Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ethvert levende væsen er i virkeligheden en foreteelse, som er i bevægelse, og det gælder ikke alene i den betydning, at vor fysiske krop bevæger sig fra sted til sted. Bag den fysiske bevægelse eksisterer en anden form for bevægelse, som man kalder forvandling. Alle levende væsener er undergivet en proces, i kraft af hvilken de umuligt kan vedblive at være det samme væsen som før. Denne forvandlingsproces er både en fysisk og en åndelig realitet. Den fysiske forvandling oplever vi som barndom, ungdom, manddom og alderdom, og det kan opleves med de fysiske sanser, at organismen i en fysisk inkarnation gennemgår disse forvandlinger. Men et fysisk liv er jo ikke blot en forvandling af en fysisk organisme. Bag denne ydre forvandling ligger en indre mental forvandling baseret på oplevelse og erfaring. Enhver ny oplevelse er en ny erfaring, og en ny erfaring er en bevidsthedsberigelse. Alle levende væsener på denne klode er underkastet en forvandlings- eller udviklingsproces fra primitive mentale tilstande til højintellektuelle tilstande i organismer, der vil være langt bedre redskaber for oplevelse og udfoldelse af skabende evner, end de nuværende fysiske organismer er. Denne store forvandlingsproces er særlig aktuel for de væsener, der fremtræder her på jorden som mennesker. Og at den i særlig grad er aktuel for menneskene beror på, at de er nået så langt frem i udviklingen, at de kan begynde at opleve den dagsbevidst i modsætning til dyrene, der endnu kun oplever gennem instinkt og meget primitiv følelse.

Mellem det jordiske menneske og de andre væsener her på kloden, som tilhører dyreriget, er der den væsentlige forskel, at jordmennesket er på vej ud af dyreriget mod et højere udviklingsstadium, hvis principper og love allerede begynder at gøre sig mere eller mindre gældende i dets bevidsthed. Jordmennesket oplever en mental bevægelse, som er en forvandlingsproces fra dyr til rigtigt menneske. Dyrets mentale bevægelser er instinktbetonede og skaber ingen konflikt i mentaliteten, men hos det jordiske menneske findes både en degenererende dyrementalitet og en begyndende menneskementalitet, og spændingen mellem disse to former for mentalitet vil uundgåeligt skabe konflikter og indre kampe i det jordiske menneskes sind. Dyret bliver ledet og styret af sin egen selvopholdelsesdrift, som pr. instinkt får det til at gøre det rigtige i den specielle situation, det oplever. Og "det rigtige" vil for dyret altid sige det, der er til gavn for det selv eller dets arts beståen.

Men i det jordiske menneskes bevidsthed er der ved at opstå en natur, som går i modsat retning af dyrets natur. Medens dyret bliver styret af sin egen selvopholdelsesdrift, må mennesket mere og mere selv tage stilling til sin livsform eller livsudfoldelse ved hjælp af vågen dagsbevidst viljeføring. Denne vågne dagsbevidste viljeføring går ofte imod den fra dyreriget nedarvede selvopholdelsesdrift, som endnu bor i det jordiske menneske som vanebevidsthed. Derved opstår der konflikt. Medens det hos dyret medfører en naturlig og lykkelig livsoplevelse at følge selvopholdelsesdriften eller selviskheden, skaber det hos mennesket ulykke og lidelse at følge denne tendens. Mennesket føler det måske ikke straks, netop fordi selvopholdelsesdriften er vanefunktion. Men det oplever efterhånden virkningerne af sin selviskhed, og disse erfaringer skaber bevægelse eller forvandling i bevidstheden, en kursændring er ved at finde sted. Hvor kursen før var sat mod "den stærkeres ret", og det at gavne betød at gavne sig selv, må det jordiske menneske nu for at opleve lykken begynde at skabe denne selv med sin vilje ved at bekæmpe sin selviskhed og de i dets væsen nedarvede dyriske drifter og begær. Det må med sin vilje tvinge sig til at give afkald på mange af de foreteelser, det begærer, men som det kan begynde at se vil være til besvær eller lidelse for andre væsener. I samme grad, som det med sin vilje kan gøre det, vokser det ind i et nyt livsstadium, dets liv begynder at følge en kurs, hvis mål det er at leve til gavn for helheden, og hvis resultater eller virkninger ikke er drab, røveri og kamp, men næstekærlighed og en udfoldelse af intellektuelle evner, der vil forvandle jorden til en verden, hvor humanitet, kunst og videnskab vil blomstre som aldrig før, og staterne forenes til én menneskestat, hvor begrebet "den stærkeres ret" ikke kendes.

Der er allerede blevet gjort meget for at hjælpe menneskeheden frem mod en sådan tilstand, men der mangler stadig væk noget, for at menneskene kan nå den. Religionerne har hjulpet menneskene et godt stykke frem, og nogle mennesker kan endnu hjælpes af deres blinde tro på frelse gennem religionen. Men der bliver flere og flere mennesker i alle dele af verden, der ikke kan nøjes med at tro. Deres rent videnskabelige indstilling til livet og deres udviklede intelligens gør dem ude af stand til at tro på dogmer eller inspireres af ceremonier. De forlanger kendsgerninger og vil gerne forstå og ikke blot tro. De mangler et "kompas" til at styre deres kurs efter. Menneskene er som en hel serie små skibe, der sejler på et stort mentalt verdenshav. De skal alle sammen til den samme havn, men de er højst uenige om kursen. Derfor hersker der et forfærdeligt kaos på dette hav, og katastrofale sammenstød hænder hvert øjeblik. Ikke alene støder enkelte skibe sammen og beskadiges eller ødelægges derved, men det kan ske, at hele grupper af skibe bliver sejlet i sænk. Verdenskrige, revolutioner, sabotage og hvad man nu kalder alle disse krigshandlinger, er sådanne kollektive sænkninger af skibene på det mentale verdenshav. Skibene kan gå under, men kaptajnen vil altid få et nyt skib at sejle med, og kaptajnen er i dette tilfælde det levende væsens Jeg, som skal prøve at finde den rigtige kurs mod det fælles mål, den fælles havn, som er den mentale tilstand, der er karakteriseret som "mennesket i Guds billede".

Mange af de søfarende har tilbøjelighed til at mene, at de alene kender den rette kurs og absolut sejler rigtigt, mens sagen er den, at de i virkeligheden er på vildspor og ikke vil kunne finde havnen med de midler, de bruger til at orientere sig. De prøver, til tider med vold og magt, til tider med fanatiske udtalelser, at overtale andre skibe til at følge deres kurs. De er bundne til særlige teorier og forestillinger af politisk, religiøs eller anden art, hvis mål, påstår de, er alle menneskers mål. Men ingen religiøs bevægelse, ingen sekt eller verdensreligion og absolut intet af de i dag eksisterende politiske partier vil nogen sinde nå frem til at få alverdens mennesker til tilhængere. Alle disse "bevægelser" bevæger sig mere eller mindre i gal retning. Deres "kompas" er misvisende. Hvorledes ytrer disse livskompassets misvisninger sig? De ytrer sig på den måde, at disse politiske og religiøse bevægelser og også mange foreninger af idealistisk art ganske vist taler om næstekærlighed og humanitet. Men de forstår slet ikke kærlighedens væsen. De har voldsom sympati for noget og stærk antipati mod noget andet, en antipati, som i visse tilfælde udfolder sig som "hellig vrede", "retfærdig harme", ja til tider som had. Men det er umuligt for skibene på det mentale verdenshav at nå den havn, de længes efter, så længe de endnu har had eller antipati ombord. Den virkelige menneskelige kærlighed, som Kristus har vist menneskene, og som alle fortidens største vise har talt om, vender sig ikke med antipati mod nogen eller noget. Kristus sagde: "Du skal elske dem, der hader og forfølger dig", og han talte om at tilgive ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig. Intet menneske kommer vel nogen sinde ud for at skulle tilgive flere gange på én dag. Men kan man da lære at tilgive? Ikke så længe man kun bruger sine følelser. Først når man med sin intelligens virkelig forstår, at intet menneske i øjeblikket kan være anderledes, end det er, fordi det med sin væremåde repræsenterer et bestemt midlertidigt udviklingsstadium baseret på erfaringer og oplevelser i fortiden, kan man se, at det "ved ikke, hvad det gør". Hvis det virkelig vidste det, ville det ikke gøre det. Når man selv ikke kan nænne at gøre det, som det andet menneske har gjort, er det jo fordi, man i sin bevidsthed har erfaring for, at det ikke er rigtigt at gøre det. Men det har det andet menneske altså ikke erfaring for i sin bevidsthed endnu, derfor handler det, som det gør. Men det vil få erfaringerne i fremtiden, fordi det må høste, som det har sået, og så vil det til den tid heller ikke mere kunne nænne at gøre sådan. Man kan ikke forlange af noget levende væsen, at det skal handle ud fra erfaringer, det endnu ikke har. Det ville jo være det samme, som hvis man ville forlange, at et barn skulle handle som et voksent menneske. Kosmisk set er der mange voksne mennesker på jorden, der endnu er som børn, men gennem kommende inkarnationer vil også de blive mere og mere "voksne", dvs mere og mere menneskelige i deres tankegang og handlemåde.

Nu vil nogle mennesker sikkert spørge: "Men er da ikke også den såkaldte åndsvidenskab blot en religiøs sekt, som vil søge at hverve proselytter og giver udtryk for at have patent på sandheden?" "Er den ikke også et skib, som søger at overtale andre til at følge sin kurs?" Dertil må jeg svare, at der over mit arbejde aldrig nogen sinde vil blive dannet forening, sekt, menighed eller parti af nogen art. Og ligeledes, at intet menneske skal overtales til at blive "medlem", da der ikke er noget at blive medlem af. Mennesker, som føler sig tiltrukket af mine kosmiske analyser og føler trang til at studere det verdensbillede, jeg skildrer i mit hovedværk LIVETS BOG og andre bøger, gør det på grund af den indre bevægelse eller forvandling, der allerede er ved at ske i deres mentalitet. Hvis ikke De i Deres bevidsthed allerede besidder visse erfaringer, vil mit arbejde slet ikke have interesse for Dem. En indre organisk funktion må være til stede, og det er den funktion, man kalder næstekærlighed. En menneskelig kærlighed, der ikke udfolder sig ved også at rumme had mod det såkaldte "onde" og "uretfærdige". Når dette "onde", "uretfærdige" og "djævelske" er resultater af en ufærdig tilstand, kan det jo ikke i øjeblikket være anderledes, end det er. Men det er absolut ikke meningen, at alt dette skal vedblive at eksistere på kloden. Udviklingen eller forvandlingen af de levende væsener skrider frem, selv om mennesker til tider synes, at det ikke går hurtigt nok.