Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Kender De det, når man efter at have set en god film kommer ud på gaden? Det er ligesom, når man vågner op efter en dejlig drøm og nu igen skal i gang med virkeligheden, den triste, grå hverdag. Man bliver puffet og skubbet, det er ikke til at komme nogen vegne i trængslen, og man skal skynde sig for at få en plads i bussen. Her er der en, der anbringer sig på ens yndlingsligtorn, og man er næsten flad som en gammeldags kagemand, inden man slipper ud igen. Hvad der muligvis var tilbage af inspireret stemning fra filmen er grundigt klemt ud, træt og irritabel vakler man hjem i seng med den ene tanke, at nu skal man bare sove. Gid man kunne sove sig væk fra det hele! Fra restriktionerne og dyrtid, fra krigsangst og depression, fra private sorger og bekymringer, fra hele denne forfærdelige, grå og triste verden - og så være fri for at komme tilbage til det altsammen.

Romantik og hverdag er for de fleste to uforenelige verdener, som en "himmel" og en "jord". Sommetider kan man drømme sig fra den triste jord op i den lyse romantiske himmel. Men ak, dens skygulv er alt for skørt. Inden man ved af det, bum, så sidder man igen på jorden svimmel og øm, som var man faldet ned fra et højt træ. Dette skarpe skel mellem det mystisk-romantisk eventyrlige og den hverdagsagtige, åh så dødsens kedsommelige tilværelse fuld af besvær og bekymringer og for så mange uden formål eller mening, er skellet mellem menneskets to sind, dets ønskesind og det reelle sind, dets drøm om tusindsårsriget og dets opvågnen i dyreriget. Sfinxens drømmende hoved tårner sig op i den blå luft og stirrer med brændende øjne ind i himlen, men den tunge dyrekrop binder den til jordlivets besvær og lidelser.

Hverdagsmenneske og romantiker, den jordbundne og himmelstormeren, vi har alle mere eller mindre dem begge i os. Nogle er meget tit "oppe i skyerne", andre kun sjældent, fordi materialismen har stærke tag i dem. Et er fælles for begge kategorier, de er søvngængere på vej til at blive mennesker.

Den grå hverdagsmand vandrer rundt i livet med skyklapper på og kan ikke se skoven for bare træer, dvs. livet eller virkeligheden, for såkaldte realiteter eller døde ting. Han tramper i blinde, så livet ofte knuses under hans fødder. Men ved disse tramp trækker han sorgens og lidelsens vækkeur op, som en skønne dag vil kime så voldsomt, at hans verden af "realiteter" vil opløses i tåger, så han ser, at han selv har været lige så overtroisk, og på sin vis lige så drømmende som den af ham så foragtede romantiker.

Han vil engang selv blive romantiker, men dog i en noget anden forstand, end når vi almindeligvis bruger denne betegnelse, for han vil alligevel vedblive at "have begge benene på jorden". Men han vil da ikke mere stirre sig blind på det enkelte "træ i skoven", veje og måle det, tælle dets blade og mene, at livsgåden dermed kan løses. Skyklapperne er faldet væk, og han ser træ ved træ, ser "skovens" uendelige variationer af liv, dens mangfoldighed og storhed, dens logik og dens skønhed.

Romantikeren, sværmeren og dagdrømmeren vil engang blive realist, men uden at miste det romantiske islæt. Da er det i hverdagen, han begynder at opleve det eventyrlige. Han opdager, at lykken ikke ligger gemt et sted bag de blå bjerge, men er en skat, der med tankens hjælp skal findes frem i den grå hverdag og vil få denne til at stråle og funkle med en sådan glans, at den tidligere drømmeverdens lys i forhold er som en lille tælleprås.

Verden i dag er befolket med romantikere, der alt for let lader sig gå på af tidens hårdhed, når deres rosenrøde sæbebobler brister, og med realister, der ud fra deres negative indstilling skal have så meget ud af livet som muligt, hvilket let går ud over deres næste. Tidens mentalitet er en mærkelig blanding af hårdkogthed og sentimentalitet. Mange mennesker kan se det og lider under det. De nærer et brændende ønske om at befri sig for disse "moderne" sindstilstande, der ofte ender i fortvivlelse eller sindssyge. Religionen kan ikke hjælpe dem. De kan ikke tro på kirkens gode Gud, hvis enbårne søn skulle ofres for at formilde ham. Hos videnskaben møder de det uendelige verdensalts isnende kulde og får at vide, at de er en tilfældig slags udslæt, der lever på et tilfældigt støvfnug og måske slet ikke skulle have været der. Alting skrider. Hvor er det faste punkt? Bag det smilende ungpigeansigt griner dødningehovedet, bag de fjerne blå bjerge er der ingenting, og den sikrende bankbog kan ikke hjælpe. Alt er kaos - eller "er der mere mellem himmel og jord"? Psykiske fænomener vækker i en tid som denne stor interesse, især hos de romantisk betonede, jo mere mystik eller overnaturligt des bedre. De mere nøgterne ønsker at vide, hvad det er, der foregår, og hvordan det kan forklares. Men den logiske tænkning støder her på en mur. Er man virkelig nødt til blindt at antage ældgamle forestillinger om overnaturlige væseners indgriben, om spøgeri og åndemanen? Er det udvikling? Kan menneskeheden nå videre ad den vej? Mange når til det standpunkt, at de psykiske fænomener er interessante og værd at arbejde med for forskere, men ikke at bygge på som fundament i den daglige tilværelse. Man må have dagklar viden og ikke tusmørketro.

Her er det Martinus sætter ind med sine analyser og bliver en hjælp for mange fortvivlede mennesker.

I LIVETS BOG kan romantiker såvel som realist finde både sig selv og verden, den grå hverdag og det eventyrlige univers gennemanalyseret. Ikke som en jord "hernede" og en himmel "deroppe", men som et sammenhængende og samarbejdende kosmos, hvori man selv er et uundværligt led. Ikke som mystik, men som nøgtern videnskab, der forklarer alt, også det såkaldte mystiske, ud fra de fænomener og principper, vi er omgivet af og fortrolige med. Forståelsen af disse principper og handlen ud fra forståelsen vil lidt efter lidt give romantikeren den nødvendige realistiske ballast, så han ikke svæver i skyerne hvert øjeblik og skal lide under den ublide nedfart. Og realisten vil efterhånden erhverve en udvidelse af sin oplevelsesevne, så han kan krybe ud af sin "tændstikæske" og se verden som en guddommelig åbenbaring! Og da er der for dem begge ikke mere nogen grå hverdag.