Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når det gælder menneskenes daglige væremåde mand og mand imellem, er dræbende tanker og følelser også stærkt dominerende, så stærkt, at de, selv om de måske ikke ligefrem giver sig udslag i mord, så dog gør det i handlinger og ord, som kan være dræbende for andres lykke og livsglæde. Også hvor det drejer sig om menneskenes forhold til deres egen organisme og deres evne eller rettere manglende evne til at varetage den, er det mange gange langt mere dødsenergi end livsenergi, der udvikles. Hvis ikke det var tilfældet, behøvede vi ikke de mange læger, sygeplejersker og hospitaler, ligesom vi ikke behøvede militær, politi og retsvæsen, hvis ikke dødsenergien så let udvikledes mellem stater og mellem enkelte mennesker.

Begge dele er variationer af energiudfoldelse eller manifestation, i det ene tilfælde bruger man energi til at nedbryde og ødelægge med, i det andet til at skabe og bygge op. Det er af disse to former for energiudfoldelse den samlede livsoplevelse består. Et væsens livsoplevelse kan altså fremtræde som en dødsoplevelse i stedet for direkte at være en livsoplevelse. Dødsoplevelse er den form for energi- og viljeføring, der indskrænker og hæmmer livsoplevelsens fulde og normale udfoldelse. Det er tilfældet overalt, hvor individer føler livet i større eller mindre grad som en ulykke, som sorg og lidelse eller det, man kalder en ulykkelig skæbne. Alle situationer, i hvilke det levende væsens naturlige livsudfoldelse er sat mere eller mindre ud af funktion på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, er former for dødsoplevelse. Er et menneske blevet tunghør eller døv, har nedsat synsevne eller måske helt har mistet evnen til at se, er det en side ved menneskets evne til at opleve, der er død. Det samme gælder for alle mulige andre former for invaliditet, det er dødsoplevelse eller formindskelse af livsoplevelsen. Hvis et menneske bliver myrdet, er det også en formindskelse af livsoplevelsen, idet det da går glip af erfaringer og oplevelser, det kunne have haft fra det tidspunkt, hvor det blev myrdet, og til det tidspunkt, hvor det ville dø en naturlig død af alderdom. Døden er ikke en tilintetgørelse af liv, det er kosmisk set en umulighed, men døden er formindskelse af livsudfoldelsesevnen, og det vi i almindelig tale kalder døden, den naturlige død af alderdom, er i virkeligheden ikke nogen død, men en naturnødvendig proces, der er til direkte velsignelse og vil komme til at opleves som en stor behagelighed.

At opstå fra de døde er netop livsevnen, og den er det jordiske menneske ved at udvikle. Det vakler mellem dødsudfoldelse og livsudfoldelse, mellem dødsevnen og livsevnen. Dyret har kun dødsevnen, medens jordmennesket adskiller sig fra det egentlige dyrerige ved også at have livsevnen. For dyret er dette at dræbe en livslov, en livsnødvendighed, men for det jordiske menneske er det blevet en overtrædelse af livsloven at dræbe. Det er nemlig ikke nogen livsbetingelse for mennesket at dræbe for at leve, selv om det stadig væk tror, det er det. Når de jordiske mennesker stadig har den opfattelse, at de må dræbe for at leve, og ikke blot som dyrene dæber andre dyrearter og lever af deres organismer, men oven i købet dræber deres egen art ved at forsvare sig med våben og sende død og ødelæggelse over deres såkaldte dødsfjender, er det fordi, de har infiltret deres skæbneforhold så meget i det dræbende princip, at de har det største besvær med at gøre sig fri af døden som skæbne. Hvis ikke netop denne form for skæbnedannelse efterhånden viste dem, at de må blive i denne dødssituation, så længe de dræber, og at de kun kan komme ud af den ved at ophøre med selv at manifestere det dræbende princip, ville den være kronisk for dem. Men nu er adskillige mennesker ved at blive klar over, at deres skæbne ligger i deres egne hænder, at de må høste død, når de sår død, og kun kan høste livsudfoldelse, livsevne og livsenergi ved også at så det. Og denne opdagelse er begyndelsen til opstandelsen fra dødsriget eller dyreriget for disse mennesker.

Medens dødsevnen i enhver situation skaber invaliditet enten fysisk eller psykisk, destruerer, opløser og river ned, udvikler livsevnen fornyende og skabende energier og vedligeholdelse af sundhed og livsglæde. Livsevnen er det levende væsens evne til i kontakt med naturen, livet og menneskene at omskabe sig selv til "mennesket i Guds billede". Her er den store og væsentlige forskel på jordmennesket og dyret, at medens dyret endnu instinktmæssigt er bundet til sin livsform og endnu ikke kan opstå fra de døde, har det jordiske menneske det nu i sin magt at hæve sig op over dyrerigets primitive bevidstløshed, over dets slavelænkning til det dræbende princip og blive et rigtigt menneske.

I de felter, hvor jordmennesket ikke benytter sig af livsevnen, men endnu hænger fast ved dødsevnens vanefunktioner, bliver det i tilsvarende grad "føde for andre levende væsener". Det behøver naturligvis ikke at betyde, hverken at det bliver offer for rovdyr eller kannibaler, men at det bliver offer for andre menneskers forgodtbefindende eller på anden måde får indskrænket sin naturlige livsudfoldelse. Det kan ske på mange måder, og det er jo ingen straf, men en virkning af årsager, mennesket selv har sat i gang, og den kommer med tiden til at virke som en belæring og undervisning for mennesket i forskellen på livsenergiudfoldelse og dødsenergiudfoldelse. Nogle mennesker oplever det f.eks. på den måde, at de endnu en tid er ufrivilligt bundet af økonomiske årsager til mennesker, der i virkeligheden står under dem selv både i intellektualitet og moral. Blandt en fabriks hundreder af arbejdere kan der findes typer og individer, der i virkeligheden står langt over fabrikkens indehavere, aktionærer etc, når det gælder udfoldelsen af livsevne. Når de alligevel befinder sig her, er det, fordi de endnu har noget at lære for yderligere at kunne udvikle deres menneskeligt set positive sider. Naturligvis er det ikke altid ovennævnte årsag, der ligger til grund for, at mennesker rned stor livsevne indtager beskedne stillinger i samfundet. Det er meget ofte rent frivilligt, fordi sådanne udviklede mennesker ikke har nogen personlig ærgerrighed. Den tid vil komme, da det bliver dem, der har ledende poster, men det bliver først, når hele samfundsopbygningen er langt mere i overensstemmelse med det livgivende princip eller næstekærlighedsprincippet.