Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Januar 1942

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(sluttet)

De Væsener, der kommer ud for Døden paa Snemarkerne, har eksperimenteret med Stofferne uden at kende Loven for deres Reaktion. Stofferne reagerer altid som de skal, men ofte paa en anden Maade, end Menneskene tror. Men herigennem kommer Menneskene paa Sporet af Loven for Stoffernes Reaktion og lærer at blande deres Tanker og Ønsker paa en saadan Maade, at deres fremtidige Liv bliver langt lykkeligere. Tidligere troede Menneskene, at Krig var en heldig Form for kosmisk Kemi, og det var det ogsaa i en vis Zone, men det er det ikke længere. De nuværende Begivenheder lærer Menneskene at blande de mentale Energier paa en ny Maade. Sagen er den, at Menneskeheden idag ikke skaber Krig, fordi den føler sig lykkelig derved, men fordi den tror, at den ved Krig kan skabe sig den fuldkomne Tilværelse, den evigtvarende Fred, som den af Hjertet længes efter at opleve. Men Freden kan ikke skabes gennem en Formering af Krigen. Derimod vil der igennem Krigen opstaa en Viden om dens Natur, der gør, at kommende Slægter vil komme til at se, at Krig er noget, der er Menneskene uværdigt, fordi det er en fejlagtig kosmisk-kemisk Proces, der udelukkende beror paa Uvidenhed. Krig er en forkert Blanding af de mentale Energier og skaber lige det modsatte af det, man havde ønsket.

Der var engang hvor Krigen var et Ideal. Dengang var man ikke noget rigtigt Mandfolk, hvis man ikke omkom ved Sværdet, thi kun paa den Maade kunde man komme i Valhal og nyde godt af dens Saligheder i Form af Flæsk, Mjød og Valkyrier. Men saadan er det ikke mere. Nutidens Mennesker gaar ikke i Krig, fordi de er lykkelige ved at dræbe, fordi de længes efter at se Blod, tværtimod, de vaander sig i Krigens Gru. Krigen er som en Lavine, der er sat i Gang, og som næsten ikke er til at standse. De, der begyndte Krigen, kunde ikke overse, hvilken Verdensbrand den vilde foraarsage, men den skulde og maatte udløses, for at Menneskene kunde faa de Erfaringer, der er nødvendige for at de ved Selvoplevelse kan komme til at se, at Krig ikke er Vejen til Fred. Men samtidig med at Krigen raser hen over Kontinenterne, bliver de Kræfter, der bevirkede den, brændt ud af dens Bevidsthed og Organisme. De strenge Vintre, vi har haft i de sidste Aar, er forbundet med Krigen. Jordklodevæsenet gennemrystes af en voldsom Feber og maa derfor mobilisere al sin Følelsesenergi for at binde den voldsomt opblussende Tyngdeenergi. Da Verdensaltets Kulde er det samme som det, De ellers kalder "Følelse", og "Ilden", der frembringer Feber og Krig, er det samme som Tyngdeenergi, ser vi her Sammenspillet mellem to af de bærende Kræfter i det, der i Øjeblikket foregaar i Jordklodens Organisme. Jordklodevæsenet er for Tiden inde i en vældig religiøs Oplevelse. Den er i Færd med at opleve "den store Fødsel", og forud for denne Oplevelse gaar der en religiøs Krise, der lægger et enormt Pres paa dens Organisme. Dette Pres er det, at Menneskeheden oplever som Krig og Lemlæstelse. Denne Tilstand virker saa stor og uoverskuelig for os, fordi vi er Mikrovæsener i Jordklodens Organisme. Men det der sker, er i Virkeligheden ikke andet end den tilbagevendende Virkning af den Maade, Menneskeheden har behandlet Materien paa. Igennem denne Tilbagevending oplever Menneskeheden den Erfaringsdannelse, der skaber Forudsætningen for en virkelig varig Fred. Naar der idag paa Slagmarkerne rundt omkring i Verden sker det, at en umaadelig Mængde Mennesker dræbes, saa maa man ikke tro, at disse Mennesker virkelig dør. Det der finder Sted, er blot en Materieopløsning. Det er en praktiseret kosmisk Kemi, der ikke er i Kontakt med de store Tilværelseslove. Naar Menneskene faktisk ønsker en lys og lykkelig Tilværelse, saa maa de ogsaa lære Livets Love at kende, saaledes at de kan lære at blande Tankestofferne rigtigt. Uden bevidst Kendskab til Loven for Stoffernes Reaktion kan de ikke komme frem til den Tilstand, hvor de kan se deres egen Udødelighed, opleve deres tidligere Tilværelser, se frem i Tiden og med deres egne Sanser bevidst opleve hele Jordens Historie. Alt dette kommer de ikke til, før deres Indstilling til de mentale Energier ændres. Men da det store Flertal netop ønsker at udvide deres Horisont, ønsker at komme til at leve under andre Forhold end de nuværende, er denne ændrede Bevidsthedsindstilling allerede nu paa Vej. Det vi oplever nu, er Virkningen af Menneskenes tidligere Maade at tænke. Efterhaanden som det mentale Mørke i Verden nu tiltager, vil der komme en umaadelig Længsel efter en virkelig varig og lykkebringende Fred for hele Menneskeheden.

Men for at kunne opleve en varig Fred, maa den først bygges op i ens egen Indreverden. Det er ikke nok, at alle krigsførende Parter slutter Fred, det enkelte Menneske kan godt være ulykkeligt alligevel. Den varige Fred er ikke noget, man kan faa udefra. Den er ikke afhængig af om de, der idag staar i Krig mod hinanden, slutter Fred. Dybest set er dette slet ikke afgørende for Dem selv. De Staar højt hævet over Materien. Nej, virkelig Fred kommer De først til at opleve, naar De har sejret i Kampen paa Deres egen indre Front. Naar De har nedkæmpet Deres egne lavere Naturer og Tilbøjeligheder, saa kommer den virkelige Fred til Deres Sind. Ved at indstille Dem paa denne Kamp, kommer De til at opdage den Retning, i hvilken De skal handle. Da vil De se, at dersom De ønsker at høste Kærlighed, Forstaaelse og alt det, De hungrer efter at møde i Deres daglige Liv og Omgivelser, da maa De selv saa det først. Ønsker De Fred, maa De ophøre med selv at udløse Hidsighed, Irritation, Raseri og Heftighed. Disse Tilstande er mentalt Tordenvejr og giver ikke Fred. Der hvor De i det daglige Liv møder mentalt Tordenvejr fra et andet Menneskes Side, maa De sætte Ro og Ligevægt imod og prøve at være uforstyrret, derved skaber De Fred. For at gøre det lettere for Dem at modstaa disse Ting, har jeg skabt mine Analyser. Disse Analyser vil vise Dem, at det er i Kontakt med Tilværelsens Love og dermed logisk at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre". Naar man ikke har en logisk Forklaring paa, hvorfor man skal handle anderledes, end man er vant til, har man ikke Lyst til at ændre sin Handlemaade. Men naar man faar en logisk Begrundelse for denne Ændring og desuden faar Klarhed over, at de mentale Energier virker haarfint efter deres Bestemmelse, kan man finde sig i enhver Form for Fornærmelse. Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at naar nogen gør et eller andet imod os, saa gør vedkommende kun noget, som han eller hun absolut er nødsaget til at gøre, fordi vedkommende ikke i det Øjeblik kan være anderledes, end han eller hun er. Vi staar allesammen i det, De kalder Nuet, paa Højden af vor Udvikling, vor Viden og vor Erfaring, og vi handler i Nuet ud fra den virkelige, det vil sige selvoplevede Viden, vi sidder inde med. Ud fra vor Viden sker vor Viljeføring, hvorfra skulde den ellers ske? Da vi alle staar paa forskellige Trin i Udviklingen, maa vi alle handle forskelligt. At forlange, at vi alle skal handle ens, har intet med Logik at gøre. Igennem vor Uvidenhed og deraf følgende forkerte Tænke- og Handlemaade lærer vi Lovene for Tænkning at kende. Igennem Tænkningen ser vi, hvorledes de store religiøse Facitter, som er udtrykt i Kristendommen forbinder sig med det daglige, praktiske Liv. Med vor egen vaagne Bevidsthed vil vi efterhaanden se, at disse store Facitter vil komme til at udgøre det urokkelige Fundament for alle fremtidige Kulturer. Menneskene vil komme til at anerkende disse Facitter, fordi de vil blive analyseret saaledes ud, at ethvert tænkende Menneske kan se deres Forgreninger ned i enhver Form for Handlemaade. Og naar man med sit eget Syn kan se, at dette at være sympatisk og kærligt indstillet er det eneste rigtige, det eneste virkeligt lykkebefordrende, den eneste virkelig logiske Handlemaade, ligegyldig hvor ulogisk det saa end ser ud udefra, ja saa kan man kun indstille sig paa at være i Kontakt med denne Handlemaade. Og ved at indstille sig saaledes, ved at forstaa, at hele Livsmysteriet er Udtryk for et logisk og kærligt Forsyns Eksistens, Livsytringer og Viljesmanifestationer, da begynder man at opleve, at alt er saare godt, at alt kun har Kærlighed til Formaal, og at alt skal resultere i Kærlighed, - og dermed er man med til at lægge Grunden til en ny Verdenskultur. Selv om De idag har været ude for en Lidelse, hvis Hensigt De i Øjeblikket ikke kan se, saa er denne Lidelse ligefuldt med til at forberede denne Kærlighedstilstand i Deres eget Indre. De Mennesker, der har lidt mest, er ogsaa de, der forstaar og tilgiver mest. Ved at lade være med at tage Parti for den ene eller den anden Magt, ved at bevare Roen og Ligevægten uforstyrret, ved at skænke vore Omgivelser kærlig Forstaaelse, ligegyldig hvad Omgivelserne gør imod os eller mener om os, begynder Livet at aabne sig for os, og Enheden i det hele viser sig for os. Ved at handle saaledes, kan De pludselig en Dag komme til at opleve noget vidunderligt. Som oftest naar De mindst af alt venter det. Det kan ske, naar De ude i Naturen Staar og betragter et skønt Landskab, eller naar De sidder hjemme i Deres Stue, at De lige med et føler en umaadelig Salighedsfornemmelse. Ud fra Dem Straaler et vældigt Lys, der forbinder sig med Omgivelserne, med hele den øvrige Verden. De føler det som en vældig Ild, der bliver til en Flamme. Denne Oplevelse kalder jeg en Ilddaab, men den er mere end det. Den vilde i Virkeligheden intet betyde, hvis den kun var et Syn, en Oplevelse. Men denne Oplevelse medfører, idet denne "Ild" rammer Hjernen, at visse Celler eller Centrer, der tidligere var latente, nu aabnes, og alt det, der tidligere var uklart for Dem, Straaler nu i en umaadelig Klarhed for Dem. De kommer ud for denne ejendommelige Oplevelse, at ligegyldigt hvorhen De retter Deres Tanker, udleverer Tingene deres Hemmelighed til Dem saa klart, at De kan analysere alt, hvad De oplever. De ser nu med egne Øjne, at "tusind Aar er som een Dag, og een Dag som tusind Aar". De opdager, at "Tiden" blot er noget, der hører det fysiske Legeme til, at den er en fysisk Ting, en skabt Realitet, og at det, der virkelig er Dem, Deres Jeg, er bag den fysiske Krop, og aldrig kan forgaa. Samtidig med, at dette Ildhav omhyller Dem, fornemmer De Guddommen. Dette er ikke saa let at forstaa, og De vil maaske mene, at Guddommen i et saadant Øjeblik godt kunde sige: "Jeg er Faderen", for at De bedre kunde være klar over det; men dette kan ikke saa godt siges i Ord. Naar det er den virkelig personlige Oplevelse af Faderen, høres det ikke i Ord, men det fornemmes med hver eneste Nervefiber, at man er stedet for den evige Fader. Naar man personlig har oplevet dette, vil det senere være umuligt at se Tingene adskilt.

Naar jeg staar her over for Dem, staar jeg over for Guddommen. Selvfølgelig kan jeg skelne Dem enkeltvis, men jeg ser Dem alligevel som en samlet Enhed. Jeg ser, at De igennem Deres aandelige Udstraaling er forbundet med hverandre i et straalende Lys. Deres aandelige Udstraaling er atter forbundet med Jordklodens aandelige Udstraaling, med Universets Udstraaling. Alt er Lys, og dette Lysocean er Guddommen, og han er indstillet paa mig. Han bruger Deres Munde og Handlinger til at komme inden for mine Sanseevners Rækkevidde. Alle Deres Handlinger og alt det, De siger, forbinder jeg med det, andre siger og gør, og naar jeg saa undersøger alle disse Handlinger og Udsagn, viser det sig, at Livet i Virkeligheden er en samlet levende Tankemanifestation, skabt af Guddommen. Jeg kan se, at Guddommen igennem det daglige Liv siger noget til mig, derved kommer jeg til at leve sammen med Guddommen, som man lever sammen med sin Næste. Jeg taler med Gud, som en Mand taler med sin Næste. Naar man er kommet til dette Stadium, da kommer Freden ind i Bevidstheden. Bevidstheden er da forenet med Guddommen paa en saadan Maade, at man ser, at alt, hvad der sker, er fuldkommen logisk, at det er Guds Kærlighed, der idag ligger bag den forcerede Udvikling, som Menneskeheden nu oplever, og som vil føre de forskellige Nationer frem til nogenlunde samme Trin, for at Jorden derigennem kan komme til at opleve en harmonisk Samfundsordning. Hvis denne Udvikling ikke blev forceret, vilde det vare længe, før der blev Tale om en virkelig væsentlig Forandring. Hvis Lidelserne ikke var saa koncentrerede, som de nu er, vilde Menneskene kunne leve i Aarhundreder uden at komme i Berøring med den Oplevelse, jeg lige har fortalt Dem om. Denne forcerede Udvikling vil føre til, at Jordens Stater gaar op i en højere Enhed, en Tilstand som ikke kunde finde Sted uden alt det, der sker idag.

Men der maa være nogen til at fortælle Menneskene om alle disse Ting, til at hjælpe dem lidt paa Gled, ellers kunde de fortsætte med at leve uden at lære de kosmiske Love virkelig at kende. Man kan ikke møde Guddommen der, hvor man hader og forfølger, der hvor man nærer Antipati mod nogen eller noget. Der hvor man gør det, lukker man sine Sanseevner til, saa at man ikke kan komme i Kontakt med Guddommen. Derfor er det en Betingelse for at komme til at "tale" med Gud, at man renser sig ud for alle dræbende Tilbøjeligheder og bliver indstillet paa at være kærlig og tilgive. Denne Indstilling er ikke saa svær at erhverve sig, naar man ved, at det enkelte Menneske ikke kan være anderledes, end det er. Man bliver dog ikke vred paa en Tidsel, fordi den er en Tidsel og derfor stikker, hvis man kommer for nær til den. Men naar det drejer sig om Mennesker, tror man ofte, at en "Tidsel" godt kunde være en "Viol", men lige saa lidt som i Planteverdenen en Tidsel kan være en Viol, lige saa lidt kan Menneskene være noget andet end de er. Menneskene er lige saa forskellige som Blomster og Planter. Nogle Mennesker har Egenskaber, der kan resultere i Ubehag for andre og for dem selv; andre har Egenskaber, der kun befordrer Glæde og Lykke. Hvis vi begynder at bombardere dem, der er "onde" med Moralprædikener og forlanger, at de omgaaende skal blive anderledes, er vi i Virkeligheden ikke bedre selv. Vi maa lære at forstaa, at Omgivelserne er eet eneste stort Flammehav af Lys, et Ocean af Viljekraft, af Kærtegn fra Guddommen. Der hvor vi bliver vrede og hidsige mod dem, der føler Antipati imod os, der splintrer vi vor Gudsbevidsthed og gaar Glip af den Oplevelse, jeg før skildrede. Dette betyder ikke, at man skal raabe Hurra for alt det ubehagelige, man oplever, men kun, at vi skal lade det være der, hvor vi ikke magter at forbedre det ved Kærlighed og Forstaaelse. Kun der, hvor vi evner at forbedre Tingene ved Kærlighed, har vi vort Arbejdsfelt.

Der staar skrevet, at vi skal elske vor Næste som os selv. Men vor Næste er ikke blot den, der staar os nærmest, vor Næste er alle vore Omgivelser. Materien bestaar af levende Væsener, den er en Del af Guds Legeme. Men Gud har ingen Form, han er, hvis De forstaar det, alle Formers Form. Ligegyldigt hvad man ser, saa er det Guddommen. De forskellige Mennesker, Planter, Dyr, Mineralier, Molekyler, Atomer, Elektroner o.s.v. alt er Guds Legeme, hans Sanseorganer, igennem hvilke han aabenbarer sig. Hvis det ikke var saaledes, vilde Billedet af Gud skrumpe ind til en ufuldkommen timelig Foreteelse. Da alt hvad der er til, er Guddommen, kan man kærtegne Guddommen hvor som helst, og først naar man kan det, har man det rigtige Billede af Gud som identisk med alle vore Omgivelser.

I mit Arbejde er alt baseret paa at lære Dem at forstaa Naturen, at forstaa den Logik, ved Hjælp af hvilken Verdensaltet er bygget op, og at forstaa, at alt, hvad man har med at gøre, er Livsytringer udstraalende fra Guds Bevidsthed. Forstaar man dette, bliver det et helt andet Gudsbillede, der her toner frem. Fremtidens Mennesker vil komme til at leve paa et helt andet Billede af Guddommen end Nutidens. Dette Billede vil forene sig med alt, hvad der sker i Verden, være i Kontakt med Tilværelseslovene og dermed fundamentalt logisk underbygget. At se alt som Guds Legeme, at se alt, hvad der sker, som en guddommelig Henvendelse til en, at se alt som Udtryk for noget, Guddommen ønsker at sige en, vil føre til, at Mennesket en Dag spørger sig selv, hvad det er, Gud ønsker at meddele det. Og i alle Livets Forhold ønsker Guddommen at vise Gudesønnen, at alle lidelsesfyldte Oplevelser, hvor svære de saa end er at gennemleve, beriger Bevidstheden med ny Viden og altsaa fører til en Bevidsthedsudvidelse, til en større mental Horisont, hvad der jo kun vil sige en større Evne til Livsoplevelse. Denne større Oplevelsesevne er det, der føles som et Kærtegn fra Guddommen. Den fører til en Paavisning af, at ens Skæbne hele Tiden er Udtryk for Lys og atter Lys, og saa faar man Fred i sit Sind. Gud ønsker at forvandle Menneskenes Indstilling til deres Omgivelser. Og det sande Gudsforhold er det samme som Menneskets Indstilling paa, at alle dets Omgivelser er Guddommen.

Som jeg før fortalte Dem, hviler Naturmenneskets Forhold til Guddommen paa Automatfunktion, det er ikke i Stand til med sin vaagne Bevidsthed at fatte den virkelige Sammenhæng. Kulturmennesket af idag har fjernet sig saa langt fra Guddommen som overhovedet muligt, men denne Tilstand har ført til Lidelse og atter Lidelse. I Jesu Beretning om den fortabte Søn, som kom tilbage til Faderen efter først at have "ædt sammen med Svinene" har vi en glimrende Illustration af Nutidens Menneskers Gudsforhold. Naar man "æder sammen med Svinene", hvilket vil sige manifesterer dyrisk Tænke- og Væremaade, saa dyrker man Hedenskab. Vi behøver ikke mere at dræbe for at leve. Vi behøver langt mindre at dræbe vore Medmennesker. Derfor er det nødvendigt at komme ind paa, hvorledes man skal vænne sig af med disse Ting, ikke alene i de grovere Former, men ogsaa der hvor det f.Eks. kun er 10% Mord. Alle mørke Tanker er Mord i mindre Maalestok og derfor gælder det om at naa frem til at holde alle mørke og nedbrydende Tanker borte og kun være indstillet paa at elske sin Næste som sig selv.

Det er nødvendigt, at jeg gennem alle mine Analyser viser Dem disse Ting, for at De i Studiet af alt det, jeg fortæller Dem, kan komme til at se, at alt det, Menneskene i Almindelighed er vant til at regne for "døde" Ting, f.Eks. Materien, Havets Brænding, Luften, Stormen, Klodernes Gang m.m. er Liv, er Udtryk for Viljesmanifestation, er skabt for Deres Sanser, for at blive oplevet med Deres Forstand. Alt vil en Dag blive oplevet af Dem som en Henvendelse til Dem selv, og det er kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar De reagerer rigtigt paa denne Henvendelse og i Ydmyghed bøjer Deres Hovede og siger: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige Vilje!" Naar De kan sige det, er De inde i den rigtige Kurs mod Guddommen. Jeg kan give Dem den teoretiske Viden, men den praktiske Viden kan De kun selv skaffe Dem igennem Deres egne selvoplevede Erfaringer. De kan blande de mentale Energier helt efter Deres egen Vilje, men vil De have den virkelige Oplevelse af Guddommen, er det nødvendigt, at De ændrer Deres Væremaade og lærer at anvende den kosmiske Kemi rigtigt. En ny Væremaade kommer ikke af sig selv. De maa lære at blande Deres Tankestoffer paa den rigtige Maade. Naar man skal vælge mellem to Handlemaader, er det ikke altid let at vide, hvilken der er den rigtige. Ofte kan man være i en saadan Situation, at hvad man saa end gør, saa vil det være et Onde. Staar man over for to Onder, gælder det altid at vælge det mindste Onde, som ikke altid er det, der gaar mindst ud over os selv.

De maa lære at indstille Dem paa, at paa samme Maade som De altid er omgivet af fysiske Væsener, er De ogsaa omgivet af en Mængde for Dem usynlige Væsener. De er aldrig overladt helt til Dem selv, De befinder Dem altid, bevidst eller ubevidst, i en Korrespondance med Guddommen. De maa vide, at ligegyldig hvilke Øjne De ser ind i, er det Guddommens Sanseredskaber, De møder. Hvad De saa end oplever, er det Guddommen, der taler til Dem. Mange Mennesker er ophørt med at bede, fordi de tvivler paa Bønnens Værdi. Denne Indstilling er meget forkert. Bønnen er det værdifuldeste Meddelelsesmiddel mellem Guddommen og Gudesønnen. Naar De lærer at forstaa, at de Ting, jeg her har fortalt Dem, er sande, vil De faa Fred i Deres Bevidsthed. Da vil De komme ind i en Sansetilstand, i hvilken der er Fred og Ligevægt. Jeg har fuldstændig Fred og Ligevægt i min Bevidsthed, lige meget hvor svær Krigen end er. Jeg ved, at det vil blive de lyse Kræfter, der sejrer i den Kamp, der idag raser i Verden, og at de vil komme til at befordre en "ny Himmel" og en "ny Jord". Jeg ved, at kun det fuldkomneste vil ske, og saa kan jeg kun lovprise Guddommen.

Efter alt det, De nu oplever, vil Menneskene finde hinanden og danne en stor Enhed. Al Monopolisering vil ophøre, idet Menneskene vil lære at se, at den eneste virkelige Værdi, der findes i Verden, er Menneskets Evne til at skabe, til at frembringe. Den økonomiske Forskel, der idag raader i Verden, er en unaturlig Forskel, og den vil forsvinde. Der vil komme helt nye sociale Ordninger, Jorden vil bogstavelig talt blive en "ny" Jord, hvor Administrationen af de fysiske Værdier vil finde deres Ligeløb. Menneskenes aandelige Indstilling vil gaa i den Retning, jeg i Aften har skildret for Dem. Menneskene vil lære at forstaa, at Gud er alt, hvad der er til, og at alt, hvad de gør, gør de imod Gud. Men da Gud er alt, hvad der er til, er vi selv en Del af ham, og følgelig vil alt, hvad vi gør imod ham ogsaa være noget, vi gør imod os selv. Vor Skæbne er saaledes afhængig af vor Væremaade. Naar Menneskene har forstaaet det, vil de blive ivrige efter at være kærlige mod alt og alle, og med den Indstilling vil Verdensfreden komme til at holde sit Indtog paa Jorden.

Bemærk!.
Paa Grund af det afsluttede Foredrags Størrelse udgaar "Populær Gennemgang af Livets Bog" denne Gang og fortsætter i næste Brev.
Med Hensyn til de skriftlige Opgaver har vi, paa Grund af meget Arbejde, besluttet at indstille dem indtil videre.