Kosmos 1982/8 side 143
12. VERDENSGENLØSNINGSEPOKE NR. 1
Hvis vi ser tilbage på de første primitive menneskers bevidsthed, kan vi se, at den hovedsageligt er en kombination af "instinktenergi", der til en vis grad automatisk leder væsenets liv. Hertil kommer så "tyngdeenergien", der udgør fundamentet for væsenets drabskunnen, dets forsvars- og angrebstalent, der i det hele taget er fundamentet for dets fysiske beståen. Hertil kommer så en primitiv eller inhuman følelse, hvilket vil sige: had eller hævntørst. Virkelig human følelse eller kærlighed forekommer ikke på dette udviklingsstadium ud over den kunstige sympati, vi kender som forelskelse, der opretholder dets parringsdrift og den heraf affødte sympati for sit afkom. Forsvars- og angrebsevnen er disse væseners fundamentale livsspørgsmål. Disse væsener kan kun eksistere som mikrovæsener i et makrovæsen, hvis bevidsthed til en vis grad er en kombination af de samme grundenergier, men naturligvis i et makrokosmisk format. Et sådant væsens refleksimpulser udgør jo like akkurat den atmosfære eller bevidsthedsenergi, der kan være livsbasis for den nævnte første form for menneskevæsener. Men for at den virkelig kan blive til stimulans, livsførelse eller væremåde for disse primitive væsener, må den omformes til disses tankegang og livsopfattelse. Der må derfor væsener til, der ligefrem er genier eller særligt fremragende kapaciteter i denne livsforms praktisering og udvikling. Og som før nævnt er det her, at verdensgenløsningens udøvere begynder at træde til. Men disse verdensgenløsningens første udøvere behøver ikke at være højt udviklede væsener med kosmisk- eller kristusbevidsthed. Disse primitive væsener, de skal vejlede og hjælpe, er på vej ind i mørkets sfære for her at blive indviet i lysets kontrast, hvilket vil sige mørket. Uden selvoplevelsen af denne kontrast vil væsenerne aldrig nogen sinde kunne blive til mennesket i Guds billede. Derfor måtte disse væseners førelse, vejledning eller verdensgenløsning være en udvidelse eller dygtiggørelse af disse væseners forsvars- og angrebstalent. Deres dygtiggørelse i ved mord og drab at kunne hævde sig i den ellers så fjendtlige verden, de levede i, og som netop blev opretholdt ved makrovæsenets refleksimpulser af samme dræbende grundenergikombination, var en absolut livsbetingelse. Og derfor var væsenerne ikke overladt til sig selv alene. Der inkarnerede væsener, der i form af geniale stammehøvdinge, psykiske medicinmænd og lignende netop var tilstrækkeligt længere fremme i udvikling, til at de kunne præstere den påkrævede vejledning og førelse i moral og væremåde. Denne vejledning var netop en førelse af væsenerne til at spise af "kundskabens træ". Og vi har også fra Bibelen beretningen om, at "slangen forførte Eva". Men da nydelsen af kundskabens træ er en livsbetingelse for at få kundskab om, hvad der er godt, og hvad der er ondt, vil en udelukkelse fra denne nydelse jo betyde, at væsenerne ikke kan få kundskab. Men hvordan kan et væsen uden kundskab, altså uden kendskabet til godt og ondt, blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? – Dette Guds ønske og plan med hensyn til menneskets skabelse i hans billede efter hans lignelse ville således uden nævnte kundskab aldrig nogen sinde kunne blive opfyldt.
Det er her let at se, at "slangen" ikke er nogen "djævel", der forførte "Eva" til noget, der var imod Guds vilje. Tværtimod, slangen befriede Eva fra den overtro, hun var hyllet i, og som gik ud på, at de skulle dø, hvis de spiste af kundskabens træ. Bibelen udtrykker det således: "Da sagde kvinden til slangen: vi må æde af havens træers frugt; men om det træs frugt, som er midt i haven, sagde Gud: æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag I æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt". – 1.mos. 3. 2, 3, 4 og 5. – Vi ser her, at slangen var en af verdensgenløsningens udøvere. Den havde til opgave her ligesom i senere udviklingsepoker at lede menneskene på den rette vej. Det er rigtigt, at slangen var en verdensgenløser i mørkets tjeneste, hvis mission derfor var en livsbetingelse, for at Guds skabelse af mennesket i sit billede kunne blive til virkelighed. Slangen var således urokkeligt en repræsentant for verdensgenløsningen og dermed for menneskehedens skabelse i Guds billede. Når Bibelen udtrykker denne verdensgenløsningens repræsentant som "slangen" og udtrykker, at "slangen var træskere end alle vilde dyr på marken", (1.mos. 3. 1.), symboliserer det netop, at slangen var en repræsentant for væsenernes indvielse i mørket. Denne indvielse åbner døren til det evige lys i livets allerhøjeste åndelige verdener. Men Bibelen henvender sig til mennesker, der endnu ikke aner eller kan forstå mørket på anden måde end som noget, der slet ikke kan tænkes at være andet end slet og ret et djævlevæsens fjendskab og forfølgelse af Gud og menneskene. En menneskehed, der slet ikke kendte noget som helst til mørkets virkelige natur og nødvendighed for evnen til at kunne opleve lyset, måtte jo have en fortolkning af mørket, der var tilpasset dens primitive opfattelsesevne, og som foreløbig kunne tilfredsstille dens spørgsmål på dette område. Derfor denne symbolske iklædning af sandheden. "Slangen" var verdensgenløseren i mørkets tjeneste. "Eva" var ikke udtryk for "kvinden" eller hunkønsvæsener alene. Begrebet "Eva" var derimod udtryk for enpolede væsener, hvilket vil sige "hunkønsvæsener" og "hankønsvæsener". Disse væsener udgjorde en modsætning til Bibelens "Adam", der er udtryk for dobbeltpolede væsener. "Evas skabelse" udtrykker jo netop "Adamsvæsenernes" omskabelse til "Evavæsener", hvilket var den absolutte betingelse for, at "syndefaldet", hvilket vil sige "nydelsen af kundskabens træ", kunne finde sted. Jeg kan yderligere her henvise til mit hovedværk "Livets Bog". Her viser kosmiske analyser den totalt afklædte eller utilslørede evige sandhed med hensyn til mørket og lyset, og at de begge er lige nødvendige, for at væsenet overhovedet kan have bevidsthed, tænkeevne og den heraf følgende livsoplevelse og væremåde.
13. VERDENSGENLØSNINGSEPOKE NR. 2
Menneskenes nydelse af kundskabens træ og den heraf følgende udvidelse af deres bevidsthed og dygtiggørelse i deres mørke livsbasis eller det dræbende princip gjorde dem modtagelige for en endnu højere indsats af vejledning fra verdensgenløsningens side. De kunne således modtage en endnu større fortolkning af makrovæsenets mørke tankerefleksimpulser. Og længere fremskredne eller højere udviklede udøvere af verdensgenløsningen inkarnerede på jorden og førte menneskene videre i det dræbende princips mørkeområde. Og der strømmede stadig nye makrorefleksimpulser fra makrovæsenet ind over menneskene og gjorde videreførelsen af verdensgenløsningen mulig. De nævnte impulser var stadig en kombination af instinktenergi, tyngdeenergi, inhuman følelse og naturligvis også parringstilstanden, der her dominerer væsenernes manifestation og oplevelse af livet. Væsenernes instinkt begyndte at afføde den religiøse evne. De begyndte at ane, at der måtte være højere magter eller guder bag den fysiske tilværelse. Deres religiøse instinkt lod dem også ane, at der var en åndelig tilværelse og verden bag den fysiske tilværelse, som man fortsatte med at leve i efter den fysiske død. Og her havde de højeste væsener eller guder hjemme. Denne religiøse anelse opstod automatisk i kraft af deres instinkt og aldeles ikke ved nogen som helst intellektuel påvirkning udefra eller ved nogen fri fantasi, der ikke havde bund i virkeligheden. Denne anelse opstår således rent organisk. Det er en "anelse" og i dens videre forløb en "følelse", der automatisk opstår i alle menneskers psyke eller bevidsthed i deres første, spæde begyndende menneskelige tilværelse. Men hvorledes denne åndelige verdens struktur er, kan de ikke forestille sig og ligeledes heller ikke den tilværelse, der forekommer efter døden. En så udviklet psyke havde de ikke. Denne religiøse anelse gav dem ikke nogen virkelig åndelig viden eller nogen detaljeret forestilling om disse højere magter og den åndelige tilværelse efter døden. Men denne religiøse anelse gav dem evnen til at tro på autoriteters udsagn. De troede blindt på autoriteter, akkurat ligesom det lille barn tror blindt på sine forældres udsagn som en selvfølgelighed, ganske uden at have evne til på nogen måde at kunne kontrollere disse udsagns rigtighed. Ligesom de små børn må have forældre eller andre, der er ældre end dem selv, til at give dem de nødvendige svar på de begyndende opstående livsvigtige spørgsmål eller videnshunger, således må også menneskene i deres første begyndende udviklingsepoker have ældre væsener i udviklingen til at besvare de spørgsmål eller den videnshunger, der på disse deres udviklingsstadier fremkom, men som de, grundet på manglende udvikling og ufærdig sansebegavelse, ikke selv kunne besvare eller gøre sig begribelig. Og her er det, at verdensgenløsningens princip kommer frem som et slags kosmisk forældreprincip, idet dets udøvere eller verdensgenløserne netop har til mission at vejlede og føre de i udviklingen endnu meget spæde og ufærdige mennesker og give dem tilpassede svar på deres livsvigtige spørgsmål eller videnshunger.
Den førnævnte religiøse anelse om højere magters eksistens er således absolut ikke noget tillært udefra. Denne anelse ville være vokset frem i mennesket, selv om det var totalt isoleret fra andre mennesker. Men de kunne altså ikke forestille sig disse højere magters struktur og fremtræden i nogen detaljeret forklaring eller analyse. De anede blot, at de eksisterede. Men denne deres stærke anelse gav dem som nævnt evnen til at tro på autoriteter. Og dette bevirkede, at verdensgenløsningens udøvere kunne vejlede dem og besvare deres spørgsmål og give dem detaljerede forestillinger om disse højere magter og den åndelige verden i en for deres bevidsthed og udviklingsstadium tilpasset acceptabel fortolkning. Denne fortolkning måtte formes ud fra Guddommens sekundære bevidsthed. De højere magter måtte være væsener, der var kulminerende og geniale udøvere af den væremåde, menneskene selv levede i. De måtte være vældige eksperter i udøvelsen af det dræbende princip. De måtte være overlegne sejrherrer, der kunne undertrykke, dræbe eller ødelægge sine fjender og tilegne sig deres goder og livsområder. Disse højere væsener eller guder opfattedes således som de højeste idealvæsener på disse det dræbende princips udviklingsstadier. De var væsener, man kunne anråbe om hjælp, når man selv var ved at gå under i kampen og drabsværemåden. Disse væsener blev efterhånden opfattet som guder eller overnaturlige væsener. Det er væsener på dette udviklingsstaidum og gudsdyrkelse, vi har eksempel på i vor nordiske gudehistorie om Valhal og dets guder. Her var det store ideal jo dette, at dræbe og selv blive dræbt, for netop at komme til dette gudehjems paradis eller himmel. For vore nordiske vikinger var ligeledes magt-, drabs- og røveriprincippet religiøse dyder, udformet som praktisk væremåde af verdensgenløsningens udøvere.
14. VERDENSGENLØSNINGSEPOKE NR. 3
Efterhånden som menneskene mere og mere baserede deres liv på det dræbende princip og havde mord, drab og røveri til livsfundament måtte denne tilværelse naturligvis efterhånden underminere sig selv. Ifølge karma- eller gengældelsesloven kommer man til at høste det, man har sået, hvilket her vil sige: det man gør imod andre af ondt eller godt, får man tilsvarende tilbage som ondt eller godt. Og menneskene måtte jo i større og større grad blive forfulgt og dræbt, alt efter som de selv i en større og større grad forfulgte, dræbte og ødelagde andre menneskers tilværelse. Dette at gøre det dræbende princip, dette at dræbe andre og selv blive dræbt, til allerhøjeste ideal kan kun være kulminationen af sabotage imod sit eget liv. At denne vældige sabotage mod sig selv og andre ikke kunne fortsætte, er selvfølgeligt. Efterhånden affødte al denne mørke karma i væsenet en begyndende human evne. Man begyndte at blive overmættet af dette drabsprincippets religiøsitet og helteglorie. Man begyndte at længes efter en human tilværelse. Den hedenske eller den mørke humanitetsløse livsform degenererede. Og man begyndte at blive modtagelige for humane idealer. Endnu førtes menneskene i vid udstrækning ved instinktevnen, tyngdeenergien og inhuman følelse og inhuman religiøsitet med ofring af dyr og mennesker til guderne. Men denne væremådes efterfølgende mørke og lidelsesfulde dødskarma havde det gode ved sig, at den som før nævnt affødte i væsenets mentalitet eller psyke den humane evne. Og makrorefleksimpulserne blev også af en højere grundenergikombination. Og dermed blev der således mulighed for en ny verdensgenløsningsepoke. I denne ny epoke begyndte verdensgenløsningens udøvere at udforme og vejlede menneskene i en ny livsopfattelse, i hvilken humanitet blev det højeste ideal. Og der inkarnerede verdensgenløsere, blandt andre Buddha, Kristus og Muhamed. Igennem kristendommen åbenbaredes næstekærligheden som livslovens opfyldelse og vejen for menneskene til en større og mere lysende væremåde. En ny og højere makrorefleksimpuls kunne omformes af verdensgenløserne til de endnu eksisterende store verdensreligioner: buddhismen, kristendommen og islam. Igennem disse religioner, der altså udgør makrorefleksimpulser omsat til menneskelige ord og tale af verdensgenløserne, blev menneskene således ført frem til vore dage.
Af disse tre nævnte religioner er kristendommen fra verdensgenløserens mund af en så høj standard, at menneskeheden ved den vil blive ført helt frem til dens totalt færdigskabte tilstand som: menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse. Grundet på dens meget høje kosmiske standard må dens vejledning og førelse af menneskeheden strække sig over to verdensgenløsningsepoker. Heraf udgør den første epoke den, der nu snart i to tusinde år har ført millioner af mennesker fremad i udviklingen af humanitet eller næstekærlighed, der igen er det samme som Guds primære udstråling, nemlig – alkærligheden. Kristendommen eller de andre endnu eksisterende verdensreligioner har altså ikke ført menneskeheden til vejs ende med hensyn til dens totale fuldkommengørelse som: menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse, hvilket de heller ikke har været beregnet til at skulle. Og en ny og sidste stor verdensgenløsningsepoke er allerede begyndt at sætte ind.
15. VERDENSGENLØSNINGSEPOKE NR. 4
Vi er nu nået frem til det tyvende århundrede, der vil blive en mærkepæl i menneskehedens religiøse historie. Meget stærke kosmiske makrorefleksimpulser gennemtrænger menneskeheden og har allerede bevirket en stor forvandling i dens mentalitet. Da vort makrovæsen jordkloden er inde i en begyndende oplevelse af den store fødsel, er det ikke så mærkeligt, at den er inde i stor tankeaktivitet eller tankeudvekslinger med sine klodemedvæsener i sit eget mellemkosmos. Disse høje tankeudvekslinger med ligesindede klodevæsener udgør i særlig grad grundenergikombinationer af intelligens og følelse, der i en vis udstrækning igennem klodens dobbeltpolethed fremtræder som intellektualiseret følelse, der igen er det samme som ren kærlighed. Men denne makrorefleksimpuls indeholder megen intuitionsenergi. Da der er adskillige mennesker inden for jordens menneskehed, der er så langt fremskredne i udvikling, at de direkte kan modtage svage intuitive impulser fra makrorefleksimpulsen, har dette givet sig udslag i en meget stærk, forceret udvikling i materiel opfindelse og skabelse. Men da de pågældende væsener ikke har været så langt fremskredne i human retning, at de har kunnet modtage intuitive oplysninger på det rent åndelige eller kosmiske område, og da de samtidigt i kraft af en udviklet intelligens ikke mere kunne tro på kristendommen, blev de materialister og uden nogen virkelig guddomsopfattelse. Disse væsener befordrede en overordentlig stor materialistisk skabelse. Og da der i stor udstrækning blev bygget skoler og læreanstalter for udvikling af denne materialistiske viden og skabeevne, er en stor del af jordens mennesker blevet materialister og gudløse.
Og menneskeheden blev på fabelagtig kort tid forsynet med et ocean af materielle goder. Maskiner lige fra gravemaskiner til elektronhjerner er i dag selvfølgelige. Men nye og endnu mere fabelagtige opfindelser er på vej. Apparater og elektriske foreteelser, menneskene i dag næsten umuligt kan forestille sig, vil komme frem og blive selvfølgelige. Fabrikker, der kan skabe fabrikker, og maskiner, som kan skabe maskiner, der ved sindrige, kombinerede automatstrukturer kun behøver en næsten mikroskopisk grad af menneskelig betjening eller tilsyn, vil også blive almindelige.
Når den nye makrorefleksimpuls således befordrer menneskenes udvikling til genier i materiel skabelse, forekommer dette også som et uundværligt led i den guddommelige skabelsesplan. Menneskene kan ikke blive fuldkomne, før de har oplevet mørket så meget, at de af den heraf følgende mørke karma eller lidelsestilstand har fået deres humane evne så udviklet, at de er blevet totalt næstekærlige. Da kristendommens forkyndelse ikke var beregnet for stærkt intelligensbetonede væsener, måtte den nødvendigvis tabe sin magt som livsfundament for væsenerne, alt eftersom de blev intellektuelle eller intelligensbetonede. De blev derfor materialister eller gudløse. De havde ikke mere evne til at tro på autoriteter. Og de havde heller ikke selv evne til at finde vej igennem livsmysteriet. De holdt sig nu fast til, hvad de med deres fysiske sanser kunne tilegne sig som realistiske eller håndgribelige kendsgerninger. Hvad der lå der ud over, såsom den evige Guddom, den åndelige verden, væsenernes udødelighed og den totale næstekærlighed som livets fundament, kunne de ikke opfatte som virkelighed. Derfor blev den fysiske materie det fundamentale objekt for deres opfattelse og sansning. Det var derfor ikke så mærkeligt, at de blev eksperter i at udforske denne materie og til at bringe den under sin magt. Og som vi før berørte, har dette givet menneskeheden et meget stort gode i form af materiel viden, samt maskiner og apparater til lettelse af dens daglige fysiske liv. Og vi møder således her i den ny makrorefleksimpuls en gren af verdensaltets grundtone kærligheden, der er begyndt at skabe en ny verdensgenløsningsepoke.
Men selv om menneskene har været så udviklede, at verdensgenløsningen har kunnet bringe dem frem til at være redskaber for skabelsen af mere eller mindre livsvigtige goder for menneskeheden, er det ingen garanti for, at de med deres store materielle viden og kunnen ikke også kan skabe og bringe livsfarlige eller dødbringende foreteelser ind over menneskeheden. Det er for længst blevet en kendsgerning, at menneskeheden netop har kunnet mangfoldiggøre sin drabs- og ødelæggelsesevne millioner af gange. Den kan udslette hele millionbyer med deres befolkninger og kulturgoder i løbet af sekunder. Og da de pågældende væsener med en så enorm drabs- og ødelæggelseskunnen, altså en evne til at sabotere og udslette hele menneskeheden, samtidig er gudløse materialister, tror ikke på den åndelige verden og derfor heller ikke på den af verdensgenløserne påpegede kærlighedsmoral, dette at elske sin næste som sig selv, ser det foreløbig ikke særligt betryggende ud for menneskene. Hvad kan man kalde væsener med en så gigantisk dræbende kunnen, en drabskunnen, der er baseret på millioner af hestekræfter? – Man kan ikke kalde dem "dyr", for dyrene har ikke en så gigantisk, unaturlig dræbende kunnen. Vi kan heller ikke udtrykke dem som "mennesker", thi "det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse" kan absolut ikke dræbe. Det kan kun udstråle kærlighed til alt og alle. Vi kan derfor kun udtrykke væsener på dette udviklingsstadium som "djævlevæsener". Det er ikke for at sige noget nedsættende om de pågældende væsener, at vi benytter dette udtryk, det er derimod kun for at udtrykke denne særlige mentale tilstand ved det ældgamle udtryk, den udtrykkes ved i Bibelen. Når Bibelen bruger ordet "djævelen", er det netop for at udtrykke den bevidsthedstilstand, der er en kulminerende modsætning til de væseners bevidsthed, der kulminerer i lyset. Og oplevelsen af mørkets kulmination er en livsbetingelse for at kunne opleve kulminationen af lyset.
Når denne voksende materialisme og gudløshed kan finde sted inden for den kristne verdensreligion, skyldes det udelukkende dette, at de pågældende materialistiske mennesker er vokset fra den instinkt- og følelsesbetonede fortolkning, som verdensgenløseren Kristus måtte iklæde sin høje forkyndelse af det evige lys for overhovedet at kunne finde interesse og modtagelighed for den. Men efterhånden som menneskene, grundet på den ny makrorefleksimpuls, begyndte at udvikle sig stærkt i intelligens og blev mere og mere intelligensbetonet og derfor i tilsvarende grad ikke kunne acceptere Kristi instinkt- og følelsesbetonede fortolkning, der absolut ikke var beregnet som materiale for intelligensmæssig udredning, og de ikke havde så højt udviklet human evne, at den havde affødt intuition, måtte de blive materialister og gudløse. Det hjælper således ikke, at menneskene har en god intelligens, hvis de ikke har en fremskreden humanitets- eller kærlighedsevne og en begyndende intuitionsevne. Vi kan derfor her se, hvad der venter menneskeheden i den ny verdensgenløsningsepoke, for at den kan føres videre i sin fuldkommengørelse eller skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Den mangler en videre udvikling i humanitet eller næstekærlighed. Og den mangler en videnskab om livets åndelige eller kosmiske struktur eller kort sagt: selve livsmysteriets totale løsning. Det eneste, der kan udvikle menneskene i humanitet eller virkelig næstekærlighed, der også kan udtrykkes som alkærlighed, er tilbagevirkende karma af den mere eller mindre inhumane eller ukærlige væremåde, man har manifesteret i sine forudgående jordliv. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den nye makrorefleksimpuls har sat forceret bevægelse i menneskehedens mørke karma- eller skæbneudløsning. To store verdenskrige med oceaner af voldsomme lidelser, lemlæstelser, invaliditet, sygdom, sult, nød, hjemløshed og unaturlig død for millioner af mennesker har allerede fundet sted i dette århundrede. Og vældige forberedelser til en næste gigantkrig er allerede i gang.
Disse store karmaudløsninger er ikke hverken "straf" eller "hævn" fra en "vred" Gud. Det er derimod ophobede gengældelsesvirkninger fra menneskenes egen fejlagtige væremåde i flere forudgående jordliv. Det er altså virkninger af de lidelser, de pågældende mennesker hver især har påført andre væsener i de nævnte forudgående jordliv. Disse karmaudløsninger har den virkning, at de hver gang løfter væsenet op på et højere humant trin og til den heraf følgende bevidsthedsudvidelse. Tænk hvor guddommelig livs- eller karmastrukturen således er. Et menneske kan gøre ondt imod sin næste. Virkningerne af dette onde får det tilbage som skæbne. Og når det får det tilbage som skæbne, er det medvirkende til at danne den humane evne eller kærlighedsevnen, den evne, der gør væsenet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. – Gør væsenet godt imod sin næste, får det naturligvis lige såvel virkningerne af dette gode tilbage som skæbne. Og tænk, hvilken retfærdighed der også her åbenbarer sig. Væsenet kan umuligt komme til at opleve andet ondt end det, det selv har udløst eller selv er den absolut første årsag til. Man er således den absolut eneste bestemmende over sin skæbnes fremtræden som lys eller mørke. Derfor må mennesket lære at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skulle det ellers kunne blive i stand til at skabe en fuldkommen væremåde og dermed en fuldkommen skæbne for sig selv? Og denne lærdom får det kun fundamentalt ved sine handlingers karmavirkninger. Når menneskene nu i den ny verdensgenløsningsepoke vil møde store, mørke karmavirkninger af alle de mange ulykker, krige, lidelser og unaturlig død, de har påført mennesker og dyr i tidligere jordliv, er det jo netop for, at de ved selvoplevelse kan komme til at kende forskel på godt og ondt.
Men al den lidelse ville ikke nytte noget som helst, hvis ikke den befordrede udviklingen af den humane følelse. I samme grad, som denne følelse udvikles, i samme grad kan dets ophav ikke nænne at gøre andre væsener fortræd. Men denne evne giver ikke mennesket teoretisk viden, og uden viden kan dets humane evne mere eller mindre afspores. Den blot og bare humane følelse uden logisk eller intelligensmæssig styrelse kan misbruges og blive til en meningsløs udfoldelse, vi har givet udtrykket "tossegodhed". Den humane evne har det gode ved sig, at den afføder i dens ophav stor interesse for spørgsmål med hensyn til godt og ondt, som det føler det livsvigtigt at få besvaret. Det er denne indstilling, der gør væsenet modtageligt for verdensgenløsningen. I denne det tyvende århundredes verdensgenløsning drejer det sig ikke om en partiel del af menneskeheden, men derimod hele menneskeheden. Den vil blive moden eller prædestineret til modtagelse af den evige sandhed i en utilsløret form som kosmisk videnskab. Og en videnskab er kendsgerning. En kendsgerning er en kendsgerning for alle væsener, der kan forstå dens analyse. Vi har allerede set, hvorledes makrorefleksimpulsen har sat bevægelse i menneskehedens mørke karmaudløsninger. Og vi kan også se, rent bortset fra de to verdenskrige og øvrige ulykker og lidelser menneskeheden har oplevet i dette århundrede, at den vil komme til at opleve endnu nogle ikke helt blide karmaudløsninger. Menneskene er endnu ikke nået frem til at kunne tilgive deres næste indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange. Og så længe dette ikke finder sted, vil menneskeheden leve i krig og dens mørke karmagengældelser. Og står menneskene i dag ikke netop over for hverandre bevæbnet med en drabs- og lemlæstelseskapacitet så overdimensioneret, at de muligvis kan udslette næsten alt levende på jordens overflade, hvis de havde frihed til at udløse denne gigantkapacitet i drab og ødelæggelse, og de i deres uvidenhed kom til at tro det nødvendigt?
Men man behøver ikke at frygte? Jorden er et væsen, der har påbegyndt "den store fødsel". Den har ikke nogen særlig dødskarma til gode. Den kan derfor ikke komme ind i nogen unaturlig død. Dens organisme, der jo er vort makrokosmos, kommer ikke til at gå under ved noget menneskeligt påfund af atomeksplosioner, bål og brand. Den har sine mikrovæsener under kontrol. Men oplevelsen af den store fødsel giver den overordentlig stærk tankeaktivitet. Impulserne herfra danner, som vi allerede har nævnt, refleksimpulser, der gennemstrømmer menneskeheden. Da disse impulser er meget intellektuelt betonet, hvilket her vil sige, meget humant betonet, intelligensbetonet og intuitionsbetonet, er det ikke så mærkeligt, at de har indvirket på menneskehedens aktivitet og sat denne i et hurtigere tempo. Det der særligt har virket på menneskene, er den intelligensbetonede del af refleksimpulserne. Rent bortset fra de mange materielle goder, den har sat menneskene i stand til at frembringe, har den også sat menneskene i stand til at skabe den enorme mangfoldiggørelse af deres ødelæggelses- og drabskapacitet. Dette er menneskenes sidste store underudviklede eller ufærdige bevidsthedsfelt. Det viser, at menneskene endnu, trods verdensreligioner og kristendom, baserer deres liv på det dræbende princip. Det er den sidste store barriere eller hindring for det totalt fuldkomne menneskeriges fødsel på jorden. Da jordkloden nu er i færd med at opleve den store fødsel, er det givet, at dens organisme skal bringes frem til at være i kontakt hermed. Når jorden er i færd med at blive til det færdige væsen i Guds billede, skal den ikke blive ved med at leve i en organisme, der kun er tilpasset et ufærdigt eller primitivt væsen. Derfor er tiden nu kommet, da menneskenes indstilling til det dræbende princip totalt må ændres, så den barriere kan fjernes, der hidtil har lukket menneskeheden ude fra det færdige eller fuldkomne menneskerige. Men denne barriere kan kun fjernes ved to ting, nemlig: næstekærlighed og kosmisk eller åndelig videnskab. Næstekærligheden kan menneskene kun tilegne sig igennem deres mørke karmavirkninger, og den kosmiske eller den åndelige videnskab får de fra verdensgenløsningen. Da der her ikke er plads til en nærmere udredning af den kommende mørke karma, som menneskene i den ny verdensgenløsningsepoke vil komme til at opleve, skal jeg blot lige bemærke, at den vil komme i nogle få impulser. Der vil være et mellemrum imellem hver impuls med adgang for humanitetsudfoldelse og lys karma. Disse menneskenes mørke karmaimpulser vil være af en sådan natur, at menneskene bliver helt drejet bort fra det dræbende princips politik. Menneskene kommer i en situation, hvor deres eneste materielle redning er "Verdens forenede Stater" med en for alle eksisterende stater fælles verdensregering. Her må jeg henvise til det fjerde kapitel i "Livets Bog". Med denne fundamentale verdensregering er det dræbende princip som magtfaktor totalt fjernet fra menneskenes væremåde og verdensorden. Den virkelige verdensfredens epoke er dermed begyndt.
Efterhånden som menneskene kommer igennem deres mørke karmavirkninger og derved bliver mere humane, ændrer polstruktur og bliver alkærlige, bliver de prædestineret til at leve i et langt højere bevidsthedsplan. Og efter således at have forladt materialismens, gudløshedens, krigens og lidelsernes mørke terræner møder de her det tyvende århundredes verdensgenløsning i form af den af Kristus bebudede "Talsmanden den hellige ånd". – Hvad eller hvem er "Talsmanden den hellige ånd"? – Det er den ny verdensgenløsnings bærende fundament, bebudet af verdensgenløseren Jesus Kristus. Det er en udvidet fortsættelse af hans forkyndelse eller åbenbaring af "Vejen, Sandheden og Livet", fremført og tilpasset til en intellektuel og intuitionsbetonet menneskehed. Det er en åbenbaring af selve det evige verdensbillede fremført i en manifestation af kosmiske analyser i tale, skrift og symbolik. Den er en afsløring af livsmysteriets løsning og dermed det allerhøjeste facit, der overhovedet eksisterer eller kan eksistere. Det er en afsløring af en evig Guddoms eksistens. Det er en afsløring af de levende væseners udødelighed. Det er en afsløring af, at universets grundtone er kærlighed. Det er en afsløring af, at ethvert levende væsen er sin egen skæbnes herre. Det er en afsløring af, at lyset og mørket er lige livsbetingende for enhver bevidstheds skabelse, og at mørket hører til Guddommens bevidsthed lige såvel som lyset. Mørket er Guddommens sekundære bevidsthed, medens lyset er Guddommens primære bevidsthed. Det er en afsløring af, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det er en afsløring af, at verdensgenløsningen og dens udøvere eller verdensgenløserne er Guddommens allerhøjeste organiske redskab for direkte tankeudveksling mellem Gud og de levende væsener, og at Guddommen igennem disse ophøjede væsener leder og styrer hele skabelsen af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Dette er "Talsmanden den hellige ånd". – Talsmanden den hellige ånd er således ikke en mand, der skal komme til menneskene, og som de skal tro på eller tilbede som Gud, men derimod en viden, de skal blive bevidst i.
Da ånd er viden og tanker, er den hellige ånd det samme som hellig viden og tanker. Men hellig viden og tanker kan kun være den absolutte sandhed om Gud. Og det er således denne viden, der skal lære menneskene alle ting og minde dem om alle de ting, som Kristus har forkyndt. Det er den sandhedens ånd, som menneskene ikke kan se eller kende, sålænge de endnu er behersket af det dræbende princip. Denne viden er Kristi genkomst i hver eneste sjæl, der elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Denne er den fortabte søn, der er vendt tilbage til sin Fader. Det er mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Verdensgenløsningen er dermed sket fyldest.
M
Gengivet fra KOSMOS, dec. 1966
Tilbage til artikelregister
Forrige