Kosmos 1936/7 side 108
Erik Gerner Larsson:
Dage i Kosmos Feriekoloni.
Naar Blomsterpragten foran de røde Huse skifter fra gult til blaat, er Sommeren for Alvor over Klint. Det sker næsten paa en Nat. En kraftig Regnbyge efterfulgt af lidt Varme, og pludselig opdager man til sin Forbløffelse, at Tusinder af smaa blaa Blomster har afløst den lysende gule Stenbræk, hvis festlige Tæppe i Slutningen af Juni byder de første Gæster i Kolonien velkommen. Var det tidlige Foraar koldt i Aar, saa blev til Gengæld Forsommeren simpelthen eventyrlig skøn. Jeg ved godt, at mange Mennesker med Hensyn til Klima kun regner med to Faktorer, Sommer og Vinter, og betragter de mellemliggende Stadier som – indtil en vis Grad – ubehagelige Overgange. Skulde der blandt Kosmos' Læsere findes enkelte med den Opfattelse, saa vil jeg tillade mig at gøre disse opmærksomme paa, at et Besøg oppe i Kolonien i Slutningen af Maj vil overbevise enhver om, at har Sommeren sin Charme med Hensyn til Badning, Varme etc., saa har ogsaa Forsommeren sit at byde, nemlig en Flora saa vekslende og farverig, at man Gang paa Gang stopper op i stum Betagelse over det Syn, der møder ens Øje. Denne vidunderlige Farvepragt ligesom afsluttes en ganske kort Stund, naar hele Arealet en lun Sommernat gemmer sin gule Foraarskjole hen og om Morgenen straalende fornøjet viser dem, der har Opmærksomheden henvendt paa den Slags, sin fine nye sartblaa Sommerkjole.
Kolonien er vokset i Aar. Ikke alene er otte nye Huse kommet til de foregaaende syv, nej, kigger man nøje efter, vil man rundt omkring se smaa Graner med lysende Dupper titte frem, andre Steder smaa Fyr, der lige indtil nu har staaet og spekuleret paa, om de skulde gøre ligesom de fleste af de nyplantede Pil og Popler, nemlig gaa ud, men saa, til alt Held da, er blevet enige med sig selv om, at det ikke var Hensigten med deres Tilstedeværelse, hvorfor de nu begynder at imponere Omgivelserne med smaa, struttende Skud. Langs Landevejen har to lange Rækker nyplantede vilde Roser taget det ene Livtag efter det andet med de sidste tre Ugers – set fra disse Smaaskabningers Synspunkt – brændende Sol. Endnu har de klaret den, og klaret den fint, saa sker der intet uforudset, vil vi allerede til næste Aar kunne glæde os til at se det første spæde Rosenflor. Oppe ved Verandaerne paa de syv nye Topersoners Huse vil man, dersom man forsøger derpaa, allerede nu ganske svagt kunne mærke den krydrede Duft af Æbleroser. Et Par Aar til, og Udbrud som "Uhm" og "Ah" og "Aah" vil undslippe én hver eneste Gang, man efter en lille Smule Regn vil komme forbi disse Smaafyre, der i Aar kæmper deres første Kamp for Livet i den ikke altfor fede Jord heroppe.
Nede ved Stranden møder man en Nyskabelse, der ikke kunde undgaa at faa Sukces – vor nye 36 Meter lange Badebro, der fører direkte fra den bløde Grønsvær udover alle Sten til den rene, fine Sandbund. Et Spring, og Kattegats, paa denne Side af Sjælland, krystalklare Vand lukker sig over ens Hoved.
Flagstangen er i Aar blevet afsikret med fire Staalbarduner forankrede i fire svære Egetræspæle. Vinden er haard heroppe, og da vi ikke ønskede, at vort nye, skønne Flag skulde udsættes for Katastrofer af nogen Art, var der ikke andet at gøre end at skabe Bardunsikring. Lige ud for Flagstangen har vi paabegyndt en Rundkørsel, der, naar den bliver færdig, dels vil komme til at fungere som "Ankomstplads" og dels som "Markedsplads". Det groveste Arbejde ved den er færdig; naar nu dette Underlag faar "sat" sig lidt, vil den blive fuldført, og Koloniens Facade vil da være helt i Orden. Bag selve Kolonien er der ogsaa sket en lille Begivenhed, der fortjener Omtale, – vi har faaet bygget os en fin Cyklestald. Ganske vist indrømmer jeg, at det nærmest lyder af omtrent ingenting, men byg den selv, og man vil give mig Ret i, at der er en Del Arbejde ved en saadan Historie. I hvert Tilfælde véd jeg, at Kaptajn Albertsen og jeg adskillige Gange maatte sætte os lidt ned og fundere over de opstaaede Problemer, før Cyklestalden var en "uomstødelig" Kendsgerning.
Dette var i grove Træk de Udvidelser, der er sket med selve Kolonien. Vedligeholdelsen af det allerede skabte gaar vi let henover. Det er et Kapitel, hvis Indhold næsten udelukkende bestaar af saa og saa mange Potter henholdsvis, rød, grøn, hvid, gul og graa Maling, garneret med finsk Tjære og Cuprinol, serveret i et mindre Hav af Fernis. Nej, nu til Rosinen i den vegetariske Pølseende. Ad mærkelige Veje, vore Oplysninger kommer næsten altid ad mærkelige Veje, fik vi oplyst, at Nielsens Hus skulde sælges. Hvem Nielsen er, véd alle, der har besøgt Kolonien, for udenforstaaende er det her nærmest Huset, der har Interesse. Altsaa: lige bag Kolonien ligger der et lille straatækt Hus med et Tilliggende af en halv Tønde Land. Huset har Adgangsret fra Kolonien, hvad der bevirker, at det naturligt hører med til denne. Skulde dette Hus komme paa andre Hænder – Hr. og Fru Nielsen er kun Lejere –, vilde det betyde, at vi indenfor Koloniens Omraade kunde risikere at faa Mennesker, der maaske nok kunde møde os med samme Sympati og Forstaaelse som den, vi hele Tiden har mødt fra hele Familien Nielsen; men vi kunde ogsaa risikere det modsatte, noget, som kunde blive meget uheldigt. Hvad gør man i en saadan Situation? Er man Millionær, ja, saa køber man Huset, er man det ikke, ja, saa kan man gøre, som vi gjorde, vi dannede et mindre "Aktieselskab" og købte Huset. Vi fik det hverken dyrt eller billigt, men vi fik det, og det tilhører nu Kolonien. Nu maa det siges, at dette Hus hverken af Ydre eller af Indre lignede nogen af Koloniens andre Huse. Dets ydre Udseende kan naturligvis ikke ændres, dets indre Form heller ikke ret meget, men derimod nok dets Udseende. Kort sagt: i Løbet af faa Dage fjernede vi alt det raadne af Huset, og saa var der tilbage et halvt Tag og fire Ydervægge, Resten var saa at sige baaret ud. Naa, Huset er efter Sigende over hundrede Aar og dertil bygget af stampet Ler. Og naar dertil kommer, at det ikke saa ud til at være blevet repareret noget synderligt i den mellemliggende Tid, kunde det jo nok trænge til en mindre Hovedreparation. For ikke at forsvinde i Detailler, skal jeg kort fortælle, at denne "grimme Ælling" allerede nu er i Færd med at kaste de sidste triste Dun og begynder at vise de dog noget kønnere Fjer. Studiekresdeltagere fra hele Landet har her, ved ganske uselvisk at give et Nap med, forvandlet en gammel Rønne til et nydeligt lille Hus, en Pryd for Kolonien og en Nydelse for Nielsens, der nu, efter snart en Maaneds "Landflygtighed" kan begynde at tælle Dagene, indtil de atter kan komme under Tag i deres tidligere Hjem. Personligt véd jeg nu, hvad det vil sige at lægge nye "Guller", understøbe og mure, altsammen Ting, der er for intet at regne mod, hvad andre Deltagere har lært; vi gaar næsten alle fra den Affære som udlærte Haandværkere, i hvert Tilfælde som helt gode Fuskere.
– – –
Dette var i spredte Træk de Begivenheder, vore Dage i Aar er gaaet med heroppe paa denne Plet, der mere end noget andet i Verden er vor "egen". Vi har Ret til at være stolte af vor Koloni, thi den er i fysisk Materie det første Vidnesbyrd om, at Martinus' Arbejde betyder mere end aandelig Tidsfordriv, at det tværtimod først opfylder sin Hensigt den Dag, det for den Enkelte begynder at sætte sine Frugter her paa dette Plan. Ingen af os Unge, der har knyttet vort Liv til den Verdensanskuelse, Martinus har bragt os, kan føle os lykkelige ved blot teoretisk at tilegne os dette Stof; fra mig selv og fra alle de, jeg for Alvor kender, véd jeg, at omend vi overfor den "store" Verden ikke tæller mange, saa har Martinus i os organiseret Kræfter, hvis Frugter sluttelig nok skal blive saa kendt, at denne store Verden skal lære at lytte. Kærligheden er andet og mere end store og skønne Følelser, Kærlighed er og maa være: praktisk Arbejde, for paa hver sin Plads at gøre noget for – de andre.
Heroppe, hvor Sol, Strand, Blomster – kort sagt: Skønhed forener sig for at skabe en festlig ydre Ramme om vort Liv, her vokser, svagt eller stærkt, den Fællesfølelse frem, paa hvis stærke Piller et kommende rigtigt Menneskerige kan hvile. I Teori som i Praksis har jeg her været Vidne til, hvorledes de tusinde Tanker, Martinus allerede har saaet, begynder at sætte deres Frugter. Endnu er ingen af os fuldkomne, men det er min absolutte Overbevisning, at vi er paa Vej frem. Lad Kampen for den Enkelte synes haard, støtter vi os til den Viden, Martinus har givet os, og hvis Klippe: Vi er selv Ophavet til alle vore Lidelser – er vort Fundament, vil Livet blive noget andet end "haabløst" og "tilfældigt" – det vil blive frugtbart baade for os selv – og for vore Omgivelser.
Brev fra en Læser.
Kære Hr. Martinus!
Jeg vil gerne gennem disse Linier takke Dem for den uforglemmelige Pinsedag, som De skabte for mig og sikkert alle andre tilstedeværende Venner af Deres Arbejde, og skildre lidt af de Tanker, der gennemstrømmede min Bevidsthed og gjorde Dagens Besøg i Kolonien til en Oplevelse for mig, jeg kan leve længe paa og øse Kraft af.
Først var der jo den tidlige Afrejse. Vejret tegnede just ikke til at blive alt for straalende, men man mødte til Gengæld op med Forventningens Glæde i Sindet, og Plads blev der jo i Vognen til de mange, der ønskede at bivaane Dagens Begivenhed og give deres Sympati for Sagen til Kende.
Dernæst ved Ankomsten den ovenud hjertelige Modtagelse, der blev Koloniens Gæster til Del. Den hyggelige Indkvartering hos Venner fra Studiekredsene, der ikke veg tilbage for at afgive os Husly i det daarlige Vejr og oven i Købet med den mest rørende Omsorg sørgede for vore legemlige Fornødenheder – jeg for min Part fik næsten intet spist af min medbragte Mad! – beviser til Fulde, at der inden for Martinus' Arbejde skabes eller opøves en naturlig Trang hos Deltagerne til ogsaa i Praksis at manifestere det fundamentale Bud "Elsker hverandre", være gode og kærlige imod hinanden, og gør derved Arbejdets Eksistensberettigelse synlig selv for udenforstaaende, der ikke teoretisk kan fatte Analyserne. Vejret afgav iøvrigt rig Lejlighed til indvendigt at betragte Husenes gennemført hensigtsmæssige og dog enkle Opbygning. Er det enkleste og simpleste ikke ogsaa oftest det bedste Udtryk for den Sandhed, det skal repræsentere?
Og saa Flaget! – For Dagens Clou var jo naturligvis den med Længsel og Spænding imødesete Stund, hvor Martinus traadte frem og i en kort Tale satte Pinsefesten for den hellige Aand i Forbindelse med Flagets Indvielse og dets Betydning samt pegede paa, at det daarlige Vejr ikke maatte tages som et daarligt Varsel, da vi jo ikke kan gaa i rette med Makrovæsenerne. Kameraer og Filmsapparater forenedes i at forevige det uforglemmelige Øjeblik, da Martinus udløste Snoren, og det farverige Flag – Sagens eget – for første Gang udfoldede sig i al sin Pragt i Kontrast til den regntunge graa Himmel, omgærdet af den lyse Atmosfære omkring Sagens mange Venner, der talstærkt var mødt op fra nær og fjern for at være Vidne til og kaste et festligt Skær over Handlingen, for at være de første til at beskue det ny Symbol eller Flag for det vordende internationale Verdensrige, for at være med til at danne den lille Flok, der skal vokse og til sidst omspænde hele Kloden.
Hvor er Flaget dog enestaaende! Man kan simpelthen ikke blive træt af at beskue det. Det er som med "Livets Bog": jo mere man beskæftiger sine Tanker dermed, des mere Udbytte og større Forstaaelse faar man; det er som en stadig Kilde at suge Næring af! Det vajer over Kolonien som Tegn paa, at Mennesker her søger at færdes i Kontakt med de evige Livsenergier, og det maa absolut, selv for udenforstaaende forbipasserende paa Landevejen, skabe Indtrykket af noget usædvanligt, skønt, ædelt, ophøjet, udtrykkende en vis logisk Plan eller Mening, hvorved det straks adskiller sig fra visse sydamerikanske Staters Flag, som det ellers med første Øjekast kunde minde om ved sin Farverigdom. –
Hvad gør det saa, at det regner; det er jo blot at lade Solen skinne igennem inde fra Hjerterne af og gyde sit livgivende Lys ud over Omgivelserne, klare op i det af Uvidenhed fremkaldte, tilsyneladende "Mørke" og lede dette ind paa den rette Vej mod Lyset og Alkærligheden, manifestere det Solskin, der ikke er afhængigt af Almanakken eller "tilfældigt" Vind og Vejr, men som fortsat vokser sig stadigt fastere og stærkere i de Bevidstheder, der een Gang er kommet i Berøring med det.
Det er blot –! Hvor mange har det vel i sin Magt at bevare Barneindstillingen paa en levende Gud, en alkærlig, logisk Verdensplan, midt i en Verden af tilsyneladende kaotiske Tilfældigheder, ja, Uretfærdigheder – hvor Feltraabet, hvor der er noget, er "Kanonen eller Sengen", som en Humorist nys udtrykte sig – rent og klart og uplumret?
For os, der er timedes den Lykke at komme i Berøring med en ren og klar, oplysende Kilde, man til Stadighed kan øse Næring af, er det en let Sag og en ligefrem Pligt over for det evige Forsyn, der har udset os til at være de første til at saa den Sæd, der ad Aare vil vokse sig stor og inden for hvilken alle Jordens Slægter sluttelig skulle velsignes.
Tak for det altsammen!
Torkil Johnsen, stud. polyt.
Tilbage til artikelregister
Forrige