Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Forfatteren Charles Dickens giver 100 år før Martinus en fin lille analyse af det kosmologiske begreb "tyngdeenergi".

 

Først på et sent tidspunkt i mit liv begyndte jeg at læse Charles Dickens. Jeg troede vel ikke, at denne engelske forfatter, som levede for over hundrede år siden havde noget at sige mig. Til at begynde med virkede hans stil også fremmed, først og fremmest fordi den består af en meget langtrukken beskrivelse af både mennesker og situationer. Her fornemmer man virkelig, at han hører til en anden tidsalder end vor fortravlede tid, hvor alt skal være let og hurtigt at forstå. Ingen tør risikere at kede nogen. Han giver sig virkelig god tid til at få alle nuancer i stemning, vejrlig, personers mimik osv. med. Nu må jeg indrømme, at en konkret opremsning af alle detaljer også ville kede mig, hvis det ikke var fordi man mærker, at de afbildes af et følsomt, humoristisk og optimistisk sind, og navnlig fordi persontegningen og den psykologiske beskrivelse er i centrum. Desuden giver han sig tid til betragtninger, der viser stor menneskeforståelse, ja ligefrem visdom. Lad mig trække et enkelt eksempel frem her, hvor han hundrede år før Martinus giver en fin lille analyse af Martinus' begreb "tyngdeenergien".

Som nogle af læserne vil vide er tyngdeenergien den bevidsthedsenergi, som i følge Martinus særligt præger dyrene, men også i betydelig udstrækning os ufærdige mennesker. Med hensyn til sin natur er tyngdeenergien nok mest kendt for sin eksplosionsevne, fordi den kan give sig udslag i vrede og hidsighed. Men hvorfor kalder Martinus den tyngdeenergi? Det er klart, at den også må have noget med tyngde at gøre. Sådan er det også, eftersom det er den dominerende brug af denne energi, der tynger mennesket både legemligt og sjæleligt til jorden eller materien. Prøv at se, hvorledes Charles Dickens i dette lille klip fornemmer denne sandhed:

"De, der tænker i verdslige baner, følger altid den moralske tyngdelov, som holder dem ved jorden ligesom den i fysikken. Det strålende klare dagslys, den tyste nats stjerneklare undere taler forgæves til mentaliteter som deres. Der er ingen tegn i sol og måne, som de er i stand til at læse. De er som visse kloge hoveder, der har lært alle planeter at kende ved deres latinske navne, men på vejen har glemt stjernebilleder som Barmhjertigheden, Overbærenheden, Den universelle Kærlighed og Den himmelske Nåde, skønt de både ved nat og ved dag lyser så klart, at de blinde kan se dem. De ser opad mod den stjernestrøede himmel og ser ikke andet end et spejlbillede af deres egen store klogskab og lærdom.

Det er kuriøst at tænke sig disse verdslige mennesker, der har så travlt med at tænke, at de retter deres øjne mod de talløse kloder, som skinner oppe over os, og kun kan få dem til at genspejle de eneste billeder, de har i deres eget indre. Den som kun lever og ånder i fyrstegunst, har ikke andet for øje end stjerner til hofmænds bryst. Den misundelige ser sin næstes større æresbevisninger, selv oppe på himlen. For pengeudlåneren og den store materialistiske masse lyser hele det vældige univers deroppe af mønter – nyslået fra den kongelige mønt, stemplede med kongemagtens portræt. Disse ting kommer hele tiden mellem dem og himlen, hvorhen de så end vender sig. Således ligger slagskyggerne af vort eget begær mellem os og vore bedre engle, og således går det til, at deres stråleglans formørkes."

 

(Fra BARNABY RUDGE, kap. 29)