Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/4 side 45
<<  2:2
Mogens Møller
DET FÆLLES MENNESKELIGE
(Fortsat fra sidste nummer)
 
Individualitet og fællesskab
Igennem en sådan forvandlingsproces er begreberne liberalisme, demokrati, socialisme og kommunisme efterhånden udviklet på jorden. Mest som teorier, men dog også på forskellige forsøgsstadier rundt omkring på kloden. I de fleste stater er folket nu et borgerskab, der ikke mere er et umælende fundament for en enevældig hersker og hans medhjælpere, men en stemmeberettiget magtfaktor i et såkaldt demokratisk samfund, hvor man vælger sine ledere, og hvor regeringen består af mennesker, der - så vidt muligt - tilhører en politisk gruppe, der har flertal af stemmer i befolkningen. Eet er dog teori, et andet praksis. Et virkeligt demokrati eller en virkelig kommunisme eksisterer endnu ikke på jorden. Det er dog ikke så mærkværdigt, at det tager sin tid, thi det er en forvandling, der er baseret på evolution og ikke på revolution, og det er en evolution eller udvikling, der skal finde sted i et stort antal menneskers bevidsthed, en udvikling af virkelig forståelse af begreberne "Frihed, lighed og broderskab" som en oplevelse af det fælles menneskelige.
Et fællesskab, der skal opbygges af individuelle, mere eller mindre selvstændigt tænkende individer, er meget sværere at skabe end et fællesskab, der bygger på instinkter, følelser, suggestion og diktatur, derfor tager det forholdsvis lang tid, og dog er jorden og menneskeheden nu inde i en forceret udvikling, hvor de nødvendige erfaringer kommer slag i slag. Men gamle vaner og forestillinger sidder fast og er ikke nemme at overvinde, den personlige egoisme og gruppeegoismen har forbundet sig med den efterhånden udviklede intelligens til det, Martinus kalder "Djævlebevidsthed". Penge, der i sig selv ingen værdi har, de er jo blot et symbol, er blevet et magtmiddel og genstand for spekulation, og den i dyreriget naturlige camoufleringsevne er hos jordmenneskene blevet forvandlet til åndelig camouflage, også kaldet: propaganda, løgn, svindel og bedrag. Individualitetens udvikling har ført til begrebet: "Alles kamp mod alle". Det er bagsiden af fællesskabsmedaljen, at vi alle er blevet fælles om krigen, kriserne og katastrofen. Men det er kun en overgangstilstand, en nødvendig erfaringsdannelse.
Manglende samarbejdsvilje
Med udtrykket "katastrofe" mener jeg hverken jordens undergang eller menneskehedens tilintetgørelse, jeg mener en gammel verdens eller verdensopfattelses undergang og fødselen af en ny; og da de fleste mennesker på een eller anden måde er bundet til det gamle, selv om de eventuelt rent teoretisk længes efter fornyelse, føler de alligevel, at der er noget katastrofalt ved hele krisesituationen. I det lille Danmark har vi regeringskrise, økonomisk krise, arbejdsløshedskrise og andre former for fælleskrise foruden alle de former for individuelle kriser, der også findes, og det er vel de færreste, der forstår, at alle disse kriser er et led i vor udvikling frem mod et virkelig menneskeligt fællesskab. Man hører almindelige klager over, at politikerne ikke kan samarbejde, og det er jo også tydeligt, at de har meget svært ved det. Men politikerne repræsenterer befolkningen og befolkningens manglende evne til samarbejde. Klasseegoisme og overdimensioneret såkaldt velfærdspolitik har skabt splittelse og kamp mellem menneskegrupper, hvis eneste mulighed for at løse problemerne er at løfte i flok, men nu på en ny måde. Flokbevidsthedens tid er forbi, d.v.s. den eksisterer stadig i degenererede former, men den skal ikke dominere det kommende samfund. Den eksisterer som klassebevidsthed i en over-, middel- og underklasse, der gør alt, hvad de kan for at nedbryde hverandres indflydelse på samfundsstyrelsen og selv blive dominerende. Dette er ikke kritik af forholdene, som i øjeblikket ikke kan være anderledes, det er blot en konstatering af et led i udviklingen. Men er man i stand til at konstatere dette, er muligheden også til stede for at være med til efterhånden at forandre det, at opløse klassebevidsthed og -fordomme, og her kan kendskabet til åndsvidenskaben være en god hjælp til selvhjælp.
Det fælles menneskelige ligger i vort forhold til den evige guddom
Fra at have været een stor flok, der kunne ledes og dirigeres, har vi jordmennesker udviklet os til at blive mange mindre flokke, der hver for sig gerne vil have magt og dirigere andre. Disse flokke kaldes partier, samfundsklasser, kliker osv., og de eksisterer i mange variationer. De har også deres statussymboler og rangforordning, og fælles for dem alle er, at de - lige meget hvor realistiske, de selv tror, de er - ikke ved ret meget om den virkelighed eller helhed, de selv udgør en del af. Det gælder os alle, også os, der så småt er begyndt at få en anden livsindstilling, fordi vi har lært åndsvidenskaben at kende. Der ligger en stor fare i, at man af den grund kan mene, at man "er mere" eller er "højere udviklet" end andre. Det, der er sket, er, at man har fået en større mulighed for at arbejde med sig selv i forhold til guddommen og i forhold til sin næste i hverdagen. Man har fået en mulighed for at forstå den kosmiske virkelighed, der eksisterer bag alt levende, og at begribe, at der er en mening og plan bag alt, hvad der foregår i vor tidsepoke, lige meget hvor kaotisk og tilfældigt det tilsyneladende kan se ud. Reinkarnations- og karmaprincippet giver forklaring på mange ellers uforståelige forhold, men det, jeg i denne artikel gerne vil understrege, er, at du og jeg, min næste og jeg, overhovedet intet ville være, intet kunne opleve eller sanse, intet kunne føle og tænke og skabe, hvis ikke vi begge var en del af den levende guddom, hvori vi lever, røres og er. Det betyder umådelig meget i hverdagslivet at kunne se på vor næste, uanset hvilken såkaldt klasse, hvilket parti, hvilken gruppe af den ene eller anden slags han eller hun eventuelt tilhører, som et guddommeligt væsen, der muligvis ikke er bevidst i sin guddommelighed, men ikke desto mindre gennemgår den samme indvielse i "Hverdagens Pyramide", som man selv gør. I det "Guddommelige diktatur"s periode gennemgik lederne indvielser; i den begyndende "kosmiske kommunismes" periode, og det er nu, gennemgår vi alle i løbet af en række inkarnationer indvielsen til at blive selvstændigt tænkende og skabende medmennesker i dét menneskelige fællesskab, Martinus kalder "Det rigtige menneskerige". Det er ikke en utopi eller noget, der engang vil ske gennem mirakler, det er en guddommelig plan, der via åndelige væsener, som er guddommens redskaber, venter på at blive realiseret gennem os. Men da diktaturets tid er forbi, bliver vi ikke påtvunget noget, vi må selv være åbne og parat til at modtage impulserne, og den åbenhed skabes ved næstekærlighed, venskab, samarbejde og evnen til at se det guddommelige i hvert eneste levende væsen. Det er ikke naiv og blåøjet godtroenhed, der skal til, men indlevelsesevne og forståelse af andre og derigennem af, hvilke muligheder for samarbejde, der vil kunne skabes i den enkelte situation.
For forståelsen af de kosmo-politiske forhold, der efterhånden vil dukke op som muligheder på jorden, når den groveste kollektive karma er overstået, er det godt med visse mellemrum at læse 4. kapitel af 1. bind af Livets Bog: "Et internationalt verdensrige under skabelse". "Jorden bliver en vibration af fornuft og kærlighed, en harmoni af intuition og salighed", således slutter Martinus nævnte kapitel. Intuitionen og saligheden venter os "henne om hjørnet", (selv om der nok går nogle årtusinder, inden de får 100 procent indpas hos os). Men for at runde det hjørne, må vi selv lære at præstere den tilstrækkelige fornuft og kærlighed, og det er det, vi er ved at lære, hver eneste af os, i den periode af jordmenneskenes historie, vi oplever nu. Planen for jordmenneskenes fremtid ligger i det fælles menneskelige, i dette at hver eneste af os er en betydningsfuld del af den evige guddom, og ingen af os betyder mere end nogen anden set i helhedens og evighedens, dvs. guddommens perspektiv. I den nuværende situation betyder vi noget i forhold til, som vi er i stand til at tjene og hjælpe andre gennem vor individuelle arbejds- og kærlighedsevne.
MM