Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Ved stranden, hvor havet begynder og ender, småklukker vandet og bevæger sig mellem stene, vegetation og snegle, og gods af forskellig slags lander netop her. Den yderste kant af havet er kruset som en vældig top i hvidt og knuses i vildt sprøjtende smådråber der opsuges af havet i et evigt kredsløb.

Som et gigantisk væsen boltrer havet sig derude, og man føler lidt forsigtigt på det med tæerne for at mærke, om det er varm- eller koldblodet.

Det er dejligt. Hvordan det end ser ud, så er det smukt og lokkende med sin forførende glitren og sine sugende bevægelser.

Man sænker sig ned i havet, og det trækker sig tilbage og giver plads. Lige netop så meget, som man behøver – hverken mere eller mindre. Hele havet presser på, men med et tryk som en åndehvisken. Man bliver let i kroppen, og arme og ben er som en slags finner, der skyder ud. Saltet svider en anelse i huden, hvor myggestik og solen har tæret. Saltet på læberne smager af tang og jod.

Solen ved havet har et meget stærkere lys end noget andet sted, og hudfarven, den afstedkommer, er en meget bedre farve end den, man får hjemme på græsplænen i haven, hvor havet aldrig lader sig se.

Vinden smyger sig omkring – med fisk og tang og friskhed. Al denne specielle havduft fortabes helt, når den kommer ind i landet. Men her i strandkanten er den mættet af havet, og man vender og drejer sig for at blive stegt på alle sider og lytter til klukkene, smager på blæsten, daser og lader tankerne fare, hvorhen de vil.

Ude i horisonten dukker fartøjer op med konturer som fæstet til himlen. Stille og uvirkeligt glider de forbi, mens en eller anden sejlbåd smælder med sejlene derude i bugten nær stranden. Højt oppe er der noget, der pludseligt glimter, og blikket fanger en jumbojet, som glider frem lige så stille og uvirkeligt som fartøjet derude med sin last. Også det er som fæstnet til himlen, lille og skrøbeligt som et stykke legetøj.

Skyerne er få på denne dag – de er hvide og uldne, og kroppene på stranden ændrer farve fra kobber til kanel, og olier og salver er flittigt i brug. Solen flytter sig, og soldyrkerne holder ud, mens skyggerne bliver længere. En og anden har fået lidt for meget sol og begynder at skutte sig, og billedet skifter, når man begynder at pakke sammen.

Men saltet, havet, solen og sandet sidder i kroppen, når man vender det hele ryggen og går op til huset, bilen, bussen, eller hvad det nu kan være.

Oversætter: SB