Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

På et vist stadium i sit liv tror alle, at man er sikret en lykkelig tilværelse, hvis alle ens materielle ønsker opfyldes. Det hører naturligt til barnets og den unges naivitet at bygge luftkasteller eller drømmeslotte om fremtiden. Hvad enten disse drømme har jordbunden karakter eller er urealistiske drømmerier, så er deres grundtema, at omgivelserne eller begivenhederne vil forme sig sådan, at vedkommende bliver tilfreds og lykkelig. Man forestiller sig sjældent, at man selv har til opgave at gøre andre mennesker glade. Man er i højere grad indstillet på at modtage end på at give.

Det mest håndgribelige mål, som mere eller mindre skjult ligger bag menneskers lykkedrømme, er penge, fordi de giver adgang til at skaffe de materielle goder eller bekvemmeligheder, som på skift identificeres med lykken. Den unge mand, som stirrer på en transistorradio eller båndoptager gennem radioforhandlerens rude, samler måske al sin sjælskraft i dette ene ønske og tror, at dets opfyldelse vil give ham ubegrænset glæde. På et senere stadium er det en bil, et hus o.s.v., der identificeres med den højeste lykke. Hvor højt prioriterede penge og materielle goder end er, er de imidlertid kun rammer eller kulisser i drømmerierne om den fuldkomne tilværelse. De er tænkt som rammerne om et lykkeligt kærlighedsliv. Den unge mands og den unge kvindes drømme har størst varme, når de tænker på det vidunderlige menneske, de skal møde og vandre sammen med gennem livet. De bruger megen fantasi på at forestille sig de glimrende egenskaber og det nydelige udseende, som han eller hun skal medbringe som aktie i den lykkelige forbindelse.

Sådanne forventninger ligger som en undertone i de fleste menneskers sind, og de er i sig selv depressionsskabende, fordi de hviler på illusioner og ikke vil kunne opfyldes.

Den samfundspolitik, man har ført i de vestlige, industrialiserede lande, har tydeligt været baseret på filosofien om velfærdslykken. Men for den, der oplever de rige lande indefra, er det lige så klart, at denne filosofi er en fiasko. Utilfredsheden er fulgt i velfærdens kølvand, og det voksende krav om "trivsel" – på arbejdspladsen, i boligmiljøet, i fritiden o.s.v. er et symptom på, at der stadig er noget galt. Men det er karakteristisk, at ønskerne om forbedringer, når de skal konkretiseres, påny sigter på materielle forhold: større indkomst, mere fritid, behageligere arbejde o.s.v. Et lyspunkt er det dog, at et helt nyt behov er kommet på tale, nemlig ønsket om "at komme hinanden ved". Her er virkelig tale om et ikke-materielt ønske, som sagt lige ud er identisk med næstekærlighed. Dette ønske er et lysskær i industrikulturens materialistiske mørke. Det er en genopståen af det kristne lys i et sækulariseret samfund, hvor man troede, at teknik og materiel tilfredsstillelse kunne gøre menneskene evigt lykkelige.

Et andet meget direkte symptom på den materialistiske kulturs fallit er det store forbrug af nervemedicin. Utallige mennesker har mistet livslysten og er med mellemrum direkte deprimerede. Det er helt i takt med tidens filosofi, at lægerne – næsten på samlebånd – ordinerer medicinalindustriens til enhver tid sidst fremstillede piller til beroligelse af nervesystemet. Ingen har tid til at løse problemerne, kun til at skjule dem. Den barmhjertighed, som ligger i at dulme folks smerter, retfærdiggør ikke, at mennesker behandles som robotter, der fodres med kemiske stoffer for at kunne fungere tilfredsstillende.

Hvorfor bliver mennesker da trætte og deprimerede? Jeg tror der er tale om én stor fundamental årsag og talrige mindre, individuelle årsager, som til syvende og sidst er afledt af den store. Den fundamentale årsag er, at mennesket er et overgangsvæsen mellem to livszoner, som har modsat rettede motivationskilder, nemlig dyreriget og det fuldkomne menneskerige. Til daglig har små problemer tilbøjelighed til at tårne sig op og dække for udsynet, men skal problemerne virkelig afdækkes, må man – som Martinus gør det – se på udviklingen i et stort perspektiv. Menneskene har udviklet sig fra dyreriget. Men selvom man på biologisk grundlag ved, at menneskene er i slægt med dyrene, er det alligevel svært for mange at se de dyriske træk i menneskets adfærd. Naturligvis er menneskers livsvaner og karaktertræk særegne for deres udviklingstrin i dag, og det er først, når man analyserer disse træk nærmere, at man kan "indse", at de er en blanding af to verdener, som er meget forskellige. Det er navnlig menneskets forøgelse af sin livsstil med intelligens, som kamuflerer de dyriske træk, til trods for, at egoismen derigennem har fået langt flere virkemidler og større radius.

Depression er en nedsættelse af den "psykiske spænding", som normalt oplader nervesystemet og medfører inspiration og aktivitetstrang. Man føler sig træt og energiforladt, har måske jævnlige hovedpiner, muskelinfiltrationer, mavesmerter eller andre psykosomatiske symptomer. Man kan også direkte føle angst. Mere end noget andet er netop angsten en indikator, som viser, at mennesket med Martinus' udtryk er "en såret flygtning mellem to riger". I skiftet mellem de to motivationskilder eller livs fundamenter: det animalske-/materialistiske-/ægteskabelige-/ successøgende- og det nye menneskelige-/åndelige-/alkærlige-/visdomssøgende-, kommer der uvægerligt et slip, hvor det gamle fundament skrider ud, før det nye fundament er bygget op. – Små børn viser tydelige tegn på angst, når de falder fra den voksne, som holder dem, ligeledes dyr, f.eks. abeunger, der mister taget i en gren eller moderens pels. Det gælder også psykisk, at man føler angst, når ens grundlag eller "fodfæste" svigter, og man fornemmer, at man falder ned i et bundløst mørke. Det kan være tabet af den tryghed, som ægteskabet i årtusinder har givet menneskene, eller det kan være afmagt overfor opgaver, som man ikke længere kan klare, fordi man ikke er så robust som tidligere. I forvandlingen fra dyr til menneske bliver nervesystemet mere og mere fintmærkende, og uoverensstemmelsen mellem de ændrede følelser og den adfærd, som traditionen og et ydre pres kræver, derfor større. Angsten kan også knytte sig til vedkommendes egne reaktioner, når det står overfor tilsyneladende uløselige konflikter. At det kunne reagere så voldsomt, kan opleves som et chok. I konflikter bliver det ofte presset til en psykisk uligevægt, et vredesudbrud, som kan være et tilsløret mentalt sammenbrud. I sådanne situationer må mennesket undertiden erkende, at det ikke kender sig selv og det kan føle angst for sine egne fremtidige reaktioner. Dette ikke at føle sig sikker på sig selv er også en form for at føle understøttelsesgrundlaget glide væk under én.

Igennem sine analyser har Martinus vist, at ægteskabet er en gammel livsbasis, som er uforenelig med fremtidens fuldkomne menneskelige tilværelse. Den seksuelle tiltrækning aftager ofte hurtigt i ægteskabet, børneopdragelsen skaber i mange tilfælde flere problemer end glæder, og ægteskabet er tilbøjelig til at kvæle sympatien overfor andre mennesker på grund af ægtefællernes indbyrdes monopolisering af følelserne. Nye interesser kommer også ofte på tværs af de ægteskabelige forpligtelser. Ægteskabet, som engang – og for en del mennesker endnu – var livets kraftigste inspirationskilde, er i dag blevet direkte konfliktskabende og er én af årsagerne til, at mennesker drænes for livslyst. Det er ikke fordi der er noget i vejen med ægteskabet i sig selv. Det har sin naturlige periode, men efterhånden som kræfterne fra det kommende "rigtige" menneskerige vokser frem i det enkelte menneske og kræver en langt bredere, mere åben og alkærlig indstilling til livet, vil ægteskabet blive et åg, som skaber utilfredshed og lidelser.

Når man taler med mennesker, som er deprimerede, er det naturligt at lede efter nogle specifikke årsager, og man finder nemt såkaldte traumer d.v.s. chok eller skuffelser, som vedkommende har været ude for. Måske har man fået klø af lærerne i skolen, måske er man blevet skuffet i sine første kærlighedserfaringer, måske er man forbigået ved forfremmelser på kontoret, måske bliver man forsømt af konen resp. manden. Psykologer og psykiatere vil være tilbøjelige til at betragte disse traumer som de egentlige årsager til neurosen og starte en eller anden psykoterapi for at opløse traumets virkninger. De ser ikke, at lidelsen er et led i en psykisk forvandlingsproces. Hvis problemet f.eks. er impotens, hjælper man ikke den pågældende ved at bekræfte, at der er tale om en unormalitet og opfordre til fornyet indsats, men må henvise til den seksuelle polforvandling, som alle mennesker er underkastet. Eller hvis det drejer sig om et menneske i en fremragende position, som får et nervesammenbrud, så er den rette hjælp heller ikke at oprette status quo, men at hjælpe til en anden livsstil, der bedre passer til de nye mentale trin, som sammenbruddet indicerer, at vedkommende er kommet op på.

Ved hjælp af Martinus' udviklingsanalyser har man mulighed for at se psykiske depressioner i en større sammenhæng og kan derved også bedre hjælpe de pågældende. I almindelighed betragtes psykiske traumer (ulykkelig barndom, skuffet kærlighed o.s.v.) kun ud fra én synsvinkel, nemlig som sygdom, som man prøver at helbrede, i bedste fald ved samtaler i værste med piller. Martinus betragter dem derimod som led i en psykisk udvikling og modning. Hvis mennesker fortsætter med at leve efter idealet om det fuldkomne ægteskab, den fuldkomne børneopdragelse, den dynamiske og robuste forretningsmand, den perfekte samlebåndsarbejder o.s.v. på trods af, at den indre psykiske basis ændres, er depressionen uundgåelig. Og sammenbruddet er uundgåeligt, fordi de gamle idealer ikke overgiver sig frivilligt. Det er igen frygten for tomrummet! Den nye livsbasis er endnu ikke bygget op, så man klynger sig til "hvad man har, for man ved ikke, hvad man får". Men de lidelser, som sammenbrudet medfører, er medregnet i modningsprocessen. Kun lidelser kan nemlig overbevise om, at livsformen er forkert, samtidig med at de bringer de rent menneskelige egenskaber som kunskabstrang og menneskekærlighed til at spire frem. Skæbneloven som siger, at alle handlinger, gode som dårlige, vender tilbage, forøger yderligere lidelsernes antal, men er derved tillige en spore for den menneskelige udvikling. Det er måske svært umiddelbart at se angst, hæmninger og andre neurotiske træk som udviklingsfremmende faktorer. Men når det primitive, egoistiske og dominerende, menneske skal forvandles til et fuldkomment menneske med kristus idealer, skal der uvægerligt et tryk til. Den selvhævdende, selviske og krigeriske holdning, som der i det mindste er en rest af i alle menneskers sind, må tvinges ud, og det kan kun ske ved, at man bliver bøjet af personer eller begivenheder, ulykker, sorger eller sygdom o.s.v., som får et nyt, et mere blidt og tolerant, sind til at vokse frem. Som en første virkning af modgang, bliver mennesker ofte bitre, måske hadefulde mod dem, som har forvoldt deres ulykke. Men efterhånden som lidelserne nedfælder sig i bevidstheden liv efter liv, vokser der en tolerant og kærlig holdning frem, som sætter større pris på fællesskab og samarbejde end på selviskhed og materielle ting.

Fra forskellig side fremhæves det i dag, at mennesker har behov for at se en mening i deres tilværelse. Det er formodentlig menneskets største behov, og individet bliver mere og mere bevidst i dette behovs styrke, efterhånden som de gamle animalske inspirationskilder udtørrer, og det endnu ikke har fundet nye livgivende kilder. Den mening, som kan rette op på den psykiske balance, når alle andre illusioner er bristet, er alene forståelsen af den omskabelsesproces, hvori vi befinder os. At se problemerne som led i fuldbyrdelsen af et "rigtigt" menneskes tilblivelse kan give det deprimerede menneske nyt livsmod uden at love vanskelighedernes umiddelbare ophør. Det får et nyt ideal, som det er værd at kæmpe for, – og bliver bevidst i den korsfæstelse, der er tale om, og som er nødvendig for dets åndelige fuldendelse, fordi det ikke øjeblikkelig kan forlade de gamle livsformer, men kun langsomt kan bringe dem til afslutning på en værdig måde.

Denne vanskelige overgang kan ingen komme igennem uden hjælp. Selv det mest selvsikre, materialistisk indstillede menneske, som har succes på grund af begavelse, viden og driftighed kombineret med hensynsløshed, vil en dag bukke under for større kapaciteter i en stadig stærkere konkurrence. Der er altid nogen, som er dygtigere og stærkere, og enhver, som bygger sit liv på ydre succes, vil ende med nederlag, som føles desto mere ydmygende, jo mere medgang man tidligere har haft. Dette princip gælder på alle områder, ikke blot for "store" offentlige personer, men for ethvert menneske i en hvilken som helst position. Den lille selvhævdelse eller "skrankepavementalitet" stikker dybt i de fleste mennesker i form af tilbøjeligheden til at fornedre og ydmyge andre for at føle sin egen betydning og indflydelse. De må derfor selv møde lukkede døre og arrogante afslag. Skæbneprincippet vil vende enhver tilbøjelighed imod vedkommende selv før eller siden. Da det gælder alle mennesker, vil de i perioder føle sig meget ulykkelige, ikke mindst når de rammes af en række skæbneslag på én gang eller i hurtig rækkefølge. Men følelsen af afmægtighed afføder et oprigtigt ønske om hjælp, som bæres frem af en større følelsesdybde, netop på grund af lidelserne. Herved åbnes påny for den religiøse kanal, som måske har været lukket i flere inkarnationer, og vedkommende prøver at finde hjælp ad åndelig vej. Det er en kamp mellem stolthed og selvsikkerhed på den ene side og ydmyghed eller indre overgivelse på den anden. Lidelserne kan være store, men gevinsten er desto større, fordi der ud af "smeltediglen" kommer et menneske, som er ganske blottet for selvhævdelse og egoisme, men kun ønsker at blive til glæde for sine omgivelser.