Kosmos 1982/4 side 70
Ib Schleicher
Den enkelte interesseredes betydning – og Instituttets nærmeste fremtid
Tale holdt ved Martinus fødselsdag den 11. august 1981.
Bearbejdet for KOSMOS
Der findes mere end tre milliarder mennesker her på jorden. Det er et antal så stort at man ikke kan have en realistisk fornemmelse af hvor mange mennesker det egentlig er. – Og jorden befinder sig i et uendeligt univers.
Hver enkelt har stor betydning
Den opgave og den betydning som hver enkelt interesseret har er i virkeligheden meget stor og meget afgørende. Det hele drejer sig nemlig om denne enkelte.
De levende væseners livsoplevelse og livslykke er mål i sig selv. Det er det der er livet, og i livet er ingen overflødig. Her har alle samme betydning. Men det er ikke ligegyldigt hvordan man lever sit liv. Det afhænger af et særligt forhold.
Det er derfor nærliggende for den enkelte – også for den enkelte interesserede i Martinus arbejde – at komme til den opfattelse at man ikke selv har nogen særlig betydning i dette gigantiske samspil af kræfter.
En sådan opfattelse er imidlertid helt forkert!
Forholdet til omgivelserne
I den nuværende udvikling kan man kun nå en varig livslykke på en ganske bestemt måde – nemlig ved at opbygge et harmonisk forhold til omgivelserne.
Ingen har sagt det så tit, ingen har sagt det så tydeligt og så stærkt som Martinus. Og ingen har som han påvist det og begrundet det. Han har påvist at det ligger i den nuværende udvikling, at det ligger i vores natur, at det i virkeligheden er udtryk for menneskets dybeste længsler.
Og heri ligger naturligvis også garantien for at det ikke er fantasi og ønsketænkning, men en igangværende udvikling der efterhånden vil blive til virkelighed.
Forholdet til omgivelserne – og vel at mærke forholdet til alle omgivelser – også i mikro- og makrokosmos – er da også hovedtemaet i hele Martinus arbejde, i alle hans værker, i hans foredrag, i hans samtaler med mennesker – ja i virkeligheden i hele hans liv. Det var det der var hans liv. Det var det han levede for. Alt drejede sig for ham om dette forhold.
Forholdet er analyseret og belyst på mange forskellige måder og i mange sammenhænge i Martinus værker. Her er et citat fra et af hans mange foredrag:
"Alle levende væsener er uundværlige enheder, hver især beregnet på at opfylde en særlig hensigtsmæssig del af verdensplanens logik".
På grundlag af Martinus arbejde er der altså ikke en eneste der har grund til at føle sig overflødig eller ligegyldig. Enhver er en uundværlig enhed i livet og har en særlig vigtig opgave at udføre.
Den enkeltes hovedopgave
Det er afgørende vigtigt hvordan man lever sit liv. Herom skriver Martinus:
"Mennesker har i almindelighed den opfattelse, at det er ydre bånd, som hindrer deres frigørelse, og de er meget ofte fulde af kritik mod de ydre forhold, mod andre mennesker, mod omgivelserne i det hele taget. De ved ikke, at så snart et menneske udøver kritik, er det bundet. For at blive frie må menneskene nå frem til at hæve sig op over alle begær og al kritik. Menneskene er i en vis form for unatur, så længe de begærer. Herfra selvfølgelig undtaget urbegæret, dvs begæret efter livet. Begæret efter friheden og freden er naturlige afskygninger af selve livs- eller urbegæret, men da menneskene ikke kender livet og dets love, forsøger de at nå frem til frihed og fred ad veje, der gang på gang fører dem frem til nye bånd og lænker, til krig og ufred i mange variationer". (1)
"At ville bestemme over vor næste, hvordan han skal reagere og opføre sig, at ville diktere ham sin vilje, sin væremåde og livsopfattelse, er en af de største hindringer for jordmennesket i at nå frem til at opleve livslykken, som ikke er baseret på, hvad der sker, men på hvordan man selv reagerer over for det, der sker". (2)
"For at man selv kan få et fuldkomment liv i fred og harmoni, fordres det ikke, at alverdens mennesker også skal opfylde loven for livet. Det er absolut nok, at man selv opfylder denne lov. Man kan ikke opfylde den for noget som helst andet væsen, enhver må selv foretage denne opfyldelse eller kosmisk-kemiske proces med de kemikalier, som er vedkommendes følelser og tanker. Det er sin egen hidsighed, man må begrænse, sin egen selviskhed man må lade udgå af blandingen, og sin uselviskhed man i rigeligt mål må lade indgå i den blanding af energi, hvor der både er følelse og omtanke. Man kan virkelig bandlyse al ufred fra sit eget væsen. Det er tåbeligt at tro, at alle andre også skal opfylde loven for tilværelse, for at vi selv kan blive lykkelige. Menneskene står ikke på samme udviklingstrin, og der vil endnu en tid være mennesker på jorden, der ikke forstår loven for tilværelsen, og derfor vil løbe rundt i krigens sfære og skabe deres eget "helvede" ". (3)
"Men der findes millioner af mennesker, som er så langt fremme i udvikling, at de kan begynde at forstå intellektualiteten bag ved livet og naturen, dvs de love, af hvis overholdelse det fuldkomne liv er et resultat. Til disse mennesker lyder det i dag: "Se, lyset er i verden, du behøver kun at studere, forske og åbne dig for dette lys. Du vil se, at alt uden omkring menneskets sfære er kosmisk kærlighed. Du vil opleve, at kærligheden er universets grundtone. Du vil efterhånden erfare, at alle vegne, hvor de guddommelige love opfyldes, funkler og stråler glæden, lykken og saligheden. Du ser den i morgen- og aftenrøden, du føler den i solens varme og lys. Du ser den i sommerens blomstertæppe og i det nys udsprungne løv. Du mærker den i den svalende, duftende sommerregn og føler Guddommens nærhed i sommernattens eventyrlige spil af lys og mørke. Selv midt i vinterens mørke og kulde vil du kunne opleve den i snekrystallernes funklende spil og isblomsterne på din rude. Du vil, når du åbner dit sind, erkende den i livets fundamentale kredsløb, der er en timeliggørelse af evigheden og en eviggørelse af timeligheden. Dit sind vil blive ét med denne kærlighed, og du vil give den til andre gennem dine tanker, følelser og handlinger". (4)
"Åndsvidenskaben eller "kærlighedsvidenskaben", der giver oplysning om LOVEN FOR LIVET, vil med tiden blive en hjælp for millioner af mennesker til at lære at få herredømme over deres eget sind, så det kommer til at vibrere i kontakt med "universets grundtone" til gavn og glæde for helheden. Det vil tage sin tid, men det har stor betydning, at nogle mennesker er begyndt allerede i dag". (5)
Frem til denne mentale suverænitet når vi dog ikke uden videre. Ønsket er ikke nok. Det kræver også megen koncentration og stadig indleven, og det skal man have kræfter til.
Hovedopgaven for den enkelte interesserede er altså at skabe et lysende forhold til omgivelserne. Ligegyldigt hvad vi er beskæftiget med eller optaget af er der ingen af os – absolut ingen – der er undtaget fra denne hovedopgave. Det er nemlig en opgave der tager alle vores omgivelser i betragtning, som tager overhovedet alt i betragtning. Hermed bliver der som Martinus skriver:
"Plads til alle, og alles evner vil komme til udfoldelse til gavn og glæde og velsignelse for næsten og for helheden. Det er den store frigørelse, menneskeheden er på vej imod, og de bånd, der binder og hindrer frigørelsen, er de enkelte jordmenneskers egoistiske vaner og deres uvidenhed. Efterhånden som skæbneerfaringerne trænger ind i den enkeltes sind, vil dette åbne sig i længsel efter ny viden, som befrier mennesket fra mentale fængsler og fører det frem til mental suverænitet". (6)
Livslyst, livsmod og livsglæde
For at gøre noget alvorligt ved vores livs hovedopgave – forholdet til omgivelserne – skal vi alle sammen have energi, og for at få den behøver vi livslyst, livsmod og livsglæde. Disse ting kan imidlertid ødelægges af for megen dårlig samvittighed på grund af de fejl og mangler man kan finde hos sig selv.
At komme i den situation vil dog være at gå alt for langt i selvbebrejdelser. Vi må alle acceptere det trin vi hver for sig står på, om ikke andet så fordi det er en kendsgerning vi først kan ændre lidt efter lidt. Bliver vi deprimerede over det bliver det blot endnu værre, og så kan det endda gå så galt at vi bliver en belastning for vore omgivelser. – Og det var jo det modsatte der var meningen.
Vi skal kun være lige netop så utilfredse med os selv og vore egen situation at vi på den baggrund gør noget effektivt ved vores forhold til omgivelserne. – Og vi skal være opmærksomme på at alt det der skaber livsglæde uden at begrænse den for andre, det er nyttigt.
Forholdet til Instituttet
Men hvordan er så forholdet for den enkelte interesserede til Instituttet når det er fastslået hvad der er den enkeltes hovedopgave.
Ja i første række skal det være et forhold til de kosmiske analyser. Det er overhovedet det vigtigste med hensyn til Instituttet. Det er i analyserne vi hver især skal hente viden, indsigt og forståelse til vores egen udvikling – til vores eget arbejde med at forbedre vores forhold til omgivelserne.
Og nu er det jo så heldigt at vi allesammen har fri og uhindret adgang til de kosmiske analyser. – Her er der slet ingen hindringer. – Vi har altså i denne forbindelse alt hvad Instituttet kan give os til vores hovedopgave.
Formålet med Instituttet er i det hele taget at gøre de kosmiske analyser tilgængelige for interesserede. Har vi kræfter og interesse for dette arbejde – ud over vores personlige hovedopgave – så må vi naturligvis være interesserede i at støtte og i at bidrage til Instituttets virksomhed hvor der er behov for det og hvor vi har mulighed for det.
Her er Instituttet et redskab – under ingen omstændigheder et mål i sig selv. Det må aldrig for nogen interesseret blive et sprøgsmål om hvad Instituttet kan give til en selv, hvad Instituttet kan gøre for en selv, hvilke fordele man kan have af Instituttet, eller hvilke hensyn det kan tage til en selv.
Er vi virkelig dybt interesserede kan vi ikke være i tvivl om at vi i de kosmiske analyser har fået en gave som vi ikke har kapacitet til at gengælde, ligegyldigt hvordan vi ville prøve. Vi har fået en indsigt i og en adgang til livet som vi måske i virkeligheden ikke kan leve foruden.
Retmæssigt kan dette forhold kun give grundlag for spørgsmålet om hvad vi hver især kan give til eller gøre for Instituttet. – Og det skal ikke være for Instituttets egen skyld og heller ikke for medarbejdernes. Dybest set skal vi støtte Instituttet for vore omgivelsers skyld. Også herigennem kan vi arbejde på forholdet til vore omgivelser – det forhold som stadig er den vigtigste opgave for hver eneste en af os.
Her er grunden til at vi også må være interesserede i at bevare og udbygge det redskab som Instituttet skal være. Og vi må også være stærkt interesserede i den holdning og det forhold dette redskab skal have til omverdenen.
Instituttet skal give frihed
Det arbejde som Instituttet direkte selv skal udføre skal være så begrænset som muligt, men selvfølgelig stort nok til at løse opgaverne. Og tilsvarende skal det antal mennesker som Instituttet direkte skal beskæftige være så lille som muligt.
Instituttet skal give omgivelserne så stor frihed som det er gørligt. – Der skal herfra lægges så få bånd og begrænsninger på andres initiativ og aktivitet som det overhovedet kan lade sig gøre. Der skal organiseres så lidt som muligt herfra.
Ingen verdensorganisation
Der kan ikke være tvivl om, at Martinus arbejde skal gøres tilgængeligt over hele jorden. Og tænker man traditionelt vil man umiddelbart forestille sig at det skal ske gennem en eller anden form for verdensorganisation. – Sådan har jeg da selv tænkt da jeg for mange år siden kom ind i dette arbejde.
I de senere år er det imidlertid sammen med Martinus blevet krystalklart at dette arbejde skal følge en helt anden vej. Denne vej fører til en verdenskultur hvor princippet skal være at give hver enkelt den størst mulige frihed og de bedst tænkelige livsudfoldelsesmuligheder.
Opbygningen af en verdensorganisation ville være i stærk modstrid med dette princip. Ingen organisation kan nemlig fungere uden en vis form for ensretning og tvang som alle nødvendigvis må indordnes under.
Man skulle dirigere underorganisationer ud over verden, og man skulle autorisere undervisere, foredragsholdere og andre medarbejdere.
Herved ville man uundgåeligt lægge kimen til lange rækker af skjulte eller åbne konflikter. Og det er lige netop det Instituttet skal virke for at afskaffe og for at undgå. Heraf følger nødvendigvis at den direkte organiserede virksomhed skal være så begrænset som muligt. Det giver størst frihed. Andet kan Instituttet ikke. Det ligger i fremtidens uselviske livsform.
De kosmiske analyser er frie
Enhver kan frit læse og studere de kosmiske analyser. Enhver kan frit fortælle om dem til andre – dog helst kun når der er naturlig anledning til det. Man kan frit danne studiekredse, holde foredrag eller på anden måde arbejde med og for disse analyser.
Det gælder både her i landet og ude omkring i verden. Her skal ingen have nogen form for forpligtelser over for Instituttet. Man kan endda frit forholde sig kritisk til analyserne – helt som ens egne synspunkter tilsiger en.
Man kan gøre alle disse og andre ting alene eller sammen med andre. Det er ikke Instituttets sag, men de interesseredes eget private anliggende.
Jo mere initiativ der tages udover jorden, og jo flere aktiviteter der herved opstår, des bedre for Instituttets arbejde. Når der ikke er nogen begrænsninger kan aktiviteter opstå hvor som helst der er inspiration og kræfter til det.
I det lange løb vil det give helt andre og meget større muligheder end hvis det hele skulle foregå under Instituttets egen organisation. – Og som sagt befrier det Instituttet for de konfliktmuligheder der nødvendigvis følger af at ville organisere og bestemme over andre.
Det må være klart at denne holdning er helt i overensstemmelse med princippet at give mennesker så stor frihed som overhovedet muligt. Det er på den anden side også klart at Instituttet ikke kan forpligte andre til at arbejde efter dette princip. Men selvfølgelig er det særdeles ønskeligt at andre indtager samme holdning.
Alt hvad der har med de kosmiske analyser at gøre bør naturligvis foregå så harmonisk som det overhovedet kan gøres. Det betyder selvfølgelig også at ingen bør tage initiativer, der griber uheldigt ind i ting som andre i forvejen er i gang med. – Det gør man jo ikke blandt gode venner.
Sagt på en anden måde vil det være rigtigt for hver enkelt af os alle at have ønsket om at udføre netop det arbejde som ingen andre gør, som ingen andre er i gang med. Det der er vigtigt er jo at arbejdet bliver udført – ikke hvem der gør det. Og der er jo nok at gøre. Der lever som sagt mere end 3 milliarder mennesker her på jorden, – og bortset fra ganske få har de praktisk taget ingen anelse om at de kosmiske analyser overhovedet eksisterer. Så længe det er tilfældet skulle der jo i hvert fald være rigeligt at gøre hvor ingen andre i forvejen er i gang.
Instituttets direkte opgaver
I de sidste par år af Martinus levetid er der sammen med ham arbejdet meget intenst på en endelig udformning af Instituttets love. De er nu færdigt udarbejdede og skal herefter forelægges forskellige instanser før de bliver offentliggjort.
Herudover er de væsentlige forhold ved Instituttet blevet behandlet indgående sammen med Martinus. Det er sket gennem en årrække, og i de sidste tre år er både bestyrelsesmøderne og en række medarbejdermøder, hvori Martinus har deltaget, blevet optaget på bånd. De bliver nu nedskrevet. Det sker dels som en dokumentation for de ting der faktisk er besluttet af Martinus selv, og dels for at sikre at der også i mange mindre forhold bliver arbejdet i overensstemmelse med hans synspunkter.
Formålet med Instituttets virksomhed er i lovene udtrykt i 3 afsnit.
Det første siger at
Instituttet skal bevare Martinus værker uændret som de foreligger fra hans hånd.
Det næste siger at
Instituttet skal oplyse om Martinus værker.
Det tredie er at
Instituttet skal gøre disse værker tilgængelige for interesserede. Det skal ske gennem udgivelser, oversættelser og undervisning.
Heri ligger der en forpligtelse for Instituttet til kun at beskæftige sig med Martinus arbejde. – Umiddelbart kan man måske mene at det er ensidigt, men i virkeligheden er det udtryk for det modsatte. Når blot denne forpligtelse findes ét eneste sted på jorden kan alle andre være helt frit stillet.
Men det er naturligvis ønskeligt at også andre af egen tilskyndelse vil følge denne linie. Det kan Instituttet dog ikke have noget som helst krav på, men det er væsentligt for alle interesserede at indstille sig på det Martinus gav udtryk for er det rigtige.
På dette ene sted skal alle kunne være helt sikre på at man så langt det er menneskeligt muligt kun gør rede for Martinus kosmiske analyser. Her må man ikke under nogen omstændigheder søge at udarbejde nye analyser. – Ikke af en eller anden fanatisk grund, men udelukkende for at omverdenen tydeligt og klart kan vide hvad der er hvad. Fra Instituttets side må der ikke skabes tvivl om hvad der er Martinus analyser og hvad der ikke er.
Martinus holdning og synspunkter
Alle i den nuværende bestyrelse betragter de kosmiske analyser som en gave til nuværende og fremtidige interesserede.
Sammen med Martinus har vi søgt at finde den bedste måde hvormed man kan bringe denne gave ud til så mange som muligt. Det vil sige igennem Instituttets virksomhed, og gennem den frie adgang til analyserne som alle interesserede hermed har.
Tingene er drøftet meget indgående med Martinus, og vi andre i bestyrelsen har bevidst undladt at søge at presse vores egen traditionelle tankegang ind i dem. Det har altid været Martinus der til syvende og sidst har draget de endelige konklusioner af drøftelserne.
Hvis vi ikke havde haft denne holdning havde der ikke været nogen fornuftig grund for os til at sidde i denne bestyrelse. Traditionel tankegang kan man jo få til overflod.
Vi har følt det som vores opgave at sætte os så godt som muligt ind i Martinus holdning og synspunkter. Og den grundfæstede opfattelse der hermed findes i bevidstheden hos den nuværende bestyrelse har Martinus udtrykkeligt ønsket at bevare i Instituttets arbejde så længe som muligt. Derfor skal disse medlemmer blive i denne bestyrelse til de engang hver for sig, selv ønsker at udtræde.
Efter denne overgangsperiode vælges nye medlemmer kun for en periode på fem år, og de kan ikke genvælges.
Martinus har haft det synspunkt at der til den tid vil være så mange interesserede at det ikke vil være noget problem at finde de nødvendige medlemmer til bestyrelsen.
Med denne klart begrænsede funktionsperiode har Martinus til en høj grad villet fjerne risikoen for uheldige magtkoncentrationer i Instituttets bestyrelse.
Det skal også oplyses at bestyrelsen skal supplere sig selv, sådan som det iøvrigt altid har været tilfældet. Det vil sige at de øvrige selv skal vælge et nyt medlem når der er en der fratræder. Andre muligheder findes ikke da der ikke omkring Instituttet må dannes nogen forening eller anden form for medlemskreds. Med denne bestemmelse kan der ikke skabes en forsamling der kan foretage et sådant valg.
Man kan godt sige at en selvsupplerende bestyrelse ikke er en demokratisk form. Det har jeg engang selv sagt til Martinus da det blev drøftet. Og hertil svarede han nogenlunde således:
"Nej, det er det ikke, men det skal det heller ikke være. – Dette Institut skal være en selvstændig virksomhed. De demokratiske former, de demokratiske livsformer, de skal finde sted ude i samfundet så længe vi taler om valg og al den slags ting".
Men det må være klart at Instituttet meget gerne skulle være et eksempel på harmoniske samarbejdsforhold, på harmoniske personlige forhold.
Instituttets nærmeste fremtid
I Martinus tid var Instituttets hovedopgave en ganske anden end den er nu. Dengang drejede det sig om at Martinus i det hele taget fik mulighed for at gennemføre den kolossale livsopgave det var at foretage en gennemgribende analysering og beskrivelse af verdensbilledet. – Et intenst arbejde der stod på stort set hver eneste dag gennem ikke mindre end 60 år.
Det at skabe sagen et fodfæste i form af en kreds af trofaste interesserede var også en vigtig opgave, men i forhold til Martinus personlige arbejde dog ikke nær så afgørende i hans tid.
Nu da Martinus forfatterskab er afsluttet, og han ikke længere er her til stede, er sagen en ganske anden. Vi står nu lige i begyndelsen af den periode hvor arbejdet skal brede sig ud over jorden. Det må derfor have interesse at se hvordan Instituttets nærmeste fremtid tænkes at forme sig. I nogle af de foregående afsnit er der gjort rede for visse grundlæggende og principielle ting i Instituttets virksomhed. I de følgende afsnit gives en række oplysninger om Instituttets grundlag og om den nærmeste fremtid for væsentlige aktiviteter.
Martinus værker – Instituttets grundlag
De værker der hidtil er udgivet er hovedsagelig følgende:
Livets Bog (7 bind)
Det Evige Verdensbillede (3 bind)
Logik
Bisættelse
Mindre bøger (27)
Artikler (En lang række i KOSMOS).
Disse værker er hovedsagen, og dermed er de Instituttets egentlige grundlag. Efter Martinus udsagn indeholder de mere end tilstrækkelige analyser til flere århundreders moralske udvikling. Og han mener det vil tage menneskeheden noget der ligner fem hundrede år at få dem læst, så udviklingen her på jorden skal ses i store tidsperspektiver. Det er man dog ikke selv afhængig af. Hver enkelt har sin egen vej.
Ud over de værker der er nævnt her, og som altså forlængst er udgivet, har Martinus efterladt en lang række bånd med tidligere afholdte kurser og foredrag. – De vil blive afskrevet. – Desuden er der efterladt en stor samling manuskripter og en række symboler. Alt dette skal gennemlæses og gennemgås, og det skal vurderes hvad der eventuelt er færdigt til udgivelse. Det øvrige må om nødvendigt bearbejdes så det kan udgives. Engang i fremtiden kan der så foretages en udgivelse af Martinus samlede værker.
Det samlede værk skal bære titlen "Det Tredie Testamente". Oprindelig var der tanke om at det var en selvstændig bog, der skulle have denne titel. Senere at manuskriptet skulle omarbejdes til at blive en prolog til Livets Bog. Endnu senere kom det på tale at gøre det til efterskrift i Livets Bog.
Imidlertid tog dette manuskript et sådant omfang, at det derefter kom på tale at gøre det til femte, sjette og muligvis flere bind i symbolbogen "Det Evige Verdensbillede". Fjerde bind til symbolbøgerne skulle stort set ligge færdig. Til sidst kom Martinus dog til at det var det samlede værk som skulle bære titlen "Det Tredie Testamente". Senere må der så tages stilling til under hvilken form de efterladte manuskripter skal udgives.
Bevare værkerne uændret
Det er naturligvis hensigten at sørge for en sikker opbevaring af alle Martinus efterladte originalmanuskripter, både dem der allerede er trykt og udgivet og alle dem der endnu kun ligger i manuskriptform. Alt er foreløbig anbragt i Instituttets boks og skal opbevares som sikker fremtidig dokumentation. Det skal forblive urørt. Kun fotokopier må bruges til gennemlæsning, til eventuel bearbejdning og ved trykning. Efterhånden skal der også samles et eksemplar af alle de førsteudgaver som er udgivet af Martinus selv og dermed godkendt af ham.
Martinus vil ikke udelukke at der enkelte steder i hans værker kan have indsneget sig små "skønhedspletter". På trods heraf har han bestemt at kun indlysende trykfejl må rettes. Der må ikke senere kunne rejses tvivl om hvad Martinus faktisk skrev. Eftertiden vil sikkert påskønne denne klare holdning, for kun herved kan man hindre at værkerne efterhånden kommer til at foreligge i forskellige mere eller mindre autoriserede udgaver. – Om "skønhedspletterne" har Martinus i øvrigt udtalt at det kun kan være uvæsentlige småfejl. – Med den enestående omhu der er lagt i udarbejdelsen er verdensbilledet en sammenhængende, entydig helhed.
(Fortsættes i næste nummer)
Tilbage til artikelregister
Forrige