helt mangler hos noget som helst levende Væsen; thi uden man er klar herover, faar man ingen virkelig Forstaaelse af Forholdet mellem det levende Væsen og Guddommen. For det jordiske Menneskes Vedkommende gælder det, at denne Indstilling paa Forsynet efterhaanden skal naa til at blive det faste Punkt, hvorpaa det baserer sin Tilværelse, saaledes at denne kan blive saa fuldkommen som muligt, og saaledes at det jordiske Menneske kan blive fuldstændig bevidst i hele Verdensaltet og blive "hævet op paa Guddommens eget Udsigtspunkt" og se fuldkommen klart bevidst, at "alt er saare godt".

Igennem mine Analyser har De ganske vist faaet at vide, at alt er saare godt, men det er ikke nok, hvis De ikke faar mere ud af det end den blotte og bare Viden derom, og derudfra slutter, at saa er der ikke noget at bede om, saa vil denne Viden snarere fjerne Dem fra Guddommen, saa har De faaet en forkert Indstilling. Den dybeste Forstaaelse og virkelige Oplevelse af, at "alt er saare godt" fører derimod frem til et mere intimt Forhold til Guddommen, hvor Bønnen i "Lønkammeret" kommer til at spille en meget betydelig Rolle. De maa forstaa, at selv om alt er saare godt, saa er det alligevel nødvendigt at bede til Gud, thi dette at bede til Gud omfatter meget mere end blot dette at bede om noget. De skulde gerne naa frem til at udvikle et bevidst, intimt Forhold til Guddommen, som ligger langt over selv det mest intime og harmoniske materielle Forhold til Deres allerbedste Ven, Deres Forældre, Deres Ægtefælle, Forlovede eller hvem De nu holder mest af. Det et dette bevidste, intime Forhold til Guddommen, der er udtrykt ved "Lønkammeret". Det er ikke udtrykt saa tydeligt tidligere, men det er det, Jesus mener, naar han i Bjergprædikenen siger: "Naar du beder, da gaa ind i dit Lønkammer og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig." "Lønkammeret" er et symbolsk Udtryk. Man maa ikke tro, at det skal tages bogstaveligt. Hermed menes ikke blot et Kammer med 4 Vægge og en lukket Dør. Naar Forholdet til Guddommen her lignes ved et "Lønkammer", saa er det, fordi der er Tale om et Princip, et Symbol for et stort Omraade. "Lønkammeret" er et Princip, der dels udtrykker, at man, naar man ønsker at bede til Forsynet om et eller andet, hellere maa bede stille og lydløst for sig selv, i "Løndom", end stille sig op paa Gaden eller paa et Torv, saadan som det er Skik og Brug inden for enkelte religiøse Bevægelser, thi en offentlig Bøn faar let et farisæisk Skær over sig, og dels udtrykker "Lønkammeret"s Princip, at man paa denne Maade ved at bede stille og lydløst for sig selv, i "Løndom", sikrest kommer i en virkelig intim og personlig Kontakt med Guddommen, saa at det faar Karakter af en personlig, fortrolig Samtale mellem en selv og Guddommen, uden at der er nogen uvedkommende, som blander sig deri. Jeg nævnte, at "Lønkammeret" var et Princip, thi naar man har kosmisk Klarsyn, ser man alt som Principper, Substans, Kraft etc. Alt hvad der er tilgængeligt for Sansning, kan man saa udtrykke ved hvilken af ovennævnte Betegnelser man vil, fordi alle disse Betegnelser er Synonymer for det samme.

Naar det nu i "Lønkammeret" drejer sig om at komme i en personlig, intim Kontakt med Guddommen, saa er det meget vigtigt at finde denne Guddom, thi uden at finde Guddommen naar man ikke frem til sin rette Hjemstavn i Tilværelsen. Vejen til den rette Hjemstavn i Tilværelsen gaar igennem Spiralen. Tidligere har jeg belyst dette som en Vandring gennem Spiralens 6 Riger, der udtrykker forskellige Tilstande. Disse forskellige Tilstande finder vi ogsaa demonstreret i Lignelsen om den fortabte Søn. I denne Lignelse har vi ogsaa et Billede af Vejen til Guddommen.

Jeg nævnte før, at naar man lærer, at "alt er saare godt", saa kunde man lade sig forlede til at tro, at der ikke er noget at bede om. Der er hertil at sige, at det selvfølgelig var mere vigtigt at lære, hvordan man skal bede om noget, hvis Livet kun drejede sig om at bede om noget, men det er heldigvis ikke Tilfældet. Tænk, hvis vi i vor daglige Tilværelse aldrig kunde komme sammen, uden at vi straks skulde bede hinanden om noget, saa vilde det blive en temmelig kedelig og disharmonisk Tilværelse vi vilde faa, men nu er det da lykkeligvis ogsaa saadan, at vi foretager os andre Ting, naar vi kommer sammen. Vi udveksler Tanker og fortæller hverandre om vore Oplevelser, takker hverandre for noget, vi har foræret hverandre, underholder os med hverandre, giver hverandre et eller andet, uden at vi er blevet bedt derom, skaber Hygge og Velvære for hverandre osv. og det er dejligt, at det er saadan.

Og det samme skulde i Princippet gerne være Tilfældet over for Guddommen. Ligesom vi i vor daglige Tilværelse foretager os andet end at bede hverandre om noget, skulde vor Bøn i "Lønkammeret" ogsaa gerne bestaa i andet end at bede Gud om Hjælp i en eller anden Situation, hvor vi ikke kan faa Hjælp af noget som helst Menneske, f.Eks. i at takke Guddommen for de mange Ting, vi dels faar og dels oplever. Men er man endelig i den Situation at trænge til Hjælp, saa gælder det om, at man ikke bare bruger Guddommen som en Slags Nødhjælp, og ellers lader "fem og syv være lige". Bruger man dette at bede Gud om Hjælp, skulde det gerne være noget man gør daglig, ikke blot for at redde sig selv ud af en Knibe, men derimod for f.Eks. at bede om Kraft og Styrke hver Gang man skal udrette noget vigtigt, saa at der kommer det bedst mulige og det kærligste ud deraf, ikke mindst for de andre. Saaledes vilde det være klogt, om f.Eks. en Foredragsholder bad en Bøn, hver eneste Gang han skal holde et Foredrag, en Skuespiller lige inden han skal ind paa Scenen, en Forretningsmand inden han skal træffe en vigtig Disposition eller en vigtig Beslutning o.s.v. Og endelig hører det ogsaa med til den virkelige Bøn i "Lønkammeret", at man hver Aften, inden man lægger sig til at sove, gør en Slags personlig "Status" over sin Væremaade i Dagens Løb, saa at man saa hurtigt som muligt kan faa den paagældende Dags Manifestationer gjort til Fortid og uddrage Essensen deraf, saa at man bliver klar over, hvad man ikke saa gerne skulde gøre en anden Gang.

Man skulde gerne naa frem til, at Guddommen blev saa levende for ens Bevidsthed, at man naar frem til at tale med ham endnu mere fortroligt end en Mand taler med sin Næste, stille Spørgsmaal til ham og faa Forklaring paa disse, saadan er f.Eks. mit Forhold til Guddommen. I Virkeligheden er Forholdet det, at vi gerne skulde naa frem til en Tilstand, hvor vi fuldstændig bevidst taler med Verdensaltets Herre og forstaar, at alle vore Medvæsener er en Slags levende "Svar" fra Guddommen, tilpasset efter vor Bevidsthed og Evne til at forstaa. At forstaa disse "Svar" rigtigt er en Nydelse, til hvilken der absolut ikke findes noget som helst Sidestykke. At komme til at opleve denne Nydelse hele Tiden, er den sande Mening med Deres Liv, det er det, alle levende Væsener føres til. Naar De er naaet frem til en Tilstand, hvor De hele Tiden oplever denne Nydelse, har De det, vi kender som "kosmisk Bevidsthed". Naar De er kommet til dette Punkt og har faaet kosmisk Bevidsthed, er der sket en Forvandling med Dem fra Deres tidligere Tilstand, saa er De blevet "eet med Faderen" eller Guddommen, saa ser De ikke alene Guddommen som en Mangfoldighed, men ogsaa som en Enhed.

Nu er De vant til at se alt, hvad der eksisterer, Naturkræfter, Kloder, Sole, Stjerner, Mælkevejssystemer, Mennesker, Dyr, Planter, Mineraler m.m. som en Mangfoldighed, og da De gennem mine Analyser har lært, at alt dette tilsammen er Guddommen, saa vil det sige, at De mere ser Guddommen som en Mangfoldighed, men at se Guddommen som en Mangfoldighed fører ikke til noget intimt, sandt Gudsforhold. Derfor eksisterer der et andet Princip i Tilværelsen, som fører frem til at se Guddommen som en Enhed, og dette andet Princip er det, jeg kalder "Lønkammeret". I "Lønkammeret" er man i Stand til at manifestere den højeste og mest intime Form for "Bøn". Bønnen er ikke noget, der skal blive umoderne engang og derfor forsvinde. Tværtimod, det udviklede Menneske vil naa frem til at bruge Bønnen hver eneste Dag i en Udstrækning, man i Dag kun svagt kan forestille sig. Bønnen er jo et Princip, som er nedlagt i ethvert eneste levende Væsen som en Indstilling mod Forsynet.

Det begynder at blive særlig synligt hos Dyrene. De Dyr, der er naaet saa langt frem i Udviklingen, at de kan udstøde et Skrig, gør dette, naar de befinder sig i Dødsangst. Dette Dødsangstskrig udstøder de, som jeg tidligere har nævnt, først naar alt Haab om Frelse er ude. Dødsangstskriget er ikke rettet mod Jægeren eller Forfølgerne, det er rettet mod det Ukendte. Dyret ved ikke bevidst, at der i det Ukendte eksisterer et Forsyn. Naar det skriger i Dødsøjeblikket beror det paa, at Dyret har det som Talent eller Vanebevidsthed fra den foregaaende Spiral at udstøde et Skrig, naar alt Haab om Frelse er ude. Naturmennesket bruger ogsaa Bønnens Princip, bl.a. i sine Ofringer og øvrige religiøse Handlinger, f.Eks. for at formilde "Guderne", hvis Eksistens det instinktmæssigt aner. Det civiliserede Menneske anvender ogsaa Bønnens Princip, saalænge det er troende, medens det mere materialistisk indstillede, civiliserede Menneske er kommet saa langt bort fra Guddommen, at det endog benægter hans Eksistens eller i bedste Tilfælde regner ham for overflødig, kun i Tilfælde, hvor et saadant Menneske ikke faar en alt for pludselig Død, vil det umiddelbart før "Døden" atter blive indstillet paa Forsynet.

Saaledes har vi nu set, at hverken Dyrene eller de jordiske Mennesker kommer helt bort fra at være indstillet paa et Forsyn, og da de endnu højere Væsener lever i en permanent Korrespondance med Guddommen, bliver det klart, at der ikke findes noget som helst levende Væsen, der ikke har en eller anden Form for Gudsforhold, "Bøn", eller Indstilling paa et Forsyn, selv om det jordiske Menneske rent midlertidigt kan komme i en Tilstand, hvor dette Princip ikke kommer ret meget til Syne paa Overfladen. Vi har set, at dette Princip kan manifesteres under mange forskellige Former, ikke blot som et Dødsangstskrig hos Dyrene, men ogsaa som en Stræben mod højere Idealer, mod Lyset hos Menneskene.

I vor Børnelærdom fik vi at vide, at Gud befalede: "Der blive Lys"! Hvad var det for et Lys? Det var ikke Solens Lys, der skulde oplyse al Verdens Kontinenter. Det var et mentalt Lys, det var Guds egen Mentalitet. Det var dette at komme til at se og opleve Gud som et levende Væsen, med hvem man stadig er i Korrespondance, fra hvem man faar et førstehaands Kendskab om Livet og Verdensaltet. Det er det Lys, vi alle higer imod, og mod hvilket Dyret udstøder sit Angstskrig. Dette Lys kan vi følge paa dets Udvikling frem gennem Religionerne. Et af de første Steder, vi møder det i den kristne Religion, er hos Kain og Abel, der hvor de ofrer til Gud. Beretningen om deres Offer til Gud er symbolsk. Ved at tænde et Baal, en Ild hver, søger de at henlede Forsynets Opmærksomhed paa deres Eksistens, og at behage dette Forsyn. Røgen fra Abels Baal gik lige i Vejret, saa vidste han, at Guddommen var glad for hans Henvendelse, hvorimod Kains Røg gik langs med Jorden, hvorefter han ikke var i Tvivl om, at hans Henvendelse ikke var Forsynet velbehagelig. Og saaledes er det ogsaa med Menneskene idag. Nogle faar lige som Kain et tilsyneladende negativt Svar paa deres Henvendelse, andre vil ligesom Abel opdage, at de bliver bønhørt med det samme.

Vi kan følge Lysets Udvikling videre og ser det atter i Jakobs Drøm om Himmelstigen op mod Lyset. Jakobs Drøm er ogsaa symbolsk. Den udtrykker, at det levende Væsens Stræben gaar mod en Tilstand, der er lysere end den, hvori det befinder sig.

Saadan gaar Udviklingen videre helt frem til den moderne Civilisation. Vi betragter en af den moderne Civilisations Repræsentanter, f.Eks. en Soldat, der befinder sig paa Slagmarken og netop har givet en Fjende Dødsstødet, og nu skulde man jo synes, at han efter at have overvundet Fjenden vilde føle sig som en Helt, men det er slet ikke altid Tilfældet, tværtimod befinder mange Soldater sig i en Tilstand af Fortvivlelse over det, de har gjort.