Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Mange mennesker ønsker sig et højere bevidsthedstrin, indvielse, kosmisk bevidsthed osv. Og det er virkelig realistiske ønsker, fortæller Martinus og henviser i den forbindelse til Guds udtalelse i Bibelen: "Lad os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse." Menneskene befinder sig i en udvikling, hvor de er ved at forlade dyreriget og skabe et rigtigt menneskerige med en "ny himmel og en ny Jord", dvs. et nyt mentalt udsyn og en fysisk jordklode med en retfærdig fordeling af de materielle goder. Vi er alle på vej mod at skabe dette mål. Men hvordan?

 

Væsenets omdannelse til det fuldkomne menneske i Guds billede er ikke en orden eller dekoration, en medalje, man som en gunstbevisning pludselig kan få hæftet på sig og så blive proklameret som ridder af den eller den høje adelstand. Vor vej til indvielse er ikke en nådegave, man bliver tildelt ved andre væseners sympatier og velyndest, ligesom den heller ikke er et trylletrick eller et andet hokus pokus, man kan tilegne sig ved at indlemme sig i en eller anden mystisk, magisk eller okkult skole eller cirkel. Her vil det være godt at huske på, at der kun findes en eneste vej til den store fødsel, og denne vej er udelukkende sjælens vækst fra det dyrisk, dræbende princip: enhver er sig selv nærmest, til næstekærlighedsprincippet: enhver er sin næste nærmest. Det er opfyldelsen af den totale forståelse af sit livs højeste mission og mening, nemlig dette: at man er ikke kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene, og denne forståelse ført ud i livet som en absolut total væremåde. Alt, hvad der afslører selviskhed, er en falsk vej til indvielse og vil før eller senere på en mere eller mindre ubehagelig måde afsløre sig for sit ophav som tærskelens vogter.

Det er altså udelukkende forvandlingen af sin væremåde fra enhver form for selviskhed til enhver form for uselviskhed, der er vejen til lyset, vejen til indvielsen. At gå i kloster, at forlade menneskene for permanent at leve i ensomheden og kun passe og pleje sig selv åndeligt såvel som materielt eller fysisk kan ikke i noget som helst tilfælde være udtryk for ren uselviskhed. Og nogen træning eller udvikling i uselviskhed kan denne eneboer- eller eremittilværelse ikke blive, idet man da er flygtet fra dem, man skulle vænne sig til at tjene eller leve for. Man kan her kun blive trænet i at passe og pleje sig selv. Frembringelsen af psykiske eksperimenter, clairvoyance, mediumisme, pendulsvingninger etc. er ikke produkter af en udviklet moral. Tværtimod, disse psykiske evner tilhører en udviklingsepoke, de nuværende kulturmennesker forlængst er vokset fra og derfor kun besidder som energiløse rudimenter. At træne sådanne evner frem er i virkeligheden en tilbagegang og kan kun lade sig gøre i et meget lille omfang og på bekostning af andre og for væsenets nuværende udviklingstrin nødvendige evner og anlæg. Hos virkeligt moralsk meget fremskredne mennesker forekommer den slags begær så at sige aldrig. Man kan således godt have disse evner og dog være i højeste grad umoralsk eller i human retning meget primitiv. I modsat fald var der ikke noget, der hed "sort magi". Man kan ligeså godt overtræde næstekærlighedsloven med de psykiske som med de rent fysiske evner. De nævnte psykiske evner har således ikke noget særligt med moral at gøre og kan derfor ikke være stimulerende eller befordrende af de realiteter eller foreteelser, der udgør væsenernes direkte passage eller vandring af vejen mod lyset, tværtimod, de er i større eller mindre grad stene på nævnte vej mod lyset.

Det primære i den sande vej til indvielsen eller til fuldkommenheden er altså næstekærligheden. Der er absolut ingen som helst anden vej. Men denne vej med dens store sympati for og hensyntagen til sin næste er ikke altid i særlig høj kurs hos de søgende mennesker. De vil meget hellere tro på en vej, der er i kontakt med dyrkelsen af deres selviske begærs tilfredsstillelse. At det ikke er næstekærlighedsudviklingen, der er det primære i mange af de søgendes opfattelse af vejen til lyset, bliver man også vidne til, når man ser, at læste forfatteres skrifter undertiden kan udvise ligefrem foragt for næstekærlighedsbudet i form af nedsættende udtryk om dette princip, der er "al lovens fylde". Nej, der er rigtignok andre ting, der efter disse frembrusende, selvbestaltede reformatorers mening, er det eneste fornødne, hvis verden skal komme til at leve i fred. Men her må man undskylde disse mennesker. De er slet ikke i stand til at se, hvor dødfødt deres mening er med hensyn til skabelsen af en virkelig varig fred eller human kultur. Den erfaringsmangel, deres opfattelse i det givne felt så tydeligt afslører, er de ikke selv herre over. Denne mangel kan kun ophæves ved deres videre udvikling. Det er nødvendigt at holde dette syn på disse fra næstekærligheden afsporende reformatorer fast, thi disse kan ofte have store evner til at suggerere folk til at tro på deres afsporende ideer og opfattelser. Enhver, der søger at vise menneskene en anden vej til freden og fuldkommenheden end den absolutte næstekærlighedens vej, hører med til de "falske profeter", som Kristus advarede menneskeheden imod.