Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/15 side 170
Helmer Fogedgaard
DET NYE KØNSROLLEMØNSTER
 
Da vi for mange år siden for første gang mødte Martinus' analyser af polforvandlings-princippet, gav det nok nogle en temmelig stor overraskelse. Disse tanker var jo nye og revolutionerende for folk, der var vant til at betragte han- og huntilstanden som noget evigt varende. På den anden side kunne den dybere tænkende godt indse, at en fortsat evolution ikke kan efterlade mennesket som en slags pattedyr.
Martinus hævder som bekendt, at jordmennesket er som en såret flygtning mellem to zoner. Ingen er mere 100% mand eller kvinde, fordi den feminine pol vokser hos manden, mens det hos kvinden omvendt er den maskuline pol, der er i vækst. Denne voksende dobbeltpolede tilstand kan give nogle vanskeligheder af seksuel art, og Martinus hævder jo også, at ægteskabsprincippet er under degeneration.
Hvordan forholder virkeligheden sig nu til teorien? Kaster man et blik ud over vort samfund, og studerer man avisernes beretninger, så må man overraskende konstatere, at Martinus' forudsigelser allerede er ved at gå i opfyldelse. Ja, endda i langt højere grad end forventet, idet der jo skulle være tale om en tusindårig udvikling. Allerede i denne inkarnation må jeg konstatere forbavsende ændringer, som er en følge af polforvandlingen.
De mange skilsmisser er forsåvidt ikke noget nyt, men antallet vokser. Dertil kommer, at flere og flere foretrækker at leve papirløst, som det hedder. Ægteskabsprincippet er allerede i alvorlig tilbagegang. På det seksuelle område er der også sket store ændringer. Ikke blot er menneskene blevet mere frigjorte på dette felt, men den dobbeltpolede tilstand gør det også muligt for mange at elske deres eget køn. Antallet af biseksuelle og homofile vokser stadig.
Nu siger man jo nok, at der i sidstnævnte tilfælde er tale om samme køn, men det er der jo kun, når man ser på det rent ydre. Psykisk set - og det er det primære - er forholdet jo det hos det dobbeltpolede menneske, at begge poler skal stimuleres, og det kan lade sig gøre sammen med et menneske med den samme polkonstellation. De mange biseksuelle, som jo kan bruge begge køn, skifter også, fordi de ikke kan nøjes med kun at få den ene pol stimuleret. Det nødvendige kontrastprincip spiller også ind på dette område.
Det er interessant at studere ungdommen nu om dage. Det er som om en ny mennesketype er fremkommet. Der er sket en forbavsende forfinelse, specielt hos den mandlige part. De grove mandstyper, som var så almindelige i min barndom, ses ikke så meget mere. Det er efterhånden blevet vanskeligt at se, hvilket køn de unge mennesker tilhører, hvis de da ikke er udstyret med skæg. Ansigterne er blevet så forfinede.
En ung mand, jeg kender godt, mødte en dag med skæg. Det overraskede mig, fordi han var meget kønnere foruden, og jeg spurgte ham om grunden. Jo, han blev drillet på sin arbejdsplads, fordi han havde et pigeansigt, og han havde derfor været nødt til at lægge sig skæg til for at se mere maskulin ud. Resultatet var forsåvidt efter ønske, men han så jo også samtidig ældre ud.
Mange andre steder i samfundet ser man følger af polforvandlingen. Den meget feminine kvinde er blevet sjælden. I dag kører kvinderne på motorcykel, spiller fodbold og er driftige direktører i store firmaer. Til gengæld er mange mænd blevet dygtige til at passe hus og børn. Man møder mange maskuline kvinder med dybe stemmer og feminine mænd med en speciel blid karakter. På alle områder er der opbrud i de overleverede forestillinger om, hvordan mand og kvinde skal være.
Dette møder man særlig tydeligt i de såkaldte kønsrolle-debatter, som er blevet så almindelige i pressen. Det er jo noget helt nyt, at man er begyndt at gøre oprør mod de gamle forestillinger om, at de to køn skal opføre sig på en bestemt vedtagen måde. Det vil man ikke finde sig i i dag. Man kræver frihed og vil ikke tildeles en ganske bestemt rolle som kønsvæsen. Her er det jo i særlig grad kvinderne, der fører en kamp, idet de føler sig undertrykt af manden. Det er jo de såkaldte "rødstrømper", en gruppe kampglade og maskuline kvinder, der fører an her.
Som mange vil vide fra aviserne, har en gruppe rødstrømper forlangt en kendt overlæge afskediget, fordi han har skrevet to kronikker, hvor han går ind for det gamle kønsrollemønster. Han beskriver her manden som den aggressive og skabende part og kvinden som den underdanige, modtagende og ikke særligt intellektuelle, men det er jo, som det var i gamle dage, før polforvandlingen tog rigtig fart.
Som det ses, mangler der ikke tydelige tegn på, at Martinus' analyser også på dette vigtige felt er korrekte. Nu savner vi så blot, at disse analyser bliver almindeligt kendte i offentligheden. Der er i højeste grad brug for dem. De mange mennesker, som har ægteskabs-problemer og seksuelle afvigelser, kunne få trøst og forståelse, hvis de var klar over, at de er underkastet en forvandling, der er naturbestemt, og som der ikke er noget forkert i. Specielt for lægerne og lovgiverne ville det være af allerstørste betydning at være klar over den udvikling, der er i gang og hvorfor.
Vi er mange, som håber og venter, at Martinus' geniale analyser vil få deres store gennembrud, når hans nye bog "Det tredie Testamente" udkommer. Ikke mindst problemerne omkring det nye kønsrollemønster vil det være af den allerstørste betydning at få klarlagt for en større offentlighed.
HF