Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I dette århundrede, hvor krigene har raset henover jorden som aldrig før, har den kollosale koncentration af sorg og lidelse, som dette har bragt med sig, endelig begyndt at sætte så dybe spor i den menneskelige bevidsthed, at der hos mange mennesker viser sig tegn på en dybtgående ændring af deres sindelag og tankegang.

For hundrede år siden – ja, endnu så sent som i 1914 – kunne man få et stort antal mennesker til at tro på, at det var en stolt død at falde på "ærens mark". Når soldaterne drog af sted for at kæmpe for "Gud og fædrelandet", kunne politikernes propaganda endnu få dem til at tro på, at de kæmpede for det godes sag, og at denne specielle krig var nødvendig for endelig at skabe et retfærdigt grundlag for en varig fred og dermed afskaffe krigen. De troede virkeligt på, at den særlige krig, de nu kæmpede, kunne afskaffe krigen for altid.

Men denne romantik blegnede hurtigt for virkelighedens barske realiteter. Siden den første verdenskrig hærgede kloden, har der ustandseligt været krig et eller andet sted i verden. Borgerkrige, blodige revolutioner og rigtige krige har ustandseligt afløst hinanden, og da den anden verdenskrig så brød ud efter kun 21 års "fred", var der vist ikke mange, der kunne hidses op til at føle nogen form for begejstring. Mon ikke de fleste tænkende mennesker var grebet af gru og rædsel ved tanken om det ocean af lidelse, der nu vældede ud over menneskeheden? Og for umådeligt mange mennesker blev det absolut umuligt at finde nogen som helst mening med tilværelsen. Det blev mere og mere vanskeligt at tro på, at der kunne findes en almægtig, alvis og, frem for alt, alkærlig Gud, for hvis han virkelig var til, hvordan kunne han så tillade, at alle disse rædsler fandt sted?

I dag er der gået mere end tredive år, siden der igen blev sluttet en tvivlsom fred. Tredive år, godt og vel, i løbet af hvilke andre dele af verden ustandseligt er blevet hjemsøgt af den ene krig mere grusom end den anden. Tredive år, hvor brutalitet, vold og terror mellem mennesker indbyrdes er tiltaget i ligefrem uhyggelig grad – og det er tredive år, der gennem radio og fjernsyn har gjort disse kriges og voldshandlingers rædsler til noget, der bliver bragt ind i menneskers stuer og hverdagsliv med en frygtelig og knugende realitet.

Det er ubegribeligt, hvordan alle de mange, der ikke gennem Martinus' analyser har lært om "det ubehagelige gode", kan finde en måde at holde livet ud på. Det er der jo for øvrigt også mange, der ikke kan. Det voksende misbrug af tobak, alkohol og narkotika viser tydeligt, at flere og flere må gribe til stadigt skrappere midler for at kunne glemme, at tilværelsen synes dem komplet meningsløs, og at de selv hvirvles gennem livet ligeså blottet for mål og mening som de visne, brune blade, der hvirvles rundt af efterårets kolde storme.

Men selv om det store flertal af mennesker endnu ikke kan finde nogen mening med alle de truende rædsler, der omgiver dem, så kan den undervisning, de uden selv at vide det dagligt modtager fra forsynet gennem livets mange smertelige erfaringer, ikke undgå at gøre sin virkning. Blandt det, der kan læses i bøger, tidsskrifter og aviser, eller det, der kan høres og ses i radio og fjernsyn, viser der sig oftere og oftere tegn på, at der rundt om i verden findes et voksende antal mennesker, der er begyndt at ane sandheden bag det tilsyneladende kaos. Det går efterhånden op for flere og flere, at man kun kan skabe en bedre tilværelse for sig selv, hvis man også er med til at gøre den bedre for alle andre. Der bliver flere og flere, der forstår, at et materielt velfærd, der er købt på bekostning af andre menneskers sult og elendighed, hverken kan være varigt eller virkeligt lykkebringende. Man hører stadigvæk, hvordan flere og flere af de mere fremskredne eksperter på forskellige områder taler om, at det eneste, der kan redde verden og menneskene fra undergang, er en fuldstændig omlægning af livsvaner og idealer, så man kommer bort fra den nuværende egoistiske og materialistiske livsindstilling og får en holdning overfor livet, hvor de åndelige og menneskelige værdier bliver det eneste virkeligt afgørende.

Når man lytter til de mange forskellige røster, der fra hver sit hold og på hver sin måde advarer om, at det er på høje tid, at menneskeheden bliver sig sit ansvar bevidst og begynder at stræbe henimod en virkelig human livsform, kan man ikke undgå at se, hvordan vibrationerne fra verdensgenløsningen påvirker den samlede, jordmenneskelige bevidsthed, og at alle disse mange strømpile begynder at vise henimod skabelsen af den nye verden, som Martinus skriver så facinerende om i det fjerde kapitel af det første bind af Livets Bog.

At det så samtidigt trækker op til endnu flere krige, både militære og økonomiske, kan ikke forandre den kendsgerning, at spirerne til noget nyt overalt er ved at bryde frem. Det, der sker, er i virkeligheden det, at den sidste krig for alvor er begyndt. Det vil sige den eneste krig, der virkelig kan gøre en ende på al strid og ufred. Dette lyder jo i allerhøjeste grad som et paradoks, for hvordan kan nogen bringe fred gennem krig? Hvordan kan nogen tro, at man kan udrydde brændenælder ved at så dem? Men denne "sidste krig" vil heller ikke blive ført på en blodig slagmark med kanoner og atombomber, og den kommer ikke til at bringe død eller lemlæstelse til et eneste levende væsen. Det er ikke en krig, som vil blive ført på nogen ydre, fysisk front. "Den sidste krig" er nemlig den krig, som hvert eneste ufærdigt menneske må føre i sit eget sind imod de rester af dyreriget, som vi alle slæber rundt med i vor mentalitet. Det er ikke en krig, der sigter mod at overvinde og underkue andre levende væsener, men en krig, der har til formål at frigøre alt det virkeligt menneskelige i det jordiske menneskes sind fra de millionårige lænker og bånd, som den dyriske del af vor bevidsthed endnu holder os i.

Selv om denne "sidste krig" altså ikke er noget, som foregår på det ydre, fysiske plan, er den alligevel ikke nogen nem affære. Allerede i oldtiden vidste man noget om det, idet man sagde, at den der overvandt sig selv, var større end den, der indtager en stad. Så denne, den sidste af alle krige, er ikke af ny dato. Tværtimod. Den bliver udkæmpet i de levende væseners sind overalt i universet, hvor et dyrerige er ved at gå under til fordel for et nyt menneskeriges opståen, og for vores vedkommende tog den sin første, svage begyndelse samtidig med, at vi forlod det egentlige dyrerige og begyndte på den lange vandring frem mod det rigtige menneskerige. Alle de tårer, vi har grædt på denne lange vej, har været en del af vor kamp mod mørket, det vil sige mod krigens mentalitet i vort eget sind.

Vi ser da også, at her på vores klode, i vor verden, bliver denne sidste krig mere og mere tilspidset år for år, og der er intet, der tyder på, at modsætningerne vil blive mindre skarpe i den kommende tid. Og dog er der ingen grund til at blive pessimist. Selv om det på en måde bliver værre dag for dag, så viser Martinus' analyser jo urokkeligt klart og logisk, at denne ubehagelige tilstand ikke alene er absolut nødvendig, men også at den i virkeligheden er en velsignelse, fordi det kun på den måde er muligt at få skabt den bevidsthed, vi længes så inderligt efter, den bevidsthed, som vil gøre det muligt for os virkeligt at opleve og glæde os over livet i den verden, der skal komme. Den verden, hvor der "ingen død skal være mere, ejheller skrig, ejheller pine, thi det, som var før, er nu forsvundet." (Johs. ab. 21, 4). Det vil være en verden fuld af velsignelse og salighed, den verden, som af Martinus har fået navnet: Det rigtige menneskerige.